De der "veninder"

Anonym skriver:

Oprettede lige indlægget som ikke-anonym, men tænkte anonym er bedre, da jeg ikke lige har konfronteret omhandlende person med hvordan jeg har det.

Dem har jeg ikke super mange af, og er lige blevet mindet om hvorfor!

Kender i når kritik bliver (slet) "skjult" som spørgsmål?

Er gravid med nr. 3 (som er en GLÆDELIG overraskelse og ufatteligt velkommen) og var meget dårlig i starten. Da jeg testede positiv havde jeg netop bestået mit kandidatspeciale med karakteren 10 og havde sådan set håbet at få job inden nf scanning, fordi jeg ikke har lyst til at "lyve" om graviditet og det er lidt svært at få job som gravid. Min mand er (dygtig) studerende, jeg er på dagpenge nu, så økonomien er stram. MEN Danmark er et heldigt land at få børn i som "fattig", så det skal nok gå! Planen er jo at få job hurtigst muligt efter barsel.

Vi bor i den skønneste lejlighed med de mest fantastiske udearealer og rundt om grønne område og vi kæmpede længe for at få bolig her. Den er på 100 kvm. og har to soveværelser - ikke et palads, men vores børn er jo under 7 og vi skal næppe bo her altid.

Fortalte en veninde om baby nogle uger efter nf og kunne forstå hun var fornærmet over det var så "sent" (familie havde også først lige fået besked). Men den lod jeg gå, men så sagde hun så at så går hun ud fra vi skal flytte (ok uhøfligt, men sagde bare at vi jo er glade her). Så fortsætter hun og siger at vi bor lækkert, men lidt småt til 5 personer. Øh. Det første år fylder den lille jo ikke så meget og efter min mening behøver den ikke eget værelser foreløbig. Så spurgte hun hvad vores forældre synes om graviditeten. WHAT? Er næsten 30, har perfekte og glade børn som jeg desuden passer selv (når de ikke er i bh og vuggestue) og gør det godt, er højt uddannet, så kan ærligt talt ikke se hvorfor NOGEN skulle synes det er forkert at vi sætter et barn i verden?! Selvfølgelig er alle bedsteforældrene lykkelige!!

Ville sådan ønske jeg havde bedt hende klappe i, men hormoner og det hele, så føler jeg mig bare som en elendig mor og tudede helt vildt bagefter.

Undskyld men er jeg den dårligste og mest bumsede mor i verden, eller har jeg bare en rigtigt tarvelig og jaloux veninde? Er lidt i tvivl her 

Ærlig talt så har du en skod veninde! Her hjemme er jeg også blevet gravid delvist uventet... og var ansat i vikariat, der nu er udløbet så jeg er arbejdsløs, vi har en på 22 måneder venter Nr. 2 til oktober og vi bor på 54 Kvm!

Vi leder efter noget større, men er enige om at det skal være det rigtige og ikke bare større  

100 Kvm er da fint til 5! og hun er da så usmagelig at spørge om alle de ting! Det vigtigste er at der er kærlighed så kan kvadratmeter da være lige meget!

Nogle gange gør livet ikke som vi forventer, men hvad er der at gøre ved det? Ikke andet end at få et bedste ud af det og nyde resten

Kay skriver:

Ærlig talt så har du en skod veninde! Her hjemme er jeg også blevet gravid delvist uventet... og var ansat i vikariat, der nu er udløbet så jeg er arbejdsløs, vi har en på 22 måneder venter Nr. 2 til oktober og vi bor på 54 Kvm!

Vi leder efter noget større, men er enige om at det skal være det rigtige og ikke bare større  

100 Kvm er da fint til 5! og hun er da så usmagelig at spørge om alle de ting! Det vigtigste er at der er kærlighed så kan kvadratmeter da være lige meget!

Nogle gange gør livet ikke som vi forventer, men hvad er der at gøre ved det? Ikke andet end at få et bedste ud af det og nyde resten

Vi boede gså på ca. 60 kvm for 1½ år siden og da havde vi to børn - det gik FINT  Så jeg forstår ikke hvorfor hun tror vi har tid/råd/lyst til at flytte allerede. Og når JEG har sagt vi bor fint  - tror hun så seriøst på at jeg behøver/ønsker hendes mening hvis den er anderledes?

