Hej allesammen.
Nå, jeg har fået den samlede aktindsigt fra kommunen, politiet og børnehuset.
Der er, i mine øjne, ingen tvivl om at det her kommer jeg IKKE videre med og kommunens lille historie om at de sætter en familiebehandler på min datter og jeg 1 time om ugen for at afdække mine ressourcer er at pynte på sandheden.
Det er tydeligt at hver gang jeg siger ét så siger far noget andet eller der vurderes noget helt tredje i en eller anden undersøgelse eller screening.
Jeg er FÆRDIG, altså sådan virkelig færdig.
Jeg har kæmpet og kæmper HVER dag i 9 måneder nu og jeg har intet vundet udover at der ikke må være alene samvær med farfar - som i øvrigt ikke kan tjekkes op på andet end af mig selv - ergo, jeg har aldrig ro - som i ALDRIG.
Det skær i mit hjerte når jeg læser at børnehuset vurderer at min datter er skadet, men at man mere mener det er en manipulation fra min side end at det er et reelt traume fra en oplevelse som hun jo faktisk fortæller om i detaljer.
Det er grimt at læse hvordan hendes far og hele hans familie graver ALT frem - små ting som at jeg har haft en godt forhold til farfar før (ja, men der vidste jeg jo ikke hvad der ville ske - ellers var jeg jo gået langt uden om ham ?!)
Anyways, jeg har besluttet at hjælpe min datter selv - så godt jeg kan og smide min energi 100 % på hende.
Jeg er for kort tid trådt ind i et forhold med en fantastisk fyr som er givende på alle punkter i mit liv, min datters liv og vores liv sammen.
Han er forstående og kærlig - selv min datter har betroet sig til ham og fortalt om hendes mavepine en dag de var alene hjemme i en halv times tid mens jeg handlede.
Så nu (og jeg har ikke brug for eventuelle fordømmende ord - så skulle du tænke en negativ tanke om mit valg så tænk den for dig selv og ikke højt - det er svært nok at tage beslutningen) 
Jeg vil nu køre 100 % efter hvad jeg VED kommunen vil se - og får dem ud af vores hverdag hurtigst muligt, jeg indberetter ikke mere - men skriver dagbog som jeg hele tiden har gjort.
Noterer renligheden, humørsvingningerne, mavepinerne, udtalelserne osv.
Jeg lader hendes far vide at samarbejdet er tip-top og så må jeg bruge min energi på at hjælpe min pige når hun er hos mig og ruste hende til at sige fra og lade hende vide at hun altid kan komme til hendes mor og sige hvis der er noget hun er ked af.
Dernæst skal min energi bruges på det sidste år af min uddannelse, det får både min datter og jeg meget ud af på sigt.
Når året er gået og jeg har min uddannelse så rykker vi tættere på vores familie - giver systemet og far fingeren (og nej det er ikke tomlen) - starter på en frisk.
På det tidspunkt skal min pige starte i skole og jeg ved derfor at samværet med far vil blive minimeret til fredag-søndag - så kan jeg kun håbe på at med sociale aktiviteter, hans lyst til at deltage, køre osv , gør at samværet bliver mindre og mindre.
Sagen er videregivet til Gry Rambusch som vender tilbage til mig inden 14 dage - bare en form for "sidste krampetrækning" om man så kan sige ..
Tak for al jeres støtte, trøstende ord - men jeg må erkende at selv jeg har begrænsninger 
Først og fremmest må jeg sørge for at min datter har det godt og jeg kan tilsyneladende ikke kæmpe begge kampe lige nu.
