går snart fra ham fordi....

Anonym skriver:

Men mener du jeg skal finde mig i det ? Og rydde op efter ham ?

Hvis han altid har været sådan, så er det jo noget du i den grad har accepteret ikke igennem graviditet og fødsel og opvækst af 1 barn, men 2 børn. Og så er det bare rigtig svært bare lige at ændre.... Det er jo en dårlig vane kan man sige. Han "skulker" og lader dig om det hele, og du accepterer.. Så jeg tror det er der jeg ville starte... Lad vær og accepter det , hjælp ham med at bryde den dårlige vane han er inde i.. Gør måske tingene sammen til at starte med, hjælp hinanden med børnene , opvasken, oprydningen, lægge tøj sammen osv.... Ikke for mange bebrejdelser osv, for du har selv været med til at skabe jeres "onde" cirkel her.... 

Ved ikke om det vil give pote, men det var lige hvad jeg tænkte , hvis man skal se lidt bort fra hans depression .. 

Jeg tror jeg ville gå langt for at finde en løsning. Måske noget som kunne hjælpe jer til at komme på den anden side.

nu han har depression og venter på behandling, skal i jo stadig ha det til at fungere, i kan feks ringe til de forskellige og høre hvor lang ventetid der er

der er måske andet der kunne hjælpe, lidt rengøringshjælp: det kan være alm rengøringshjælp, til en der kommer og tager 1 opvaske eller lignende, eller en der kan komme lave noget sammen med din mand, feks tager opvasken sammen, hjælpes ad med at lægge tøj sammen. Gøre tingene så overskuelige som muligt. En der kan passe børnene ind imellem så i kan få lidt frie hænder. 

 

At han siger 3 år, er måske et tegn på han ikke kan overskue ret meget og er bange for at love en masse han ikke kan holde. Du siger han altid har været sådan, men noget må alligevel ha ændret sig, for hvorfor lige nu du får nok, hvis han var sådan før også og da i valgte at få børn. Hvis han altid har været sådan har du selv gået ind til det i sin tid, og er svært at lave om efter så lang tid, så er nok en lang process i må arbejde med, og det kan måske være en fordel at vente med de store ændringer til han er kommet i behandling og har det bedre  

isabellasmor skriver:

Hvis han altid har været sådan, så er det jo noget du i den grad har accepteret ikke igennem graviditet og fødsel og opvækst af 1 barn, men 2 børn. Og så er det bare rigtig svært bare lige at ændre.... Det er jo en dårlig vane kan man sige. Han "skulker" og lader dig om det hele, og du accepterer.. Så jeg tror det er der jeg ville starte... Lad vær og accepter det , hjælp ham med at bryde den dårlige vane han er inde i.. Gør måske tingene sammen til at starte med, hjælp hinanden med børnene , opvasken, oprydningen, lægge tøj sammen osv.... Ikke for mange bebrejdelser osv, for du har selv været med til at skabe jeres "onde" cirkel her.... 

Ved ikke om det vil give pote, men det var lige hvad jeg tænkte , hvis man skal se lidt bort fra hans depression .. 

Sjov har selv tænkt de samme ideer tror de to ting er en kombination  

Først vil jeg spørge, er han kommet i en form for medicinsk behandling af egen læge ?. Dernæst lyder hans forslag med de næste 3 år, meget urimeligt i mine ører. Jeg har selv haft en depresion og fået medicinsk behandling for den, men selv da jeg havde det værst, forventede jeg da ikke at jeg selv skulle ha det sådan de næste 3 år, eller af min familie skulle bære over med mig i lige så lang tid. Undskyld men efter min mening tager han lidt rumpen på dig og nej du skal ikke rytte alt op efter ham, men støtte ham i nogle små opgaver, ( hvis han virkelig har fået en depression)

 

Jeg har været sygemeldt med stress og det var ingen dans på roser, heller ikke selvom jeg intet magtede.

Det eneste sted jeg havde lidt ro i mit hoved var under bruseren i mørke.