Jeg tror måske at det med at præsentere baby som en overraskelse var en fejl fordi det klinger som om jeg fortryder det..? Men som du lidt siger, så kan en overraskelse godt være god! Det er ikke sådan at jeg for alt i verden ville gennemføre en graviditet hvis vi virkelig ikke orkede det eller havde råd, plads mv. Men har altid ønsket med 3 børn og det ved hun godt. Så rækkefølgen på hus, job og baby nr. 3 er jo bare byttet rundt, og hvad så?!

Er SÅ enig med det du siger, og for mig viser det bare god dømmekraft; at kvm i sig selv ikke betyder noget, men det er en helhedsvurdering af bopælen og den kan altså være god selv om den ikke er enorm.

Jeg håber i finder det RIGTIGE sted for jer at bo 

Mor11 skriver:

Hormonramt??

Rigtig mange mennesker tager det som en selfølge at der skal være et værelse til hver barn. Vi bor i en 3'er, og venter nummer 2. Her er det et HELT klassisk spørgsmål om vi så er på udkig efter noget andet at bo i. Det ser jeg ikke som nedladende overhovedet. Det er bare fordi de pr automatik tænker at så har vi da et værelse for lidt. Jeg siger bare "nej, de kan sagtens dele når storebror ikke er ældre", og som jer, skal vi ikke bo her for evigt. kan virkelig ikke se grund til at hidse sig op over sådan et spørgsmål. Det er jo netop fordi hun tænker på jer, at hun spørger, tænker jeg. Det er jo ret bøvlet at finde nyt og flytte osv.

Tror du skal passe på med at lægge en masse negative motiver i hendes mund, for jeg tror ærligt ikke at det var ment sådan. at hun siger at pladsen bliver trang er vel heller ikke helt løgn, hvis 3 børn på sigt skal dele værelse? Det er jo bare en konstatering, det behøver slet ikke betyde at det er en dårlig ide eller andet.  Du siger jo selv at i ikke skal bo der for altid, så du er vel egentlig ikke rygende uenig i hendes udmelding?

"Hvad sagde jeres forældre?" Det er da ret standart for "blev de glade, overraskede osv" 

jeg tror du skal trække vejret dybt og tro på det gode i din veninde i stedet for at gå udfra alt det værste 

 

Undskyld men der må vi nok være enige om at være uenige!! Hvordan kan "i bor småt til 5" nogensinde være hensynsfuldt? Jeg bad jo ikke om hendes mening og hun må jo gå ud fra vi synes det er ok når jeg nu sagde at vi har tænkt os at blive boende.

Men ja, vi vil hellere bo her fordi det er helt fantastisk end vi vil bo et skod sted som tilfældigvis er større.

Hun spurgte nu ikke om 3 børn skal dele værelse, hvilket faktisk på intet tidspunkt har været meningen.

Efter jeg har trukket vejret kan jeg også bare konstatere at der bor flere med 3 børn i disse rækkehuse, så jeg er ikke den eneste der er så "skør".

Du har helt ret i at det ikke nødvendigvis var negativt ment, men synes da godt nok nemt det kan opfattes sådan. Det ved kun hun.

VenterVanessa skriver:

Jeg forstår dig godt, jeg ville have det ligesom dig. Synes man burde spørge ind til ting der er relevant for en som veninde i starten, fx om i er glade, kønnet ja, alt det du skrev :-)
Jeg forstår også boligsituationen sådan, at i deler soveværelse med den lille ny, og de 2 andre deler værelse? Det kan jeg slet slet ikke se noget galt i. Hvis i får brug for det, kan man jo altid lave et soveværelse i et af de store rum, så børnene har 2 værelser.
Ej jeg synes også klart at det er hende der er jaloux, ihvertfald takler det på en underlig måde. Jeg ville aldrig som veninde spørge ind til en boligsituation, ihvertfald ikke før det blev mere aktuelt. Jeg har en veninde der bor i en 1 værelses med hendes 3 måneder gammel baby, og så længe de har det godt skal jeg da ikke gokke dem i nøden! :-)

Ja vi regner med at de to "store" kan dele værelse uden at lide overlast i 1 til højst 3 år.

