De der "veninder"

Anonym skriver:

Oprettede lige indlægget som ikke-anonym, men tænkte anonym er bedre, da jeg ikke lige har konfronteret omhandlende person med hvordan jeg har det.

Dem har jeg ikke super mange af, og er lige blevet mindet om hvorfor!

Kender i når kritik bliver (slet) "skjult" som spørgsmål?

Er gravid med nr. 3 (som er en GLÆDELIG overraskelse og ufatteligt velkommen) og var meget dårlig i starten. Da jeg testede positiv havde jeg netop bestået mit kandidatspeciale med karakteren 10 og havde sådan set håbet at få job inden nf scanning, fordi jeg ikke har lyst til at "lyve" om graviditet og det er lidt svært at få job som gravid. Min mand er (dygtig) studerende, jeg er på dagpenge nu, så økonomien er stram. MEN Danmark er et heldigt land at få børn i som "fattig", så det skal nok gå! Planen er jo at få job hurtigst muligt efter barsel.

Vi bor i den skønneste lejlighed med de mest fantastiske udearealer og rundt om grønne område og vi kæmpede længe for at få bolig her. Den er på 100 kvm. og har to soveværelser - ikke et palads, men vores børn er jo under 7 og vi skal næppe bo her altid.

Fortalte en veninde om baby nogle uger efter nf og kunne forstå hun var fornærmet over det var så "sent" (familie havde også først lige fået besked). Men den lod jeg gå, men så sagde hun så at så går hun ud fra vi skal flytte (ok uhøfligt, men sagde bare at vi jo er glade her). Så fortsætter hun og siger at vi bor lækkert, men lidt småt til 5 personer. Øh. Det første år fylder den lille jo ikke så meget og efter min mening behøver den ikke eget værelser foreløbig. Så spurgte hun hvad vores forældre synes om graviditeten. WHAT? Er næsten 30, har perfekte og glade børn som jeg desuden passer selv (når de ikke er i bh og vuggestue) og gør det godt, er højt uddannet, så kan ærligt talt ikke se hvorfor NOGEN skulle synes det er forkert at vi sætter et barn i verden?! Selvfølgelig er alle bedsteforældrene lykkelige!!

Ville sådan ønske jeg havde bedt hende klappe i, men hormoner og det hele, så føler jeg mig bare som en elendig mor og tudede helt vildt bagefter.

Undskyld men er jeg den dårligste og mest bumsede mor i verden, eller har jeg bare en rigtigt tarvelig og jaloux veninde? Er lidt i tvivl her 

Nu har jeg lige læst tråden igennem, og skal lige høre: Er denne samtale foregået på sms eller lignende?

Jeg synes du er nærtagende.. For mig lyder det bare som om at hun forsøgte at holde en samtale kørende.
Hvis det er en god veninde så bør man kunne sige sin mening og hvis hun er en god veninde så har hun helt 100 ikke sagt det for at såre dig.
Jeg kunne selv finde på at stille den slags spørgsmål hvis du var min veninde. Uden at mene noget som helst ondt med det.

Jeg mener dog ikke at 100 kvm er for småt til 5, vi bor 4 mennesker på 54 kvm :-D

Anonym skriver:

Vi har to soveværelser og så to store rum, det ene køkken/alrum. Så jeg synes ikke vi bor som i en kollegielejlighed, det er sådan set et rækkehus.

Det var især fordi jeg svarede at vi IKKE har planer om at flytte, hvorefter hun så skulle fortælle at vi bor for småt til et barn mere. Det var der ikke lagt op til at sige og det gør mig helt ærligt sur og ked af det. 
Men det er selvfølgelig fint at høre at jeg måske tager fejl.

Og du har ret i at jeg bør snakke med hende, men nu håber jeg det kan lade sig gøre uden at være helt tudefjæs, for de der hormoner hjælper jo ikke lige 

Det er da sikkert bare fordi hun slet ikke kunne forestille sig at bo 5 mennesker i jeres lejlihed. Det betyder jo ikke at i ikke kan, eller ikke skal. Altså jeg har engang boet på kollegie på 28m2 hvor der i en af lejlighederne boede en familie på 4, det er i ET rum vel og mærke, så det kan da sagtens lade sig gøre, men personligt ville jeg også have lyst til at flytte hvis vi skulle bo 5 i en toværelses. Det er jo bare en smagssag og betyder slet ikke at der er noget som helst galt med at gøre det.
Jeg ved jo selvfølgelig heller ikke hvordan tonen har været og du kender din veninde bedst, er hun typen der er nedladende generelt? Eller lignende.

Synes også det handler meget om det med hvordan man formulere sig, hun er jo faktisk fuldt ud berretigedet til at synes det er for småt til 3 børn? Men så er det jo bare godt du IKKE synes det og at det ikke er hende der skal bo der.
Kan slet ikke forstå hvorfor du bliver ked af det, hvis du synes det er det helt rigtige for jer at blive boende?
Hvis du bliver på din egen banehalvdel når i skal snakke sammen og bruger 'jeg føler', i stedet for 'du sagde' feks. Så skal det nok gå.

Anonym skriver:

Oprettede lige indlægget som ikke-anonym, men tænkte anonym er bedre, da jeg ikke lige har konfronteret omhandlende person med hvordan jeg har det.

Dem har jeg ikke super mange af, og er lige blevet mindet om hvorfor!

Kender i når kritik bliver (slet) "skjult" som spørgsmål?

Er gravid med nr. 3 (som er en GLÆDELIG overraskelse og ufatteligt velkommen) og var meget dårlig i starten. Da jeg testede positiv havde jeg netop bestået mit kandidatspeciale med karakteren 10 og havde sådan set håbet at få job inden nf scanning, fordi jeg ikke har lyst til at "lyve" om graviditet og det er lidt svært at få job som gravid. Min mand er (dygtig) studerende, jeg er på dagpenge nu, så økonomien er stram. MEN Danmark er et heldigt land at få børn i som "fattig", så det skal nok gå! Planen er jo at få job hurtigst muligt efter barsel.

