sindssygt ydmygende

Anonym skriver:

jeg er overvægtig. jeg vejer 100 kilo og er 170 centimeter..

har ikke altid været overvægtig men i forbindelse med en masse hårde ting psykisk har jeg fået spiseforstyrrelsen bed (binge eating disorder). det er min måde at undertrykke en masse ubehagelige følelser på.

det er sindssygt hårdt at stå i og føles umuligt at komme ud af. har talt meget med min kæreste og forsøgt at forklare ham det. det med man spiser meget i det skjulte og er flov over ens madvaner (og krop).

har direkte bedt ham om ikke at blande sig i mine madvaner fordi det har den total modsatte effekt og får mig til at spise endnu mere i det skjulte og gør mig flov og ked af det. jeg har sagt det ikke er en kamp han kan presse mig ud i fordi det kræver at jeg får arbejdet ind til mine følelser. jeg har forsøgt at forklare at det ikke handler om maden men at maden bare er et symptom og en forsvarsmekanisme og derfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og spise sundt.

i aften spiste vi aftensmad 18. kl 20.30 får jeg lyst til en rugbrød med ost - i det mindste ikke slik eller noget! jeg spiser af min rugbrød og så sidder han bare og glor på mig. spørger hvad der er og han siger "det er kun 2,5 time siden vi spiste hvor du sagde du var mæt, du kan da ikke allerede være sulten!"

nu er jeg bare så ked af det og ydmyget og er gået i seng uden at sige godnat. han har åbenbart ikke lyttet til noget af det jeg har forklaret ham om bed!! det kan godt ske han bare er bekymret, men når jeg direkte har sagt hvor negativt det påvirker mig når han blander sig, og hvordan det får mig til at spise mere fordi jeg skal undertrykke følelsen af at være flov og ydmyget. og at det bare gør jeg spiser endnu mere i det skjulte..

hold kæft jeg er ydmyget lige nu total grædefærdig! og sindssygt træt af at folk ikke fatter at bed er en spiseforstyrrelse ligesom bulimi og anoreksi. der er bare langt mindre forståelse for at man overspiser frem for den smule forståelse folk har for at sulte sig selv fordi de forstår ønsket om at leve op til det slanke ideal

Det kan være meget svært at forstå andre menneskers problemer, hvis man aldrig selv har haft disse problemer. Din mand har sikkert hørt, hvad du har sagt og frabedt dig, men han har sikkert ikke rigtigt forstået det... 

I første omgang ville jeg bede min mand læse en beskrivelse af lidelsen (efter en simpel "googling" har jeg fundet en beskrivelse på Net Doktor) Det kunne give ham et indblik i, hvad du går og kæmper med.

Dernæst ville jeg søge hjælp, hvis du ikke allerede får det, og tage ham med til en samtale, hvor den professionelle kan give din mand et mere nuanceret billede af lidelsen og redskaber til, hvordan han skal håndtere det hensigtsmæssigt. 

Først jeg synes det er en uskik at kommentere på nogen menneskers spisevaner med mindre man er bekymret og ønsker at række en hånd ud for at give hjælp - eller nok rettere jeg synes det er berettiget hvis man er bekymret på samme måde som hvis man er bekymret for alkohol, vi skal heller ikke være så berøringsangste så vi ikke åbner for en bekymring.

Men lige i det her tilfældet er bekymringer jo reel, og du (TS) er fuldt ud klar over du har et problem - som jeg håber du får hjælp til at kæmpe imod.

Men men men men jeg forstår så din kæreste et eller andet sted - jeg skal også nogen gange bide mig i tungen når min mand igen dykker i køleskabet eller brødkurven. Både fordi jeg er bekymret for helbred, men da også for vores forhold. Ja måske lyder det groft, men jeg kan elske min mand uafhængigt af vægt, men jeg kan ikke finde ham sexet uafhængigt af vægt.