Tak for dit svar! Er så enig i det du skriver. Din veninde har jo nok selv tænkt at hun ikke bor det største sted i verden med sin baby, så du oplyser hende jo ikke ved at sige det, det ville KUN være irriterende. Må jo gå ud fra at det er sådan det passer bedst ind i hendes situation lige nu. Og ja, bare alle er sunde og glade 

Anonym skriver:

Oprettede lige indlægget som ikke-anonym, men tænkte anonym er bedre, da jeg ikke lige har konfronteret omhandlende person med hvordan jeg har det.

Dem har jeg ikke super mange af, og er lige blevet mindet om hvorfor!

Kender i når kritik bliver (slet) "skjult" som spørgsmål?

Er gravid med nr. 3 (som er en GLÆDELIG overraskelse og ufatteligt velkommen) og var meget dårlig i starten. Da jeg testede positiv havde jeg netop bestået mit kandidatspeciale med karakteren 10 og havde sådan set håbet at få job inden nf scanning, fordi jeg ikke har lyst til at "lyve" om graviditet og det er lidt svært at få job som gravid. Min mand er (dygtig) studerende, jeg er på dagpenge nu, så økonomien er stram. MEN Danmark er et heldigt land at få børn i som "fattig", så det skal nok gå! Planen er jo at få job hurtigst muligt efter barsel.

Vi bor i den skønneste lejlighed med de mest fantastiske udearealer og rundt om grønne område og vi kæmpede længe for at få bolig her. Den er på 100 kvm. og har to soveværelser - ikke et palads, men vores børn er jo under 7 og vi skal næppe bo her altid.

Fortalte en veninde om baby nogle uger efter nf og kunne forstå hun var fornærmet over det var så "sent" (familie havde også først lige fået besked). Men den lod jeg gå, men så sagde hun så at så går hun ud fra vi skal flytte (ok uhøfligt, men sagde bare at vi jo er glade her). Så fortsætter hun og siger at vi bor lækkert, men lidt småt til 5 personer. Øh. Det første år fylder den lille jo ikke så meget og efter min mening behøver den ikke eget værelser foreløbig. Så spurgte hun hvad vores forældre synes om graviditeten. WHAT? Er næsten 30, har perfekte og glade børn som jeg desuden passer selv (når de ikke er i bh og vuggestue) og gør det godt, er højt uddannet, så kan ærligt talt ikke se hvorfor NOGEN skulle synes det er forkert at vi sætter et barn i verden?! Selvfølgelig er alle bedsteforældrene lykkelige!!

Ville sådan ønske jeg havde bedt hende klappe i, men hormoner og det hele, så føler jeg mig bare som en elendig mor og tudede helt vildt bagefter.

Undskyld men er jeg den dårligste og mest bumsede mor i verden, eller har jeg bare en rigtigt tarvelig og jaloux veninde? Er lidt i tvivl her 

Kan ikke rigtig se, hvad der er galt i de spørgsmål? I er vel veninder og kan vel dele både glæder og bekymringer vdr børn, bopæl, osv. Det kunne jo være det også bekymrede dig med bopæl, job, osv, og hun bare gav dig en chance for at tale om det også.

Det er ikke altid bedsteforældre er himmel-lykkelige for at der er børnebørn på vej. Mine forældre bekymrede sig meget for min søster og tingene kørte virkelig på pumperne hos dem, så da hun annoncerede nr.3 indenfor 5 år, var det ikke just jubel fra deres side (selvfølgelig blev den velkommen, men bekymringerne overskyggede).

Hold op hvor er jeg glad for at jeg ikke er din veninde! Sikke da et minefelt man skal træde igennem for ikke at fornærme dig. 

Hvis I er så gode veninder, hvorfor bliver du så så sur? Og hvis I egentlig ikke er veninder, ja hvorfor bliver du så så sur? 

Træk vejret, ellers bliver det da en forfærdelig lang graviditet - både for dine omgivelser og for dig selv. 

