går snart fra ham fordi....

modesty skriver:

Okay, men så er det jo som andre også skriver i tråden. I har startet et forhold hvor tingene har været på en bestemt måde. Det har ligesom været præmissen for jeres forhold at du gjorde det hele og han gjorde ingenting. Den verden har du og han levet i i 7 år. Du har fået to børn med manden, og dermed gjort det klart for ham at du var villig til at leve med de vilkår resten af jeres liv, til døden skiller jer. Så kommer du så nu og siger at du ikke vil finde dig i det længere og at jeres liv skal se ud på en helt anden måde.

Man kan ikke bare forvente at ens partner er villig til at omsætte sig til et helt andet liv fordi man har fået nok af det liv der har været det fælles grundlag fra starten. Tænk hvis du levede i et monogamt forhold og din partner pludselig kom og sagde at han ville have sex med andre også. Hey! Det var jo ikke aftalen. Forstå mig ret, det er en anden situation, men mekanismen er den samme.

Jeg kan godt forstå at du gerne vil have at jeres liv skal se anderledes ud. Men så skulle du nok have fundet en anden mand at få børn med. Du er jo selv gået med på de vilkår der nu engang var lagt op til. Hvad havde du troet ville ske? At han pludselig bare ville ændre sig, på et eller andet tidspunkt?

I har været to om at skabe den nuværende situation. Og så må du også tage din del af ansvaret på dig. Hjælpe ham, støtte ham, forstå at det bliver svært for ham at ændre sig.

Jeg synes så absolut at I skal finde en god parterapeut sammen, som kan hjælpe jer til at forstå hinanden bedre og finde et kompromis som begge kan leve med.

Jeg synes ikke det er rimeligt at stille vilkårene op den måde, faktisk.
Jeg kan se at du mener det med rigtig god mening over for ts.

Men jeg ser det sådan, at ts har sagt ja på daværende tidspunkt - til disse vilkår. Men nu er sagen den, at ts ikke bryder sig om denne livsstil mere. Det er da reelt nok - at hendes følelser ændres og udvikles med tiden - og især efter at hun ha fået de to børn.

I princippet kan man sige at hun i god tro har holdt fast i forholdet (fået børn osv.), men at hun måske til tider har syntes at alt er blevet for svært, og dette ender så ud i at hun efter mange oplevelser med manden (som har været svære) får et form for "anfald" da hun ikke kan kontrollere følelserne mere.

Jeg synes at du, ts, skriver en smule provokerende, og kort for hovedet, men det betyder jo ikke i, at du ikke har reelle følelser på spil her.

Jeg synes helt klart du må tage en ordentlig snak med ham. Stil ham nogle spørgsmål hvor du ikke bebrejder, og lyt til ham. Det er så vigtigt at lytte til hinanden, for at kunne komme til et kompromis. Og for at leve sammen i et forhold

Lige nu fokuserer jeg mest på forholdet - hans tilstand spiller selvfølgelig også ind, men mon ikke han også kan være deprimeret og/eller stresset over livsstilen (to børn, familieliv...)?? Muligvis med en fødsels depression fra jeres første barn, som bare har været uberørt inde i ham... (altså han har ikke ville snakke om sine følelser...)

For resten - der er en der opfordrer dig til at henvende dig ved depressions-linjen - god idé!

Røverdatter skriver:

Jeg synes ikke det er rimeligt at stille vilkårene op den måde, faktisk.
Jeg kan se at du mener det med rigtig god mening over for ts.

Men jeg ser det sådan, at ts har sagt ja på daværende tidspunkt - til disse vilkår. Men nu er sagen den, at ts ikke bryder sig om denne livsstil mere. Det er da reelt nok - at hendes følelser ændres og udvikles med tiden - og især efter at hun ha fået de to børn.

I princippet kan man sige at hun i god tro har holdt fast i forholdet (fået børn osv.), men at hun måske til tider har syntes at alt er blevet for svært, og dette ender så ud i at hun efter mange oplevelser med manden (som har været svære) får et form for "anfald" da hun ikke kan kontrollere følelserne mere.

Jeg synes at du, ts, skriver en smule provokerende, og kort for hovedet, men det betyder jo ikke i, at du ikke har reelle følelser på spil her.

