Han skred sgu selvom jeg er syg!

Jeg ville være blevet SÅ skuffet, hvis det var været hjemme hos os!!
Selvfølgelig kunne du have talt med store bogstaver, men Det virker på mig som om han havde besluttet sig( pakker taske mens du sover og bare smutter med ordene' sæt en film på')
Du siger jo at du ikke er tryg ved det!! Jeg kunne måske forstå at han gerne ville ud og spise, men kunne måske have skippet træningen.... I Min verden er det hygge og sjov, men familie går forud!!
At det hos nogen er en selvfølge at man godt kan passe børn når er syg og den anden tager i byen, er jo fimv, hvis det er gensidigt, hvilket det lyder som....
Men hvis du selv har taget over når han er syg, Ville jeg forvente det samme når det gælder mig...
Rigtig god bedring. Håber I får talt om det, så der er mere enighed i en kommende situation.

Den situation har jeg aldrig stået i herhjemme, og kommer heller ikke til det. Han ville aldrig lade mig være alene hjemme hvis jeg var skidt - og omvendt 

Måden han har gjort det på er da virkelig ikke i orden. Man kan ikke bare forlade sig på at ens kæreste kan klare det når du er så skidt. Jeg syntes det er hensynsløst og respektløst at gøre det på den måde han har gjort det.

Men men men... Jeg er selv en fyr, så her får du lige lidt af vores tankegang...

Da jeg boede sammen med min søns mor, var hun ofte syg, jeg arbejdede rigtig meget men gav mig virkelig tid til at være hjemme når jeg kunne. Men når jeg havde været spærret inde i lejligheden med min søn, og en syg kæreste i flere dage i streg havde jeg altså også brug for at komme ind. Men jeg satte mig ned og forklarede hende at jeg virkelig havde brug for at komme ud og om vi kunne løse det her på en ordentlig måde. Planen blev at jeg kom ud, hendes veninde kom og legede babysitter og sygeplejerske.

Mit råd til dig er:

Snak med ham om det når han kommer hjem, sig at du ikke syntes at det er fair at du skal ligge med 40 i feber, ondt over alt og stadig passe den lille. I er 2 om det så må han sq mande sig op.

kejoh54 skriver:

Måden han har gjort det på er da virkelig ikke i orden. Man kan ikke bare forlade sig på at ens kæreste kan klare det når du er så skidt. Jeg syntes det er hensynsløst og respektløst at gøre det på den måde han har gjort det.

Men men men... Jeg er selv en fyr, så her får du lige lidt af vores tankegang...

Da jeg boede sammen med min søns mor, var hun ofte syg, jeg arbejdede rigtig meget men gav mig virkelig tid til at være hjemme når jeg kunne. Men når jeg havde været spærret inde i lejligheden med min søn, og en syg kæreste i flere dage i streg havde jeg altså også brug for at komme ind. Men jeg satte mig ned og forklarede hende at jeg virkelig havde brug for at komme ud og om vi kunne løse det her på en ordentlig måde. Planen blev at jeg kom ud, hendes veninde kom og legede babysitter og sygeplejerske.

Mit råd til dig er:

Snak med ham om det når han kommer hjem, sig at du ikke syntes at det er fair at du skal ligge med 40 i feber, ondt over alt og stadig passe den lille. I er 2 om det så må han sq mande sig op.

præcis Det skal lige siges at han går hjemme uden arbejde og har al mulighed for at komme ud og træne osv. Jeg har aldrig forladt ham med vores datter mens han har været syg, det påstår han så hårdnakket at jeg har, men det er løgn.. Og gør mig bare endnu mere sur.... Han har svært ved at tackle kritik, eller blive konfronteret hvis han har gjort noget galt, så peger han bare fingre af mig og giver igen.... Hvis han havde haft et arbjede, så ville det også være noget andet! Jeg arbejder selv 32 timer om ugen.. Han arbejder slet ikke... Jeg har ingen fritidsaktiviteter, han går til noget 3 gange om ugen... Vi prioriterer bare forskelligt åbenbart, og det er jeg skuffet over.... Men men men... Jeg har sagt det til ham, og så må vi jo se hvordan han har det næste gang han ligger og er syg....

Anonym skriver:

præcis Det skal lige siges at han går hjemme uden arbejde og har al mulighed for at komme ud og træne osv. Jeg har aldrig forladt ham med vores datter mens han har været syg, det påstår han så hårdnakket at jeg har, men det er løgn.. Og gør mig bare endnu mere sur.... Han har svært ved at tackle kritik, eller blive konfronteret hvis han har gjort noget galt, så peger han bare fingre af mig og giver igen.... Hvis han havde haft et arbjede, så ville det også være noget andet! Jeg arbejder selv 32 timer om ugen.. Han arbejder slet ikke... Jeg har ingen fritidsaktiviteter, han går til noget 3 gange om ugen... Vi prioriterer bare forskelligt åbenbart, og det er jeg skuffet over.... Men men men... Jeg har sagt det til ham, og så må vi jo se hvordan han har det næste gang han ligger og er syg....

