Er der en der forgriber sig på mit barn?

Selvfølgelig skal pædagogen ikke fare op og ringe til politiet. Men når et barn kommer og fortæller at hun bliver slået af far, så vil jeg da i den grad mene at pædagogen skal reagerer. Evt starte med at snakke med barnet om det, derefter forældren. Slå kan jo være mange ting i et lille barns verden. Det kan være far har taget fat i hende, eller andet knap så vildt. Det kan jo også være hun bare ikke vil over til far og så er det fløjet ud af hende. Det kan være for at få opmærksomhed. Ja det kan være mange ting. Men uanset hvad der ligger til grund for pigens ord er det jo noget der skal opklares. Virker det til at være alvorligt og ikke bare at far har taget fat i hende skal kommunen selvfølgelig underrettes. Særligt nu når der er en sag igang og pigen i forvejen er skrøbelig. At hun siger hun bliver slået kan jo være en reaktion på dette. 

Men er der ingen mærker eller noget at se på pigen vil politiet ikke blive indblandet. Så er det kommunen der kommer på banen. 

Jeg kan se i tråden at mange giver dig ret, og jeg er på INGEN MÅDE på fars side i denne sag, men ret beset, så er der igen af os kvinder der har stået i den situation at vores eks-mand anklager vores far for at være uterlig overfor vores barn, og derfor er der heller ingen af os der ved hvordan man reager i den situaiton. - og derudover reager mennesker også forskelligt! Jeg synes der er en farlig tendens til herinde, at alle klapper hinanden på ryggen og bliver enige om alle mulige ting, ud fra et argument med: " sådan ville jeg aldrig gøre".

 

jeg kender hverken trådstarter, eller trådstarters eks-kæreste, og derfor kan jeg heller ikke dømme hvordan reaktioner fra den ene part skal tolkes. Jeg kan have en mening og jeg kan tænke og tro noget, men jeg VED det ikke!

kære trådstarter, du har min dybeste medfølelse, og det må være så marreridts agtigt det du står i, og særlig meget meget frustrerende, at du ikke føler dig lyttet til. Jeg håber det bedste for din datter og for dig!

Jeg synes faktisk at far forsøger at reagere efter bogen et langt stykke hen af vejen. Han har ikke villet tage diskussionen personligt, men har i stedet ville gå igennem et offentligt organ. Jeg ville have gjort det samme hvis jeg var ham.

Man skal også huske at pædagogens underretning jo ikke fører til en anholdelse af faren, men at de gør at kommunen vil tage (skal tage) en samtale med barnet, for at finde ud af om det virkelig er sket, hvilket jo er relevant.

Netop derfor skal man vel som pædagog have stor omtanke og kun indberette hvis man mener at der er begrundet mistanke. Det kan være traumatisk for et barn at blive udsat for ting som der ikke bliver handlet på, men det kan vel også være traumatisk for et barn at skulle igennem den slags samtaler uden at der er egentlig årsag dertil? Specielt når det er et barn der i forvejen er midt i en kompliceret og forvirrende proces. Som migxher skriver - at hun siger at hun bliver slået, kan være en reaktion på alt det hun gennemgår.

Vi ved jo ikke hvordan samtalen mellem pædagogen og barnet har været, det står der intet om her i tråden. 

Anonym skriver:

Jeg er forældre til en pige på 4 år.

 

Hun har fra hun var omkring 2 år vist nogle reaktioner som jeg har haft svært ved at forstå.

Hun har nemt til tårer og er lynhurtig til at lukke sig inde i sig selv - når dét sker er hun utrolig svær at nå indtil igen.

Nu er hun efterhånden blevet så stor at hun kan sætte nogle ord på det. 

Det seneste år har hun haft ondt i maven (men maven fejler ikke noget når man ser på afføringen - heller ingen allergi jf. lægeundersøgelser) hun får helt almindelig kost.

 

Mavepinen kommer næsten uden undtagelser i forbindelse med at hun har været på weekend hos far (10/4 ordning)
Det er dog sjældent hun opholder sig hos far de 4 dage - her er hun mere hos farmor/farfar fordi far ikke kan få det til at hænge sammen med at hente hende i børnehaven torsdag + fredag.

Efter hun havde været på sommerferie med far, farmor/farfar og resten af familien klagede hun igen over ondt i maven og var meget indelukket. Far fortalte da han afleverede hende hos mig at hun altså havde haft ble på det meste af tiden fordi hun bare lavede i bukserne hele tiden.

 

Snakker med min datter et par dage senere i en situation hvor hun har ondt i maven og er indlukket.

Fortæller hende at hvis man har ondt i maven kan det faktisk godt være fordi man er ked af det og så hjælper det at snakke med sin mor om det.

Efter lidt overvejelse hvor hun går lidt rundt om sig selv siger hun; det er bare fordi farfar leger en leg som jeg ikke kan lide at lege.

Spørger ind til hvad det er for en leg og hun fortæller at det er en hemmelig leg.

