Hvordan fungerer et almindeligt parforhold m børn?

Havanagila skriver:

Nu har jeg piskesmæld og kæresten har posttraumatisk stress. Og da hans er psykisk er han hårdest ramt. Da det er vigtigt han får hans søvn uden afbrydelser. Og vågner han op og har det lidt skidt psykisk så er det oftes mindst 2 dage.

Jeg er så selv oveni lige blevet ramt af en depression også. Så ja det går godt.

Men vores dage ser således ud.

Jeg står op med Isabella (hver dag) gør hende klar til vs.
Kommer hjem tømmer opvaskemaskinen
Omkring 10-11 går jeg ind og lægger mig.
Vi henter så Isabella sammen kl 14.30
Hvis jeg ikke har fået handlet om formiddagen gør vi det så sammen når vi har hentet Isabella.

Vi skiftes tilsat lave aftensmad dog er det mest mig der gør det.
Jeg giver så Isabella et bad efter aftensmaden. Og far står for putningen.

I weekenderne står jeg ogsåopmed Isabella, når hun så skal sove til middag lægger jeg mig også ind og hvis hun vågner efter en time står far op og jeg får lov til at sove en time mere.

Alt herhjemme kører fuldstændig i rutiner for det er vi nødtil da vi begge fejler noget.
Men når man har fundet den rutine så kører det bare.
Self har jeg dage hvor jeg har mange smerter og så tager kæresten lidt mere over. Men det er ikke så tit. Da jeg oftes tilside sætter mig selv til Isabella er kommet i seng.

Hvis du har behov for at snakke mere om dette er du velkommen til at skrive en. Pb.

Det er altså lidt "sjovt"

vores børn er jo begge født den 30.05.11

i har en pige og vi en dreng.

min kæreste har piskesmæld, du har piskesmæld.

din kæreste har posttraumatisk stress, jeg har en belastningsrelateret rektion, som minder meget om posttraumatisk stress.

Ikke nok med det, vi havde Isabella som pigenavn klar hvis vores søn havde været en pige.

i er mega med vores dobbeltgænger familie, bare omvendt 

sommerbarn<3 skriver:

Det er altså lidt "sjovt"

vores børn er jo begge født den 30.05.11

i har en pige og vi en dreng.

min kæreste har piskesmæld, du har piskesmæld.

din kæreste har posttraumatisk stress, jeg har en belastningsrelateret rektion, som minder meget om posttraumatisk stress.

Ikke nok med det, vi havde Isabella som pigenavn klar hvis vores søn havde været en pige.

i er mega med vores dobbeltgænger familie, bare omvendt 

OMG!!!
Det er da helt vildt
Det er sgu da ret pudsigt.
Det er sgu da ret cool et eller andet sted

Aagaard skriver:

Hej kvinder og mænd

Jeg er så uheldig at min kæreste har været ramt først af en svær depression og derefter nu har udviklet kronisk psoriasisgigt i mange led i hele kroppen og har rigtig ondt - det her har jo betydet at vi faktisk aldrig har fundet vores "plads" i forhold til at få en familie med et barn til at fungeret i hverdagen. Jeg ku derfor godt tænke mig at høre lidt om hvordan jeres hverdag ser ud med et eller flere børn. Hvem gør hvad? Og hvorfor? Hvem står op med ungerne om morgenen? Hvem laver mad, finder og giver tøj på, hvad med aflevering og afhentning? Gymnastik eller andre aktiviteter for børnene og for jer? Hvad med aftensmad og hygge og putning? Rengøring og oprydning? Hvordan fungerer et normalt forhold? 

 

Håber i kan hjælpe mig lidt på vej her :-)

Hej , starter lige med at give dig en krammer jeg er ked af at høre det om din mand, det må godt nok også være hårdt. 