Jeg synes helt klart du må tage en ordentlig snak med ham. Stil ham nogle spørgsmål hvor du ikke bebrejder, og lyt til ham. Det er så vigtigt at lytte til hinanden, for at kunne komme til et kompromis. Og for at leve sammen i et forhold

Lige nu fokuserer jeg mest på forholdet - hans tilstand spiller selvfølgelig også ind, men mon ikke han også kan være deprimeret og/eller stresset over livsstilen (to børn, familieliv...)?? Muligvis med en fødsels depression fra jeres første barn, som bare har været uberørt inde i ham... (altså han har ikke ville snakke om sine følelser...)

For resten - der er en der opfordrer dig til at henvende dig ved depressions-linjen - god idé!

Jeg siger jo heller ikke at hun SKAL blive sammen med manden - jeg skriver at hvis hun ikke kan leve med det, så kan hun jo ikke leve med det.

Men jeg er faktisk ikke enig med dig. Jeg mener at hun har et lige så stort ansvar som han har. Dermed ikke sagt at hun ikke kan få nok og sige fra, det er en fri verden, så selvfølgelig kan hun det. Men så skal hun bare være sit ansvar bevidst, i stedet for at skyde hele skylden på ham. I mine øjne ER det lige så meget hendes skyld som hans at de står hvor de står i dag.

Anonym skriver:

Men mener du jeg skal finde mig i det ? Og rydde op efter ham ?

Det er ikke det jeg skriver, jeg skriver hvordan jeg havde det så det er ikke nemt at have stress/depression... synes bare ikke det lyder til at der er meget medfølelse, jeg synes at I skal prøve parterapi og finde ud af jeres forventninger til hinanden...

modesty skriver:

Jeg siger jo heller ikke at hun SKAL blive sammen med manden - jeg skriver at hvis hun ikke kan leve med det, så kan hun jo ikke leve med det.

Men jeg er faktisk ikke enig med dig. Jeg mener at hun har et lige så stort ansvar som han har. Dermed ikke sagt at hun ikke kan få nok og sige fra, det er en fri verden, så selvfølgelig kan hun det. Men så skal hun bare være sit ansvar bevidst, i stedet for at skyde hele skylden på ham. I mine øjne ER det lige så meget hendes skyld som hans at de står hvor de står i dag.

Ja, jeg ser godt at det er det du mener - at hun har ligeså meget ansvar.

Jeg skriver dog heller ikke at jeg ikke synes hun har ligeså stort ansvar for det hun er i. Valgene er truffet, men nu kulminerer det og hun må tage en beslutning.

Synes helt klart at hun skal kæmpe for at få forholdet op at køre igen, men ser heller ingen grund til at forsøge og forsøge og forsøge, møde modstand, men alligevel blive i forholdet.

Faktisk tror jeg vi er enige i meget af det her - men vi har forskellige udgangspunkter.

Men jeg må sige at jeg synes han lyder som en doven mand, og jeg synes bare ofte jeg hører om de her tilfælde. Altså - man får et par børn sammen, men hustruen sørger for alt det praktiske samtidig med at hun tager sig af børnene.

Aller herinde er da rimelig godt bevidste om hvor meget tid og overskud man må ha' til børn og husholdning.

Men er enig i, at hun har ansvar over for sine egne handlinger og følelser - men hun har ikke ansvar for mandens og det har hun aldrig haft. Det kan kun være hans ansvar at lave om på noget der vedrører ham....

modesty skriver:

Jeg siger jo heller ikke at hun SKAL blive sammen med manden - jeg skriver at hvis hun ikke kan leve med det, så kan hun jo ikke leve med det.

Men jeg er faktisk ikke enig med dig. Jeg mener at hun har et lige så stort ansvar som han har. Dermed ikke sagt at hun ikke kan få nok og sige fra, det er en fri verden, så selvfølgelig kan hun det. Men så skal hun bare være sit ansvar bevidst, i stedet for at skyde hele skylden på ham. I mine øjne ER det lige så meget hendes skyld som hans at de står hvor de står i dag.

Ja, jeg ser godt at det er det du mener - at hun har ligeså meget ansvar.

Jeg skriver dog heller ikke at jeg ikke synes hun har ligeså stort ansvar for det hun er i. Valgene er truffet, men nu kulminerer det og hun må tage en beslutning.

