Hvordan fungerer et almindeligt parforhold m børn?

Team Putte skriver:

Uha der er gode dage og dårlige dage.. Har jeg meget ondt en hverdag hvor jeg så ikke kan være så meget på fra han kommer hjem, og han har haft en stressende dag på jobbet, så er det ikke altid overskudet er der fra hans side.. ja eller min for den sags skyld.. Kroppen bruger meget energi på at holde smerterne ud.. Det forstår man jo så udmærket godt, men generelt synes jeg han håndterer det praktiske rigtig godt, men han har det selvfølgelig rigtig skidt med at jeg har så ondt som jeg har

Har ingen idé om om jeg bliver rask... Alle de kloge mennesker siger jo at man bare skal træne ryggen op og i løbet af 6 mdr. vil den diskus der er smuttet ud være tørret ind og dermed ikke gøre ondt mere.. Min sidder dog og trykker på nerven så jeg har ondt i lænden ned over balden og hele vejen ned til anklen.. Nu har jeg gået siden april.. Det bliver kun værre! Gået til fysioterapeut siden juli, og det holder smerterne nogenlunde i skak men bedre bliver det ikke.. Jeg har været på rygklinik for små 14 dage siden og skal nu vurderes af kirurger d. 29. november.. Det betyder ikke at de vil operere men det er positivt at de vil se mig efter en web-konsultation med hende fra rygklinikken

Ja gode og dårlige - fortæller du din kæreste hvilken slags dag det er når i står op? 
Jeg syntes du er sej og gør meget, selv om du har ondt

Aagaard skriver:

Ja gode og dårlige - fortæller du din kæreste hvilken slags dag det er når i står op? 
Jeg syntes du er sej og gør meget, selv om du har ondt

Nogle dage gør jeg også for meget, det bøder jeg så for om aftenen

Primært har jeg det bedst om morgenen og formiddagen.. Derfor tager jeg Ida selv om morgenen.. Ellers skal hun helt vildt tidligt op og være den første i vs.. hvis det viser sig at være en dårlig dag så får manden en sms om det før han er hjemme.. Så kan han meltalt indstille sig på at han ikke skal hjem og ligge på sofaen..

Jeg laver ydermere madplan hver uge og tager meget højde for at han ikke skal stå i køkkenet i flere timer.. Hvis jeg har overskud til det så forbereder jeg det af maden der kan forberedes om formiddagen efter 12-13 tiden slapper jeg af til jeg skal hente Ida

Aagaard skriver:

Må jeg spørge hvad en smertepatient er?

Åh jeg ville gerne vide hvordan han kan holde til at elske en der har ondt  - jeg er ved at gå i tusinde stykker af det og af usikkerheden, for det er så uforudsigeligt det hele her hjemme, den ene dag koster det måske kun 20% af hans energi for dagen at sætte i opvaskeren andre 60% og det kan skifte fra ok efter han (endelig - ok jeg er pisse bitter) er kommet op om morgenen til at være så han ikke kan andet end at sidde i sin stol med våde øjne og kæmpe for at bevare fatningen gennem smerterne over middag. Det er bare så utrolig hårdt og se på og det gør at jeg er nødt til at trække mig fra ham følelsesmæssigt, jeg går simlepthen i stykker af at se på at han har så ondt hvis jeg er for tæt knyttet til ham - jeg kan ikke holde til det.

Ved du hvordan din mand/kæreste tackler det?

Smertepatient er at jeg har ondt 24/7. Jeg har været tilknyttet smerteklinikken for at få hjælp til at blive dækket ind på smertestillende. Jeg har altid ondt, har gode og dårlige dage, har dage hvor jeg mest har lyst til at trække dynen op over hovedet, og ikke eksistere. Efter næsten 7 år som dårlig gående, og acceptere at dette er mig nu, så har jeg lige nu fundet min balancegang. Selvom jeg er under 30 år, har jeg det bedst herhjemme, at jeg kan tage tingene i mit tempo, og at min familie acceptere det.

