Hvad skal jeg tro??

lineog4 skriver:

Nu skriver du "vi" men er det også din mands ønske ikke at møde de damer eller er der noget du vil have I ønsker sammen? Hvis min mand havde er problem med min mors livsstil ville jeg da heller ikke gå min mands ærinde og give ultimatumer til min mor. Og jeg ville hellere ikke lade ham gøre det på min og vores fælles børns vegne.

Og kunne han ikke forstå det, ja så måtte jeg jo træffe et valg og det ville være er sindsyg hårdt valg. Men er bange for det ville falde ud til min mors fordel af den simple grund hun ikke havde bedt mig vælge og det havde min mand uden respekt for mine følelser.

Og lad os nu lege med ideen om din mand så må give jer to op. Ja så mister du alt kontrol i forhold til børnene og farfar, for så har du præcis intet at sige. Er det det værd at vinde en lille sejr som har den risiko forbundet med sig at du får et kæmpe tab?

Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvor meget mere der er i historien, men den historie du har præsenteret med kærester og en far som du ikke synes tilgodeser sin søn ordentligt ja ville mit råd være at blande dig uden om - ikke være mor for din mand, men være hams kæreste som stoler på hans dømmekraft og respekterer hans følelser for hans familie også selvom du ikke deler dem. Og brug ikke børnene i spillet, for din mand har lige så meget ret til at bestemme hvem de må besøge og ikke besøge

Han hat selv givet udtryk for han ikke vil møde dem, men han har bare ikke lyst til at sige det til sin far. I stedet vælger han bare at lade stå til. Hvor jeg tænker at ved alle andre skal han nok sige fra, jen ikke her. Og det kan ikke være rigtig.

Jeg tror din mand og dig skal sætte jer ned og tage en god lang snak om hele farfar problematikken! Som man læser din tråd kan man tydeligt fornemme at der mere i din modvilje mod farfar! Og det kan jeg på sin vis også godt sætte mig ind i! Hvis jeg overhørte min svigerfar fortælle nogle andre at han egentlig helst var fri for at se mig ville jeg blive ked af det og såret og det kunne helt sikkert skabe meget modvilje i forhold til besøg hos ham! Men måske netop derfor er det vigtigt at du får forklaret din mand at det ikke kun handler om de her damer men alle dine følelser omkring svigerfar! Selvfølgelig uden at gøre svigerfar til en skurk men fortæl det ud fra dine følelser! Altså ikke han gør dit og han gør dat, men jeg føler dit og dat! 

Når det så er sagt så synes jeg ikke det er retfærdigt overfor hverken farfar, far eller dine børn at de ikke må se farfar! Ja ja der er udskiftning af damer og børnene ville stille spørgsmål men så er det jo bare at forklare dem situationen stille og roligt når spørgsmålene kommer! Hvis du ikke kan magte at se svigerfar så tag udgangspunkt i den før nævnte samtale så har din mand måske også en større forståelse for hvorfor DU ikke har lyst til at se ham, men børnene skal naturligvis ud og se farfar hvis din mand har overskud til at rumme dem og sin far på samme tid. Hvem ved måske er der også mere til historien fra svigerfars side som han ikke har lyst til at dele grundet den dårlige stemning der er mellem jer 

Hov, det blev vist en ordentlig smørre... Held og lykke med det hele, jeg håber det løser sig til alles bedste 

Han hat selv givet udtryk for han ikke vil møde dem, men han har bare ikke lyst til at sige det til sin far. I stedet vælger han bare at lade stå til. Hvor jeg tænker at ved alle andre skal han nok sige fra, jen ikke her. Og det kan ikke være rigtig.

Men der er det din mand er voksen og du må lade ham være voksen. Hvis han ikke vil sige fra over for sin far ja så er det end el af din mand og hans bagage, personlighed, farforhold osv og du kan ikke med ultimatummer gå ind og ændre din mand. Du kan tale med ham, du kan stille spørgsmålstegn, men du kan ikke kræve og ellers ikke lade børnene møde...

Ja nogen gange så er de mænd nogen vatpikke, umulige at forstå, de handler anderledes end vi ville eller.... Min mand er også trods 22 år sammen uforståelig nogen gange, han gør det stik modsatte af hvad jeg synes man skal, han er en vatpik, han prioriterer nogen gange forkert osv osv osv. Men jeg kan og skal ikke ændre ham, og hvem ved måske er jeg i hans øjne også en vatpik, gør det modsatte osv. Men i et forhold er det vigtigt med respekt og jeg få et føl på tværs hvis min mand forsøgte at ændre mig med ultimatummer og især ultimatummer der også involverede børnene. Og jeg ville nok også sige: det var får konsekvenser for det gør ultimatummer nærmest pr definition det er jo også målet med dem