Vi bor i den skønneste lejlighed med de mest fantastiske udearealer og rundt om grønne område og vi kæmpede længe for at få bolig her. Den er på 100 kvm. og har to soveværelser - ikke et palads, men vores børn er jo under 7 og vi skal næppe bo her altid.

Fortalte en veninde om baby nogle uger efter nf og kunne forstå hun var fornærmet over det var så "sent" (familie havde også først lige fået besked). Men den lod jeg gå, men så sagde hun så at så går hun ud fra vi skal flytte (ok uhøfligt, men sagde bare at vi jo er glade her). Så fortsætter hun og siger at vi bor lækkert, men lidt småt til 5 personer. Øh. Det første år fylder den lille jo ikke så meget og efter min mening behøver den ikke eget værelser foreløbig. Så spurgte hun hvad vores forældre synes om graviditeten. WHAT? Er næsten 30, har perfekte og glade børn som jeg desuden passer selv (når de ikke er i bh og vuggestue) og gør det godt, er højt uddannet, så kan ærligt talt ikke se hvorfor NOGEN skulle synes det er forkert at vi sætter et barn i verden?! Selvfølgelig er alle bedsteforældrene lykkelige!!

Ville sådan ønske jeg havde bedt hende klappe i, men hormoner og det hele, så føler jeg mig bare som en elendig mor og tudede helt vildt bagefter.

Undskyld men er jeg den dårligste og mest bumsede mor i verden, eller har jeg bare en rigtigt tarvelig og jaloux veninde? Er lidt i tvivl her 

Tænker også du er lidt nærtagende. Spørg hende evt om hvorfor hun spørger om det? Synes du gør meget ud af at fortælle hvor dygtige og uddannet du/i er. Det har intet at gøre om man er en god mor i hele dit indlæg ligger du op til at du selv tænker hun er jaloux, ved at du skriver hvor lækkert i bor osv. Så måske skulle du høre hendes historie? Eller i måske bare er et venskab der kører konkurrence mod hinanden

Anonym skriver:

Oprettede lige indlægget som ikke-anonym, men tænkte anonym er bedre, da jeg ikke lige har konfronteret omhandlende person med hvordan jeg har det.

Dem har jeg ikke super mange af, og er lige blevet mindet om hvorfor!

Kender i når kritik bliver (slet) "skjult" som spørgsmål?

Er gravid med nr. 3 (som er en GLÆDELIG overraskelse og ufatteligt velkommen) og var meget dårlig i starten. Da jeg testede positiv havde jeg netop bestået mit kandidatspeciale med karakteren 10 og havde sådan set håbet at få job inden nf scanning, fordi jeg ikke har lyst til at "lyve" om graviditet og det er lidt svært at få job som gravid. Min mand er (dygtig) studerende, jeg er på dagpenge nu, så økonomien er stram. MEN Danmark er et heldigt land at få børn i som "fattig", så det skal nok gå! Planen er jo at få job hurtigst muligt efter barsel.

Vi bor i den skønneste lejlighed med de mest fantastiske udearealer og rundt om grønne område og vi kæmpede længe for at få bolig her. Den er på 100 kvm. og har to soveværelser - ikke et palads, men vores børn er jo under 7 og vi skal næppe bo her altid.

Fortalte en veninde om baby nogle uger efter nf og kunne forstå hun var fornærmet over det var så "sent" (familie havde også først lige fået besked). Men den lod jeg gå, men så sagde hun så at så går hun ud fra vi skal flytte (ok uhøfligt, men sagde bare at vi jo er glade her). Så fortsætter hun og siger at vi bor lækkert, men lidt småt til 5 personer. Øh. Det første år fylder den lille jo ikke så meget og efter min mening behøver den ikke eget værelser foreløbig. Så spurgte hun hvad vores forældre synes om graviditeten. WHAT? Er næsten 30, har perfekte og glade børn som jeg desuden passer selv (når de ikke er i bh og vuggestue) og gør det godt, er højt uddannet, så kan ærligt talt ikke se hvorfor NOGEN skulle synes det er forkert at vi sætter et barn i verden?! Selvfølgelig er alle bedsteforældrene lykkelige!!

Ville sådan ønske jeg havde bedt hende klappe i, men hormoner og det hele, så føler jeg mig bare som en elendig mor og tudede helt vildt bagefter.

Undskyld men er jeg den dårligste og mest bumsede mor i verden, eller har jeg bare en rigtigt tarvelig og jaloux veninde? Er lidt i tvivl her 

Med bedsteforældrene?? Hun spørg bare hvad de synes.. var de glade, overraskede, chokerede??? Det er altså et ganske normalt spørgsmål.. Og hvor kommer du frem til at nogen skulle synes det er forkert at sætte et barn i verden?

Med boligen? Bare fordi I KAN klare jer på det, kan hun jo godt tænke at det er småt. Hun siger jo ikke; Jeg synes I skal flytte lige nu, fordi det er for småt til jer 5. Hendes mening er bare at det er småt, og mere er der ikke i det. Hvis du ikke er enig, så lad det lægge. 

 

Hvorfor SKAL man spørge om kønnet? 
Vidste hun at familien kun lige havde fået det af vide?

Jeg synes du er nærtagende, og det er pjattet at blive uvenner over sådan nogle spørgsmål. Hvad må hun så spørge om, uden at du bliver fornærmet? 

Håber Ikke at mine veninder bliver pigefornærmet, fordi jeg deler min mening om deres bolig eller reaktioner fra familien?