Køn

Jeg har en dreng på snart 3 og en pige på 8mdr.

Jeg indrømmer gerne at jeg virkelig håbede at det blev en pige her 2.gang. Da MD scanningen så viste at det med stor sandsynlighed var en pige vi ventede os, turde jeg ikke rigtig tro på det til at starte med og især min familie var bange for at jeg ville blive skuffet (eller også var det måske mest dem selv der ville blive skuffet, da de kun har drenge børnebørn og det kunne være så hyggeligt med en lille pige). Da hun så kom ud, efter en rigtig god fødsel, havde jeg simpelthen så svært ved at fatte at vi virkelig skulle være så heldige at blive velsignet med både en dreng og pige. Hvad mere kan man drømme om?? 
Så ja, jeg drømte om at få en pige og dermed have en af hver, og det har jeg nu og det er jeg lykkelig for.

Vi havde også snakken imens jeg var gravid, at min mand virkelig ønskede for min skyld at det var en pige. Mor datter forhold og mor søn forhold er bare ikke det samme, heller ikke når man en dag bliver mormor. Vi snakkede mange gange om det, så det her med at håbe og ønske sig det ene eller andet, er noget der har fyldt hos os.

Selvfølgelig var vi også blevet lykkelige for en dreng mere, især da vi havde fået navnet på plads, ville elske at få en lille Benjamin, men sådan blev det ikke.

Nu hvor vi har en af hver, så stopper vi her. Især manden har sagt at han gerne ville have en 3'er, hvis vi fik 2 drenge.

Men nu stopper vi, to børn og endda en af hver, vi er lykkelige 

lineog4 skriver:

Med artiklen om yndlingsbørn og såmænd også tråden om prinsessetøj, så bliver jeg nød til at spørge: hvilket køn vil I helst have, jeg mener hvis I kun kunne få et barn ville I så helst have en pige eller en dreng. 

Der er statistikker der viser kvinder er mere tilbøjelige til at at presse på for det 3. Barn hvis de har to drenge end hvis de har to piger....

Jeg selv har et lidt unaturligt forhold til det med køn (tror jeg) - jeg mangler en pige og synes det at få piger er lige en kende mere heldigt. Og nej betyder ikke jeg ikke knusleselsker mine drenge, men har et behov for at fortælle jeg har en pige når jeg går med mine to drenge, for synes andre synes det er synd især hvis de har piger - ja ja ja ved godt det ikke er rigtigt, men følelser er svære at argumentere imod.

Derfor så jeg lige muligheden for at vise mig selv jeg enten har en unaturlig fokus på køn eller ikke.... 

Jeg ønskede mig inderligt en pige første gang - og det fik jeg. Anden gang ønskede jeg mig også en pige - og fik en dreng. Tredje gang havde jeg ikke noget særligt ønske og fik endnu en dreng. 

Hvad jeg ikke helt kunne forestille mig, før jeg fik min første søn, var, at jeg blev smaskforelsket i ham og helt vild med at være drengemor. Jeg har lært så meget af at følge mine to sønners udvikling på nært hold, og de gør mig stadig blød som smør, nu hvor de er 15 og 16 år og så småt er ved at blive mænd. 

Jeg knuselsker min store datter på 20, og jeg kan på godt og ondt relatere til hendes personlighed og se en del af mig selv i hende - men mine sønner har lært mig en masse nyt og fascinerer mig på en anden måde. Måske især, fordi jeg ikke var forberedt på, at de ville tage mig med storm på den måde. 

Jeg er kvinde og jeg ville helst have en dreng

og det fik vi

Hvis vi kommer til at få en mere håber jeg også på en dreng

Ved ikke lige hvorfor men vil bare helst have drenge

Jeg vil selvfølgelig være lykkelig hvis jeg får et barn, uanset køn. Men samtidig vil jeg ikke lægge skjul på at jeg meget gerne vil have en pige. Men det er kun af den begrundelse at jeg bedre kan forholde mig til lyserød, glimmer og prinsesser fordi jeg selv er en pige, end fodbold og legetøjspistoler osv. som jeg aldrig selv har haft noget med at gøre. Og ja, jeg ved godt at man ligeså godt kan få en "drenge-pige" men ja, jeg er bare ærlig.

lineog4 skriver:

Med artiklen om yndlingsbørn og såmænd også tråden om prinsessetøj, så bliver jeg nød til at spørge: hvilket køn vil I helst have, jeg mener hvis I kun kunne få et barn ville I så helst have en pige eller en dreng. 

Der er statistikker der viser kvinder er mere tilbøjelige til at at presse på for det 3. Barn hvis de har to drenge end hvis de har to piger....

Jeg selv har et lidt unaturligt forhold til det med køn (tror jeg) - jeg mangler en pige og synes det at få piger er lige en kende mere heldigt. Og nej betyder ikke jeg ikke knusleselsker mine drenge, men har et behov for at fortælle jeg har en pige når jeg går med mine to drenge, for synes andre synes det er synd især hvis de har piger - ja ja ja ved godt det ikke er rigtigt, men følelser er svære at argumentere imod.

Derfor så jeg lige muligheden for at vise mig selv jeg enten har en unaturlig fokus på køn eller ikke.... 