Jeg er ikke er sekund i tvivl om du mener det alvorligt, at du har et udfordrende forhold med din svigerfar osv. Og var det nu din egen far, ja så ville jeg bare sige tænk på ungerne er det fair de skal undvære deres morfar pga kærester. Men da det er svigerfar og du går ind og kræver af din mand, så vil jeg blive ved med at slå på tromme for du skal respektere din mand som et voksent menneske med evner til selv at træffe sine valg for i hvert fald for mig ville der dræbe mit forhold hvis min mand ikke havde den respekt, ville ændre mig og blande sig i mit forhold til min mor (nu er min far død så kan ikke lige være forholdet til ham )

MHB skriver:

Jeg tror din mand og dig skal sætte jer ned og tage en god lang snak om hele farfar problematikken! Som man læser din tråd kan man tydeligt fornemme at der mere i din modvilje mod farfar! Og det kan jeg på sin vis også godt sætte mig ind i! Hvis jeg overhørte min svigerfar fortælle nogle andre at han egentlig helst var fri for at se mig ville jeg blive ked af det og såret og det kunne helt sikkert skabe meget modvilje i forhold til besøg hos ham! Men måske netop derfor er det vigtigt at du får forklaret din mand at det ikke kun handler om de her damer men alle dine følelser omkring svigerfar! Selvfølgelig uden at gøre svigerfar til en skurk men fortæl det ud fra dine følelser! Altså ikke han gør dit og han gør dat, men jeg føler dit og dat! 

Når det så er sagt så synes jeg ikke det er retfærdigt overfor hverken farfar, far eller dine børn at de ikke må se farfar! Ja ja der er udskiftning af damer og børnene ville stille spørgsmål men så er det jo bare at forklare dem situationen stille og roligt når spørgsmålene kommer! Hvis du ikke kan magte at se svigerfar så tag udgangspunkt i den før nævnte samtale så har din mand måske også en større forståelse for hvorfor DU ikke har lyst til at se ham, men børnene skal naturligvis ud og se farfar hvis din mand har overskud til at rumme dem og sin far på samme tid. Hvem ved måske er der også mere til historien fra svigerfars side som han ikke har lyst til at dele grundet den dårlige stemning der er mellem jer 

Hov, det blev vist en ordentlig smørre... Held og lykke med det hele, jeg håber det løser sig til alles bedste 

Den snak har vi tage mange gange, og det har ikke ændret noget som helst. Min mand kan ikke se der er noget galt med sin far. Det er i hans øjne bare noget jeg bilder mig ind. Vi er aldrig uvenner eller noget, men når det kommer til hans far så bliver vi det desværre.

lineog4 skriver:

Men der er det din mand er voksen og du må lade ham være voksen. Hvis han ikke vil sige fra over for sin far ja så er det end el af din mand og hans bagage, personlighed, farforhold osv og du kan ikke med ultimatummer gå ind og ændre din mand. Du kan tale med ham, du kan stille spørgsmålstegn, men du kan ikke kræve og ellers ikke lade børnene møde...

Ja nogen gange så er de mænd nogen vatpikke, umulige at forstå, de handler anderledes end vi ville eller.... Min mand er også trods 22 år sammen uforståelig nogen gange, han gør det stik modsatte af hvad jeg synes man skal, han er en vatpik, han prioriterer nogen gange forkert osv osv osv. Men jeg kan og skal ikke ændre ham, og hvem ved måske er jeg i hans øjne også en vatpik, gør det modsatte osv. Men i et forhold er det vigtigt med respekt og jeg få et føl på tværs hvis min mand forsøgte at ændre mig med ultimatummer og især ultimatummer der også involverede børnene. Og jeg ville nok også sige: det var får konsekvenser for det gør ultimatummer nærmest pr definition det er jo også målet med dem

Jeg er ikke er sekund i tvivl om du mener det alvorligt, at du har et udfordrende forhold med din svigerfar osv. Og var det nu din egen far, ja så ville jeg bare sige tænk på ungerne er det fair de skal undvære deres morfar pga kærester. Men da det er svigerfar og du går ind og kræver af din mand, så vil jeg blive ved med at slå på tromme for du skal respektere din mand som et voksent menneske med evner til selv at træffe sine valg for i hvert fald for mig ville der dræbe mit forhold hvis min mand ikke havde den respekt, ville ændre mig og blande sig i mit forhold til min mor (nu er min far død så kan ikke lige være forholdet til ham )

Min mand er ikke til at snakke med omkring hans far. I den sammenhæng er det alle vi andre den er gal med. Det er nemlig prøvet mange gange. 

Min egen far har jeg et anstrengt forhold til. Så den er nok ikke så god at sammenligne med

Anonym skriver:

Min mand er ikke til at snakke med omkring hans far. I den sammenhæng er det alle vi andre den er gal med. Det er nemlig prøvet mange gange. 

