Han skred sgu selvom jeg er syg!

Milas14 skriver:

Hmm det er sku ikke i orden! Det har jeg nu alligevel aldrig oplevet med faren til mine drenge... Og det kan jeg heller ikke forestille mig vil ske med faren til mit 3 barn!... Men nogen har bare ikke den der empati eller situations fornemmelse, og det er jo nok en god ide at i får talt om hvad i har af forventninger til hinanden.. Jeg har ligget syg på et tidspunkt med min søn på 4 år, som osse var syg. Der ringede jeg min mand hjem fra arbejde og han kom hjem og passede os

Ja jeg sys sgu også bare at jeg føler mig ligegyldig og forbigået... Måske jeg ville ha taget det pænere hvis han lige havde vendt den med mig.... Når nu han ved jeg har det rigtig dårligt.... Ku aldrig selv finde på at gøre det på den måde..... Tror lige vi tar en snak imorgen ham og jeg.... For mig er det bare logisk sans... Men okay, vi er vel alle forskelige.....

Anonym skriver:

okay.. Jeg ligger herhjemme med noget der muligvis er ved at udvikle sig til halsbetændelse.. Har sovet dårligt i nat, da jeg har ondt, og feberagtig fornemmelse i kroppen.. Så fryser jeg, så sveder jeg, så fryser jeg etc. Jeg har ligget inde i min seng hele dagen, fordi jeg har haft det så skidt..

Manden her derfor selvfølgelig taget sig af vores datter her i løbet af dagen.. Jeg ku høre at han spiste frokost efter han havde lagt hende til middagssøvn, og her ved 14tiden kan jeg høre han pakker sin træningstaske.. Jeg spørger om han ikke vil komme med et par panodiler, for jeg har så ondt i hele kroppen.. Normalt ligger jeg ikke i sengen medmindre jeg virkelig er skidt... Nå, han kommer med de smertestillende, og jeg spørger om han er på vej om at træne, og han sir ja.... Jeg spørger så om vores datter ikke vågner lige om lidt!? Og han siger jo.. Jeg siger så, om han så havde tænkt sig at jeg sku være alene med hende (totalt krudtugle) imens han var oppe og træne... Han svarer, at jeg skal jo ikke lave noget med hende, jeg kan jo bare sætte en film på og ligge ved siden af... Jeg siger, OK, men jeg føler ærligt talt ikke jeg kan ta mig af hende, føler jeg skal besvime når jeg står op..

Han siger ingenting, og pakker videre... Jeg siger, at jeg da aldrig er gået nogen steder når han har ligget syg, for i mit hoved, kan og skal man ikke tage sig af et barn (hun er 2,5 år) når man er rigtig syg, i hvert fald ikke hvis der er andre i husstanden der kan gøre det! Det svarer han slet ikke på, han vender sig bare og siger vi ses, og går ud af døren....

Er det bare mig, eller er det ikke virkelig hensynsløs opførsel over for sin familie??!!! Jeg er pisse sur, endda fordi han også skal direkte videre til noget spisning med en flok fyre efter han har trænet..... Havde jeg godt nok ikke regnet med! Han ville da ha flippet hvis det var mig der bare skred i sådan en situation....

Hvad siger I damer? Hvad havde I gjort? Jeg har det af helvedes til

Måske I lige skal have en snak og afstemme forventninger?

Derefter skal siges, at jeg rigtig gerne vil sympatisere med dig, men har selv både passet og afleveret 3 små børn med en brækspand i den ene hånd, svimmelhed og høj, høj feber, og det ER noget af det værste ved at være alene med børnene i hverdagen, men det følger altså med.

Rockertand skriver:

Måske I lige skal have en snak og afstemme forventninger?

Derefter skal siges, at jeg rigtig gerne vil sympatisere med dig, men har selv både passet og afleveret 3 små børn med en brækspand i den ene hånd, svimmelhed og høj, høj feber, og det ER noget af det værste ved at være alene med børnene i hverdagen, men det følger altså med.

Den er jeg altså lige nødt til at kommentere på...

TS er jo ikke alene med sit barn i hverdagen, så det følger ikke "bare" med.

Du er vant til det, for du er alene - lyder det til - men TS har trods alt en kæreste og er vant til at de er to om tingene.

Jeg ville også have en lidt træls fornemmelse i kroppen, hvis min mand gjorde sådan, for vi er altså to om opgaven og er ikke alene om det.