Men til dig TS - sig det højt fortæl hvad det gjorde ved dig han sagde det, og hvad han kan gøre i stedet for at hjælpe. Og måske aftal hvordan du skal få hjælp. For de er jo fint nok du har en masse ord, en stor forståelse for hor du er. Men det skulle jo gerne ændres, og der skal både du og han vide hvordan I skal agere for at det ændres på sigt.

det er da bestemt ikke dig der skal lære om KOST det er da lige din kæreste,

det er faktisk super sundt at spise 2-3 timer efter man har spist alm set skal man spise 6-8gange om dagen for at holde kroppen i gang og en oste mad er super sundt gode proteiner og den fedt mængde osv.

har du overvejet en psykolog fordi der er jo mere inde bag fra barns ben af der kommer af alt det du gør for at spise, jeg åd jo også før i tiden, og må indrømme jeg ville ha æt mig selv ihjel hvis jeg ikke havde fået min operation,

Anonym skriver:

jeg er overvægtig. jeg vejer 100 kilo og er 170 centimeter..

har ikke altid været overvægtig men i forbindelse med en masse hårde ting psykisk har jeg fået spiseforstyrrelsen bed (binge eating disorder). det er min måde at undertrykke en masse ubehagelige følelser på.

det er sindssygt hårdt at stå i og føles umuligt at komme ud af. har talt meget med min kæreste og forsøgt at forklare ham det. det med man spiser meget i det skjulte og er flov over ens madvaner (og krop).

har direkte bedt ham om ikke at blande sig i mine madvaner fordi det har den total modsatte effekt og får mig til at spise endnu mere i det skjulte og gør mig flov og ked af det. jeg har sagt det ikke er en kamp han kan presse mig ud i fordi det kræver at jeg får arbejdet ind til mine følelser. jeg har forsøgt at forklare at det ikke handler om maden men at maden bare er et symptom og en forsvarsmekanisme og derfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og spise sundt.

i aften spiste vi aftensmad 18. kl 20.30 får jeg lyst til en rugbrød med ost - i det mindste ikke slik eller noget! jeg spiser af min rugbrød og så sidder han bare og glor på mig. spørger hvad der er og han siger "det er kun 2,5 time siden vi spiste hvor du sagde du var mæt, du kan da ikke allerede være sulten!"

nu er jeg bare så ked af det og ydmyget og er gået i seng uden at sige godnat. han har åbenbart ikke lyttet til noget af det jeg har forklaret ham om bed!! det kan godt ske han bare er bekymret, men når jeg direkte har sagt hvor negativt det påvirker mig når han blander sig, og hvordan det får mig til at spise mere fordi jeg skal undertrykke følelsen af at være flov og ydmyget. og at det bare gør jeg spiser endnu mere i det skjulte..

hold kæft jeg er ydmyget lige nu total grædefærdig! og sindssygt træt af at folk ikke fatter at bed er en spiseforstyrrelse ligesom bulimi og anoreksi. der er bare langt mindre forståelse for at man overspiser frem for den smule forståelse folk har for at sulte sig selv fordi de forstår ønsket om at leve op til det slanke ideal

jeg tror du skal søge noget proffesionelt hjælp, fordi var det min kæreste der havde sagt sådan til mig, havde jeg nu ikke bidt mærke i det eller blevet ked af det.

Har du undersøgt om du evt. har en depression?

Mor og meget mere skriver:

Ville du også påpege over for en anorektisk veninde, at hun ingenting spiste? Det er det absolut værste, man kan gøre - det virker stik mod hensigten at bebrejde en person med en spiseforstyrrelse hans/hendes spisevaner. Og når du bruger et udtryk som "at proppe i hovedet", sparker du på en, der ligger ned. 

