Nørreslet skriver:
Kan godt forstå din frustration, men kom til at tænke på, ved ikk om jeg spørger forkert, men rørte han hende sidst de var hos farfar? eller er det rent og skær fordi hun er død bange for hvad han kan gøre?
Men forstår ikk fars takling af problemet, ser han slet ikk at hans datter lider? Det er som om han ikk vil fatte at det gør hende så bange som det åbenbart gør hende, jeg ved fra tidligere indslag at du jo har fortalt ham det. han skal virkelig ruskes og få at vide at det ikk kan være rigtigt, kan du ikk få noget overvåget sammenvær ? kan det ikk gøre din datter mere tryg ?
Dét ved jeg ikke om han gjorde - altså rørte ved hende.
Problematikken består jo i disse ting:
Hun er 4 år og skælner ikke mellem at folk er onde eller ikke onde.
Hun VED at farfar har overtrådt nogle grænser (fysisk eller psykisk - det ved jeg ikke noget om) - men der ud over er han jo en "rar" mand.
Sådan tænker børn vel generelt, det er i hvert fald det jeg har læst mig frem til og hørt fra de børnesagkyndige rådgivere.
Hun ved måske også at det er når hun besøger dem på deres adresse at tingene kan ske, og derfor er hun som du skriver skide bange for ham.
Det næste er at hendes far er så hjernedød at han jo har fortalt vores datter hvad konsekvensen er af at hun har sagt de her ting i børnehuset.
At hun ikke må sove hos farfar og farmor mere - noget som hun i store træk måske synes har været hyggeligt.
At dem hun har talt med var politiet og farfar kunne være kommet i fængsel.
At hun ikke må lyve
At farfar er ked af det
At farfar ved hvad hun har sagt
Altså hun skal jo SLET SLET SLET ikke vide hvilke konsekvenser det her har for hende, for farfar eller for nogen anden person.
Det er flintrende ligegyldigt, barnet er jo for pokker psykisk ude af balance på grund af den her oplevelse så giv hende da noget ro til at hvile i.
Jeg forstår ham slet slet ikke - og jeg KAN IKKE nå ind til ham.
(jeg beklager at det måske tog en drejning i forhold til dit indlæg, men jeg måtte lige ud med det)