Synes helt klart at hun skal kæmpe for at få forholdet op at køre igen, men ser heller ingen grund til at forsøge og forsøge og forsøge, møde modstand, men alligevel blive i forholdet.

Faktisk tror jeg vi er enige i meget af det her - men vi har forskellige udgangspunkter.

Men jeg må sige at jeg synes han lyder som en doven mand, og jeg synes bare ofte jeg hører om de her tilfælde. Altså - man får et par børn sammen, men hustruen sørger for alt det praktiske samtidig med at hun tager sig af børnene.

Aller herinde er da rimelig godt bevidste om hvor meget tid og overskud man må ha' til børn og husholdning.

Men er enig i, at hun har ansvar over for sine egne handlinger og følelser - men hun har ikke ansvar for mandens og det har hun aldrig haft. Det kan kun være hans ansvar at lave om på noget der vedrører ham....

Ja, jeg ser godt at det er det du mener - at hun har ligeså meget ansvar.

Jeg skriver dog heller ikke at jeg ikke synes hun har ligeså stort ansvar for det hun er i. Valgene er truffet, men nu kulminerer det og hun må tage en beslutning.

Synes helt klart at hun skal kæmpe for at få forholdet op at køre igen, men ser heller ingen grund til at forsøge og forsøge og forsøge, møde modstand, men alligevel blive i forholdet.

Faktisk tror jeg vi er enige i meget af det her - men vi har forskellige udgangspunkter.

Men jeg må sige at jeg synes han lyder som en doven mand, og jeg synes bare ofte jeg hører om de her tilfælde. Altså - man får et par børn sammen, men hustruen sørger for alt det praktiske samtidig med at hun tager sig af børnene.

Aller herinde er da rimelig godt bevidste om hvor meget tid og overskud man må ha' til børn og husholdning.

Men er enig i, at hun har ansvar over for sine egne handlinger og følelser - men hun har ikke ansvar for mandens og det har hun aldrig haft. Det kan kun være hans ansvar at lave om på noget der vedrører ham....

Helt enig i at man ofte støder på de eksempler, og det er nok også det der pisser mig af, og gør at mine formuleringer er lidt hårde. For jeg fatter simpelthen ikke at kvinder sætter sig selv i et liv som de burde kunne forudse fører til skilsmisse en gang om 5-ish år når barn nr. 2 er ankommet og man bare ikke kan mere.

Jeg er sikkert helt vildt tarvelig og snæversynet, jeg ved det godt. Og det er ikke fordi jeg ikke har ondt af de kvinder - det har jeg vitterligt. Jeg synes bare det er synd og skam med alle de ødelagte familier og skilsmissebørn - når man burde have kunnet se at det var dér det ville ende.

Jeg har altid selv været så fornuftig og rationel (wow, det lyder kedeligt) og derfor undrer det mig nok bare når andre ikke er det.

Men det er nok ikke alle der har det udsyn, eller også vokser de ind i det og møder det først for sent, når de allerede står midt i det hele. Det er vel menneskeligt at lære af sine fejl - og det kan man jo ikke gøre før de er begået.

modesty skriver:

Helt enig i at man ofte støder på de eksempler, og det er nok også det der pisser mig af, og gør at mine formuleringer er lidt hårde. For jeg fatter simpelthen ikke at kvinder sætter sig selv i et liv som de burde kunne forudse fører til skilsmisse en gang om 5-ish år når barn nr. 2 er ankommet og man bare ikke kan mere.

Jeg er sikkert helt vildt tarvelig og snæversynet, jeg ved det godt. Og det er ikke fordi jeg ikke har ondt af de kvinder - det har jeg vitterligt. Jeg synes bare det er synd og skam med alle de ødelagte familier og skilsmissebørn - når man burde have kunnet se at det var dér det ville ende.

Jeg har altid selv været så fornuftig og rationel (wow, det lyder kedeligt) og derfor undrer det mig nok bare når andre ikke er det.

Men det er nok ikke alle der har det udsyn, eller også vokser de ind i det og møder det først for sent, når de allerede står midt i det hele. Det er vel menneskeligt at lære af sine fejl - og det kan man jo ikke gøre før de er begået.