2721 skriver:

Som veninde tænker jeg personligt meget på mine venners ve og vel og de ting der for mig ville være vigtigt og noget jeg ville tænker over, ville også være forældres reaktioner, pladsen osv. Min ældste og bedste veninde i hele verden ville spørger mig om præcis de samme ting og en hulens masse andre praktiske ting som det aller første og da behov og priorieter er forskellige, ville nogen af hendes spørgsmå sikkert også falde mig sære, men de ville stadig være stillet med omsorg i tankerne.

Den med kagen forstår jeg ikke helt.

Jeg ville igen selv tænke at det var småt til 5 og hvis det var en tæt veninde føle mig helt tryg ved at spørge ind til det.

Vi er jo alle forskellige, men jeg ville ikke føle mit venskab var tæt hvis IKKE vi kunne snakke om sådanne ting og spørge ind til alt mellem himmel og jord og der skal også være plads til at stille spørgsmålstegn ved hinandens valg

Men hvis du ikke har det sådan, så er det selvfølgelig ikke rart
Kram

Mht. det med kagen så vil jeg lige forklare:

Da hun var gravid spiste hun stærk medicin, hvilket jeg aldrig ville turde gøre (og ja jeg ved godt hun kan synes der er en grund, men der er jo netop også en grund til at vi bliver boende her). Hun nævnte det selv og jeg svarede bare "ok" eller noget i den stil. Hvis jeg havde gjort ligesom hende, så havde jeg jo sagt "det synes jeg er uansvarligt".

Grunden til jeg ikke sagde det, er fordi jeg vidste at hun var tilstrækkeligt oplyst, men alligevel havde truffet det valg. Så synes jeg ikke det er på sin plads at blande sig, selv om jeg er meget uenig i det valg.

I samtalen gav jeg hende også en chance for at trække snudeskaftet til sig, men hun kunne ikke nære sig og SKULLE sige sin mening, hvilket er ret sårende. Ikke en god veninde i min bog.

JulieWH skriver:

Hold op hvor er jeg glad for at jeg ikke er din veninde! Sikke da et minefelt man skal træde igennem for ikke at fornærme dig. 

Hvis I er så gode veninder, hvorfor bliver du så så sur? Og hvis I egentlig ikke er veninder, ja hvorfor bliver du så så sur? 

Træk vejret, ellers bliver det da en forfærdelig lang graviditet - både for dine omgivelser og for dig selv. 

Men SKAL man altid sige sin mening når man ikke bliver spurgt?

Abemor skriver:

Kan ikke rigtig se, hvad der er galt i de spørgsmål? I er vel veninder og kan vel dele både glæder og bekymringer vdr børn, bopæl, osv. Det kunne jo være det også bekymrede dig med bopæl, job, osv, og hun bare gav dig en chance for at tale om det også.

Det er ikke altid bedsteforældre er himmel-lykkelige for at der er børnebørn på vej. Mine forældre bekymrede sig meget for min søster og tingene kørte virkelig på pumperne hos dem, så da hun annoncerede nr.3 indenfor 5 år, var det ikke just jubel fra deres side (selvfølgelig blev den velkommen, men bekymringerne overskyggede).

Det er måske måden der blev spurgt på.

"Skal i så flytte?"

-"Nej, vi er glade for at bo her"

"Ja men der er lidt småt til 5 personer".

Dét synes jeg var en unødvendig kommentar. Sammen med de andre spørgsmål fornemmer jeg bare at hun ikke er glad på vores vegne. Det hører måske også lidt med til historien at da jeg i sin tid fortalte at vi overvejede at få en baby nr. 1 så var hendes svar at hun i hvert fald ikke gad hænge ud med mig så og at jeg mere eller mindre måtte vælge. I nogle år valgte jeg så selvfølgelig min mand og min baby, men hvorfor kunne/kan hun ikke bare være glad på mine vegne?

Må indrømme at så er jeg også en dårlig veninde, for jeg kunne nok også ha fundet på af spørge om bolig situation ( af ren omsorg)og bedste forældrenes reaktion- i den spændte forventning om at du ville fortælle hvor glade de var blevet for nyheden. Tænker af i et godt og tæt venindeforhold kan man da godt spørge om det