Kan man det?

Anonym skriver:

Ja det skal man da jeg synes inegn steder at jeg skrev jeg ville gøre det, men alligevel er jeg utaknemlig overfor mine drenge fordi folk tror jeg hellere ville have haft piger og ja måske, men nu hvor jeg har mine drenge vil jeg ikke bytte dem for noget heller ikke en pige. Men at sige jeg så ikke skal have fler det synes jeg sku ikke er iorden at folk siger!

Du skriver jo heller ingen steder, at du IKKE ville gøre det - tværtimod som om, du faktisk ville overveje det:

"Undrede mig egetentlig bare fordi det kunne da måske være en tanke til næste pb."

"Lad mig tilføje at hvis muligheden er der for selv at vælge køn, hvorfor så ikke gøre det?"

Og i første indlæg spørger du selv, om det er for langt ude, hvilket du så får ærlige svar på fra folk, der synes, det ER langt ude blot at overveje det. Og langt fra alle skriver, at du ikke fortjener at få flere børn - men du nøjes jo ikke med at skrive, at du drømmer om at få en pige, men at du måske kunne overveje at vælge det. 

Jeg synes ikke, der er nogen grund til at fremstille dig selv som offer nu - folk reagerer kraftigt på, at du så meget som overvejer tanken, og at du tilsyneladende ikke kan se det etiske skråplan. Havde du nu bare skrevet, at du drømte om at få en pige, ville reaktionerne næppe være så voldsomme. 

 

lineog4 skriver:

Det er jo ikke fordi jeg/vi ikke forstår.
Og jeg personligt tør gerne uddybe, jeg tør godt fortælle hvordan jeg ikke kunne forenige med mig tanken om jeg havde en dreng i min mave, hvordan jeg i 24. Uge red på kamel i Sahara og tænkte, nå ja hvis der sker noget er det bare en dreng. Jeg tør godt stå ved jeg ingen følelser havde for min søn da han kom ud og lå i mine arme, og jeg gik med ham på gaden i barnevogn og tænkte om jeg kunne vælge mellem ham og min døde datter, og jeg vidste jeg ville vælge hende.... Jeg tør også godt sige jeg stadig selvom jeg har verdens skønneste børn synes man er mere heldig når man får en pige end når man får en dreng. Jeg tør også godt sige at kom en og garanterede mig en pige ville jeg skrige og råbe til min mand gik med til endnu et barn.

Men jeg synes stadig trods alle de følelser der er sindsyg langt til at gå ind i en sortering, at designe min baby. Jeg ville aldrig gå ind og bestemme over livet for har troet jeg kunne styre og fik så den største lussing livet kunne give - nu er jeg bare taknemmelig når livet giver mig noget godt....

Jeg har læst mange af dine meget ærlige og modige indlæg om dine tanker og følelser vedrørende kønnet på særligt dit tredje barn, og jeg har flere gange tænkt på, om du tror, det ville have opfyldt alle dine drømme og længsler, hvis du nu HAVDE fået en pige mere - men en pige, som ikke var Lia, ikke havde hendes udseende, ikke havde andet end kønnet til fælles med hende? Jeg tænker, det også kunne have været en sorg at tro, du fik hende tilbage, for så at erkende, at det ikke var hende? 

Anonym skriver:

Det er jo ikke en hemlighed at mormor ofte har en bedre kontakt til børnebørn end farmor ikke at det altid er sådan, men som jeg oftes ser det. Farmor skal passe langt mere på hvor hun træder i forhold til at please svigerdatteren fordi det er hende der sidder med "magten" om børn og min søn. Kvinder er nogle stride kællinger når det kommer til deres svigermødre og hvis manden virkelig elsker og forguder den her pige, så kan hun gøre alt hvis farmor træder over grænsen. Omvendt er det jo datteren der har det "længste strå" når det kommer til at mormor må se baby. Det giver sikkert ingen mening, men det er sådan jeg ser det.