Siger ikke det er ts der er sådan, men jeg har set flere eksempler på forhold som er dømt til at gå galt, og hvor kvinden konstant brokker sig, er utilfreds og vælger at få børn.

har en veninde hvor min mand bare ryster på hovedet, og da hun blev gravid, sagde han at han gav det max 6 mdr efter fødslen, allerede nu er de godt på vej til han får ret og hun har ikke født endnu. Er så trist. Ikke sært der er så mange dine/mine/vores familier i dag  

Tror dog det er forskelligt hvorfor kvinder gør det enten bevidst eller ubevidst 

Anonym skriver:

Hej piger

min mand er en skøn fyr ... til tider

han har forskellige personligheder og humøresvingniger ..

han har lige pt depression siger han ... men i følge mig har han altid været sådan ..

vi har e barn på 3 år og et på 9 mdr.... som kræver meget og plus alt det huslige pligter...

vi havde en diskussion forleden dag hvorvidt vi sku hjælpe hinanden med alt ...

Han mener jeg ikke skal blande mig i hans sager, om han rydder op efter sig, eller hjælper til med børnene

han vil bar sidde der og slappe af fordi han er sygmeldt af stress. Han vil ikke hjælpe med vores lille, da han mener det kan hans krop ikke klar til. Hans krop kan ik passe småbørn da det er alt for hårdt. Så hans ide er at jeg passer vores lille og alt huslige pligter til om 3 år , så vil det blive nemt for ham og passe den lille .... ?

Jeg er begyndt at stille hans rod i et hjørne for gider ik rydde op efter længere , er virkelig træt af det.

Men giv mig råd piger'

han siger hvis jeg ik acceptere hans personlighed hvor han vil gør præcis det han har lyst uden jeg må sige et ord og han vil passe børnene når han har lyst og tro mig det er nok 3 gange om året. Vi skal skilles hvis jeg ikke acceptere det, fordi jeg gør ham ulykkelig.

men når jeg siger ja til at blive skilt, græder han og siger du vil ik kæmpe for forholdet og hvad med vores børn

Han gør mig skør, jeg går endda på kompromis men manden kan knap nok ændre lidt på sig og være en god partner ... Han vil ikke engang samarbejde. Han vil ik ha et skema med pligter INGENTING!!!

hvad skal jeg gør med ham?

Kære du!
Først må jeg sige, at jeg synes, det er utroligt synd for hele jeres lille familie med de problemer I står i, og dernæst vil jeg forsøge at råde dig så godt jeg kan.

At leve sammen med et menneske med stress og depression er et valg man må tage.
Enten tager man en dag ad gangen på godt og ondt eller også så vælger man at gå for ellers bliver ens liv til et helvede.
Tro mig jeg ved hvad jeg taler om, jeg har levet i det i 15 år.

Du må, med andre ord, bestemme dig til hvad du vil, blive og tage livet med en depressiv/stressramt som det er, eller pakke dine ting og gå.
Det kræver en utrolig vilje og styrke, og livet vil ikke være nemt.

Det lyder som om din mand har lidt af en kronisk depression i mange år. Det gør dem vanskelige, irritable, urimelige, umulige at omgås i perioder og egocentrerede ad h til.
Man kan ikke stole på aftaler, man kan ikke regne med hjælp, og kan ikke regne med at de får lavet noget som helst. De er som små børn, og det bliver desværre ikke bedre.

Så, det du skal bygge jeres parforhold på er kærlighed og de gode sider hos din mand. Men de skal godt nok også være gode, for at kunne holde det ud.
Og så skal du sørge for, at din mand kommer til en psykiater og får den rette medicinske behandling.
Det er ikke lægen der skal medicinere ham, for det er han ikke uddannet til.
Derved kan det blive lidt bedre for jer.

Og så skal du vide noget om den form for psykiske sygdomme som stress og depression er.
For begges vedkommende så gælder det, at du ALDIG må sige til en stressramt eller deprimeret, at han skal tage sig sammen.
Det er det værste du kan gøre.
Det kan de ikke, så enkelt er det.
Du har med et sygt menneske at gøre, og det er en kronisk sygdom.
Du ville jo heller aldrig forlange af en med et brækket ben, at han skal tage sig sammen og gå ned til købmanden vel???
Man kan ikke se stress og heller ikke depression, men derfor er det lige så invaliderende, som andre former for alvorlige sygdomme.