Herhjemme arbejder manden fra kl. 6-16. 

så om morgenen er det mig som vækker børn, og sørger for ALT så de er klar til at komme afsted, jeg aflevere dem og henter dem også igen.

når manden kommer hjem er han dødtræt, og sætter sig enten ved computeren eller falder i søvn.( medmindre jeg har brug for hans hjælp) giver måske vores lille pige på 2 måneder mad, eller hvis jeg selv er for udkørt spørger jeg om hjælp til f.eks. madlavningen. 

men ellers laver jeg lektier med den store imens jeg laver aftensmad og dækker bord osv. nogen gange laver jeg først lektier med ham efter maden. alt efter hvordan det hele kører. når vi har spist står den på badning og putning af ungerne , her deles vi begge om opgaven vi putter hver anden dag hver ca og bader dem sammen, da det jo er begge børn  

om aften kl 20, når ungerne er puttet, smørre jeg madpakker og pakker skoletasken ( sønnens ) til næste dag og finder gymnastiktøj osv... og ligger tøj frem til næste dag, og smider lige en maskine over tager også opvasken der, ( nogen gange først dagen efter om formiddagen) 

når kl. er 23 falder jeg sammen som en klud ( hvis ikke også før) jeg gør de fleste ting herhjemme, og sådan noget som oprydning og tøjvask og rengøring og handler, men nu arbejder min mand jo også , og lige pt er jeg selvfølgelig på barsel, og når den er slut og jeg skal i gang igen, kommer vi til at være mere lige om opgaverne, men det er stadig ALTID mig som gøre klar og aflevere om morgen... 

 

 

Aagaard skriver:

Det er ikke længere tid siden end i april i år, jeg er desværre meget bevidst om at det kan tage/ tager lang tid at finde ud af hvad og hvormeget han kan.

Jeg er efterhånden blevet rimelig afklaret med at vi må flytte fra hinanden i et stykke tid, så jeg kan komme på højkant igen. Jeg har enormt mange "spøgelser" fra den tid han havde depression. Han kunne ingen ting, ville ingenting, blev vred over random ting -tit og det endte med at jeg "listede" rundt og var bange for at gøre ham vred hele tiden - og det er jeg stadig!! 
Det sidder i mig og det er svært for krop og sjæl at glemme når jeg ikke kan se forskel på om han bare har meget ondt eller er vred, og for mig er der ingen forskel på om det er depression (altså hovedet) eller kroppen der gør at han ikke kan komme op om morgenen ( eller middagen for den sags-skyld).
Der er så mange ting der tricker "spøgelserne" i mig.

Mht til diætist - han er ikke klar endnu, og det har jeg rigtig svært ved at accepterer. Han har psoriasisgigt og der er ingen dokumenterede effekter af en bestemt diæt. Jeg har prøvet at sige til ham at det jo også er en relativt ny sygdom og der ikke er lavet meget forskning på det endnu, desuden er det ikke sikkert at han kunne finde det, selv hvis der var - men han nægter og det kan jeg ikke lade være med at føle er et stort svigt,vil han ikke være rask eller i det mindste bare bedre?

Lige nu er det bare næsten kun drålige dage og det tager flere timer at komme op, han har ikke haft en dag under 7 på smerteskalaen i flere måneder (0( ingen smerte-10 ( besvimet))
Jeg TRÆNGER til at vi får lidt vind i sejlende og ting ikke kun bliver værre - Selvfølgelig lære han det og han er da også blevet bedre og jeg syntes at han er mega sej at han overhovedet kommer op selv om han har så ondt og han henter faktisk Milja et par gang i ugen i gennemsnit, men det koster helt vildt meget! der er 1200m i alt frem og tilbage + de løft en 2årig nu giver - men det giver ham lidt livskvalitet og kvalitetstid med hende, de to alene.

