Hej allesammen.
Som skrevet tidligere var jeg i mandags til møde om afgørelsen af paragraf 50 undersøgelsen - det gik som følger:
Man vurderer (som man hele tiden har gjort) at min datters grænser er blevet overtrådt af farfar - man kan bare ikke finde ud af hvordan og i hvilket omfang fordi hun ikke vil sige noget til børnesamtalerne som er afhold af kommune og børnehus.
Det "eneste" man har er de hun fortalte til videoafhøringen i slutningen af sommeren sidste år, de udtalelser hun er kommet med til mig, til pædagogen i børnehaven og de videoklip jeg selv har lavet i "skjul" under mine snakke med hende hvor hun selv har lukket op.
MEN fordi hun siger jo til videoafhøringen at hun har tøj på når farfar putter legetøjet op i numsen på hende og derfor han kan ikke rejse tiltale mod ham fra politiets side (en sag der for længst er lukket) og af samme grund kan kommune og børnehus ikke med sikkkerhed sige at der er tale om et direkte seksuelt overgreb begået af farfar mod hende.
MEN hendes grænser er overtrådt, det kan man dog konkludere.
At hun udtaler at far slår hende (af to omgange med 3 måneders mellemrum cirka) kan man heller ikke konkludere noget ud fra.
Det vurderes at hun er glad for at komme hos sin far, for det siger far og det er det børnehaven oplever.
Det vurderes at der kan være tre grund til at hun siger som hun gør om sin far.
1. far slår rent faktisk.
2. mor siger at laura skal sige at far slår.
3. hun føler at man har glemt at farfar gør grimme ting mod hende (måske gør han det ikke mere, men frygten kan sidde der) og hun tør ikke sige noget om farfar mere, derfor siger hun noget om far oi stedet for.
Summersumarum er at man nu vil sætte en fra kommunen til at besøge MIG 1 gang om ugen (først 3 måneder og derefter vurderes der på sagen - men op til 1 år)
Det gør man for at finde ud af om JEG presser min datter til at sige noget der ikke passer eller føle noget som hun ikke føler.
I bund og Grund er det vel for at give mig nogle redskaber, men jeg må indrømme at jeg føler det som et overgreb på min mor-stolthed, en blåstempling af min kamp med systemet igennem snart 8 måneder, jeg føler at det der handlede om den anden side af familien pludselig er vendt mod mig - og det skal jeg nok lige bruge lidt tid til at vende til noget positivt.
Samtidig mener man jo så at min datter skal komme hos sin far og DÈR stejlede jeg.
Jeg vil gerne samarbejde, jeg vil gerne gøre det der er bedst for min datter - det har jeg forsøgt at gøre altid og især igennem de sidste mange måneder hvor jeg hvér dag har kæmpet en kæmpe kamp for at hun skulle få ro og retfærdighed.
Nu vil man så træde ind i MIT hjem og gøre det til alt andet end hendes "helle" og bare lade far køre hans løb.
Jeg har derfor søgt om at få fjernet samværet med far så længe denne undersøgelse står på - for der skal vel være lige spilleregler tænker jeg?!
Det dur jo ikke at kommunen kommer her hver mandag og hver anden af de mandage kommer min datter hjem fra 4 dage hos far hvor han har kunne påvirke hende og de vil tilmed også kunne se at hun er anderledes netop disse mandage (hun plejer at være ret meget i kuldkælderen når hun kommer der fra) - og jeg skal ikke ud i at man så pludselig konkluderer at grunden til at barnet ændre sig er fordi hun kan mærke på sin mor at mor er påvirket af at datteren ikke har været hjemme i nogle dage.
Næh nej.
Nå, jeg håber på det bedste!
Nogle der kender nogen der lever og ånder for at tale børns sager i sådanne tilfælde som dette? Her mener jeg nogle der er til at komme i kontakt med, personer som Gry Rambush eller Lisbeth Zorning ville være perfekte at tale med - men det er ret meget uden for rækkevidde.
Tak fordi du læste med.
Anmeld
Citér