Min egen far har jeg et anstrengt forhold til. Så den er nok ikke så god at sammenligne med

Men det afhænger jo også af målet med samtalen. Hvis målet er han skal nå til en erkendelse af hans far er "dum" så vil jeg gå ud fra du ikke når målet. Hvis målet er din mand skal rumme at du har et anstrengt forhold til hans far, ja så er målet muligt.
Min far drak for meget, jeg vidste det, jeg fortalte også gerne om det - men stakkels den der selv sagde det til mig, den der kritiserede min far. Jeg ville gå direkte i forsvarsposition for min far for jeg elskede ham med alle hans fejl og kun de der elskede han måtte pege på hans fejl, for kun de der elskede ham kunne rumme hans fejl - de andre var jo bare ude på at pege fingre af ham.
Hvem ved måske din mand endnu ikke kan se sin fars fejl og du kan ikke presse erkendelsen og forståelsen igennem, for den tager den tid det tager. Eller måske erkender han dem, men elsker ham alligevel og har ikke behov for en der sætter spørgsmålstegn ved den kærlighed pga de åbenlyse fejl - måske elsker din mand sin far meget højt også selvom han ikke er verdens nemmeste menneske. Jeg elskede min far enormt højt og han var da absolut ikke det nemmeste menneske

Det jeg egentlig prøver at blive ved med at sige/skrive til dig er, det er virkelig en risiko at gå ind og blande sig i sin mands forhold til sine forældre også selvom man åbenlyst har ret. For det forhold er et forhold som er unikt og som selvom man måske ikke forstår det kan være et forhold fyldt med kærlighed også til et menneske man egentlig selv ikke kan se noget elskeligt ved. Og måske man bare skal acceptere at man har altså fået hele pakken og bide i det sure æble.
Og så er det også at du må respektere din mand og dermed også hans evne til at træffe egne beslutninger i livet. Måske han ikke er parat til at se det problematiske med sin far, og du kan ikke presse ham til af blive parat. Med et ultimatum gær du dig selv super sårbar for med et ultimatum kan det jo også falde ud til farfars fordel.

Den store er 6 år. Jeg lader ikke nogen kommentar falde omkring faren hvis børnene er til stede, men tænker at de jo nok godt kan mærke hvordan jeg har det omkring ham selv om jeg prøver at skjule det

Men burde det så ikke være dig der skal gøre dig umage til at acceptere at vi mennesker er forskellige og acceptere farfars livsstil. Du behøver ikke efterleve den, synes om den men derfor kan du jo godt acceptere at det er sådan han har valgt at leve sit liv og det vedkommer kun ham. 

Jeg synes din dreng er stor nok til at du kan forklare ham om forskelligheder i livet

Anonym skriver:

Han hat selv givet udtryk for han ikke vil møde dem, men han har bare ikke lyst til at sige det til sin far. I stedet vælger han bare at lade stå til. Hvor jeg tænker at ved alle andre skal han nok sige fra, jen ikke her. Og det kan ikke være rigtig.

Hvorfor kan det ikke være rigtigt? Fordi du tilfældigvis ikke bryder dig om farfar? 

Du skal ikke kæmpe din mands kampe. Din mand må selv gøre det hvis han ønsker det. 

Du skrev at du ikke synes børnene skal se farfar uanset om de tager skade eller ej....det lyder virkelig som om det kun er dig der reelt har et problem med farfar. Du kan da bare lade være med at involvere dig i hans damer. Høflighed er ikke ensbetydende med at man nu har dannet en relation - det er blot interaktion. 

Der er flere ting min kæreste ikke bryder sig om ift. mine forældre, men vi besøger dem da stadig 

mor:) skriver:

Men burde det så ikke være dig der skal gøre dig umage til at acceptere at vi mennesker er forskellige og acceptere farfars livsstil. Du behøver ikke efterleve den, synes om den men derfor kan du jo godt acceptere at det er sådan han har valgt at leve sit liv og det vedkommer kun ham. 

Jeg synes din dreng er stor nok til at du kan forklare ham om forskelligheder i livet

Jo men jeg har også lov til at tage afstand fra den, og ikke have lyst til at jeg og mine børn skal møde alle de damer,

mor:) skriver:

Hvorfor kan det ikke være rigtigt? Fordi du tilfældigvis ikke bryder dig om farfar? 

Du skal ikke kæmpe din mands kampe. Din mand må selv gøre det hvis han ønsker det. 

Du skrev at du ikke synes børnene skal se farfar uanset om de tager skade eller ej....det lyder virkelig som om det kun er dig der reelt har et problem med farfar. Du kan da bare lade være med at involvere dig i hans damer. Høflighed er ikke ensbetydende med at man nu har dannet en relation - det er blot interaktion. 

Der er flere ting min kæreste ikke bryder sig om ift. mine forældre, men vi besøger dem da stadig 

Jeg mener ikke de skal afholdes fra at se deres farfar men jeg mener ikke de skal se alle de damer. Det ser jeg ikke nogen grund til. Når de damer er der har han travlt med at vise dem frem fremfor at være sammen med sine børnebørn.