Ja vi har tænkt i lidt hjælpemidler, vi har anskaffet en rivemaskine (til at snitte og hakke og rive og den slags) og vi er igang med at finde en ordenlig kartoffelskræller. Vi skal have søgt gigtforeningens fonde om penge til en robotstøvsuger. Her hvor vi bor nu er der heldigvis opvaskemaskine 

Det med at handle på nettet har jeg faktisk slet ikke tænkt på - det er en rigtig go ide

Ja, jeg savner ham - rigtig meget, jeg savner den han var og har rigtig svært ved at accepterer gigten, som en stor del af den han nu er. Jeg vil bare have min kæreste tilbage!

Tusinde tak for dit svar og din hjælp!

Det er super hårdt at få konstateret en kronisk sygdom - ikke kun for den syge men for hele familien...

Nu ved du i hvert fald til når han er klar at diætist er en mulighed ... Men det er noget der kræver overskud at gå i gang med - og støtte fra dig

Overskud kommer - det tager tid ... Han skal først acceptere at hans hverdag ikke kanblive den samme som før ... Og det skal du også

Håber på den bedst mulige fremtid for jer

Noahmor skriver:

Jeg ved heller ikke, hvor meget der står om ham på nettet.

er kun fordi jeg kender hende, der har hjulpet ham med kosten at jeg kender til hans historie.

kan godt forstå at det kan være svært for din mand at skulle igang med en diæt, men synes måske han skylder dig og jeres barn det. 

Tænk, hvis han kan komme næsten smertefri igennem de næste mange ved at ændre kost og motionsvaner. 

Åh! Det er ikke sådan at du vil fortælle mig hvem hun er? Så kan vi måske kontakte hende når han er klar?

serinasmor skriver:

Det er super hårdt at få konstateret en kronisk sygdom - ikke kun for den syge men for hele familien...

Nu ved du i hvert fald til når han er klar at diætist er en mulighed ... Men det er noget der kræver overskud at gå i gang med - og støtte fra dig

Overskud kommer - det tager tid ... Han skal først acceptere at hans hverdag ikke kanblive den samme som før ... Og det skal du også

Håber på den bedst mulige fremtid for jer

Tak :-) Og tak for din hjælp og støtte

Aagaard skriver:

Åh! Det er ikke sådan at du vil fortælle mig hvem hun er? Så kan vi måske kontakte hende når han er klar?

Det er ikke en af mine tætte veninder, men kan godt prøve at høre hende ad. Hun er ikke diætist, hun har bare søgt rigtig meget på nettet om emnet. 

Noahmor skriver:

Det er ikke en af mine tætte veninder, men kan godt prøve at høre hende ad. Hun er ikke diætist, hun har bare søgt rigtig meget på nettet om emnet. 

Det ville være fantastisk

Før jeg startede job stod jeg for alting. Men det kan jeg ikke mere. Vores hverdag er temmelig hård så vi er nødt til at hjælpes ad. Forskellen på os er at har jeg et par fritimer hjemme så ordner jeg huslige ting. Har min kæreste fritimer hjemme sover han;-)

Vores dag ser sådan her ud
4:00 jeg står op og går i bad, gør morgenmad klar m.m
4.30 vækker manden og han køre på arbejde
5:00 vækker jeg vores datter og vi spiser morgenmad og hygger
5:45 køre datteren hjem til farfar og farmor som aflevere hende i dagpleje
6.20 tager toget på arbejde
16:00 manden henter vores datter og de hygger og laver aftensmad. Går til gymnastik om onsdagen.
17:30 kommer jeg hjem og vi spiser aftensmad. Jeg bader derefter vores datter mens manden rydder af bordet
19:00 har jeg gjort vores datter sengeklar og jeg putter hende.
20:00 jeg rydder op, ordner vasketøj mm og laver lektier til ca. 22 og så er det godnat.

I weekenden laver jeg madplan, handler, gør rent og ordner vasketøj og laver lektier. Manden står så for at ordne bilen, gå videre med igangværende renovation af førstesalen.

Her er det mig der laver mest og slækker jeg på vores stramme tid så bliver her uoverskueligt.
Men manden er blevet bedre til at få gjort tingene også. Og jeg er blevet bedre til at bede om hjælp.