Så jeg synes godt, at du kan kan have din mening om at "gerne ville sympatisere" med hende, men bare lige husk på, at I står i to vidt forskellige situationer, og derfor er jeres tanker muligvis noget forskellige på det punkt....

Og så lige al respekt fra mig til dig - du er sej at klare tre unger alene til hverdag, det er sgu godt gået

Er man alene så er det utroligt, hvad man kan klare - men er man to, så er det da en selvfølge, at man hjælper hinanden - og man er da nødt til at snakke sammen. Hvis han skal afsted, må han da lige tage en snak med dig, så du ved, hvad han har tænkt sig, og så han har sikret sig, at detteher kommer til at gå ok.

Og har man chancen til lige at sove sygdommen ud på en lørdag, så er det da langt at foretrække frem for at måtte kæmpe sig igennem mange tunge dage, fordi man aldrig kan lægge sig ned og give kroppen fred til at arbejde.

God bedring. - og ja, min mand havde også taget det som en selvfølge, at jeg blev hjemme og passede ungerne, hvis han lå med næsen i vejret en dag....

Anonym skriver:

okay.. Jeg ligger herhjemme med noget der muligvis er ved at udvikle sig til halsbetændelse.. Har sovet dårligt i nat, da jeg har ondt, og feberagtig fornemmelse i kroppen.. Så fryser jeg, så sveder jeg, så fryser jeg etc. Jeg har ligget inde i min seng hele dagen, fordi jeg har haft det så skidt..

Manden her derfor selvfølgelig taget sig af vores datter her i løbet af dagen.. Jeg ku høre at han spiste frokost efter han havde lagt hende til middagssøvn, og her ved 14tiden kan jeg høre han pakker sin træningstaske.. Jeg spørger om han ikke vil komme med et par panodiler, for jeg har så ondt i hele kroppen.. Normalt ligger jeg ikke i sengen medmindre jeg virkelig er skidt... Nå, han kommer med de smertestillende, og jeg spørger om han er på vej om at træne, og han sir ja.... Jeg spørger så om vores datter ikke vågner lige om lidt!? Og han siger jo.. Jeg siger så, om han så havde tænkt sig at jeg sku være alene med hende (totalt krudtugle) imens han var oppe og træne... Han svarer, at jeg skal jo ikke lave noget med hende, jeg kan jo bare sætte en film på og ligge ved siden af... Jeg siger, OK, men jeg føler ærligt talt ikke jeg kan ta mig af hende, føler jeg skal besvime når jeg står op..

Han siger ingenting, og pakker videre... Jeg siger, at jeg da aldrig er gået nogen steder når han har ligget syg, for i mit hoved, kan og skal man ikke tage sig af et barn (hun er 2,5 år) når man er rigtig syg, i hvert fald ikke hvis der er andre i husstanden der kan gøre det! Det svarer han slet ikke på, han vender sig bare og siger vi ses, og går ud af døren....

Er det bare mig, eller er det ikke virkelig hensynsløs opførsel over for sin familie??!!! Jeg er pisse sur, endda fordi han også skal direkte videre til noget spisning med en flok fyre efter han har trænet..... Havde jeg godt nok ikke regnet med! Han ville da ha flippet hvis det var mig der bare skred i sådan en situation....

Hvad siger I damer? Hvad havde I gjort? Jeg har det af helvedes til

jeg tror ikke jeg ville tage det så tungt  altså selvfølgelig er det ikke helt okay den måde han gør det på men på den anden side så har du jo ikke bedt ham om at aflyse så han kan jo sådan set ikke vide at du forventer han bliver hjemme  og tænker også lidt at du jo ligeså godt kunne vende det med ham som han kunne med dig, for han følger jo bare hans aftale og det kan jeg godt forstå så længe du ikke har sagt noget.. du kunne evt have spurgt ham om han ikke ville ringe til en bedsteforælder som kunne komme og hjælpe dig.. 

sådan er mænd !!! tro mig han aner ikke han har gjort noget forkert når han kommer hjem. han er jo taget afsted i den tro om at det er ok når det var den aftale i havde til at starte med.. mænd skal have ens mening kastet lige i hovedet uden der er lagt fingre imellem for de forstår ikke en hentydning hehe 