 

Hvis jeg havde været sammen med hende en hel dag, og hun intet havde spist. Så ja så ville jeg høre om vi skulle finde noget frokost eller andet. Det er at "proppe" i hovedet uanset hvad du siger det "unødigt" at spise en oste mad eller andet kort tid efter man lige har indtaget et stort måltid.. :-)

VråJepsen skriver:

Hvis jeg havde været sammen med hende en hel dag, og hun intet havde spist. Så ja så ville jeg høre om vi skulle finde noget frokost eller andet. Det er at "proppe" i hovedet uanset hvad du siger det "unødigt" at spise en oste mad eller andet kort tid efter man lige har indtaget et stort måltid.. :-)

Hold da op, sikke en omsorg og forståelse du viser for psykiske forstyrrelser! Skal vi så også bare sige til en deprimeret, at han/hun skal tage sig sammen og holde op med at tude så meget, for nu har han/hun jo tudet så meget i dag? Det er netop den slags udtalelser der gør at psykiske sygdomme er sådan en kæmpe tabu at folk ikke tør tale åbent om det! Det er en sygdom lige så meget som influenza eller en brækket arm, det er bare på sindet og er endnu sværere at komme over!

Isabella_mor skriver:

måske nævner han det fordi han bekymrer sig... 

synes du skal få noget proffessionel hjælp, som det lyder så lader det til at du prøver at løse problemet selv... det kan have følger for dit forhold til din kæreste... at du skubber ham væk end at tage imod når han vil være der for dig.. 

Det ved jeg godt, men jeg har sagt til ham, at det ikke hjælper, tvært i mod...

Jeg har søgt hjælp venter på at få svar på om jeg kan komme i et gratis behandlingsforløb for BED for vi har ikke råd til selv at betale

Loa skriver:

Tror "kun" han siger det fordi det må være sindssygt svært at sætte sig ind i....
Nogle har bare mere eller mindre nemt ved at sætte sig ind i andres situationer....

Derfor betyder det ikke at han ikke vil hjælpe dig eller at han prøver at ydmyge dig....

Synes bestemt du skal fortælle ham hvad det gjorde ved dig at han sagde sådan. Og så spørge om han er i tvivl om noget af det du fortalte ham om bed.....

Hvis der overhovedet er noget han kan gøre/hjælpe med, så bed ham evt om det, så han måske føler han hjælper/bidrager....

Jeg ved godt han ikke bevidst prøvede at ydmyge ham, men jeg har sagt han ikke skal kommentere mine spisevaner, for det gør det værre. det er også så nemt for ham: Han kan grovæde og tager ikke på! Så det hjælper ikke ligefrem for mig at se ham spise kæmpe portioner og kunne snacke helt vildt.. hvis jeg gør det samme tager jeg bare på

VråJepsen skriver:

Hvis jeg havde været sammen med hende en hel dag, og hun intet havde spist. Så ja så ville jeg høre om vi skulle finde noget frokost eller andet. Det er at "proppe" i hovedet uanset hvad du siger det "unødigt" at spise en oste mad eller andet kort tid efter man lige har indtaget et stort måltid.. :-)

I øvrigt vil jeg mene der er stor forskel på at sige:

"Skal vi finde noget frokost?"
og
"Du propper i hovedet igen"

Hvis du skulle sige noget tilsvarende til en anoretiker, ville det være "Du spiser jo ikke en skid!" - Ville du seriøst gøre det!?

Ciss skriver:

Nej, ydmygelse og negativ opmærksomhed hjælper ikke.

Mit bedste råd ville være at lære ham, hvordan han faktisk kan hjælpe dig.

F eks ved at fremhæve det positive. (Jeg ser, at du prøver at spise sundere. Det er jeg glad for. F.eks.)

Fortæl ham, hvad du har brug for, ikke hvad du ikke har brug for.

Og så er jeg enig i, at det sikkert er smart at få noget prof. hjælp i denne situation., hvis det er muligt.

Lykke til med det hele. Ønsker dig det bedste.

Tak for det søde svar!

Jeg synes jeg har prøvet at forklare ham at det jeg egentlig har brug for er støtte til det følelsesmæssige, for det er egentlig det det handler om, maden er bare et symptom.. Men det forstår han ikke.

Har søgt hjælp, venter på svar..