Så det kan godt være han intet overskud har. Kroppen har været oppe på barrikaderne alt for længe og pludselig kollapser den fuldstændig.

Jeg priser mig lykkelig for at vi ikke havde børn, for hold da op vi havde haft brug for hjælp udefra så.

Du skriver det har været sådan i 7 år, er det først nu han har fået konstateret stress/depression? Og hvis det altid har været sådan hvordan kan det så være at det først er nu, hvor han har det skidt at du reagerer?

Hvis han er helt nede så er det måske forklaringen og så må du gøre op med dig selv om du kan leve med at han har det svært og intet overskud har lige P.t. Eller du hellere vil opgive den mand du har valgt som far til dine børn. Måske l har noget familie eller venner der kan hjælpe jer?

Jeg håber snart der kommer en tid hos en psykolog og så tror jeg det ville være godt for jer begge hvis der var mulighed for at du kom med til en af samtalerne. Hvis altså du vælger at blive.

Ja man kan synes han bare må tage sig sammen, det er desværre nemmere sagt end gjort. Men jeg er da enig i, at han måske kunne anstrenge sig lidt mere i forhold til børnene.

Hvis du ikke orker mere, så er den eneste løsning at sætte ham stolen for døren, jeg tror desværre bare ikke rigtig det virker i praksis hvis han har stress eller en depression.

Hck skriver:

Først vil jeg spørge, er han kommet i en form for medicinsk behandling af egen læge ?. Dernæst lyder hans forslag med de næste 3 år, meget urimeligt i mine ører. Jeg har selv haft en depresion og fået medicinsk behandling for den, men selv da jeg havde det værst, forventede jeg da ikke at jeg selv skulle ha det sådan de næste 3 år, eller af min familie skulle bære over med mig i lige så lang tid. Undskyld men efter min mening tager han lidt rumpen på dig og nej du skal ikke rytte alt op efter ham, men støtte ham i nogle små opgaver, ( hvis han virkelig har fået en depression)

 

Han siger vores barn blir nemmer om 3 år og først der kan han have sig af barnet

Da hans krop ka ik klar vores barn nu , når der kræver meget

tarkoflen skriver:

Jeg har været sygemeldt med stress og det var ingen dans på roser, heller ikke selvom jeg intet magtede.

Det eneste sted jeg havde lidt ro i mit hoved var under bruseren i mørke.

Så det kan godt være han intet overskud har. Kroppen har været oppe på barrikaderne alt for længe og pludselig kollapser den fuldstændig.

Jeg priser mig lykkelig for at vi ikke havde børn, for hold da op vi havde haft brug for hjælp udefra så.

Du skriver det har været sådan i 7 år, er det først nu han har fået konstateret stress/depression? Og hvis det altid har været sådan hvordan kan det så være at det først er nu, hvor han har det skidt at du reagerer?

Hvis han er helt nede så er det måske forklaringen og så må du gøre op med dig selv om du kan leve med at han har det svært og intet overskud har lige P.t. Eller du hellere vil opgive den mand du har valgt som far til dine børn. Måske l har noget familie eller venner der kan hjælpe jer?

Jeg håber snart der kommer en tid hos en psykolog og så tror jeg det ville være godt for jer begge hvis der var mulighed for at du kom med til en af samtalerne. Hvis altså du vælger at blive.

Ja man kan synes han bare må tage sig sammen, det er desværre nemmere sagt end gjort. Men jeg er da enig i, at han måske kunne anstrenge sig lidt mere i forhold til børnene.

Hvis du ikke orker mere, så er den eneste løsning at sætte ham stolen for døren, jeg tror desværre bare ikke rigtig det virker i praksis hvis han har stress eller en depression.