Har du tænkt på, at den ikke særligt søde svigerdatter, du beskriver her - den stride kælling - netop har det køn, du gerne vil have et barn med? Altså at du måske nok kunne være den heldige mormor, men at det samtidig ville betyde, at din (potentielle) datter faktisk var en magtsyg og ubehagelig kvinde overfor sin svigermor og mand? 

Sådan ønsker ingen af os jo, at vores voksne børn vil opføre sig - jeg ville være ked af det, hvis min datter skulle agere sådan, selvom "gevinsten" for mig som mormor måske nok ville være mere kontakt til mine børnebørn - og det understreger i mine øjne bare, at de der stereotype henholdsvis skrækbilleder og rosenrøde scenarier netop er stereotyper, som ingen af os ønsker, at vores børn, uanset køn, kommer til at leve op til. 

Jeg har læst mange af dine meget ærlige og modige indlæg om dine tanker og følelser vedrørende kønnet på særligt dit tredje barn, og jeg har flere gange tænkt på, om du tror, det ville have opfyldt alle dine drømme og længsler, hvis du nu HAVDE fået en pige mere - men en pige, som ikke var Lia, ikke havde hendes udseende, ikke havde andet end kønnet til fælles med hende? Jeg tænker, det også kunne have været en sorg at tro, du fik hende tilbage, for så at erkende, at det ikke var hende? 

Nej jeg tror ikke det havde givet nogen lettelse, opfyldt nogen drømme - det havde jo ikke været hende og måske havde det blot udskudt forståelsen af det til jeg stod med en babypige i armene.
Det havde ikke taget længslen, manglen væk, men det havde på en eller anden måde gjort jeg følte noget der blev taget blev givet tilbage, nemlig billedet af mine to piger...

Men nej ved nu end ikke 100 piger kunne ændre tomheden, men ved også en pige kunne have stoppet tankerne om det at få en pige - hvis du forstår, så måtte jeg forholde mig til jeg ikke fik Lia, og ikke som nu hvor jeg forholder mig til jeg ikke fik en pige...

Udover det lignede Linus Lia fuldstændig da han blev født og det var både helt fantastisk og meget svært.

Vil også sige, jeg var total irrationel da jeg var gravid med Liam, men heldigvis valgte den ærlige vej for det gjorde jeg selv kunne se hvor dumt det lød...

Men du har fuldstændig ret, det havde ikke ændret en tøddel

lineog4 skriver:

Nej jeg tror ikke det havde givet nogen lettelse, opfyldt nogen drømme - det havde jo ikke været hende og måske havde det blot udskudt forståelsen af det til jeg stod med en babypige i armene.
Det havde ikke taget længslen, manglen væk, men det havde på en eller anden måde gjort jeg følte noget der blev taget blev givet tilbage, nemlig billedet af mine to piger...

Men nej ved nu end ikke 100 piger kunne ændre tomheden, men ved også en pige kunne have stoppet tankerne om det at få en pige - hvis du forstår, så måtte jeg forholde mig til jeg ikke fik Lia, og ikke som nu hvor jeg forholder mig til jeg ikke fik en pige...

Udover det lignede Linus Lia fuldstændig da han blev født og det var både helt fantastisk og meget svært.

Vil også sige, jeg var total irrationel da jeg var gravid med Liam, men heldigvis valgte den ærlige vej for det gjorde jeg selv kunne se hvor dumt det lød...

Men du har fuldstændig ret, det havde ikke ændret en tøddel

Måske - jeg kan jo kun gætte - var det faktisk Liams "held" at være en dreng, fordi du dermed fra begyndelsen var fuldstændigt klar over, at han ikke var Lia - og ikke på samme måde kunne sammenligne, opdage, at du alligevel ikke fik det, du ville have, men var nødt til straks at erkende, at det ikke var hende? 

