sindssygt ydmygende

jeg er overvægtig. jeg vejer 100 kilo og er 170 centimeter..

har ikke altid været overvægtig men i forbindelse med en masse hårde ting psykisk har jeg fået spiseforstyrrelsen bed (binge eating disorder). det er min måde at undertrykke en masse ubehagelige følelser på.

det er sindssygt hårdt at stå i og føles umuligt at komme ud af. har talt meget med min kæreste og forsøgt at forklare ham det. det med man spiser meget i det skjulte og er flov over ens madvaner (og krop).

har direkte bedt ham om ikke at blande sig i mine madvaner fordi det har den total modsatte effekt og får mig til at spise endnu mere i det skjulte og gør mig flov og ked af det. jeg har sagt det ikke er en kamp han kan presse mig ud i fordi det kræver at jeg får arbejdet ind til mine følelser. jeg har forsøgt at forklare at det ikke handler om maden men at maden bare er et symptom og en forsvarsmekanisme og derfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og spise sundt.

i aften spiste vi aftensmad 18. kl 20.30 får jeg lyst til en rugbrød med ost - i det mindste ikke slik eller noget! jeg spiser af min rugbrød og så sidder han bare og glor på mig. spørger hvad der er og han siger "det er kun 2,5 time siden vi spiste hvor du sagde du var mæt, du kan da ikke allerede være sulten!"

nu er jeg bare så ked af det og ydmyget og er gået i seng uden at sige godnat. han har åbenbart ikke lyttet til noget af det jeg har forklaret ham om bed!! det kan godt ske han bare er bekymret, men når jeg direkte har sagt hvor negativt det påvirker mig når han blander sig, og hvordan det får mig til at spise mere fordi jeg skal undertrykke følelsen af at være flov og ydmyget. og at det bare gør jeg spiser endnu mere i det skjulte..

hold kæft jeg er ydmyget lige nu total grædefærdig! og sindssygt træt af at folk ikke fatter at bed er en spiseforstyrrelse ligesom bulimi og anoreksi. der er bare langt mindre forståelse for at man overspiser frem for den smule forståelse folk har for at sulte sig selv fordi de forstår ønsket om at leve op til det slanke ideal

måske nævner han det fordi han bekymrer sig... 

synes du skal få noget proffessionel hjælp, som det lyder så lader det til at du prøver at løse problemet selv... det kan have følger for dit forhold til din kæreste... at du skubber ham væk end at tage imod når han vil være der for dig.. 

Tror "kun" han siger det fordi det må være sindssygt svært at sætte sig ind i....
Nogle har bare mere eller mindre nemt ved at sætte sig ind i andres situationer....

Derfor betyder det ikke at han ikke vil hjælpe dig eller at han prøver at ydmyge dig....

Synes bestemt du skal fortælle ham hvad det gjorde ved dig at han sagde sådan. Og så spørge om han er i tvivl om noget af det du fortalte ham om bed.....

Hvis der overhovedet er noget han kan gøre/hjælpe med, så bed ham evt om det, så han måske føler han hjælper/bidrager....

Nej, ydmygelse og negativ opmærksomhed hjælper ikke.

Mit bedste råd ville være at lære ham, hvordan han faktisk kan hjælpe dig.

F eks ved at fremhæve det positive. (Jeg ser, at du prøver at spise sundere. Det er jeg glad for. F.eks.)

Fortæl ham, hvad du har brug for, ikke hvad du ikke har brug for.

Og så er jeg enig i, at det sikkert er smart at få noget prof. hjælp i denne situation., hvis det er muligt.

Lykke til med det hele. Ønsker dig det bedste.

Anonym skriver:

jeg er overvægtig. jeg vejer 100 kilo og er 170 centimeter..

har ikke altid været overvægtig men i forbindelse med en masse hårde ting psykisk har jeg fået spiseforstyrrelsen bed (binge eating disorder). det er min måde at undertrykke en masse ubehagelige følelser på.

det er sindssygt hårdt at stå i og føles umuligt at komme ud af. har talt meget med min kæreste og forsøgt at forklare ham det. det med man spiser meget i det skjulte og er flov over ens madvaner (og krop).

