sindssygt ydmygende

Anonym skriver:

Hold da op, sikke en omsorg og forståelse du viser for psykiske forstyrrelser! Skal vi så også bare sige til en deprimeret, at han/hun skal tage sig sammen og holde op med at tude så meget, for nu har han/hun jo tudet så meget i dag? Det er netop den slags udtalelser der gør at psykiske sygdomme er sådan en kæmpe tabu at folk ikke tør tale åbent om det! Det er en sygdom lige så meget som influenza eller en brækket arm, det er bare på sindet og er endnu sværere at komme over!

Både enig og uenig. Helt enig i der er måde at sige det på og så andre måder 

Men skal psykisk sygdom netop ikke blive et tabu skal det også være legalt at spørge undrende.

Mødte jeg et menneske der gav udtryk for de havde spiseforstyrrelse, ville jeg da spørge ind til. Og jeg ville også med anorektiker spørge: føler du slet ikke sult  en dag med mig uden at spise? Og havde en omkring mig en spiseforstyrrelse der gjorde de spiste, kunne jeg og sagtens spørge: når du tager den ostemad er det så fordi du er sulten eller fordi du ikke kan lade være? Tager du den i stedet for at tale med mig eller græde?

Jeg har lært ikke at være berøringsangst af selv at være et sted i livet hvor jeg mødte utroligt mange der var berøringsangste og netop fordi de ikke sagde det de tænkte eller undrede sig over, så følte jeg at min situation var tabu, var en parie, der var ikke rum til hele mig. 

Jeg tror man tabuiser ved ikke at turde tale åbent også om når sjælen gør ondt, ved ikke at spørge undrende og forsøge at forstå.

Men at sige: propper du nu i hovedet igen er nok ikke måden  Men: er du sulten, eller vil du tale? Eller: jeg bliver faktisk ked af det når jeg ser dig spise igen for jeg ved det handler om du har det skidt og jeg ville gerne kunne hjælpe....

Apropos..

 

lineog4 skriver:

Både enig og uenig. Helt enig i der er måde at sige det på og så andre måder 

Men skal psykisk sygdom netop ikke blive et tabu skal det også være legalt at spørge undrende.

Mødte jeg et menneske der gav udtryk for de havde spiseforstyrrelse, ville jeg da spørge ind til. Og jeg ville også med anorektiker spørge: føler du slet ikke sult  en dag med mig uden at spise? Og havde en omkring mig en spiseforstyrrelse der gjorde de spiste, kunne jeg og sagtens spørge: når du tager den ostemad er det så fordi du er sulten eller fordi du ikke kan lade være? Tager du den i stedet for at tale med mig eller græde?

Jeg har lært ikke at være berøringsangst af selv at være et sted i livet hvor jeg mødte utroligt mange der var berøringsangste og netop fordi de ikke sagde det de tænkte eller undrede sig over, så følte jeg at min situation var tabu, var en parie, der var ikke rum til hele mig. 

Jeg tror man tabuiser ved ikke at turde tale åbent også om når sjælen gør ondt, ved ikke at spørge undrende og forsøge at forstå.

Men at sige: propper du nu i hovedet igen er nok ikke måden  Men: er du sulten, eller vil du tale? Eller: jeg bliver faktisk ked af det når jeg ser dig spise igen for jeg ved det handler om du har det skidt og jeg ville gerne kunne hjælpe....

Ja da, selvfølgelig skal der være rum til den slags spørgsmål, og det synes jeg er helt okay hvis man vægter sine ord. Men at sige til en spiseforstyrret at hun bare propper i hovedet igen, eller at det jo ligesom bare handler om at sige nej, er netop den slags udtalelser der gør, at folk mister lysten til at tale åbent om psykiske lidelser..

Anonym skriver:

Ja da, selvfølgelig skal der være rum til den slags spørgsmål, og det synes jeg er helt okay hvis man vægter sine ord. Men at sige til en spiseforstyrret at hun bare propper i hovedet igen, eller at det jo ligesom bare handler om at sige nej, er netop den slags udtalelser der gør, at folk mister lysten til at tale åbent om psykiske lidelser..

Nu ved jeg jo ikke med hvilke toneleje ordene blev sagt til TS, men selve ordvalget synes jeg egentlig ikke er så slemt (heller ikke perfekt, jeg støtter dig og forstår ordvalg, men...) sagt roligt kunne jeg sagtens opfatte det undrende og ikke som angreb.

Og som den der står enten psykisk syg eller som jeg i helvedes forgård, er det det desværre sådan at man må guide sine medmennesker, man skal vise og fortælle hvad der hjælper. Kan virke helt forkert det er dem uden overskud der skal guide de med overskud. Men det som foregår inde i os, som ikke kan måles og vejes, det som ikke kan tages frem og vises. Der må vi acceptere at vores medmennesker ikke forstår, de ved ikke hvordan det er at være os. Vi kan forklare, vi kan fortælle, vi kan beskrive og alligevel kan de kort efter træde i spinaten igen.