Og egentlig underligt, at vi så tydeligt lægger ENORMT meget i kønnet. En babydreng kunne ikke være Lia, om han så havde været en kopi, blot af hankøn, hvor en babypige havde kunnet give dig illusionen en kort tid - måske. Og måske slet ikke: 

Jeg har verdens to forskelligste sønner, virkelig som nat og dag, og da vi fik den yngste, var det åbenlyst, at han SLET ikke var en Jakob 2. Lige fra første øjeblik. Og deres storesøster er på mange måder et mix af de to - kønnet er virkelig blot en lille faktor af børnenes identitet, når de først begynder at vise, hvem de er, og ikke bare er det, vi tillægger dem pga. deres køn. Jeg kan slet ikke følge det der med at være en "drengemor" eller en "pigemor", for mine unger er så vidt forskellige på trods og på tværs af deres køn, at jeg ikke kan forbinde det med noget specifikt at være mor til netop to drenge og en pige. Min yngste søn er til drenge, så ikke engang den der med at forudse to svigerdøtre og en svigersøn holder stik her. Og selvom jeg virkelig, virkelig ønskede mig en pige første gang - og fik det - så er det netop min yngste søn, jeg føler mig allertættest på i sjæl og sind. 

Mor og meget mere skriver:

Måske - jeg kan jo kun gætte - var det faktisk Liams "held" at være en dreng, fordi du dermed fra begyndelsen var fuldstændigt klar over, at han ikke var Lia - og ikke på samme måde kunne sammenligne, opdage, at du alligevel ikke fik det, du ville have, men var nødt til straks at erkende, at det ikke var hende? 

Og egentlig underligt, at vi så tydeligt lægger ENORMT meget i kønnet. En babydreng kunne ikke være Lia, om han så havde været en kopi, blot af hankøn, hvor en babypige havde kunnet give dig illusionen en kort tid - måske. Og måske slet ikke: 

Jeg har verdens to forskelligste sønner, virkelig som nat og dag, og da vi fik den yngste, var det åbenlyst, at han SLET ikke var en Jakob 2. Lige fra første øjeblik. Og deres storesøster er på mange måder et mix af de to - kønnet er virkelig blot en lille faktor af børnenes identitet, når de først begynder at vise, hvem de er, og ikke bare er det, vi tillægger dem pga. deres køn. Jeg kan slet ikke følge det der med at være en "drengemor" eller en "pigemor", for mine unger er så vidt forskellige på trods og på tværs af deres køn, at jeg ikke kan forbinde det med noget specifikt at være mor til netop to drenge og en pige. Min yngste søn er til drenge, så ikke engang den der med at forudse to svigerdøtre og en svigersøn holder stik her. Og selvom jeg virkelig, virkelig ønskede mig en pige første gang - og fik det - så er det netop min yngste søn, jeg føler mig allertættest på i sjæl og sind. 

Helt enig - mine to drenge er meget forskellige, linus minder faktisk mest om Dina og ja Liam minder om mig (og sidst jeg tjekkede var jeg af hunkøn).
Lia kunne have været en lyserød prinsesse eller en fodboldspige, hun kunne have været til piger eller drenge, hun kunne have elsket dukker eller biler... For mig handlede det om jeg nåede at have billedet om fremtiden med to piger (også selvom de skulle udvikle sig til lige præcis det unikke individ de var uafhængigt af køn) og ja så også noget overfladisk elsker at sy pigetøj

Var det Liams held, det mener nogen, jeg selv mener det var mit held at Liam var den han var ikke så meget kønnet, men personlighed for han var robust nok til at kræve mig tilbage til livet. Det var mit held at det rolige lille stærke væsen kom ind i mit liv og ikke gav mig op, men bare krævede videre. Mit held at han kunne rumme min sorg og stadig smile sig ind i mit hjerte.

Jeg har haft åndsvage tanker om pigemor og drengemor, haft åndsvage tanker om det ene køn er bedre end det andet. Men det er virkelig åndsvage tanker som jo intet rationelt har med sig - og jeg har fundet ud af jeg bare er mor til 4 smukke mennesker og hver af dem er noget helt for sig selv.