det lyder altså som om der er meeeeget mere i jeres konflikt end den ene oplevelse

måske det var det grundlæggende problem I skulle diskutere? min erfaring siger mig, at man ikke får noget som helst ud af at diskutere en enkeltstående overstået handling, som nok aldrig kommer til at genopstå på nøjagtigt samme måde

 

Anonym skriver:

præcis Det skal lige siges at han går hjemme uden arbejde og har al mulighed for at komme ud og træne osv. Jeg har aldrig forladt ham med vores datter mens han har været syg, det påstår han så hårdnakket at jeg har, men det er løgn.. Og gør mig bare endnu mere sur.... Han har svært ved at tackle kritik, eller blive konfronteret hvis han har gjort noget galt, så peger han bare fingre af mig og giver igen.... Hvis han havde haft et arbjede, så ville det også være noget andet! Jeg arbejder selv 32 timer om ugen.. Han arbejder slet ikke... Jeg har ingen fritidsaktiviteter, han går til noget 3 gange om ugen... Vi prioriterer bare forskelligt åbenbart, og det er jeg skuffet over.... Men men men... Jeg har sagt det til ham, og så må vi jo se hvordan han har det næste gang han ligger og er syg....

Mon ikke I skulle tale prioriteringer i stedet for en enkelt dag med sygdom - lyder for mig som du synes der er en skævvridning og du føler han ikke prioritere familien højt nok.

Og igen han kan jo ikke vide det, hvis ikke han får det fortalt. Min familie kommer i første række, men det betyder ikke jeg ikke laver andet, det betyder ikke at jeg er hjemme hver aften osv og jeg ville da både blive ked af det og overrasket hvis min mand pludselig sagde han oplevede det som en nedprioritering af ham og børnene, når han ellers har smilet og sagt god aften.

Og så i snakken skal man holde sig fra angreb for det giver oftest modangreb som du beskriver - at holde den helt på egen banehalvdel og fortælle hvad du tænker, hvordan du føler og ikke sagt som: du prioriterer heller ikke os når du.... Men i stedet: da du gik fik jeg følelsen af ikke at være prioriteret. Det plejer jeg i hvert fald at komme meget længere med.

Og så måske lave en aftale, hvis jeg en anden gang har brug for dig, så siger jeg det eller jeg ringer. Jeg spurgte min mand for blev usikker om det bare var mig. Heldigvis var han da enig, hvis han ikke siger til forventer han ingen ting af mig. Og han ville forvente jeg sagde til eller jeg bare ringede. Måske ville han eller jeg have sagt: jeg går nu, er du okay med det? Men kun måske. Men til gengæld ville ingen af os blive sure, hvis den ene part bad om at blive hjemme eller ringede hjem

lineog4 skriver:

Nej ingen af os er tankelæsere

Jeg tror faktisk ikke min mand ville vide om jeg helst ville have han blev hjemme - også fordi jeg ved det ikke en gang selv. Har som skrevet tidligere kun været slået helt ud en gang i den tid vi har haft børn, har ellers sagtens kunne have børnene alene. Min mand har også kun en gang været slået ned en gang og der var vi på ferie med mormor så det var aldrig på tale om han skulle have vores datter alene for vi var to kvinder der nærmest sloges om hende 

Jeg har kendt min mand i 22 år nu og med nogen ting kan jeg læse ham som en åben bog - jeg tror han egentlig vil sige det samme om mig, men der er stadig rigtig mange gange han overrasker mig og jeg ham, så nej vi alle bliver nød til at åbne munden og i hvert fald ikke lave den klassiske "skæld ud når du ikke har gjort hvad jeg har tænkt " ting - det er jeg i hvert fald nød til. Plus jeg er nød til at pakke mit tankelæser udstyr væk og sige jeg ved hvad min mand tænkte i gerningsøjeblikket, hvem kender ikke det: nej men jeg ved du tænkte... Jeg ved du ved, at jeg.... Hvis nu jeg spurgte kunne det være jeg ikke havde ret... Hvis jeg ikke havde lært det (er stadig i lære, og det samme er min mand, men han har ikke helt samme tendens til at tro han kan tankelæse), så havde vores forhold ikke holdt....

Okay, det er sådan det foregår hos jer.. af en eller anden grund så kender vi herhjemme altså hinanden Så godt at jeg udemærket ved hvad min mand er til når han er syg og omvendt. hmm, og jeg genkender faktisk slet ikke alt det du nævner om "tankelæsning" ... Noget af det må jeg indrømme jeg ikke helt forstår, og resten genkender jeg slet ikke .. om vi bare er kedelige herhjemme, det ved jeg ikke, men det sker ikke meget i dagligdagen og rutinerne at min mand pludselig overrasker mig med en eller anden holdningsændring eller hvad ved jeg....