går snart fra ham fordi....

MysteriousAngel skriver:

Man udfylder et skema. På baggrund af det konkluderer lægen at man har en depression. Derefter får man som regel noget medicin imens man venter på en evt psykolog tid..

Okay sp har han ikke stres eller depression fordi han har ikke fået noget medicin overhovedet

Jeg var ikke med til lægen så ved ik hvad lægen har sagt

Men kan huske han sku til flere læge besøg for at fortælle han stadig sku være sygemeldt

Men intet medicin

Hej.

Puha, jeg føler med dig. Jeg lider til tider selv af depressioner og det går også hårdt ud over min mand. Jeg vil stærkt anbefale dig til at ringe til depressionslinjen; http://depressionsforeningen.dk/hvad-tilbyder-vi/depressionslinien-33124774/ . Det er også for pårørende. Og det er både klart og tydeligt at du har brug for at snakke med nogle om jeres situation, og på depressionslinjen sidder der både professionelle og personer med depressioner tæt ind på livet, der altid har tid til en snak eller komme med nogle gode råd

Min mand har aldrig selv ringet derind, men vi har snakket meget om, at han skulle begynde til psykolog, så han fik nogle redskaber til at håndtere mig og den situation min sygdom skaber i vores parforhold. (Jeg er pt. rask og forbliver det forhåbentlig også...). Men udgifter til psykologer kan fylde meget i en børnefamilies økonomi, så derfor anbefaler jeg at du i første omgang tager kontakt til depressionsforeningens rådgivningslinje.

Jeg håber snart at situationen vender for jer, for puha det er hårdt.

De bedste tanker og ønsker for en lysere fremtid for jer alle.

- Tanja

Anonym skriver:

Okay sp har han ikke stres eller depression fordi han har ikke fået noget medicin overhovedet

Jeg var ikke med til lægen så ved ik hvad lægen har sagt

Men kan huske han sku til flere læge besøg for at fortælle han stadig sku være sygemeldt

Men intet medicin

Stress eller depression udløser ikke automatisk medicin. Så at drage konklusionen at han hverken har det ene eller det andet på baggrund af det er forkert. 

mor:) skriver:

Stress eller depression udløser ikke automatisk medicin. Så at drage konklusionen at han hverken har det ene eller det andet på baggrund af det er forkert. 

I tror alle jeg straffer ham

Jeg har seriøst gjort for at vi ka enes i forholdet og kan hjælpe honanden især nu når vi har en lille en. Det er hårdt

Hvis man har depression kan man hjælpe andre mennesker med alle mulige sager , ?

Jeg har sagt tiæ ham hvad han vil ha vi skal gør for at løse det eller gør det hele nemmere

Dwt eneste han vil ha er at jeg acceptere jeg intet vil ha fra ham eller bede ham om noget som helst

Han vil gerne træne når han vil, sove til middag så længe han vil , jeg skal bar passe ungerne.

Han vil sidde til sent om natten og bar slappe af mens vi sover og næste morgen sove til middag fordi han har valgt at sidde oppe ( det er jo totalt teenager liv)

Han vil ikke skrive i kalenderen hvornår han skal noget så keg kan forbedre eller planlægge efter hans behov hvornår jeg skal passe børnene eller har tid tiæ veninder eller afslapning

Han siger han tager ud til sine venner eller træning sådan lige pludseligt når det lyster ham og der skal jeg smide alt og passe børnene .

Han siger mænd kan ik passe en 9 mdr og lægge det til at sove , give grød da barnet har brug for kun sin mor. Han kan ik stå op om natten.

Hvis jeres mænd sagde vi bor sammen og har børn men du skal ikke fortælle / bede om hjælp eller hvis der er noget jeg skal . Hvad andre i gjort ?

Han vil gerne være i sin egen lille verden og vil sætte os på pause mår han har lyst

Anonym skriver:

I tror alle jeg straffer ham

Jeg har seriøst gjort for at vi ka enes i forholdet og kan hjælpe honanden især nu når vi har en lille en. Det er hårdt

Hvis man har depression kan man hjælpe andre mennesker med alle mulige sager , ?