Jeg ved det er sindsyg svært og har talt med mange om netop hvordan de omkring os kan såre os, kan gøre alt forkert, men lige der synes jeg man har et valg: vil jeg det menneske i mit liv? Hvis jeg vil må jeg ikke give op, og jeg må rumme at det er svært at rumme mig til tider.... Jeg må forklare så det menneske kan hjælpe mig og ikke skælde det menneske ud fordi det ikke forstår noget jeg måske ikke en gang rigtig selv forstår...

Og jo det er nemmere skrevet end gjort 

Anonym skriver:

jeg er overvægtig. jeg vejer 100 kilo og er 170 centimeter..

har ikke altid været overvægtig men i forbindelse med en masse hårde ting psykisk har jeg fået spiseforstyrrelsen bed (binge eating disorder). det er min måde at undertrykke en masse ubehagelige følelser på.

det er sindssygt hårdt at stå i og føles umuligt at komme ud af. har talt meget med min kæreste og forsøgt at forklare ham det. det med man spiser meget i det skjulte og er flov over ens madvaner (og krop).

har direkte bedt ham om ikke at blande sig i mine madvaner fordi det har den total modsatte effekt og får mig til at spise endnu mere i det skjulte og gør mig flov og ked af det. jeg har sagt det ikke er en kamp han kan presse mig ud i fordi det kræver at jeg får arbejdet ind til mine følelser. jeg har forsøgt at forklare at det ikke handler om maden men at maden bare er et symptom og en forsvarsmekanisme og derfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og spise sundt.

i aften spiste vi aftensmad 18. kl 20.30 får jeg lyst til en rugbrød med ost - i det mindste ikke slik eller noget! jeg spiser af min rugbrød og så sidder han bare og glor på mig. spørger hvad der er og han siger "det er kun 2,5 time siden vi spiste hvor du sagde du var mæt, du kan da ikke allerede være sulten!"

nu er jeg bare så ked af det og ydmyget og er gået i seng uden at sige godnat. han har åbenbart ikke lyttet til noget af det jeg har forklaret ham om bed!! det kan godt ske han bare er bekymret, men når jeg direkte har sagt hvor negativt det påvirker mig når han blander sig, og hvordan det får mig til at spise mere fordi jeg skal undertrykke følelsen af at være flov og ydmyget. og at det bare gør jeg spiser endnu mere i det skjulte..

hold kæft jeg er ydmyget lige nu total grædefærdig! og sindssygt træt af at folk ikke fatter at bed er en spiseforstyrrelse ligesom bulimi og anoreksi. der er bare langt mindre forståelse for at man overspiser frem for den smule forståelse folk har for at sulte sig selv fordi de forstår ønsket om at leve op til det slanke ideal

Har du prøvet at sætte ham lidt ind i de følelser der gør at du spiser?

For hvis an ikke får noget af vide, ser an måske kun delen at du dropper dig?

jeg har selv lidt af spiseforstyrrelse som teenager dog den anden vej rundt, og ved det er svært at bryde cirken.

Anonym skriver:

JEg har skam søgt hjælp.. søgt om at komme med i et gruppebehandlingsforløb men har endnu ikke fået svar på om jeg er med.. det hjælper bare ikke noget hvis han ikke er der for mig følelsesmæssigt..

Er din egen læge slet ikke behjælpeligt med noget? Jeg mener, at hvis du har fået diagnosen BED, så må der jo have været nogle fagfolk inde over. Du må jo have været igennem en eller anden form for udredning, og de folk som har stået for det, har de ikke forslået en handleplan? Eller givet dig en henvisning til nogle som kan hjælpe?

Da min veninde blev udredt for en spiseforstyrrelse, blev der i stor grad også taget hånd om hende, efter at hun fik en diagnose. De lod hende da ikke bare "hænge i luften" efter udredningen. Det er jo netop formålet med en udredning/stille en diagnose...Det fortæller nøjagtigt hvor og med hvad man skal sætte ind.

Jeg er rystet, hvis det danske sundhedsvæsen bare lader dig sidde alene tilbage, efter at du har fået stillet en diagnose.

Kram herfra.

Er din egen læge slet ikke behjælpeligt med noget? Jeg mener, at hvis du har fået diagnosen BED, så må der jo have været nogle fagfolk inde over. Du må jo have været igennem en eller anden form for udredning, og de folk som har stået for det, har de ikke forslået en handleplan? Eller givet dig en henvisning til nogle som kan hjælpe?

