Hvad skal jeg tro??

lineog4 skriver:

Men det afhænger jo også af målet med samtalen. Hvis målet er han skal nå til en erkendelse af hans far er "dum" så vil jeg gå ud fra du ikke når målet. Hvis målet er din mand skal rumme at du har et anstrengt forhold til hans far, ja så er målet muligt.
Min far drak for meget, jeg vidste det, jeg fortalte også gerne om det - men stakkels den der selv sagde det til mig, den der kritiserede min far. Jeg ville gå direkte i forsvarsposition for min far for jeg elskede ham med alle hans fejl og kun de der elskede han måtte pege på hans fejl, for kun de der elskede ham kunne rumme hans fejl - de andre var jo bare ude på at pege fingre af ham.
Hvem ved måske din mand endnu ikke kan se sin fars fejl og du kan ikke presse erkendelsen og forståelsen igennem, for den tager den tid det tager. Eller måske erkender han dem, men elsker ham alligevel og har ikke behov for en der sætter spørgsmålstegn ved den kærlighed pga de åbenlyse fejl - måske elsker din mand sin far meget højt også selvom han ikke er verdens nemmeste menneske. Jeg elskede min far enormt højt og han var da absolut ikke det nemmeste menneske

Det jeg egentlig prøver at blive ved med at sige/skrive til dig er, det er virkelig en risiko at gå ind og blande sig i sin mands forhold til sine forældre også selvom man åbenlyst har ret. For det forhold er et forhold som er unikt og som selvom man måske ikke forstår det kan være et forhold fyldt med kærlighed også til et menneske man egentlig selv ikke kan se noget elskeligt ved. Og måske man bare skal acceptere at man har altså fået hele pakken og bide i det sure æble.
Og så er det også at du må respektere din mand og dermed også hans evne til at træffe egne beslutninger i livet. Måske han ikke er parat til at se det problematiske med sin far, og du kan ikke presse ham til af blive parat. Med et ultimatum gær du dig selv super sårbar for med et ultimatum kan det jo også falde ud til farfars fordel.

Han vil aldrig acceptere at hans far og jeg ikke kan sammen. Så burde det være sket for længst. Og det gør også det hele sværere, for har der været noget så er det fordi den er gal med mig men ikke hans far, og det synes jeg egentlig ikke er fair. Ja jeg har fejl men det har hans far også. 

Jeg synes jeg har længe og mange gange har bidt i det sure æble omkring hans far, og nu siger jeg stop. Men det er åbenbart ikke i orden

Anonym skriver:

Jo men jeg har også lov til at tage afstand fra den, og ikke have lyst til at jeg og mine børn skal møde alle de damer,

Jeg ville vælge at prioritere. Det skader ikke børnene, manden er stærkt imod det.

men hvis det går dig så meget på, hvorfor ikke sætte dig ned med farfar og få talt ud - fordomsfrit vel og mærke? 

Anonym skriver:

Jeg mener ikke de skal afholdes fra at se deres farfar men jeg mener ikke de skal se alle de damer. Det ser jeg ikke nogen grund til. Når de damer er der har han travlt med at vise dem frem fremfor at være sammen med sine børnebørn. 

Men hvad hvis han bare ikke er typen der sidder og leger med sine børnebørn. Ikke alle bedsteforældre er sådan. 

mor:) skriver:

Jeg ville vælge at prioritere. Det skader ikke børnene, manden er stærkt imod det.

men hvis det går dig så meget på, hvorfor ikke sætte dig ned med farfar og få talt ud - fordomsfrit vel og mærke? 

Han er desværre ikke til at snakke med. Det er prøvet og han mener ikke der er noget galt med ham.

med hensyn til børnene så er det tydeligt de er mere i vejen. VI bliver sat i køkken med dem for de grisse. Hvor alle andre må sidde i stuen

Anonym skriver:

Han er desværre ikke til at snakke med. Det er prøvet og han mener ikke der er noget galt med ham.

med hensyn til børnene så er det tydeligt de er mere i vejen. VI bliver sat i køkken med dem for de grisse. Hvor alle andre må sidde i stuen

Jeg tænker heller ikke I skal tale om hvad han eller du fejler men mere en konstatering af: vi er meget forskellige hvilket har givet nogle sammenstød. Jeg blev f.eks. ked af .... og jeg tror også du må have noget du er utilfreds over. Skal vi finde et kompromis sammen som vi begge kan leve med? Jeg ønsker at vores forhold bliver mindre anspændt. 

Tror du det ville fungere på farfar? 

mor:) skriver:

Jeg tænker heller ikke I skal tale om hvad han eller du fejler men mere en konstatering af: vi er meget forskellige hvilket har givet nogle sammenstød. Jeg blev f.eks. ked af .... og jeg tror også du må have noget du er utilfreds over. Skal vi finde et kompromis sammen som vi begge kan leve med? Jeg ønsker at vores forhold bliver mindre anspændt. 

Tror du det ville fungere på farfar? 

 

Nej desværre ikke. Jeg ved flere familie medlemmer har prøvet da han/de har rager uklar med hinanden. Og det er kommet derud fordi han ikke er til at snakke med. Min mand har en gang sagt at hans fars ord var lov og man sagde ham ikke imod. Noget han er vokset op med. Og efter jeg gentagne gange har set folk prøve at få løst de problemer de har med ham og hinanden så kan jeg også godt regne ud den ikke går. Man må jo så bare så vidt det er muligt affinde sig med tingene

Jeg er SÅ UENIG med dig. Dine unger må ikke se deres farfar, fordi at du ikke vil se hans nye kæreste(r)? Synes det er så respektløst overfor dine børn. 

Bare fordi at du har det svært med, skal det ikke gå ud over dine børn!