Han tager gerne ud til sine forældre eller venner eller sport og der er alt fint

Tager imod at hjælpe sine forældre og andre folk

Men herhjemme kan han ingenting . Og siger jeg gør ham ulykkelig

Hck skriver:

Først vil jeg spørge, er han kommet i en form for medicinsk behandling af egen læge ?. Dernæst lyder hans forslag med de næste 3 år, meget urimeligt i mine ører. Jeg har selv haft en depresion og fået medicinsk behandling for den, men selv da jeg havde det værst, forventede jeg da ikke at jeg selv skulle ha det sådan de næste 3 år, eller af min familie skulle bære over med mig i lige så lang tid. Undskyld men efter min mening tager han lidt rumpen på dig og nej du skal ikke rytte alt op efter ham, men støtte ham i nogle små opgaver, ( hvis han virkelig har fået en depression)

 

Nej lægen har ik giver ham medicin

Skal man ha det på grund af stress ?

Han har bar valgt at tale med en psygolog

Det er hårdt at have en dep, at man ikk kan magte bare det at stå ud af sengen, at man kan være glad og pludselig stå og tude over at man fik mast en bille eller ligende.

siger bestemt ikk du skal finde dig i hans opførsel, og hvis du siger han har været sådan i 7 år, lyder det ikk som en dep, men jeg er self ikk læge. som andre siger tag ungerne og nogle småting og tag hjem til nogle så kan han finde ud af hvor godt han egentlig har det med dig og komme på bedre tanker.

Anonym skriver:

Hej piger

min mand er en skøn fyr ... til tider

han har forskellige personligheder og humøresvingniger ..

han har lige pt depression siger han ... men i følge mig har han altid været sådan ..

vi har e barn på 3 år og et på 9 mdr.... som kræver meget og plus alt det huslige pligter...

vi havde en diskussion forleden dag hvorvidt vi sku hjælpe hinanden med alt ...

Han mener jeg ikke skal blande mig i hans sager, om han rydder op efter sig, eller hjælper til med børnene

han vil bar sidde der og slappe af fordi han er sygmeldt af stress. Han vil ikke hjælpe med vores lille, da han mener det kan hans krop ikke klar til. Hans krop kan ik passe småbørn da det er alt for hårdt. Så hans ide er at jeg passer vores lille og alt huslige pligter til om 3 år , så vil det blive nemt for ham og passe den lille .... ?

Jeg er begyndt at stille hans rod i et hjørne for gider ik rydde op efter længere , er virkelig træt af det.

Men giv mig råd piger'

han siger hvis jeg ik acceptere hans personlighed hvor han vil gør præcis det han har lyst uden jeg må sige et ord og han vil passe børnene når han har lyst og tro mig det er nok 3 gange om året. Vi skal skilles hvis jeg ikke acceptere det, fordi jeg gør ham ulykkelig.

men når jeg siger ja til at blive skilt, græder han og siger du vil ik kæmpe for forholdet og hvad med vores børn

Han gør mig skør, jeg går endda på kompromis men manden kan knap nok ændre lidt på sig og være en god partner ... Han vil ikke engang samarbejde. Han vil ik ha et skema med pligter INGENTING!!!

hvad skal jeg gør med ham?

Årh sidder næsten i det samme. Her fik manden en fødsels dep. Vores dreng er 8 måneder. Her er vores problem at han synes alt det ansvar er super overvælende, at han ikke bare lige kan tage ud til vennerne osv. Han er først begyndt at hjælpe til med den lille. Men hvis han skal ud til vennerne er det hele dagen/aftenen fordi ellers kan det ikke betale sig. Min mand sidder bar og glor det skide tv og skal spørge ham om alt for han gør det. Han putter ikke baby, bader, giver mad, han står heller ikke op sammen med os. Han var til en psykolog som sagde at jeg havde for store forventninger og han når han nu havde en fødsels reaktion skulle han ud alt det han ville. ;0 ja tak for kaffe. Har flere gange spurgt hvad så hvis jeg gik ned hvem skulle så passe vores dreng. Min mand har altid ondt her og der og alle steder! Overvejer også somme tider at gå fra ham for jeg står alligevel med det hele, men så kommer drømmen om familie, og at det måske bliver bedre ... Føler med dig