Fortæller hende at der ikke er nogle lege der er hemmelige hvis ikke man kan lide dem og spørger igen hvad det er for en leg.

Det er en gemmeleg. 

Nå da, hvordan leger man den leg?

Man skal finde sådan et dyr.

Hvad for nogle dyr er det?

Det er ikke mange dyr, bare ét dyr. Sådan en slange.

Så lukker hun sig igen inde i sig selv og jeg fortæller hende at jeg er glad for at hun fortæller mig hvorfor det gør ondt i maven.

Senere da jeg putter hende siger hun til mig at hun ikke har ondt i maven rigtig mere og at det hjalp at få snakket med mor.

 

Jeg er bekymret - måske ubegrundet.

 

Hun kom efterfølgende et par dage på ferie hos min mor og søster hvor hun på samme måde havde fortalt min søster at hun havde ondt i maven fordi farfar slog hende.

 

Igår måtte jeg sende hende på weekend hos hendes far - det glædede hun sig til. Men da far fortæller hende at de skal besøge farmor/farfar kan jeg se hun igen lukker sig inde og forsøger at være stærk "men så skal vi også hjem til dig bagefter, far" siger hun til ham.

 

Er der nogen der tænker det samme som jeg - jeg kan næsten ikke få ordene ud af min mund.

Kære anonym.. 

Må jeg først sige, at det her er utrolig svært for udefrakommende at kunne konkluderer noget som helst. Jeg taler UDELUKKENDE af EGEN erfaring da jeg selv blev udsat for det værst tænkelige da jeg var lille pige. Må jeg også have lov til at sige hvor GLAD det gør mig at du reagerer - mine forældre så det ikke. 

Den slags er for en lille pige den alder ikke et spørgsmål om kan eller kan ikke lide. Det er ren og skær loyalitet, og det at hun føler sig "under" sin farfar. Hun har endnu ikke lært noget om begreberne mistro eller mistillid og derfor agerer hun stadig kun efter det her med, at..:"den voksne har ret. Den voksne passer på mig, den voksne må gerne gøre sådan og sådan.."

jeg har sådan lyst til at opfordre dig til at holde hende væk fra farfar og farmor for en tid, også kontakt en læge der evt kan sætte jer i forbindelse til en psykolog der måske kan snakke med din datter om hvad der foregår når hun besøger dem. 

Du er velkommen til at kontakte mig lidt mere privat, hvis der er noget du har spørgsmål til.. 

- kram

modesty skriver:

Netop derfor skal man vel som pædagog have stor omtanke og kun indberette hvis man mener at der er begrundet mistanke. Det kan være traumatisk for et barn at blive udsat for ting som der ikke bliver handlet på, men det kan vel også være traumatisk for et barn at skulle igennem den slags samtaler uden at der er egentlig årsag dertil? Specielt når det er et barn der i forvejen er midt i en kompliceret og forvirrende proces. Som migxher skriver - at hun siger at hun bliver slået, kan være en reaktion på alt det hun gennemgår.

Vi ved jo ikke hvordan samtalen mellem pædagogen og barnet har været, det står der intet om her i tråden. 

Tror også jeg nævner at der en gråzone i det jeg skriver tidligere. Hvis pædagogen snakker med barnet og finder ud af at faren ikke har slået, så er der jo ingen grund til underretning. Men er der tvivl, bør tvivlen altid komme barnet til gode. Ja jeg tror bestemt det kan være hårdt at komme til en børnesamtale, men jeg ved at en pædagog gerne må komme med til denne samtale, så barnet føler sig trygt.

aarhusmor skriver:

Tror også jeg nævner at der en gråzone i det jeg skriver tidligere. Hvis pædagogen snakker med barnet og finder ud af at faren ikke har slået, så er der jo ingen grund til underretning. Men er der tvivl, bør tvivlen altid komme barnet til gode. Ja jeg tror bestemt det kan være hårdt at komme til en børnesamtale, men jeg ved at en pædagog gerne må komme med til denne samtale, så barnet føler sig trygt.

Enig. Jeg tænker bare at en pædagog jo har snakket med barnet, og at mor også er blevet informeret om det der er sket. Så den pædagog der har snakket med barnet, har vel vurderet ud fra den samtale at det ikke var nødvendigt at gå videre med sagen.

modesty skriver:

Enig. Jeg tænker bare at en pædagog jo har snakket med barnet, og at mor også er blevet informeret om det der er sket. Så den pædagog der har snakket med barnet, har vel vurderet ud fra den samtale at det ikke var nødvendigt at gå videre med sagen.

Det kan vi ikke vide og det kan sagtens være sådan.

Anonym skriver:

Lige netop det med "de burde tænke længere når sagen har kørt i 3,5 måned" er jeg let enig i. Især fordi den pædagog der hav mig til side er selv samme pædagog som var med som bisidder under videoafhøringen - dermed ved hun præcist hvad sagen handler om i detaljer ..

Hvordan gik det i retten, var det ikk Idag.? 

Noget nyt? 

Noget nyt i sagen?