Hvis jeg var dig ville jeg ikke blive sur når han kommer hjem men måske give han et par spydigheder med lidt ironi som "TAK for hjælpen nu hvor jeg er syg  " og så måske venligt fortælle ham dine forventninger til ham næste gang du er syg for tror ikke det gavner noget at overfalde ham med "hvad helved bilder du dig ind" eller noget i den dur 

Håber i finder ud af det ( hilsen en der selv har fundet ud af at man opnår mest ved at konfronterer med venlighed i stemmen )

Anonym skriver:

okay.. Jeg ligger herhjemme med noget der muligvis er ved at udvikle sig til halsbetændelse.. Har sovet dårligt i nat, da jeg har ondt, og feberagtig fornemmelse i kroppen.. Så fryser jeg, så sveder jeg, så fryser jeg etc. Jeg har ligget inde i min seng hele dagen, fordi jeg har haft det så skidt..

Manden her derfor selvfølgelig taget sig af vores datter her i løbet af dagen.. Jeg ku høre at han spiste frokost efter han havde lagt hende til middagssøvn, og her ved 14tiden kan jeg høre han pakker sin træningstaske.. Jeg spørger om han ikke vil komme med et par panodiler, for jeg har så ondt i hele kroppen.. Normalt ligger jeg ikke i sengen medmindre jeg virkelig er skidt... Nå, han kommer med de smertestillende, og jeg spørger om han er på vej om at træne, og han sir ja.... Jeg spørger så om vores datter ikke vågner lige om lidt!? Og han siger jo.. Jeg siger så, om han så havde tænkt sig at jeg sku være alene med hende (totalt krudtugle) imens han var oppe og træne... Han svarer, at jeg skal jo ikke lave noget med hende, jeg kan jo bare sætte en film på og ligge ved siden af... Jeg siger, OK, men jeg føler ærligt talt ikke jeg kan ta mig af hende, føler jeg skal besvime når jeg står op..

Han siger ingenting, og pakker videre... Jeg siger, at jeg da aldrig er gået nogen steder når han har ligget syg, for i mit hoved, kan og skal man ikke tage sig af et barn (hun er 2,5 år) når man er rigtig syg, i hvert fald ikke hvis der er andre i husstanden der kan gøre det! Det svarer han slet ikke på, han vender sig bare og siger vi ses, og går ud af døren....

Er det bare mig, eller er det ikke virkelig hensynsløs opførsel over for sin familie??!!! Jeg er pisse sur, endda fordi han også skal direkte videre til noget spisning med en flok fyre efter han har trænet..... Havde jeg godt nok ikke regnet med! Han ville da ha flippet hvis det var mig der bare skred i sådan en situation....

Hvad siger I damer? Hvad havde I gjort? Jeg har det af helvedes til

Jeg synes måden han gør det på, at ligge jeres datter til søvn og begynde, at pakke sin taske er en god måde, da han vil få et nej hvis han spurgte. Jeg tror han gjorde som han gjorde, da han vidste, at hvis han svarede og ikke gik ud af døren med det samme ville det ende i et skænderi. Vil give ham ret i, at du bare skal sætte en film på og så er hun underholdt. Det er højst 2-3 timer han er væk og så han tilbage for, at passe jeres datter igen

Syntes på ingen måde det er ok.

Uanset om han har glædet sig eller ej så snakker man om det hvis den ene er syg. Det er barnet og familien der kommer først. Hans prioriteringer er helt i vejret hvis du spørger mig.

Hvis han absolutte skal ud og spise så skulle han sgu have droppet at træne så det var mindre tid du skulle være alene ( og kun hvis du følte du kunne)
Han kunne have skaffet barnepige eller andet, men at gå på den ligeglade måde er bare ikke ok.
Jeg ville i den grad være blevet sur. Syntes du skal ringe til nogen der kan komme og hjælpe dig og så skrive til manden at det har du gjort og at du er meget skuffet over hans opførsel, men sådan må det jo så også være når han er syg medmindre han skynder sig hjem og passer sit barn som en voksen mand. Men husk INGEN tomme trusler eller trusler overhoved, men der må være ens vilkår.

Du har al ret til at være vred og såret og det bør du fortælle ham.

Ciss skriver:

Er man alene så er det utroligt, hvad man kan klare - men er man to, så er det da en selvfølge, at man hjælper hinanden - og man er da nødt til at snakke sammen. Hvis han skal afsted, må han da lige tage en snak med dig, så du ved, hvad han har tænkt sig, og så han har sikret sig, at detteher kommer til at gå ok.