Da min veninde blev udredt for en spiseforstyrrelse, blev der i stor grad også taget hånd om hende, efter at hun fik en diagnose. De lod hende da ikke bare "hænge i luften" efter udredningen. Det er jo netop formålet med en udredning/stille en diagnose...Det fortæller nøjagtigt hvor og med hvad man skal sætte ind.

Jeg er rystet, hvis det danske sundhedsvæsen bare lader dig sidde alene tilbage, efter at du har fået stillet en diagnose.

Kram herfra.

Problemet med BED er at det endnu ikke indgår i hverken den europæiske diagnosesystem heller ike det i USA - Det er en anerkendt spiseforstyrrelse, men den er "ny" så derfor er der stadig meget manglende viden om den og ikke skide meget hjælp at hente . 

Du kan læse lidt her:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2172320/tvangs-overspisere-stigmatiseres-af-normalvaegtige/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2173965/psykiske-aarsager-til-overvaegt-er-overset/

Derfor er jeg blevet diagnosticeret gennem LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade) og er blevet noteret om at ønske at deltage i deres gratis behandlingsforløb.. Men der er så mange om budet fordi der ikke rigtig er noget hjælp at hente og derfor er det ikke sikkert jeg kommer med.

jeg går i forvejen til psykolog pga. depression, hvor vi self. arbejder med mine følelser, men min psykolog kender ikke til BED, derfor har jeg behov for en behandling rettet mod lige dte og hvor jeg kan blive mødt af andre med samme problem..

Anonym skriver:

Problemet med BED er at det endnu ikke indgår i hverken den europæiske diagnosesystem heller ike det i USA - Det er en anerkendt spiseforstyrrelse, men den er "ny" så derfor er der stadig meget manglende viden om den og ikke skide meget hjælp at hente . 

Du kan læse lidt her:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2172320/tvangs-overspisere-stigmatiseres-af-normalvaegtige/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2173965/psykiske-aarsager-til-overvaegt-er-overset/

Derfor er jeg blevet diagnosticeret gennem LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade) og er blevet noteret om at ønske at deltage i deres gratis behandlingsforløb.. Men der er så mange om budet fordi der ikke rigtig er noget hjælp at hente og derfor er det ikke sikkert jeg kommer med.

jeg går i forvejen til psykolog pga. depression, hvor vi self. arbejder med mine følelser, men min psykolog kender ikke til BED, derfor har jeg behov for en behandling rettet mod lige dte og hvor jeg kan blive mødt af andre med samme problem..

Okay, det var jeg ikke klar over... Jeg blev bare så ked af det på dine vegne, hvis det var fordi at de bare lod dig gå med det selv og ikke tilbød dig noget hjælp. 

Ved godt at det vil være svært, men var det ikke en mulighed at skifte til en psykolog, som ved noget om spiseforstyrrelser? Jeg mener, det lyder som om at det er det "problem", der fylder mest i dit liv lige nu, og det der trænger til den største indsats. 

Men ellers så håber jeg da virkelig, at der bliver plads til dig i den terapigruppe. 

Med hensyn til at tale/møde ligesindede, er der så slet ikke noget på nettet. En facebook gruppe, debatside eller noget i den stil? For du har helt ret i, at det hjælper enormt at tale med andre og høre om deres historier, kampe og erfaringer. 

VråJepsen skriver:

Du skal ikke spise efter kl 20:00 og jo en ostemad er unødig, især når man sammenligner det med slik, så det ikke pga slut. Men fordi man har lyst til at spise.

Så hvis jeg spiser tidlig aftensmad kl.17 må jeg ikke spise noget før næste morgen?? Eller kommer hjem lige før 20 må jeg ikke spise aftensmad fordi den bliver efter 20?? Det er sku da ikke sundt ikke at spise i over 12timer.. jeg spiser når jeg er sulten. Og det kan være 2-3timer efter frokost/aftensmad og det er der sku ingen der skal kommentere.. ingen bestemmer hvornår jeg spiser..

Yurie skriver:

Så hvis jeg spiser tidlig aftensmad kl.17 må jeg ikke spise noget før næste morgen?? Eller kommer hjem lige før 20 må jeg ikke spise aftensmad fordi den bliver efter 20?? Det er sku da ikke sundt ikke at spise i over 12timer.. jeg spiser når jeg er sulten. Og det kan være 2-3timer efter frokost/aftensmad og det er der sku ingen der skal kommentere.. ingen bestemmer hvornår jeg spiser..

Roligt nu!

Det er en god rettesnor ikke at spise efter kl 20.

Og der er INGEN der dør af ikke at spise i 12 timer hen over natten.

Og der er jo ingen der siger, at du ikke kan gøre som det passer dig.