har direkte bedt ham om ikke at blande sig i mine madvaner fordi det har den total modsatte effekt og får mig til at spise endnu mere i det skjulte og gør mig flov og ked af det. jeg har sagt det ikke er en kamp han kan presse mig ud i fordi det kræver at jeg får arbejdet ind til mine følelser. jeg har forsøgt at forklare at det ikke handler om maden men at maden bare er et symptom og en forsvarsmekanisme og derfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og spise sundt.

i aften spiste vi aftensmad 18. kl 20.30 får jeg lyst til en rugbrød med ost - i det mindste ikke slik eller noget! jeg spiser af min rugbrød og så sidder han bare og glor på mig. spørger hvad der er og han siger "det er kun 2,5 time siden vi spiste hvor du sagde du var mæt, du kan da ikke allerede være sulten!"

nu er jeg bare så ked af det og ydmyget og er gået i seng uden at sige godnat. han har åbenbart ikke lyttet til noget af det jeg har forklaret ham om bed!! det kan godt ske han bare er bekymret, men når jeg direkte har sagt hvor negativt det påvirker mig når han blander sig, og hvordan det får mig til at spise mere fordi jeg skal undertrykke følelsen af at være flov og ydmyget. og at det bare gør jeg spiser endnu mere i det skjulte..

hold kæft jeg er ydmyget lige nu total grædefærdig! og sindssygt træt af at folk ikke fatter at bed er en spiseforstyrrelse ligesom bulimi og anoreksi. der er bare langt mindre forståelse for at man overspiser frem for den smule forståelse folk har for at sulte sig selv fordi de forstår ønsket om at leve op til det slanke ideal

Måske du tager det mere nært pga din sygdom og han ikke tænkte sig om. Det er også noget jeg kunne finde på at sige til min mand

Jeg tænker at det er fint du har forklaret ham alt det, der ikke hjælper i din situation. Men har du fortalt ham hvad der så hjælper? Altså han ved måske ikke hvad han så skal gøre? Det er jo også svært at tie, hvis man er bekymret for dem man elsker.

Får du professionel hjælp? Måske det ville hjælpe at din kæreste tog med og hørte en fagperson forklare hvordan og hvorledes?

Anonym skriver:

jeg er overvægtig. jeg vejer 100 kilo og er 170 centimeter..

har ikke altid været overvægtig men i forbindelse med en masse hårde ting psykisk har jeg fået spiseforstyrrelsen bed (binge eating disorder). det er min måde at undertrykke en masse ubehagelige følelser på.

det er sindssygt hårdt at stå i og føles umuligt at komme ud af. har talt meget med min kæreste og forsøgt at forklare ham det. det med man spiser meget i det skjulte og er flov over ens madvaner (og krop).

har direkte bedt ham om ikke at blande sig i mine madvaner fordi det har den total modsatte effekt og får mig til at spise endnu mere i det skjulte og gør mig flov og ked af det. jeg har sagt det ikke er en kamp han kan presse mig ud i fordi det kræver at jeg får arbejdet ind til mine følelser. jeg har forsøgt at forklare at det ikke handler om maden men at maden bare er et symptom og en forsvarsmekanisme og derfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og spise sundt.

i aften spiste vi aftensmad 18. kl 20.30 får jeg lyst til en rugbrød med ost - i det mindste ikke slik eller noget! jeg spiser af min rugbrød og så sidder han bare og glor på mig. spørger hvad der er og han siger "det er kun 2,5 time siden vi spiste hvor du sagde du var mæt, du kan da ikke allerede være sulten!"

nu er jeg bare så ked af det og ydmyget og er gået i seng uden at sige godnat. han har åbenbart ikke lyttet til noget af det jeg har forklaret ham om bed!! det kan godt ske han bare er bekymret, men når jeg direkte har sagt hvor negativt det påvirker mig når han blander sig, og hvordan det får mig til at spise mere fordi jeg skal undertrykke følelsen af at være flov og ydmyget. og at det bare gør jeg spiser endnu mere i det skjulte..

hold kæft jeg er ydmyget lige nu total grædefærdig! og sindssygt træt af at folk ikke fatter at bed er en spiseforstyrrelse ligesom bulimi og anoreksi. der er bare langt mindre forståelse for at man overspiser frem for den smule forståelse folk har for at sulte sig selv fordi de forstår ønsket om at leve op til det slanke ideal

Måske han også bare prøver at tænke på dit fysiske velbefindende? Det er jo ikke sundt at være overvægtig, og nogle mænd er bare ikke specielt gode til at vise omsorg på samme måde som vi kvinder gør. 

