Jeg har været igennem møllen et par gange, og er gang er han blevet smidt ud på røv og albuer. Pånær den sidste, hvor situationen var en anden, og ham er jeg stadig sammen (og meget lykkelig) med. Situationen var, at han havde kysset en anden, til en fest i forbindelse med et træf, hvor jeg ikke var med. Han gik selv til bekendelse, og tog sin skideballe som en mand hele vejen. Især det sidste var en stor del af, at vi har kunnet få det til at fungere bagefter, men det har også krævet meget af mig. Instinktet kræver hævn, og han skal straffes, lide lige så meget som jeg lider, det skal gøre ondt osv. osv. osv .. Men, han har altid haft en utrolig god indflydelse på mig - givet mig tid til at stoppe op, og tænke færdig, uden at gå i forsvar, hvis jeg er muggen over noget, så vi kan komme konstruktivt ud af det. Det gjaldt også her. Han fandt sig i min umiddelbare reaktion, blev ved med at undskylde, han stak ikke af, eller prøvede at forsvare sig med latterlige undskyldninger. Hvilket gjorde, at jeg fik raset så meget af, at jeg kunne tænke rationelt igen. Og jeg kom frem til følgende:
Mit mål her i livet er ret enkelt - jeg vil være glad. Jeg har aldrig været så glad med nogen, som jeg er med ham, så jeg havde bestemt noget at miste. Hvis jeg fortsat skulle være glad med ham, ville det kræve, at vi begge er glade. Det vil sige, straf og hævn ville ikke være en mulighed, da det vil ødelægge forholdet. Alternativet ville være at blive single, med hvad det indebærer af sorg, tvivl om fremtiden (jeg vil jo gerne have børn, og er altså midt i 30'erne), og savnet af det, vi havde. Jeg valgte, hvad jeg så som den nemme udvej - at give forholdet en chance.
Dermed ikke sagt, at der ikke ville være konsekvenser, men konsekvenserne skulle være af konstruktiv natur. Det skulle handle om at genvinde tilliden, fremfor at blive til "vi skal lide lige meget". Så, straf, for straffens skyld, var udelukket. Vi satte os ned, og snakkede os frem til, hvad tillid er, hvad spillereglerne fremover skulle være (fx. at han ikke tager til det træf alene mere, samt at al kontakt til trunten er afbrudt indtil jeg på eget initiativ melder andet ud), og han fik hele tiden muligheden for at sige fra. Det gjorde han heldigvis ikke på noget tidspunkt. Der kom også nogle andre ting i spil (jeg ville have frikort til at læse ham over skulderen på facebook, ville have ret til at stille inkvisitoriske spørgsmål, hvis jeg følte noget var forkert, uden det skulle opfattes som angreb), men alt i alt er de to nævnte de eneste, der reelt har været har været i spil. Han har ikke talt med hende siden, om end, jeg har haft lidt kontakt med hende, i forbindelse med min bearbejdelse af tingene, og han har ikke været til det nævnte træf siden (vi tog ud at rejse sammen istedet). Han skal afsted igen på et tidspunkt, men fremover tager jeg med, og deltager i arrangementet som alle andre.
Jeg har ikke fortrudt min beslutning på noget tidspunkt, men jeg er virkelig taknemlig over, at han formåede at holde ud, indtil jeg blev så rationel, at jeg også kunne tænke konstruktivt. Det var nogle hårde dage, mens vi fik slebet kanterne af på det nye regelsæt, og fik fundet hinanden igen, men det var virkelig dét værd. Min tillid er stadig rusten i kanterne, men til gengæld tror jeg ironisk nok, at hans tillid til mig er dobbelt så stor nu, hvor han har oplevet mig arbejde mig igennem en vrede så stor, uden at blive til et bittert monster af det. Så, alt i alt er vores forhold måske ikke ligefrem bedre, men det er i hvert fald lige så godt, som før. Mere kan man vist ikke bede om 
