pain is temporary. Quiting lasts forever.
Vi siger jeg har observeret et barn ved spillerummet og jeg kan se at han gerne vil være med i fællesskabet ( vi siger de spiller Fifa og de hygger sig og har det sjovt) men på en eller anden måde vil dette barn gerne med i deres gruppe. Jeg ser det og barnet kommer direkte til mig og spørger: Jeg vil gerne være venner med dem derfor jeg spiller også fifa. Så siger jeg jamen har du spurgt om du må være med ? Han siger nej: Så siger jeg jamen det synes jeg at du kan gøre. Han lytter til mit råd og bliver positivt accepteret i gruppen og de hygger sig og spiller fifa
Hvad nu hvis gruppen sagde nej ?
Var det en ide at jeg gik medover og sagde Hør her drenge M kunne godt tænke sig være med jer. I har jo forstand på det der fifa men jeg har set M, han er faktisk også god til spillet
Så jeg synes at i skal have ham med noget i den dur ??
Jeg synes du skal tænke på om der er nogle børn/et barn i klubben som generelt ikke er en del af fællesskabet (ikke i de her enkeltstående situationer) og så tænke over hvorfor barnet ikke er inkluderet, hvad kan du gøre for at hjælpe barnet til at blive inkluderet.
Lige mht. det eksempel så er det fint at bruge drengens ressourcer og fortælle han rent faktisk er god til det, men der er vel ikke noget galt i at børnene siger nej. Nogle gange så vil man bare ikke have en ekstra spiller med. Så må man prøve at vise barnets ressourcer uden at pådutte nogen hvem de skal lege med
Hvis drengen generelt ikke er inkluderet og hans styrke er Fifa spil, kan du holde en Fifa turnering hvor han kan brillere
Jeg vil give dig et par eksempler på inkluderende pædagogik jeg så i min praktik.
En dreng har autisme og svært ved at danne relationer til de andre børn. Han er rigtig glad for rollelege. Så en voksen laver rollelege to gange om ugen hvor han kan brillere for det er noget han er god til og de andre børn kan opdage det helt selv, uden at blive påduttet at lege med ham.
Et andet eksempel er en pige som havde en lidt dårlig dansk. Børnene havde svært ved at forstå hende og hun havde nogle gange svært ved at forstå dem og grinte hver gang hun ikke forstod. De andre børn beskrev hende som underlig. Her lavede jeg en kreativ projektuge (lagde gipsmasker på hinanden) hvor hun og nogle andre piger var med. Det var en lille gruppe. Pigerne kunne på denne måde komme rigtig tæt på hinanden og lære pigen at kende. De fandt ud af hun har humor og er meget hjælpsom og venlig. Efter denne uge fik hun en veninde hun begyndte at lege fast med - denne veninde hjalp hende ind i resten af fællesskabet.
Anmeld