Jeg har sagt tiæ ham hvad han vil ha vi skal gør for at løse det eller gør det hele nemmere

Dwt eneste han vil ha er at jeg acceptere jeg intet vil ha fra ham eller bede ham om noget som helst

Han vil gerne træne når han vil, sove til middag så længe han vil , jeg skal bar passe ungerne.

Han vil sidde til sent om natten og bar slappe af mens vi sover og næste morgen sove til middag fordi han har valgt at sidde oppe ( det er jo totalt teenager liv)

Han vil ikke skrive i kalenderen hvornår han skal noget så keg kan forbedre eller planlægge efter hans behov hvornår jeg skal passe børnene eller har tid tiæ veninder eller afslapning

Han siger han tager ud til sine venner eller træning sådan lige pludseligt når det lyster ham og der skal jeg smide alt og passe børnene .

Han siger mænd kan ik passe en 9 mdr og lægge det til at sove , give grød da barnet har brug for kun sin mor. Han kan ik stå op om natten.

Hvis jeres mænd sagde vi bor sammen og har børn men du skal ikke fortælle / bede om hjælp eller hvis der er noget jeg skal . Hvad andre i gjort ?

Han vil gerne være i sin egen lille verden og vil sætte os på pause mår han har lyst

Hvordan var det da jeres første var lille? Hjalp han til dengang?

modesty skriver:

Hvordan var det da jeres første var lille? Hjalp han til dengang?

Nej slet ik

Nej slet ik

Okay, men så er det jo som andre også skriver i tråden. I har startet et forhold hvor tingene har været på en bestemt måde. Det har ligesom været præmissen for jeres forhold at du gjorde det hele og han gjorde ingenting. Den verden har du og han levet i i 7 år. Du har fået to børn med manden, og dermed gjort det klart for ham at du var villig til at leve med de vilkår resten af jeres liv, til døden skiller jer. Så kommer du så nu og siger at du ikke vil finde dig i det længere og at jeres liv skal se ud på en helt anden måde.

Man kan ikke bare forvente at ens partner er villig til at omsætte sig til et helt andet liv fordi man har fået nok af det liv der har været det fælles grundlag fra starten. Tænk hvis du levede i et monogamt forhold og din partner pludselig kom og sagde at han ville have sex med andre også. Hey! Det var jo ikke aftalen. Forstå mig ret, det er en anden situation, men mekanismen er den samme.

Jeg kan godt forstå at du gerne vil have at jeres liv skal se anderledes ud. Men så skulle du nok have fundet en anden mand at få børn med. Du er jo selv gået med på de vilkår der nu engang var lagt op til. Hvad havde du troet ville ske? At han pludselig bare ville ændre sig, på et eller andet tidspunkt?

I har været to om at skabe den nuværende situation. Og så må du også tage din del af ansvaret på dig. Hjælpe ham, støtte ham, forstå at det bliver svært for ham at ændre sig.

Jeg synes så absolut at I skal finde en god parterapeut sammen, som kan hjælpe jer til at forstå hinanden bedre og finde et kompromis som begge kan leve med.

modesty skriver:

Okay, men så er det jo som andre også skriver i tråden. I har startet et forhold hvor tingene har været på en bestemt måde. Det har ligesom været præmissen for jeres forhold at du gjorde det hele og han gjorde ingenting. Den verden har du og han levet i i 7 år. Du har fået to børn med manden, og dermed gjort det klart for ham at du var villig til at leve med de vilkår resten af jeres liv, til døden skiller jer. Så kommer du så nu og siger at du ikke vil finde dig i det længere og at jeres liv skal se ud på en helt anden måde.

Man kan ikke bare forvente at ens partner er villig til at omsætte sig til et helt andet liv fordi man har fået nok af det liv der har været det fælles grundlag fra starten. Tænk hvis du levede i et monogamt forhold og din partner pludselig kom og sagde at han ville have sex med andre også. Hey! Det var jo ikke aftalen. Forstå mig ret, det er en anden situation, men mekanismen er den samme.

Jeg kan godt forstå at du gerne vil have at jeres liv skal se anderledes ud. Men så skulle du nok have fundet en anden mand at få børn med. Du er jo selv gået med på de vilkår der nu engang var lagt op til. Hvad havde du troet ville ske? At han pludselig bare ville ændre sig, på et eller andet tidspunkt?

