lineog4 skriver:
Jeg har svært ved at tro på der er belæg for næsten hver 4. Fødsel ender i kejsersnit, for det betyder hver 4. Fødsel for måske 150 år siden gik galt alene af grunde der kan afhjælpes ved kejsersnit - godt nok havde i en høj dødelighed blandt spædbørn men en del af disse var jo ikke ved selve fødslen men af mange andre årsager. Der tror jeg man er for hurtig til at acceptere ønsket om kejsersnit af andre årsager end medicinske.
Men med hensyn til smertelindring der er vel en gyldig grund: smerten forbundet med fødslen
Jeg har selv har "kun" fået lattergas og kun 2 af gangene, ved egentlig ikke om jeg fik det tilbudt første gang, Men 4. Gang var det bare slet ikke en hjælp og prøvede en gang og smed masken væk. Men grunden er jeg er mere bange for en nål i rygraden end at føde
Og synes da en fødsel med epidural må være lige så fantastisk som en uden.
Vedrop og igangsættelse, ja egentlig synes jeg det giver sig selv - eller også er det fordi jeg har oplevet hvor svært det er at få lov at blive sat i gang. Jeg skulle føde min søn 11 måneder efter jeg havde mistet vores datter, og jeg tiggede og bad da jeg nåede termin om at blive sat i gang og de pressede og pressede for jeg skulle gå længere og længere, kompromisset blev 4 dage over termin og med de mest dystre forudsigelser om det nok endte i kejsersnit eller laaaaaang fødsel når jeg nu ikke ville vente til jeg var en uge over tid (skal lige siges min søn var næsten 5 kilo og det blev en lynfødsel på 1 1/2 time fra første ve)... Så der tror jeg ud fra egne erfaringer at det er vægtige grunde.
Jeg fødte selv uden smertestillende og uden epidural - men jeg fik ve-drop under pressefasen, hvilket betød at jeg ikke kunne føde i vand, som jeg havde ønsket.
Argumentet var at mit vand var gået, og at baby skulle have antibiotika grundet infektionsrisiko hvis der var gået over 24 timer fra vandafgang til fødsel. Så derfor ville JM gerne have baby ud inden de 24 timer. Fair nok, jeg havde SLET ikke lyst til at min lille nyfødte skulle have antibiotika.
Men jeg fødte 20 timer efter vandafgang. Ve-droppet blev altså sat til væsentligt tidligere end de 24 timer. Jeg havde ikke de store smerter, baby havde det fint - jeg kunne sagtens have holdt til en time eller to mere med presseveer.
Til gengæld havde jeg en stærk fornemmelse af at JM begyndte at blive lidt rastløs (som i at hun sad og trippede utålmodigt med foden når der ikke skete det store i pressefasen). Så jeg tænker - fik jeg det ve-drop fordi JM syntes at nu var det på tide at den her fødsel blev overstået?
Jeg er en af de heldige, som ikke reagerede særlig slemt på ve-drop, jeg fik ikke flere smerter eller ve-storm eller noget i den stil. Så det er ikke fordi jeg husker ve-droppet som noget slemt. Men det er bare tankevækkende i forhold til artiklens tese om automat-medicinering. Jeg havde sandsynligvis ikke behøvet det ve-drop.