Jeg synes helt ærlig at i er nogle modbydelige mennesker når i vælger at sætte den mistillid til mig - omvendt kan jeg da godt forstå jer, for som i skriver har i én side af sagen og det kan være svært at forholde sig til det.
Men jeg vil gerne opfordre til at jeres diskussion om hvor vidt jeg er bizar i mit valg om at "udsætte min datter" for endnu en mand i sit liv foretaget i en anden tråd, private beskeder eller hvad pokker i kan finde på.
Hvis jeg nu kunne vedhæfte de 248 tiders sagsakter så måtte i som sådan gerne se dem, men det kan jeg sikkert ikke - jeg har nu heller ikke forsøgt.
Ja jeg har valgt at lukke en ind i mit og min datters liv - men vi ses udelukkende i enkelte dage i weekenderne, for jeg er også godt bevidst om at der er brug for ro - især i hverdagene hvor vi slet ikke ses.
Rent egoistisk har JEG brug for at være sammen med min kæreste, føle tryghed, føle mig hørt, forstået og elsket.
Jeg ved at min datter også har brug for at se sin mor i trivsel, det er alfa omega for at hun kan trives.
Vi har det godt både min datter og jeg - alt taget i betragtning.
Men før i nu dømmer mig, undre jer over hvordan der kan gå så langt tid fra det starter til nu, hvordan jeg kan "ævle" om at jeg gerne vil have den fulde forældremyndighed, stoppe/minimere samvær osv osv., så skal i vide at jeg går i stykker i hjertet når jeg læser at kommunen tror jeg JEG manipulerer med min datter - og det gør ondt at skulle skrive det her inde; for det er ikke virkeligheden at jeg gør det.
Jeg har i store træt altid haft en ok forhold til farfar, et godt et af slagsen med farmor og et fint samarbejde med far - så jeg har på ingen måde haft grund til at "hen over natten" komme i tanke om at nu vil jeg satme ødelægge deres liv for fuld smadder. Sådan er jeg ikke, sådan har jeg ikke være nogensinde - og sådan bliver jeg ikke.
Det er utopi at tro at jeg "bare" kan få den fulde forældremyndighed, flytte med min datter fra den ene dag til den anden når en undersøgelse af hjemmet er igang, stoppe samværet, få medhold osv osv., for det ER lavet en fast samværsordning i statsforvaltningen da min pige var cirka 2 år. Så jeg SKAL udlevere min datter, jeg SKAL samarbejde, jeg SKAL gøre hvad der er bedst for mit barn - men paragrafferne er ikke gearet til at min datter ikke vil sige noget om hvordan hun har det, hvorfor hun har det sådan osv., til de personer som gerne skulle høre det. Det eneste hun har sagt til dem er under videoafhøringen sidste år - ellers har hun været lukket og ikke haft lyst til at sige noget til dem der sidder med beslutnings myndigheden eller hvad man skal sige.
Hun fortæller det kun til mig, og det synes åbenbart påfaldende i kommunens øjne - fair nok, set udefra, men for mig handler det om at min pige stoler på mig og føler sig tryg hos mig - for jeg beder hende ikke om at fortælle mig nogle bestemte ting.
Så har hun sagt noget i børnehaven omkring far for kortere tid siden, men den udtalelse hun kom med der havde hun jo kommet med før - i følge mig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, andet end at HVIS jeg kunne bevise overfor jer at jeg ikke er fuld af lort, at mine handlinger er velovervejede osv - så gjorde jeg det selvfølgelig, men det kan jeg ikke.
Jeg lukker ned her nu, at læse de mange fordømmende ord og gisninger fra jer om mig ramte dybt.
Afsluttende nævner jeg lige igen, jeg forstår indgangsvinklen - men jeg håber i bare vil overveje hvorfor jeg deler det her med jer.
Havde jeg haft en bagtanke med det hele tror jeg ikke at jeg havde været anonym - det eneste jeg ønsker er at få det ud.
Jeg søgte råd i mit allerførste indlæg, at det her er blevet til en slags dagbog om man vil er både for min egen - men også for jeres således at i kan følge med. Jeg kan kune forestille mig hvor meget jeg ville bekymre mig hvis en af jer en dag lavede et lign. indlæg.
God weekend.
Anmeld
Citér