I har været to om at skabe den nuværende situation. Og så må du også tage din del af ansvaret på dig. Hjælpe ham, støtte ham, forstå at det bliver svært for ham at ændre sig.

Jeg synes så absolut at I skal finde en god parterapeut sammen, som kan hjælpe jer til at forstå hinanden bedre og finde et kompromis som begge kan leve med.

Det jo ik fordi jeg har intet sagt i 7 år og pludselig nu går jeg amok

Jeg har klaget i 7 år og fortalt ham dit og dat og at hjælpe hinanden derhjemme

Men nej manden har gjort det i 2 dage og så er det glemt igen

Jeg har lavet skemaer tiæ os og har endda taget alt vasketøj støvsugnknf selv jeg har dårlig ryg

Men stadig han gider ik

Det er kun ros vi taler om, det er hans måde at respektere mig på pgså . Og det er lige startet

Vi har været sammen i mere end 10 år og først nu har min kæreste fået en diagnose...

Det har vist sig at han faktisk hele sit liv har haft en psykisk lidelse der så blev værre da han fik en depression...

Overvej at bede om en henvisning til psykiatrien fremfor en psykolog da de oftere har kortere ventetid på at komme ind til en vurdering af hans psykiske tilstand...

 

Sådan som du beskriver kæresten er faktisk også sådan min kæreste bedst kan forklare at han har det...

han har brug for at finde sine egne vaner og metoder med ALT, mange af tingene helt forfra på ny efter han blev syg af stress...

 

Så hvis du ikke kan overskue en (muligvis) lang tid med manglende overskud, og at det 90% af tiden hænger på dig at få det hele til at hænge sammen i hjemmet så er det bedre at stoppe det nu fremfor når han er startet i behandling og begynder at være mere sårbar og følsom da der vil blive åbnet for fortidens gemmer...

Anonym skriver:

Det jo ik fordi jeg har intet sagt i 7 år og pludselig nu går jeg amok

Jeg har klaget i 7 år og fortalt ham dit og dat og at hjælpe hinanden derhjemme

Men nej manden har gjort det i 2 dage og så er det glemt igen

Jeg har lavet skemaer tiæ os og har endda taget alt vasketøj støvsugnknf selv jeg har dårlig ryg

Men stadig han gider ik

Det er kun ros vi taler om, det er hans måde at respektere mig på pgså . Og det er lige startet

Jeg gik også ud fra at du havde sagt det til ham mange gange. Men man er nu engang som man er. Og når de ord der kommer ud af din mund konflikter med dine handlinger (få børn med ham, ordne alt det huslige, år efter år), så er det jo klart at han ikke tager det seriøst. Der er jo ingen konsekvenser.

Inden jeg fik barn med min mand, satte jeg mig ned og tænkte ham godt igennem. Der var nogle issues i vores parforhold som jeg havde det svært med. Jeg sagde til mig selv: "Kan jeg leve med det her og det her, også selvom det aldrig nogensinde bliver bedre?" Svaret var ja. Hvis svaret havde været nej, havde jeg aldrig fået et barn med ham.

Jeg ved godt at det sikkert er en skideirriterende ting at få at vide, nu hvor du jo rent faktisk har to børn med ham. Men det er blot for at få dig til at forstå at du har et kæmpe medansvar i forhold til at være positiv og konstruktiv hvis situationen skal blive bedre. Det nytter ikke at bebrejde, du må se fremad.

Og ja - så er det sindssygt dårlig timing at stille ultimatumer hvis manden har en depression. Men på den anden side, hvis du ikke kan leve med det, så kan du jo ikke leve med det.

Som sagt - få fat på en god parterapeut og start i noget behandling. Så kan du også få en professionel vurdering af om han rent faktisk er deprimeret eller ej (der bliver både nævnt stress og depression i tråden, jeg er lidt i tvivl om der reelt er tale om at din kæreste har en depression, eller kun stress? Det er jo ikke det samme).

Jeg synes godt at du kan tillade dig at sige til ham at hvis ikke han går med til parterapi, og til at I bliver bedre til at kommunikere, så gider du ikke mere. Men jeg tror at du skal regne med at have stor tålmodighed m.h.t. konkrete fremskridt fra hans side.