Stress og depression handler om signalstoffer.
Det er stoffer som hjernen bruger til at transportere beskeder rundt med på hjernens motorveje, og hvis der ikke er signalstoffer nok eller de rette typer, så går der kaos i samkørslen af signaler og personen bliver stressramt eller deprimeret.
Ro og hvile kan til dels rette op på stress, men det tager tid og personen vil aldrig helt blive sig selv igen eller få det samme overskud.

Når man har stress er det derfor nødvendigt med megen ro og hvile, men også at man tilrettelægger sin dag meget struktureret.
Det er vigtigt at man på forhånd har styr på hvad man skal hvornår, og ens familie skal være klar over, at der vil være dage hvor man ikke engang kan klare at stå ud af sengen, og hvor man må aflyse eventuelle aftaler, fordi man ingenting magter.
Hvis man bliver presset for meget, kan man få blackouts hvor hjernen slår fra, hvor man får sorte huller i hukommelsen, man bliver vred og utålmodig, grådfyldt og ulykkelig, og ønsker kun at være i fred.
Derfor er det vigtigt at du respekterer at din mand ikke kan overskue noget som helst, hvis han vitterligt har stress.

Hvis han lider af depression samtidigt, så er det endnu værre.
Der vil være mange dårlige dage og få gode, og du skal regne med at du har børnene og et voksent barn at tage hånd om. Det er dig, der må stå for det hele, også det med at lave alt praktisk i huset.
Du kan godt forsøge at lave aftaler med ham, men de vil ikke blive overholdt, så enkelt er det.

Her i huset har vi lært at indrette os efter min mands sygdom. Der har været dage hvor jeg har været tæt på at give op, men jeg er her endnu, for jeg elsker ham og vi har trods alt mange gode timer sammen..og så får han mig til at le.
Og måske netop fordi jeg holder ud, er der ikke alt det gode han vil gøre for mig, i det omfang han kan.

Så…først må du gøre op med dig selv om det er noget du vil..tage et valg.
Og så må du sætte dig ned med din mand og fortælle ham (hvis du vælger at blive) at der skal andre boller på suppen mht hans måde at opføre sig på.
Du skal fortælle ham, at du bliver fordi du elsker ham, men KUN derfor, og derfor skal han være god mod dig, hvis han vil beholde dig.
Han skal begynde at sætte pris på de ting du gør, vise sin glæde og kærlighed, og i det omfang han kan, støtte dig.
Han skal tage imod når du siger han vrisser eller er sur, og forsøge at ændre på det.
Lær ham, at har han en sur dag, så må han gå i enrum med sig selv og holde sig fra dig og børnene.
Hos os har min mand eget værelse med pc/tv, og så kan han sove, se tv eller hvad han nu vil, når han har en sur dag.
Vi plejer at lave lidt sjov med, at han har brug for en lunte-forlænger til de dage.

 Det var så lidt om livet med en deprimeret og stressramt.
Du er altid velkommen til at spørge, hvis der er mere du vil vide.


Kærligst
Sussie

PS!
DU får lige "Ske-teorien"
Den handler om det at leve med en kronisk sygdom.

16 februar , 2010 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Om mig - Tags: Fibromyalgi/sygdom, Spoon theory

I dag læste jeg noget på Facebook hos en af dem, som også læser med herinde og det ramte mig lige i hjertet!

Jeg er nogle gange blevet spurgt om hvordan det er at have en kronisk sygdom, men de fleste mennesker danner sig deres egen mening, som ikke altid har holdt i sandheden.
Hvordan forklarer man egentlig det at have en kronisk sygdom som fibromyalgi? Hvordan forklarer man det at have konstant smerter i værre eller mindre grad? Hvordan forklarer man det at være konstant træt og energi forladt? Hvordan forklarer man hvilken stor indvirkning det har på ens hverdag og samliv med et andet menneske?