Anonym skriver:

jeg er overvægtig. jeg vejer 100 kilo og er 170 centimeter..

har ikke altid været overvægtig men i forbindelse med en masse hårde ting psykisk har jeg fået spiseforstyrrelsen bed (binge eating disorder). det er min måde at undertrykke en masse ubehagelige følelser på.

det er sindssygt hårdt at stå i og føles umuligt at komme ud af. har talt meget med min kæreste og forsøgt at forklare ham det. det med man spiser meget i det skjulte og er flov over ens madvaner (og krop).

har direkte bedt ham om ikke at blande sig i mine madvaner fordi det har den total modsatte effekt og får mig til at spise endnu mere i det skjulte og gør mig flov og ked af det. jeg har sagt det ikke er en kamp han kan presse mig ud i fordi det kræver at jeg får arbejdet ind til mine følelser. jeg har forsøgt at forklare at det ikke handler om maden men at maden bare er et symptom og en forsvarsmekanisme og derfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og spise sundt.

i aften spiste vi aftensmad 18. kl 20.30 får jeg lyst til en rugbrød med ost - i det mindste ikke slik eller noget! jeg spiser af min rugbrød og så sidder han bare og glor på mig. spørger hvad der er og han siger "det er kun 2,5 time siden vi spiste hvor du sagde du var mæt, du kan da ikke allerede være sulten!"

nu er jeg bare så ked af det og ydmyget og er gået i seng uden at sige godnat. han har åbenbart ikke lyttet til noget af det jeg har forklaret ham om bed!! det kan godt ske han bare er bekymret, men når jeg direkte har sagt hvor negativt det påvirker mig når han blander sig, og hvordan det får mig til at spise mere fordi jeg skal undertrykke følelsen af at være flov og ydmyget. og at det bare gør jeg spiser endnu mere i det skjulte..

hold kæft jeg er ydmyget lige nu total grædefærdig! og sindssygt træt af at folk ikke fatter at bed er en spiseforstyrrelse ligesom bulimi og anoreksi. der er bare langt mindre forståelse for at man overspiser frem for den smule forståelse folk har for at sulte sig selv fordi de forstår ønsket om at leve op til det slanke ideal

Jeg tænker, har du så fortalt ham hvad der så hjælper dig?
Det lyder tydeligt som om du er ked af din krop/vægt. Og du godt er klar over du har et problem, men du fortsætter jo, med at proppe i hovedet.. Altså herhjemme ville jeg også påpege det, og gør der også overfor min mand hvis han synes han skal putte alt muligt ind før eller kort tid efter aftensmaden.

Men jeg tænker at din kæreste godt er klar over du ked af din vægt, og måske bare ønsker at du sætter fokus på dit madproblem og gør noget ved det. Får du nogen hjælp? Tror det ville være en god ide :-)

Hmm jeg er vist modsat de andre..

Min mand skulle lige prøve på at påtale hvad jeg putter i munden, overvægtig eller ej! Når du har forklaret hvordan landet ligger, er det da mega ufølsomt at han kommenterer det..

Jeg kender ikke sygdommen, men håber du får noget hjælp

VråJepsen skriver:

Jeg tænker, har du så fortalt ham hvad der så hjælper dig?
Det lyder tydeligt som om du er ked af din krop/vægt. Og du godt er klar over du har et problem, men du fortsætter jo, med at proppe i hovedet.. Altså herhjemme ville jeg også påpege det, og gør der også overfor min mand hvis han synes han skal putte alt muligt ind før eller kort tid efter aftensmaden.

Men jeg tænker at din kæreste godt er klar over du ked af din vægt, og måske bare ønsker at du sætter fokus på dit madproblem og gør noget ved det. Får du nogen hjælp? Tror det ville være en god ide :-)

Ville du også påpege over for en anorektisk veninde, at hun ingenting spiste? Det er det absolut værste, man kan gøre - det virker stik mod hensigten at bebrejde en person med en spiseforstyrrelse hans/hendes spisevaner. Og når du bruger et udtryk som "at proppe i hovedet", sparker du på en, der ligger ned.