Hvad skal jeg tro??

lineog4 skriver:

Men kan du ikke se ved at beskytte dine børn for noget som måske endda ikke er så væsentligt så er du ved at skubbe din mand fra dig? Du fratager din mand retten til at se sin far som farfar til sine børn. Ja det er grundet farfars valg og liv, men hvis nu det for din mand synes som en petitesse (som det blandt andet gør for mig) og måske i højere grad dit end børnenes problem. Du er også inde og vurdere din mands forhold til sin far, og ja måske har du ret, men din mand elsker sin far på godt og ondt og har ikke problemer med deres forhold.
Jeg synes du skal tænke det igennem en gang til og tænke om det her er så vigtigt så du vil lave skår i jeres forhold.

Det skal siges der ligger en masse andet bag også, som gør at jeg er nået dertil hvor jeg ikke vil være den der skal give mig mere eller hvad man skal sige. Og det er også derfor jeg har valgt at sige at nu er det nok. 

Min mand vil desværre aldrig indse at faren også bærer noget af skylden her, og det kan jeg desværre ikke ændre på, men jeg kan sige så meget at faren desværre allerede har lavet skår i vores forhold

Anonym skriver:

Jeg er jo af den holdning at han selv bestemmer om han vil med ud til mine forældre eller ej. Det er helt fint med mig hvis han hellere vil noget andet. Men hvor det hos ham er sådan at han ikke selv vil tage afsted. 

Hans far har dog heller ikke lagt skjul på at han helst kun ser min mand selv. Har jeg overhørt ham sige, men ikke sagt til min mand.

med hensyn til hans dame sjov, sp er den store begyndt at spørge indtil hvor den sidste dame blev af, så den store er jo bevidst om det nu

Det kan godt være at du har den holdning, men din kæreste vil gerne have dig med, så I kommer som en familie.

Hvis du viser signaler for at du ikke bryder dig om den måde, din svigerfar lever på, er det måske derfor at han hellere bare vil se sin søn.

Bare fordi barnet spørg, betyder det jo ikke at det har dannet et forhold, men bare er nysggerig, det er man vel alle, når en person forsvinder. Det er naturligt.

Anonym skriver:

Det siger jeg heller ikke. Men de kan jo heller ikke undgå at mærke hvordan jeg har det omkring det, selv on jeg ikke nævner noget med ord.

 

Hehe det er lidt som min søster og hendes forhold til kartofler - og hun forstår ikke hvorfor børne ikke vil spise kartofler :-P

mit råd må så være - ryst det af dig og lær at være ligeglad :-) 

fo82 skriver:

Hehe det er lidt som min søster og hendes forhold til kartofler - og hun forstår ikke hvorfor børne ikke vil spise kartofler :-P

mit råd må så være - ryst det af dig og lær at være ligeglad :-) 

Det ville jeg bare ønske jeg kunne. Men er så træt af alle de forskellige damer vi skal møde

Anonym skriver:

Det skal siges der ligger en masse andet bag også, som gør at jeg er nået dertil hvor jeg ikke vil være den der skal give mig mere eller hvad man skal sige. Og det er også derfor jeg har valgt at sige at nu er det nok. 

Min mand vil desværre aldrig indse at faren også bærer noget af skylden her, og det kan jeg desværre ikke ændre på, men jeg kan sige så meget at faren desværre allerede har lavet skår i vores forhold

Lige præcis om udskiftning af kærester må jeg nu ærligt sige, jeg egentlig ikke kan se farfar bærer en del af skylden, han skifter damer og du gider ikke se dem og forholde dig til dem. Han har som voksen menneske ret til at leve sit liv og hvis der endnu ikke er sagt højt til ham at I ikke ønsker at forholde jer til nye kærester så har han ikke en jordisk chance for at tave hensyn. Så lige der må jeg give din mand ret, denne her er på din banehalvdel og ikke farfars.

Måske jeg egentlig ikke helt forstår hvilket ultimatum du har givet. Har du sagt at jeres fælles børn ikke må besøge farfar hvis der er en kæreste? Eller har du sagt du ikke gider besøge? Jeg synes jo ikke man har har alene ejerskab over børnene, og hvis far til børnene gerne vil have dem med ud og besøge farfar uafhængigt af kærester eller ikke kærester kan jeg ikke se du kan bremse det. Du kan selv lade være at tage med, men det vil dog først gøre det underligt for børnene.

Lyder umiddelbart til at du og svigerfar ikke har det bedste forhold og du føler du har skulle bide ting i dig for at få det til af fungere. Mit råd er at holde det på egen banehalvdel, lad vær med at sige det går udover børnene og lad for gud akyld vær med at sige du beskytter din mand fordi hans far ikke er god ved ham. Kom en og sagde det til mig uafhængigt af om jeg mente det var sandt eller ej så ville jeg få et føl på tværs - ingen skulle blande sig i mit forhold til min far med mindre jeg selv bad om det.

Men pøj pøj med det - håber I får en god snak og børnene og din mand fortsat kan have er godt forhold til farfar med eller uden dig

lineog4 skriver:

Lige præcis om udskiftning af kærester må jeg nu ærligt sige, jeg egentlig ikke kan se farfar bærer en del af skylden, han skifter damer og du gider ikke se dem og forholde dig til dem. Han har som voksen menneske ret til at leve sit liv og hvis der endnu ikke er sagt højt til ham at I ikke ønsker at forholde jer til nye kærester så har han ikke en jordisk chance for at tave hensyn. Så lige der må jeg give din mand ret, denne her er på din banehalvdel og ikke farfars.

