VIPpigen skriver:
Jeg ved hvordan han har det, og jo, jeg kender den skala. Jeg bruger den ikke selv længere, min smerteterskel stiger for hvert år. Jeg holder flere og flere smerter ud, piver ikke længere når jeg slår en tå på bordbenet, medmindre det er min dårlige fod.
Gigt er meget svært, og ved ikke hvordan han har det med sin, om han begynder at kunne fornemme en "vejrforudsigelse" mange gigtpatienter kan nærmest sige når der er dårlig, eller bedringer i vejret. regnfulde, og kolde dage tager gør simpelthen ondt. Jeg har selv gigt i fodleddet efter min skade. Det er kotume at der går gigt et sted i kroppen som bliver svært skadet.
Har han fået hjælp til sin depression??
jeg kan kun gisne om hvordan det er at stå som partner, som du gør, og som jeg siger til min mand også, så tager jeg hatten af for ham, og jeg respektere ham, og hans følelser. For det er virkelig en opgave uden lige at skal være i et forhold med mig, og ikke vide hvad man står op til i morgen. Ingen kan forudsige hvad dagen i morgen bringer.
Jeg ved desværre ikke hvad der er af muligheder for at dække en gigtpatient ind, men jeg ville bestemt Google det. Jeg ved også der findes mange sider både for pårørende til gigt og smertepatienter.
Prøv evt smerteportalen.dk og ellers så er Google hvertfald din ven
Der er ingen tvivl, han fik alle kortene på bordet, og for at han virkelig kunne forstå det, så havde smerteklinikken i Vejle som jeg var tilknyttet, lavet tema aftner for deres patienter og pårørende. første gang havde jeg min mor med, og de forklarede så godt hvad en med kroniske smerter var, så da de holdte det en gang mere, slæbte jeg manden med for at han skulle forstå det. Han gik derfra med en masse viden som jeg ikke har kunne forklare bedre, end de psykologer og sygeplejerske gjorde. Og efter det forstod han bedre hvad det er jeg gennemgår hver dag, og hvordan ens smerter kan køre op og ned...
Jeg håber i kan klare det. Og du også kan få noget viden om hvad det er han gennemgår. Jeg ved det kan være hårdt at se på hvor ondt han har, men støt ham så godt du kan, tá med til diverse undersøgelser og hvad han gennemgår, 4 øre er bedre til at lytte end 2, og husk... Han har heller ikke valgt denne situation i står i. Og han er lige så magtesløs som du er. Du ser hvad han gennemgår, han ligger krop til det.
Som du skriver bliver han også mere og mere sej til at tackle smerterne. Han er så sej og tuder ikke ret tit ( kun om natten når han tror jeg ikke ser det )
Jo han kan mærke vejret - meget tydeligt, især skiftende fra høj- til lavtryk og kold vind gør ondt, han har ikke prøvet en vinter endnu, men vi har faktisk lidt svært ved at se den i øjnene.
Mht til depressionen, så gik han til EEG træning og var rask stortset da gigten tog fart og bredte sig fra kun i fingrene op i håndledene, til albuerne, til ryggen, til knæene og anklerne og nu tærene.
Som du skriver så er noget af det der gør det rigtig svært ikke at vide hvad man står op til om morgenen, ikke kunne indstille sig og ikke turde tro på en lovning om at imorgne skal han nok stå op med hende.
Jeg prøver smerteportalen.dk 
tak for det. Hverken gigtforeningen eller FNUG har noget - hvilket jeg finder meget underligt.
Vi spiller også, som jer med meget åbne kort her hjemme - det er ikke altid rart men man ved idet mindste hvor den anden står henne. Lige nu er vi enige at det ville være godt for os at finde hvert vores sted at bo, når det lige lykkedes os at få solgt huset.
Mht til de der arrangementer på smerteklinikken, så undersøger jeg det lige. Men jeg kan ikke lade være at tænke på om jeg ikke kun vil få det værre af det. Jeg er jo i forvejen ved at gå til over at se ham så forpint.
Jeg er godt klar over at jeg kun skal se på at han har ondt - men den tanke hjælper mig desværre ikke den mindste lille bitte smule - udover at den får mig til at føle mig svag og som et utaknemmeligt nederen menneske er ikke engang kan klare at være der for min kæreste når han mest behøver mig. Jeg er efter 2 år som giver i forholdet bare brugt op - der er ikke mere at give af, hvis han ikke havde haft depressionen først kunne jeg have klaret det her meget bedre og havde kunnet støtte ham og give ham den ro og opbakning han sådan har brugfor. Men jeg må vidst indse at jeg her, har fundet min grænse for hvor meget jeg kan klare.
Søde søde VIPpigen! Tusinde tak for alt din hjælp og svar - det er rart at snakke med nogen der ved lidt om det liv
