Anonym skriver:
Hej allesammen.
Jeg beklager at jeg ikke har fået svaret her ind i så lang en periode, men vi har brugt meget tid på at forsøge at komme videre her hjemme - der ud over har jeg af en eller anden underlig grund ikke kunne logge på her.
NÅ - men siden sidst.
I forbindelse med at min datter udtalte i slutningen af sidste år at far slog hende valgte man at give hende 2 samtaler mere i børnehuset, denne gang sammen med en pædagog fra børnehaven - da hverken hendes far eller jeg måtte være til stede (ifht. at kunne påvirke hende følelsesmæssigt i den ene eller anden retning osv.)
Jeg taler selvfølgelig med min datter om at hun nu skal i børnehuset igen og at hun skal der over at lege og hygge sammen med en pædagog.
Hun stritter helt imod og da vi får talt om hvad der gør hende ked af det udtaler hun følgende:
Jeg må ikke sige mere der ovre for så kommer farfar i fængsel og han siger at hvis han kommer i fængsel kommer han og slår mig og mor ihjel.
Jeg spørger hende selvfølgelig om det er farfar der har sagt sådan og det nikker hun ja til.
Jeg fortæller hende at farfar jo aldrig har været hjemme hos os så han ved jo slet ikke hvor vi bor - og da den lige kommer ind at vende hos hende hopper hun over i sin børneverden igen og siger det er rigtigt, men så leder han nok bare i ALLE husene.
For mig var det et ret tydeligt signal om at det her med at slå ihjel var en voksen persons ord - men forklaringen om hvordan han skulle finde os var i hendes børneverden - bekymrende.
Jeg underretter selvfølgelig børnehuset og kommunen om denne udtalelse.
Tiden går og i januar måned er den sidste samtale i børnehuset overstået.
Jeg søger i statsforvaltningen om suspenderet eller overvovet samvær efter min datters udtalelser, men der er intet nyt i dette og man vil fra statforvaltningens side ikke træffe endelige beslutninger før de har nogle trivsels undersøgelser på min pige (læs: paragraf 50 som vi på daværende tidpunkt havde ventet på i 5,5 måned)
I en længere periode går jeg egentlig blot og venter på at paragraf 50 undersøgelsen skal afsluttes.
For knap tre uger siden sidder jeg på jobbet, min datter er i børnehave og der har egentlig været nogenlunde ro på i en periode på 3 uger cirka.
Jeg bliver ringet op af kommunen som beder mig komme ned i børnehaven til en samtale.
Laura har ingen udtalt nogle ting omkring sin far - denne gang til en pædagog.
Jeg kommer op i børnehaven - de har afholdt den obligatoriske børnesamtale og min datter løber ud og leger.
Hun har i en situation efter frokost siddet alene tilbage på stuen sammen med en pædagog som var ved at tørre af bordet.
De taler om hvad man skal i weekenden og min datter fortæller at hun da ikke håber hun skal ud til sin far, for han slår hende (dette udtaler hun to dage i træk - herefter reagerer pædagogen med henvendelse til kommunen)
Min datter viser blå mærker osv., blå mærkler som jeg da før har tænkt på - men igen, hun er lige over 4 år og et aktivt ude barn - mærker på benene er ikke ualmindelige.
Jeg beretter til sagsbehandleren at jeg bliver nødt til at bede om hjælp til samværet.
Jeg er ung, alene, min familie bor ikke lige rundt om hjørnet, jeg er under uddannelse og hendes far er jo ikke med på at se tingene fra min eller fra vores datters side.
Sagsbehandleren forstår mig godt og jeg får indtryk af at det skal vi nok løse sammen - men som mange gange før bliver jeg klogere. Ingen hjælp at hente og jeg må ugen efter sende min datter på samvær.
Idag klokken 14.00 har jeg møde på kommunen omkring paragraf 50 undersøgelsen som nu ligger færdig (det hjælper åbenbart at skrue bissen på og true med medier osv. - jeg er ved at være TRÆT af at bære hele ansvaret og byrden selv!)
Jeg har selvfølgelig fået tilsendt deres skrivelse om min datter, deres observationer, del konklusioner osv. Den endelig afgørelse/konklusion/vurdering får jeg på mødet idag.
Men i store træk slår man indersøgelsen meget på at jeg som mor er FOR bekymret - yes, du læste rigtigt - jeg er FOR bekymret.
Far er bedre til at se at der måske er en anden grund til at vores datter siger at farfar putter legetøj op i numsen på hende - og at far slår hende.
Ja det tror jeg da pokker 
?!
Der ud over kan jeg læse at farmor har indberettet mig i september måned for at manipulere med min datter.
Hun fortæller at farfars og min datters hemmelighed ofte er at de spiser chokoladekiks i stedet for ostemadder - YES, FOR VI VED JO ALLESAMMEN AT SPISER MAN EN CHOKOLADEKIKS SÅ FØLES DET LIDT SOM OM AT FÅ LEGETØJ OP I NUMSEN 
!
Og vi ved jo også allesammen at hvis man fortæller om dén hemmelighed så siger farfar at han kommer i fængsel og det er ligefrem grund til at slå både mor og barn ihjel.
Ja undskyld mig, men den der - den er jo helt væk
Anyways, der ud over har vi det godt.
Der er mere ro på, jeg er blevet bedre til at tackle, men jeg synes stadig det kan være hårdt med alle de myndigheder der er inde over.
Men jeg holder hovedet højt og jeg kæmper videre for retfærdigheden! 
Tak fordi du læste med.
Hold nu fast hvor gør det ondt på mig at læse.
Jeg kan virkelig ikke forstå at man ikke gør akutte processer kortere. Hvorfor skal det tage så lang tid, der foregår jo noget, det kan de for pokker se.
Ville le ønske jeg kunne hjælpe på den ene eller anden måde, men ja kan desværre ikke trylle.
