går snart fra ham fordi....

Anonym skriver:

Han tager gerne ud til sine forældre eller venner eller sport og der er alt fint

Tager imod at hjælpe sine forældre og andre folk

Men herhjemme kan han ingenting . Og siger jeg gør ham ulykkelig

Han lyder da noget selektiv med hvor han har stress/er deprimeret

Jeg ved intet om hvordan det er at være ham, men det lyder rigtig hårdt at være dig! Hvis du ikke snart får noget hjælp går du da også ned med stress.

Hvis han ikke kommer igang ift sine børn, så kan du ligeså godt bede ham om at flytte, så slipper du i det mindste for hans rod

Hvis han altid har været sådan så er der tre ting jeg vil sige: 

1. Du har valgt at leve sådan i 7 år, du har valgt at få TO børn med ham, så har du også et ansvar i at ændre situationen som du har været med til at skabe. Det kan være svært at bryde faste mønstre/vaner og det må I gøre sammen. Jeg tror dog I skal bruge hjælp udefra. 

2. Han kan sagtens have gået med en depression i flere år uden at vide det. Jeg synes at du i dit indlæg viser meget lidt forståelse både for hand depression og stress. Han håndterer det måske uhensigtsmæssigt lige nu, men han har endnu ikke fået hjælp/værktøjer så det kan nå at ændre sig. 

3. Hvis han kun lige har fået depression er det utrolig dårlig timing at begynde at sætte krav til ham. Det kan han slet ikke overskue. 

Jeg synes du skal læse lidt om depression samt stress. Der er hjemmesider hvor de pårørende kan tale sammen. Vent til han er startet til psykolog og se om det ændrer noget. Måske har I også brug for parterapi for at ændre jeres mønstre. 

Held og lykke 

Anonym skriver:

Han tager gerne ud til sine forældre eller venner eller sport og der er alt fint

Tager imod at hjælpe sine forældre og andre folk

Men herhjemme kan han ingenting . Og siger jeg gør ham ulykkelig

Hmm ok så ville jeg mene at den energi burde lægges derhjemme. Men du har jo de sidste mange år gjort det nemt for ham at lade dig gøre det hele.

Hvis han har overskud til alt andet end jeres familie, så er du nok nødt til at åbne hans øjne for alt det energi han bruger på andre og bede om at det bliver brugt på jeres børn. Hvis han ikke vil det, ja så ved jeg ikke hvad du skal gøre, for så ville jeg også føle mig fravalgt.

tarkoflen skriver:

Hmm ok så ville jeg mene at den energi burde lægges derhjemme. Men du har jo de sidste mange år gjort det nemt for ham at lade dig gøre det hele.

Hvis han har overskud til alt andet end jeres familie, så er du nok nødt til at åbne hans øjne for alt det energi han bruger på andre og bede om at det bliver brugt på jeres børn. Hvis han ikke vil det, ja så ved jeg ikke hvad du skal gøre, for så ville jeg også føle mig fravalgt.

Det kan være at han netop der føler at han får pusterum - ingen der stiller krav til ham. 

Diana2013 skriver:

Årh sidder næsten i det samme. Her fik manden en fødsels dep. Vores dreng er 8 måneder. Her er vores problem at han synes alt det ansvar er super overvælende, at han ikke bare lige kan tage ud til vennerne osv. Han er først begyndt at hjælpe til med den lille. Men hvis han skal ud til vennerne er det hele dagen/aftenen fordi ellers kan det ikke betale sig. Min mand sidder bar og glor det skide tv og skal spørge ham om alt for han gør det. Han putter ikke baby, bader, giver mad, han står heller ikke op sammen med os. Han var til en psykolog som sagde at jeg havde for store forventninger og han når han nu havde en fødsels reaktion skulle han ud alt det han ville. ;0 ja tak for kaffe. Har flere gange spurgt hvad så hvis jeg gik ned hvem skulle så passe vores dreng. Min mand har altid ondt her og der og alle steder! Overvejer også somme tider at gå fra ham for jeg står alligevel med det hele, men så kommer drømmen om familie, og at det måske bliver bedre ... Føler med dig

Sådan er min mand

Og håber ik psykologen siger det samme tiæ ham så dør jeg

Ellers smider jeg ham ud

tarkoflen skriver:

Hmm ok så ville jeg mene at den energi burde lægges derhjemme. Men du har jo de sidste mange år gjort det nemt for ham at lade dig gøre det hele.

Hvis han har overskud til alt andet end jeres familie, så er du nok nødt til at åbne hans øjne for alt det energi han bruger på andre og bede om at det bliver brugt på jeres børn. Hvis han ikke vil det, ja så ved jeg ikke hvad du skal gøre, for så ville jeg også føle mig fravalgt.

Men han siger når han ser sine venner så stresser han af

Og vi giver ham stress

mor:) skriver:

Det kan være at han netop der føler at han får pusterum - ingen der stiller krav til ham. 

Det kan sagtens være, men det fraskriver jo ikke alt ansvar for de børn jeg går ud fra han selv har været med til at vælge skulle komme til verden.

Selvfølgelig skal han have et pusterum, men det skulle jo så gerne give ham noget energi til børnene derhjemme. Ellers giver det ikke umiddelbart meget for familien at han er ude. Og nu skal hele familien jo helst fungere.

tarkoflen skriver:

Det kan sagtens være, men det fraskriver jo ikke alt ansvar for de børn jeg går ud fra han selv har været med til at vælge skulle komme til verden.

Selvfølgelig skal han have et pusterum, men det skulle jo så gerne give ham noget energi til børnene derhjemme. Ellers giver det ikke umiddelbart meget for familien at han er ude. Og nu skal hele familien jo helst fungere.

Jo jo bestemt, men hvis mønsteret har været sådan i 7 år og det pludselig stilles krav oveni hans depression samt stress så kan det være rigtig svært at finde det overskud. 

Anonym skriver:

Men han siger når han ser sine venner så stresser han af

Og vi giver ham stress

Det kan da være at det er sandt?

Anonym skriver:

Men han siger når han ser sine venner så stresser han af

Og vi giver ham stress

Ok det kan jo også godt være! Du stiller krav til ham, det gør vennerne ikke.

Men hvis han får energi af det, så burde han bruge den energi hjemme.

Er det ikke en mulighed at l laver tingene sammen, han er sammen med jeres store barn så du kan nå noget mens den lille sover? Og så måske om aftenen kan l hjælpes ad med opvask og at lægge tøj sammen? For mig hjalp det at min kæreste var sammen med mig om det der skulle gøres og at han tog ansvar på mine vegne for jeg kunne ikke selv overskue det. Hvis han havde sagt at nu skulle jeg vaske tøj, vaske op eller lægge tøj sammen, tror jeg ærlig talt bare jeg var brudt sammen. Men sammen var det nemmere.