Måske jeg egentlig ikke helt forstår hvilket ultimatum du har givet. Har du sagt at jeres fælles børn ikke må besøge farfar hvis der er en kæreste? Eller har du sagt du ikke gider besøge? Jeg synes jo ikke man har har alene ejerskab over børnene, og hvis far til børnene gerne vil have dem med ud og besøge farfar uafhængigt af kærester eller ikke kærester kan jeg ikke se du kan bremse det. Du kan selv lade være at tage med, men det vil dog først gøre det underligt for børnene.

Lyder umiddelbart til at du og svigerfar ikke har det bedste forhold og du føler du har skulle bide ting i dig for at få det til af fungere. Mit råd er at holde det på egen banehalvdel, lad vær med at sige det går udover børnene og lad for gud akyld vær med at sige du beskytter din mand fordi hans far ikke er god ved ham. Kom en og sagde det til mig uafhængigt af om jeg mente det var sandt eller ej så ville jeg få et føl på tværs - ingen skulle blande sig i mit forhold til min far med mindre jeg selv bad om det.

Men pøj pøj med det - håber I får en god snak og børnene og din mand fortsat kan have er godt forhold til farfar med eller uden dig

Jeg har forslået min mand at vi fortæller hans far at vi ikke ønsker at møde alle de damer. Men det vil min mand ikke sige til ham og jeg må heller ikke, så det gør det ærlig takt lidt svært. 

Jeg ønsker ikke at børnene skal møde de her damer, om de tager skade af det eller ej er lige meget, jeg ser bare ikke grund til at de møder dem. Og min mand ville heller ikke tage afsted med dem alene. Han har gjort det en gang og det gik ikke så godt. Så det er slut

Det ved jeg godt. Men jeg synes bare det begynder at være mange vi skal forholde sig til. Det er nærmest en ny hver gang. Og den store har en gang spurgt hvor den sidste dame var henne, så synes jeg måske det er ved at være nok. 

Så fordi han én gang har spurgt til en person han har mødt, så er det "nok"?

På mig lyder det som om det er dig der har et problem med farens damer, ikke dine børn. Og det er også fair nok, men så ville det måske være mere ærligt at kalde en spade for en spade, end at pakke det ind i bekymring for børnene?

modesty skriver:

Så fordi han én gang har spurgt til en person han har mødt, så er det "nok"?

På mig lyder det som om det er dig der har et problem med farens damer, ikke dine børn. Og det er også fair nok, men så ville det måske være mere ærligt at kalde en spade for en spade, end at pakke det ind i bekymring for børnene?

Jeg synes heller ikke der er grund til mine børn skal møde en masse damer som alligevel ryger ud til højre,

Anonym skriver:

Jeg synes heller ikke der er grund til mine børn skal møde en masse damer som alligevel ryger ud til højre,

Der er noget, der ikke hænger sammen. På den ene side skriver du, at børnene ikke har set deres farfar i lang tid, og at de nok er ligeglade - på den anden side opfatter du det som et stort problem, at de "hele tiden" præsenteres for nye damer. 

Jeg synes stadig, du er ude i at ville bestemme noget, som du ikke har ret til at afgøre. Og når du siger til din mand, som er ked af, børnene ikke har set ham længe, at de nok er ligeglade, så forstår jeg søreme godt, din mand bliver vred og såret. 

Din svigerfar forventer jo ikke, at den nuværende dame -eller alle de forrige - ryger ud til højre. Han tror på det, mens det varer, og der er ikke noget værre, når man er forelsket, end at blive mødt med skepsis og tvivl, uanset forhistorien. Du ser ned på hans måde at leve på, tvivler på hans dømmekraft og har i det hele taget ikke respekt for ham og hans tilværelse. Og nu bruger du, bevidst eller ubevidst, børnene som våben. 

Når du hen ad vejen her i tråden fortæller, at der er mere i historien, og at du og svigerfar har flere uoverensstemmelser end denne, så tænker jeg på, om du i generel frustration har valgt dette med de mange damer som et påskud for at sætte ham stolen for døren. 

Anonym skriver:

Jeg har forslået min mand at vi fortæller hans far at vi ikke ønsker at møde alle de damer. Men det vil min mand ikke sige til ham og jeg må heller ikke, så det gør det ærlig takt lidt svært. 

Jeg ønsker ikke at børnene skal møde de her damer, om de tager skade af det eller ej er lige meget, jeg ser bare ikke grund til at de møder dem. Og min mand ville heller ikke tage afsted med dem alene. Han har gjort det en gang og det gik ikke så godt. Så det er slut

Nu skriver du "vi" men er det også din mands ønske ikke at møde de damer eller er der noget du vil have I ønsker sammen? Hvis min mand havde er problem med min mors livsstil ville jeg da heller ikke gå min mands ærinde og give ultimatumer til min mor. Og jeg ville hellere ikke lade ham gøre det på min og vores fælles børns vegne.

Og kunne han ikke forstå det, ja så måtte jeg jo træffe et valg og det ville være er sindsyg hårdt valg. Men er bange for det ville falde ud til min mors fordel af den simple grund hun ikke havde bedt mig vælge og det havde min mand uden respekt for mine følelser.

Og lad os nu lege med ideen om din mand så må give jer to op. Ja så mister du alt kontrol i forhold til børnene og farfar, for så har du præcis intet at sige. Er det det værd at vinde en lille sejr som har den risiko forbundet med sig at du får et kæmpe tab?

Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvor meget mere der er i historien, men den historie du har præsenteret med kærester og en far som du ikke synes tilgodeser sin søn ordentligt ja ville mit råd være at blande dig uden om - ikke være mor for din mand, men være hams kæreste som stoler på hans dømmekraft og respekterer hans følelser for hans familie også selvom du ikke deler dem. Og brug ikke børnene i spillet, for din mand har lige så meget ret til at bestemme hvem de må besøge og ikke besøge