Da jeg var gravid var jeg fuldstændig ligeglad med hvilket køn det var. Det viste sig at være en pige og skulle vi få en til er jeg ligeglad med om det bliver en pige eller en dreng  

Vil dog indrømme, at hvis vores første havde været en dreng, ville jeg nok brændende ønske at nr 2 blev en pige...

Da vi skulle have vores første barn for 16 år siden, var det såå overskyggende vigtigt, at det blev en dreng. Jeg havde virkelig ønsket mig en dreng. Og det fik vi. Også skulel vi da have en pige også ikke flere børn.

Sådan gik det ikke lige. Vi fik dreng nr 2 og ja jeg blev faktisk lidt skuffet. Det var jo ikke sådan, det skulle være i mit unge forskruet hoved. Men dreng nr 2 var bare sååå skøn (med tiden) og jeg ligesom "affandt" mig med det. Men drømmen om en pige og derved et barn mere, var helt overskyggende.

Der skulle gå 5 år, før barn nr 3 kom til verden. Og jeg ville da lyve, hvis jeg ikke var realistisk omkring at dette her var den sidste gang, jeg nogensinde ville blive gravid og have en chance for at få pigen. Men her 3. gang var jeg alligevel også meget mere afklaret med, at det vare et BARN. Det var barnet, jeg virkelig ønskede mig.

Dreng nr 3 kom og jeg var faktisk lidt ligeglad med at det ikke var en pige. Det var et sundt og rask barn og det var jeg lykkelig for!

Nu har jeg så 3 drenge på 9, 14 og 16 år og jeg er GIGA stolt af dem. De store flotte fyrer, jeg har fået mig. Og med 3 drenge, kan jeg da slet ikke forestille mig at skulle have piger. Jeg er klart blevet en drenge-mor. Jeg er ikke til flæser, lyserødt, dukker, fnis, piv, lyse stemmer, langt hår osv osv. Både min bror og mandens søster har hver 3 piger, og jeg er sååå glad for, jeg har ene drenge. Det pige-halløj er slet slet ikke mig!

Men for 15 år siden ønskede jeg mig da bravt en pige. En datter som jeg kunne læse mine ting, kvinde ting, tanker, følelser, se øjnene på livet osv osv. Men sådan blev det ikke og min mission med mine drenge blev lidt anderledes  Jeg fik en mission der hed, at gøre mine drenge til fornuftige unge mænd, der var gode med pigerne/kvinderne. De er blevet fornuftige unge mænd, men en form for skeptisk over for de piger, de omgås. De er ikke til dramaqueens og uintelligente "Amalie-typer". De er gode venner og sjove og kærlige unge fyre, der har respekt for det modsatte køn. De ser ikke den store forskel på man og kvinde i hjemmet og ser at man er fælles om næsten alle opgaver.

Når jeg ikke kunne få mig en pige, jeg kunne lære mine ting til, ja så skal jeg i hvert fald lære min drenge, hvordan man behandler pigerne.

Mor og meget mere skriver:

Jeg ønskede mig inderligt en pige første gang - og det fik jeg. Anden gang ønskede jeg mig også en pige - og fik en dreng. Tredje gang havde jeg ikke noget særligt ønske og fik endnu en dreng. 

Hvad jeg ikke helt kunne forestille mig, før jeg fik min første søn, var, at jeg blev smaskforelsket i ham og helt vild med at være drengemor. Jeg har lært så meget af at følge mine to sønners udvikling på nært hold, og de gør mig stadig blød som smør, nu hvor de er 15 og 16 år og så småt er ved at blive mænd. 

Jeg knuselsker min store datter på 20, og jeg kan på godt og ondt relatere til hendes personlighed og se en del af mig selv i hende - men mine sønner har lært mig en masse nyt og fascinerer mig på en anden måde. Måske især, fordi jeg ikke var forberedt på, at de ville tage mig med storm på den måde. 

Jeg ønskede mig også inderligt en pige første gang, så meget  jeg slet ikke turde tro andet end det var en dreng. Der kom en skøn pige. Da jeg blev gravid anden gang var mit største ønske igen en pige, kunne egentlig slet ikke forestille mig hvad man lavede med dreng (var en af de pigemødre jeg får knopper af nu med kæmpe fordomme om drenge ). Jeg fik en pige - nåede drømmen om mine to piger og mistede den igen. Så var det ingen hemmelighed jeg brændende ønskede mig en pige da jeg blev gravid, en pige med sort hår og brune øjne og ud kom en kæmpe lyserød dreng uden hår og med blå øjne. Det tog en rum tid for at acceptere det (måske var det ikke så meget kønnet som en masse andet), men som du overraskede han mig og jeg var solgt, solgt til en dreng som minder om mig, en dreng som synes mor er den bedste i verden, en dreng der gør mig stolt helt ind K hjertet (gør min datter også). Og sørme om der ikke kom endnu en dreng som gør mig svag i knæene - det har dog ikke stoppet ønsker om en pige, troen på man er mere heldig hvis man har en søster, at have to piger er bedre end osv osv osv osv.... 

Men ja jeg har nu med mine to drenge fået er helt andet syn på drenge - knapt så fordomsfuldt - har opdaget de er super sjove og det hele ikke er biler og skydere. Og endda nået der til jeg synes det er synd hvis man ikke får lov at få en mors dreng  Men stadig endnu mere synd hvis man ikke får lov til en pige - og hader mig selv for tanken... For det vigtige er jo bare et sundt og raskt barn....