Og har man chancen til lige at sove sygdommen ud på en lørdag, så er det da langt at foretrække frem for at måtte kæmpe sig igennem mange tunge dage, fordi man aldrig kan lægge sig ned og give kroppen fred til at arbejde.

God bedring. - og ja, min mand havde også taget det som en selvfølge, at jeg blev hjemme og passede ungerne, hvis han lå med næsen i vejret en dag....

Kunne ikke være mere enig!

Herhjemme er det da en selvfølge, at hvis en er syg i weekenden, så sætter den anden sit behov til side, og passer vores fælles barn - træls ja, men sådan er det jo at have børn sammen. Heldigvis er vi ikke så tit syge.

Er faktisk chokeret over hvor mange der synes det er ok, at man efterlader sin syge kæreste alene med fælles barn for at gå ned og træne....ikke arbejde eller andet, nej det her er for at træne, noget man sagtens kan udsætte til dagen efter eller en hverdags aften. Den ville ikke gå her - men tror ikke hverken jeg eller kæresten kunne få den tanke at gøre det i første omgang.

Til TS jeg ville klart tage en alvors snak med ham - det her handler i min verden om at tage ansvar og tilsidesætte sine egne behov, når der opstår nødsituationer(som ens partner er syg).

nielsen80 skriver:

Kunne ikke være mere enig!

Herhjemme er det da en selvfølge, at hvis en er syg i weekenden, så sætter den anden sit behov til side, og passer vores fælles barn - træls ja, men sådan er det jo at have børn sammen. Heldigvis er vi ikke så tit syge.

Er faktisk chokeret over hvor mange der synes det er ok, at man efterlader sin syge kæreste alene med fælles barn for at gå ned og træne....ikke arbejde eller andet, nej det her er for at træne, noget man sagtens kan udsætte til dagen efter eller en hverdags aften. Den ville ikke gå her - men tror ikke hverken jeg eller kæresten kunne få den tanke at gøre det i første omgang.

Til TS jeg ville klart tage en alvors snak med ham - det her handler i min verden om at tage ansvar og tilsidesætte sine egne behov, når der opstår nødsituationer(som ens partner er syg).

Er helt enig her, men.... Træls? Ej.... Hvorfor er det pludselig blevet træls at være sammen med sine børn, uanset omstændigheder? Hvis man har så stort et behov for venner og træning, at ens børn pludselig er trælse at være sammen med , så skulle man måske ha ventet med at få børn. 

Og som en anden skriver "sådan er mænd" årh, den sætning er da næsten til at ... Sig over .. Hvorfor er det ok at manden slet ikke har styr på sine prioriteter? At vennerne og træningen trækker så meget at man vender sig om og går fra sin syge partner?? Kan slet ikke følge den holdning..... 

isabellasmor skriver:

Er helt enig her, men.... Træls? Ej.... Hvorfor er det pludselig blevet træls at være sammen med sine børn, uanset omstændigheder? Hvis man har så stort et behov for venner og træning, at ens børn pludselig er trælse at være sammen med , så skulle man måske ha ventet med at få børn. 

Og som en anden skriver "sådan er mænd" årh, den sætning er da næsten til at ... Sig over .. Hvorfor er det ok at manden slet ikke har styr på sine prioriteter? At vennerne og træningen trækker så meget at man vender sig om og går fra sin syge partner?? Kan slet ikke følge den holdning..... 

den ene var jo så henvendt til mig  men helt ærligt du må da indrømme at jo sådan er mænd bare.. hvis ikke man siger tingene ligeud til dem ja så gør de hvad de selv finder rigtigt.. det der med at gå og være fornærmet og tøsesur det hjælper altså bare ikke for de fatter ikke hentydningen... de er jo af gode grunde ikke tankelæsere så hvorfor ikke bare melde rent ud med det samme i stedet for at være den der "han skal komme til mig" for ellers bliver jeg sur.. 

Come on.. ikke have styr på sine prioriteter  det er tale om måske 3 timers fravær fra hjemmet og han har endda passet datteren hele dagen ellers så kæresten kunne få sovet ud.. så er det vel ikke for meget forlangt at hun så lige kunne holde ud i de få timer og ja smide en film på og lægge sig ved siden af på sofaen