Men jeg har stået der, haft de tanker, ønsket mig et bestemt køn og kan derfor også forstå man kan føle sorgen ved ikke at få den pige eller den dreng der mangler i ideal billedet. Men jeg kan også berette at trods jeg intet følte for min dreng og sørgede over jeg ikke fik min pige, så er det så fantastiske at man jo bare ikke kan lade være at elske og når bleen er på så glemmer man sgu kønnet og set bare sit barn

Lrm skriver:

Man skal passe på med hvad man skriver få det kan misforstået... Derfor uddyber jeg ikke lige hvorfor jeg forstår dig da jeg er bange for at blive misforstået!! 

 

Vil bare lige gøre opmærksom på at rigtigt mange forstår og accepterer ts' ønske, men ikke ønsker om at gribe ind i biologien på baggrund af ønsket. Og så reagerer folk nok også på de "tarvelige" - for nu at bruge ts' eget udtryk - fordomme som ts giver udtryk for.

Kan altså ikke forstå at ts og andre i flere tilfælde ikke ser ud til at kunne skelne mellem et stærkt ønske og et etisk dilemma - et som der officielt er taget stilling til i Danmark, idet det ikke er lovligt at sortere sædceller efter køn medmindre der er særlig medicinsk indikation.

Forstår stadig det ønske ts har, men tror det er vigtigt at finde ud af hvorfor kønnet skulle være lykken. Og hvis ts får en dejlig dreng igen, så skulle han jo gerne være ønsket og elsket selv om mor drømte om en lyserød barnevogn.

Jeg forstår helt igennem at man kan ønske sig en lille dreng eller en lille pige, hvis man nu har mange af en af slagserne.
Men det er nu engang naturen der bestemmer, med mindre mennesket blander sig med sin evindelige teknologi, og så er man derhenne hvor det efter min mening bliver direkte modbydeligt.

Min kusine har 7 børn.
Først fik de en pige. Så gik der henved 6 år og så fik de pludseligt en dreng. Og så var det som om, der gik hul på bylden for de fik 4 drenge på 4 år.
De ville naturligvis gerne have en pige mere, så de blev enige om at blive ved til den ønskede pige kom..og det gjorde hun så som den 7. og sidste.

Så...hvis man vil have noget andet end det man får, så må man jo bare blive ved med at prøve...eller måske bare stille sig tilfreds med det man får????

Jeg tror man skal have prøvet at miste børn for at forstå hvor ligegyldigt det er, hvilket køn de har.
Hvert eneste barn er et mirakel og en gave, og kan man ikke være tilfreds, så fortjener man slet ikke at få dem.

Selvfølgelig er det ok at ønske sig et eller andet...men igen...et er at ønske...noget andet er at nyde det lille væsen man får i sine arme.

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

Hvorfor er det ærgeligt? Må man ikke drømme? Jeg synes det er rigtig ærgeligt at du sidder og siger jeg skal lade være med at fordømme når du selv ikke gør andet i dit svar til mig. jeg synes det er rigtig tarvligt at i alle sammen synes i skal bestemme hvornår jeg bør få flere børn, det er overhovedet ikke jeres plads at fortælle mig. Så fy på jer.

Der er ingen der bestemmer over dig, men du sidder og dømmer et andet køn, derfor får du nok lidt hårde svar. 

Drenge slås, har ikke noget tæt forhold til deres mor, de er "kun" farmor, osv. Men det er jo dig der opdrager dem 

Anonym skriver:

Hvorfor er det ærgeligt? Må man ikke drømme? Jeg synes det er rigtig ærgeligt at du sidder og siger jeg skal lade være med at fordømme når du selv ikke gør andet i dit svar til mig. jeg synes det er rigtig tarvligt at i alle sammen synes i skal bestemme hvornår jeg bør få flere børn, det er overhovedet ikke jeres plads at fortælle mig. Så fy på jer.

Der er ingen der bestemmer over dig, men du sidder og dømmer et andet køn, derfor får du nok lidt hårde svar. 

Drenge slås, har ikke noget tæt forhold til deres mor, de er "kun" farmor, osv. Men det er jo dig der opdrager dem