De færreste mennesker forstår og det kan være hårdt at blive mødt med de utallige fordomme som folk har………

Et familiemedlem har engang sagt til mig, at jeg især i starten da jeg blev syg, virkede som en person der havde meget ondt af mig selv! Tja, jeg ved ikke hvordan du vil reagere, men hvis det liv du kender pludselig bliver taget fra dig. Du kan ikke længere beholde det arbejde du er så glad for, du kan ikke længere dyrke sport som du plejer, du har ikke længere energi og overskud til at se andre mennesker, du har det som om du har influenza HVER dag, du mister din evne til at koncentrere dig i længere tid ad gangen og i det hele taget har dit liv taget en 180 grader drejning til det dårligere – mon du så ikke også ville have bare en anelse ondt af dig selv?!?!?
Selvfølgelig skal man ud over den følelse og man skal videre, det kan stadig vende tilbage af og til, men er det egentlig ikke meget forståeligt?
Det er svært at finde ud af hvordan omverden vil have du skal opføre dig, for hvis du griner for meget og er glad – er du så egentlig så syg som du siger? Hvis du til gengæld er ked af det, indelukket og ikke helt så modtagelig for de gode råd de giver dig – har du så ikke lige lovlig ondt af dig selv?

Anyway. Hos Helle læste jeg om “ The Spoon Theory” og hold da op hvor det bare ramte mig lige i hjertet! Det fik tårerne frem hos mig, så nu giver jeg indlægget videre og så kan I jo selv se, om det er med til at skabe forståelse – eller om det måske også lige passer på DIG!

Forfatteren til Spoon Theory har lupus, som er en grim bindevævssygdom og hun har skrevet historien ud fra en samtale hun havde med en veninde.

De er ude at spise sammen og under middagen tager vores hovedperson, Christine, sin medicin. Veninden kigger på hende og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have Lupus og være syg?”
Christine undrer sig lidt, for veninden HAR set hende tage medicin før. Hun har set hende være nede. Græde af smerter. Være træt. Melde afbud til aftaler. Være med til samtaler hos lægen. Osv osv osv. Så hvad mere er der at vide?
Christine mumler noget om piller, undersøgelser osv, men veninden bliver ved: “hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådant, men hvordan føles det for DIG at være syg”. Så Christine kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad hun skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for lupus. Men det er ikke det, hun vil vide noget om.

Christine kigger sig lidt rundt på bordet for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kan svare på? Hvordan forklarer man en anden person om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem? Ting som er normale kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. I stedet for at give op dér og sige: “Tja, det ved jeg faktisk ikke”, fødes i det øjeblik “ske-teorien”.

Christine samler samtlige skeer omkring sig i hænderne, og giver dem til veninden. “Værsgo, du har Lupus”. Og så forklarer Christine at forskellen mellem at være syg og rask er det at skulle træffe valg eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.
Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at træffe valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. De fleste mennesker har en dag foran sig med masser af muligheder, når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcist hvad de har lyst til i lige præcist det øjeblik tanken kommer til dem.
Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger. Hun skal holde dem således at Christine kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så hvis Christine har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles når noget andet, i dette tilfælde Lupus, har kontrollen over én.

Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på. Det er sikkert bare et sjovt indslag af de mange, som de altid har, når de er sammen. Men Christine er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau. “Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12? “Nej, dét der er hvad du får!”, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved Christine at hun har fat i noget af det rigtige. “Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du har Lupus”.
Så bliver veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen. De sjove ting kommer på bordet. Forfra! Husk på at hver ting koster en ske! Den første opgave bliver lavet om til “jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter Christine flår en ske ud af hånden på veninden. “NEJ! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sen på den – du sov ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og imorgens med!” Christine tager altså skeen, og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu! At gå i bad koster en ske. At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter Christine forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet. Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske skal udslet på armene skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret fordi det falder af. Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer.

Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer. Christine forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje hvordan resten af dagen skal gå. For der er kun 6 skeer. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man “låne” af imorgens skeer, men så skal man huske på at man har de skeer færre. Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet om imorgen bliver dagen hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om. Så det er en god ide at passe godt på skeerne.

Veninderne gennemgår resten af dagen og veninden finder ud af at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske. Christine tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises. De snakker videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig til, og så er veninden sulten. “Ok”, siger Christine, “men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Christine forklarer også at på det tidspunkt er hun sikkert også så træt at hun ikke ORKER at lave mad.

Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på? Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj… men du kan ikke gøre det hele. Du bliver nødt til at prioritere. Og nu forstår veninden hvordan det er for Christine, og hun sidder med tårer i øjnene og siger: “Christine, hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?” Christine forklarer at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har hun flere skeer end andre. Men hun ved at hun kan aldrig få det til at gå væk, hun kan aldrig glemme det, og hun er tvunget til altid at tænke over det.

