Hej allesammen, nu er det på tide med en opdatering - måske en afrunding for denne gang.
Min datter og jeg flytter i starten af januar til Aarhus hvor min familie bor. Vi har lånt to værelser hjemme hos min mor - hvilket er midlertidigt til vi finder noget at bo i selv.
Jeg tænker at det for min datter er super-fint at vi i de første måneder opholder os et sted hun kender og hvor hun er tryg.
Jeg forsætter min elevplads i Aarhus - fantastisk forstående arbejdsgiver jeg har mig. Stor kærlighed til dem.
Min datter har fået plads i en skøn børnehave som vi har besøgt af flere omgange.
Hvad er der sket siden sidst jeg skrev?
Ja hvad er der sket? Min datter er ikke kommet med yderligere udtalelser, men kan i perioder stadig vågne om natten og være ked af det - her giver hun klart udtryk for at hun drømmer om farfar. Jeg støtter hende i situationerne, men ellers taler vi ikke yderligere om det. Jeg tror på at det er vigtigt for hende at hun bliver mødt der hvor hun er og at jeg netop møder hende i hendes situation hvad end hun er glad for farfar eller er skide bange.
Hendes far og jeg har et fornuftigt forhold til hinanden - vi samarbejder fint og taler sammen op til flere gange om ugen om små praktiske ting, udviklinger og især det faktum at datteren er begyndt at tabe tænder. Jeg føler i høj grad en samhørighed, men jeg er stadig på vagt. Det tror jeg aldrig jeg kommer til at slippe 100%.
Kommunen og de andre offentlige instanser
Jeg har, som fortalt i tidligere svar, haft tilknyttet en familiebehandler. Hun er kommet hos os i vores hjem 1-2 gange om ugen - dog med afbrydelser da jeg har haft en del skoleophold i forbindelse med min uddannelse hen over efteråret. Her må jeg godt blære mig lidt - jeg blev udtaget til uddannelsens talenthold, det synes jeg er ret sejt med alt hvad jeg har kæmpet med i privaten det sidste snart 1,5 år.
Vi fik midt på efteråret ny sagsbehandler, igen igen - igen. Vel nok nummer 7-8 stykker i rækken. Denne gang en vikar.
Vi var i starten af november måned til opfølgningssamtale far, sagsbehandler, familiebehandler og jeg.
Kender i det, når man fra starten kan mærke at den her person klikker man bare SLET ikke med? Sådan havde jeg det.
Hun påpeger flere gange at jeg med min kropsholdning signalerer at jeg ikke vil samarbejde osv. Fortæller hende flere gange i løbet af mødet at jeg er helt uforstående overfor hendes kommentarer. Både far, familiebehandler og jeg havde inden mødet en klar forventning om at sagen nu vil blive rundet af og at vi måske skulle til et ekstra opfølgningsmøde igen om 3 måneder blot for at sikre sig at alt stadig gik godt.
I stedet for blev konklusionen, draget af sagsbehandler - som flere gange havde behov for at fortælle at HUN er den professionelle, at far og jeg skulle starte i skilsmisse terapi. Jeg gjorde nok ikke klogt i det, men jeg smågrinte faktisk lidt og fortalte hende at sagen havde kørt i over et år og at de på INTET tidspunkt havde tilbudt far og jeg samtaler med hinanden i professionelt regi, så hendes tanke om at det skulle hjælpe nu måske var en smule sort og sent ude.
Hun mente dog at det ville være det bedste, for så kunne JEG jo lære at acceptere at der intet var sket min datter og at vi på den måde kunne få ophævet samværstillæget om at vores datter ikke må komme på farfars adresse eller tilbringe tid med ham uden opsyn.
Jeg for i al fald sagt til hende at fair nok, hvis hun mener det er skilsmisse terapi der skal til - så er det da det vi gør. Men at hun skulle vide at det hverken er bevist eller IKKE bevist at der er sket min datter noget strafbart.
Jeg henter om eftermiddagen efter mødet min datter i børnehaven hvor den primære pædagog som har været med under hele forløbet smiler til mig og siger "hvor er det dejligt at det endelig er bevist at der ikke er sket hende noget, det må give en enorm ro" - undskyld hvad?!
Det er der ingen der har sagt - men det havde sagsbehandleren altså fortalt pædagogen efter børnesamtalen med min datter tidligere samme dag.
Jeg vælger at slå koldt vand i blodet og tage den med hende ved lejlighed.
Et par uger senere får jeg grønt lys fra mit arbejde - jeg kan flytte til Aarhus og jeg ringer for at informere far som er forstående men selvfølgelig træt af det.
Der ud over kontakter jeg selvfølgelig også sagsbehandler som møder mig med: ja når man stikker af som du gør lige nu - så får det jo konsekvenser. Jeg sender sagen videre til Aarhus kommune og vil henstille til at de tager sagen op igen.
Jeg spørger om hun truer mig - men det mener hun ikke at hun gør. Jeg fortæller hende afslutningsvis at der ikke er nogen der kan holde på mig og at hvis jeg fik den nærmeste følelse af at hun truede mig igen så skulle hun vide at jeg ville gå til hendes leder - der ud over ville jeg gerne bede om at få udleveret de papirer hvori det står konkluderet at der intet strafbart er hændt min datter.
Så kunne det da nok være at hun kunne klappe i - uha da.
Muligvis jeg skulle havde reageret anderledes - men jeg har set for meget pis i det her forløb til at jeg magtede mere lige i den situation.
Hvad så nu?
Ja hvad nu? Vi flytter til Aarhus, min datter starter i ny børnehave - det glæder hun sig til. Vi skal bo hos mormor og en enkelt af mostrene.
Jeg er forsat i det samme dejlige forhold med den mand jeg mødte tilbage i februar hvor det hele spidsede til. Han har været en god støtte - og ikke mindst har han været god til at passe på min datter.
Når jeg tænker tilbage på det sidste cirka 1,5 år så er jeg SATME stolt - helt op til over begge ører.
Jeg er snart i mål med min uddannelse, min lille pige vokser og er selvstændig som bare pokkers - hun finder sig ikke i noget fis mere, hun er ærlig, kærlig og hun forstår sig selv og sine følelser.
Anyways - vi har det godt og jeg tror på at 2016 bliver året hvor det hele vender for os.
Jeg elsker jer allesammen for jeres støttende ord - trøst, kritiske spørgsmål, konstruktive kritik og ros gennem hele forløbet. I har alle været en kæmpe støtte, tusind tak.
Kærligst fra mig.
