grinny skriver:
Jeg har virkelig brug for andres øjne på den her sag. I skal nok lige have i baghovedet hvorfor vi tænker som vi gør og hvad der er sket.
Snakken herhjemme går rigtig meget på hvornår vi ønsker at den næste skal komme. Det er rigtig svært at komme hjem uden et barn og for 10 måneder siden blev vi klar med det samme vi så de to streger, i 9 måneder blev vi mere og mere klar - og nu - er vi mere klar end nogensinde.
Mange har sagt at vi skal gøre det når vi er psykisk klar til det igen og ikke tænke på vores omverden, men.. Jeg skulle ha' startet som elev d. 1/9 2013, men pga. graviditet og barsel spurgte de mig om jeg ville rykke min kontrakt så jeg i stedet skulle starte d. 1/9 2014-
Det sagde jeg ja til for så kunne jeg nyde graviditet, barsel og baby uden at tænke på min elevplads.
De ringede så for en uge siden og sagde at hvis budgettet var til det kunne de starte mig 1, måske 2, måneder før, så det er så enten 1/7 eller 1/8.
Jeg brænder meget for den elevplads og jeg glæder mig til at få et fast arbejde og komme ud af systemet, men drømmen om børn er blevet så meget større nu at jeg synes det er svært at vente, men samtidig vil jeg heller ikke byde min arbejdsplads endnu en gang at jeg bliver gravid, men kan jeg virkelig vente to år med at få den næste?
Hvem skal jeg tænke på? Os og vores drøm, eller arbejdspladsen?
Jeg synes det er så svært og jeg ved ikke hvad vi skal gøre 
Hvorfor skulle min verden dog også lige vælte!! 
Først svaret på hvem skal man tænke på: jer eller arbejdsplads der er svaret for mig simpelt: jer selvsagt.
men når det er skrevet er det bare ikke så simpelt at vide hvad der er bedst for jer - det ved kun I og I skal føle efter på et tidspunkt hvor man ikke kan føle, og hvor man kun har et ønske: at have sit barn levende i armene. Hvordan føler man lige efter hvad man ønsker sig når det andet overskygger alt.
Jeg må derfor ty til min viden og min erfaring. Jeg mødte 3 kvinder via nettet der havde mistet, mødte 3 familier via forældregruppe og mødte 6 kvinder via efterfødselsgymnastik (kender også en del flere fra nettet, men det er dem der er tæt på mig og jeg bedst kender tankerne hos). Af dem fik alle et barn inden for de to første år efter de havde mistet. 5 af dem gik der mere end et år, men det var ikke med deres gode vilje men enten pga kejsersnit, abort eller svært ved at blive gravid. De tal viser jo nok, at de fleste der mister har et mål nemlig at blive gravid og få et levende barn og det helst i går.
Jeg har også mødt nogen hvor der gik længere tid og de siger de er glade for den tid der gik fordi sorgen kom en smule på afstand, men har nu ikke mødt nogen der fortrød de blev hurtigt gravide igen.
Jeg selv var lige blevet færdig med mit speciale og to år væk ville være skæbnesvangert i forhold til at få arbejde, men jeg pakkede alle ambitioner væk og istedet blev erstattet af en karriere som mor - det er først nu 7 år efter jeg kan mærke mine faglige ambitioner abeunger at trække igen. jeg stod med en positiv test 3 mnd efter Lia døde og stod med en baby 25 dage før Lias etårs fødselsdag. Det var en lorte graviditet, det var sindsyg svært at blive mor igen, men jeg tror uden at vide det at det også havde været en lorte tid hvis jeg havde ventet, og det havde været svært at blive mor igen hvis jeg havde ventet.
ingen råd her fra andet end mærk efter hvis I overhovedet kan mærke andet end sorg lige nu. Og så vær ærlig overfor arbejdet, fortæl det er pissesvært, det er svært at vide om du kan vente med endnu et barn, hør dem hvad det ville betyde hvis du blev gravid, fortæl dem du vakler - lyder til det er en god arbejdsplads så mon ikke de kan forstå.