Roligt tager Christine en ske op af lommen og giver den til veninden mens hun siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, du er nødt til at være forberedt”. Og Christine fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting jeg skal lære er at geare ned. Selv den dag idag kæmper jeg mod det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”. Alt hvad der er let for andre vil for en med diagnosen være 100 jobs i ét. Man skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om man var på vej i krig. Og her er forskellen ml. syg og rask. Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Det er den smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE. Jeg savner den frihed. Jeg savner det ikke at skulle tælle skeer”, siger Christine.

Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et knus siger Christine mens hun holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge min ske sammen med dig!”

Christine har Lupus, men der er lighedspunkter med et at have fibromyalgi. Trætheden, mangel på energi og smerterne.
I dag har jeg fundet en måde at leve med et at have en kronisk sygdom, at leve med at have smerter og at det (for det meste) er mig der styrer og ikke dem – men det tager tid og sorgen over at have mistet det liv jeg havde før, tror jeg aldrig slipper mig………

Nogen tror at det er en fest at gå hjemme hverdag – og hvor træt kan jeg egentlig være, når jeg selv bestemmer hvornår jeg står op? MEGET træt, skal jeg hilse at sige. Det er ikke sådan en sygdom man bare kan sove fra, jeg bliver aldrig udsovet og hver gang jeg laver noget skal jeg kalkulere med at jeg mister energi – men går jeg rundt i konstant depressiv tilstand over det? NEJ, det gør jeg ikke og det VIL jeg ikke – men jeg vil have lov til at sørge over det liv jeg har mistet af og til……….

Jeg vil leve mit liv så godt jeg kan. Jeg vil gøre det jeg har lyst til og være sammen med de mennesker jeg elsker.
Jeg vil have lov til at grine og græde ligesom andre mennesker, uden at blive målt og vejet om jeg er (for) syg eller ikke syg.

En dag hvor jeg ikke har så mange smerter, er en gave for mig. En dag hvor jeg bare har lidt mere overskud, er en gave for mig. Jeg tager ikke længere livet for givet, men glæder mig over de gode ting jeg har i mit liv – brug denne historie til at gøre det samme *S*

Anonym skriver:

Hej piger

min mand er en skøn fyr ... til tider

han har forskellige personligheder og humøresvingniger ..

han har lige pt depression siger han ... men i følge mig har han altid været sådan ..

vi har e barn på 3 år og et på 9 mdr.... som kræver meget og plus alt det huslige pligter...

vi havde en diskussion forleden dag hvorvidt vi sku hjælpe hinanden med alt ...

Han mener jeg ikke skal blande mig i hans sager, om han rydder op efter sig, eller hjælper til med børnene

han vil bar sidde der og slappe af fordi han er sygmeldt af stress. Han vil ikke hjælpe med vores lille, da han mener det kan hans krop ikke klar til. Hans krop kan ik passe småbørn da det er alt for hårdt. Så hans ide er at jeg passer vores lille og alt huslige pligter til om 3 år , så vil det blive nemt for ham og passe den lille .... ?

Jeg er begyndt at stille hans rod i et hjørne for gider ik rydde op efter længere , er virkelig træt af det.

Men giv mig råd piger'

han siger hvis jeg ik acceptere hans personlighed hvor han vil gør præcis det han har lyst uden jeg må sige et ord og han vil passe børnene når han har lyst og tro mig det er nok 3 gange om året. Vi skal skilles hvis jeg ikke acceptere det, fordi jeg gør ham ulykkelig.

men når jeg siger ja til at blive skilt, græder han og siger du vil ik kæmpe for forholdet og hvad med vores børn

Han gør mig skør, jeg går endda på kompromis men manden kan knap nok ændre lidt på sig og være en god partner ... Han vil ikke engang samarbejde. Han vil ik ha et skema med pligter INGENTING!!!

hvad skal jeg gør med ham?

Jeg har ikke læst alle svar. Tror jeg ved hvordan du har det. Her er min mand ramt at stress , men har valgt at ignorere dette . Jeg mærker den beslutning hjemme og vores lille familie betaler prisen . Det eneste han p.t kan overskue er hans arbejde , han ignorere mig og børnene . Det har stået på i 8 mdr , vi har lige søgt skilsmisse og han er flyttet.

kram til dig