Jeg er heldig med en fantastisk familie. Manden vidste det inden vi fik barn hvad jeg kunne eller ej. Derfor er det stadig hårdt. Der er stadig dage hvor jeg tror manden har lyst til at råde 'så tá dig dog samme kælling' (han gør det ikke) og de dage syntes jeg det er iorden at have. Derfor er det ligeså vigtigt at han bevarer sin hobby, så han kan komme ud, og hjemmefra, få noget 'mig-tid'. Hvis han er væk en hel weekend, så ved han også at mandag og tirsdag bliver der intet lavet, for der sover jeg næsten dagen væk.

Jeg forstår godt du er bitter, og træt af det. Og jeg må tilstå jeg heller ikke forstår hvorfor manden er samme med mig, for jeg føler ikke jeg kan give ham det fulde som han fortjener, det samme med mit barn. Nogen gange tænker jeg at jeg nok aldrig skulle have haft børn, men igen, hvorfor skulle jeg ikke have den glæde, den lykke, den kærlighed.

Min mand vidste hvad han gik ind til, han vidste inden vi fik barn at jeg var syg. Men derfor tror jeg ikke det er nemmere.

Får din mand nogen hjælp på nogen måder??

VIPpigen skriver:

Smertepatient er at jeg har ondt 24/7. Jeg har været tilknyttet smerteklinikken for at få hjælp til at blive dækket ind på smertestillende. Jeg har altid ondt, har gode og dårlige dage, har dage hvor jeg mest har lyst til at trække dynen op over hovedet, og ikke eksistere. Efter næsten 7 år som dårlig gående, og acceptere at dette er mig nu, så har jeg lige nu fundet min balancegang. Selvom jeg er under 30 år, har jeg det bedst herhjemme, at jeg kan tage tingene i mit tempo, og at min familie acceptere det.

Jeg er heldig med en fantastisk familie. Manden vidste det inden vi fik barn hvad jeg kunne eller ej. Derfor er det stadig hårdt. Der er stadig dage hvor jeg tror manden har lyst til at råde 'så tá dig dog samme kælling' (han gør det ikke) og de dage syntes jeg det er iorden at have. Derfor er det ligeså vigtigt at han bevarer sin hobby, så han kan komme ud, og hjemmefra, få noget 'mig-tid'. Hvis han er væk en hel weekend, så ved han også at mandag og tirsdag bliver der intet lavet, for der sover jeg næsten dagen væk.

Jeg forstår godt du er bitter, og træt af det. Og jeg må tilstå jeg heller ikke forstår hvorfor manden er samme med mig, for jeg føler ikke jeg kan give ham det fulde som han fortjener, det samme med mit barn. Nogen gange tænker jeg at jeg nok aldrig skulle have haft børn, men igen, hvorfor skulle jeg ikke have den glæde, den lykke, den kærlighed.

Min mand vidste hvad han gik ind til, han vidste inden vi fik barn at jeg var syg. Men derfor tror jeg ikke det er nemmere.

Får din mand nogen hjælp på nogen måder??

N har også altid ondt og siden gigten brød ud har han ikke haft en dag under 5 på smerteskalaen ( måske du kender den 0 = ingen smerte, 10=besvimet) og de fleste dage starter han på ca. 7 og ender ofte omrking 8 hvor han har kvalme og kaster op af smerte, var han omkring 5 kunne jeg overskue det, men det her pis, det har jeg virkelig svært ved.
Han kan ikke få andet end lidt smertestillende før til Januar hvor lægen vil scanne ham igen. Der skal gå minimum ½ år mellem scanninger. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan han ville have det hvis han ingen smertestillende fik. Han er tilknyttet en gigtlæge men hun kan ikke gøre andet end at prøve andre smertestillende af indtil januar og faktisk ville hun helst vente et år altså til juni, med den scanning og anden gigtbehandling.
Det føles som om vi har levet i undtagelsestilstand siden feburar - marts 2012 hvor depressionen for alvor brød ud og hvor gigten overtog april - maj 2013. 
Du ved vel ikke om der skulle findes pårørendegrupper eller lignene for smertepatienters pårørende?
- jeg tænker jo at jeg KAN simpelthen ikke være den eneste der har det svært under de her betingelser

Håber altså ikke at jeg gør det svært for dig - du sidder jo på den modsatte side af det her end jeg gør.

 

N har også altid ondt og siden gigten brød ud har han ikke haft en dag under 5 på smerteskalaen ( måske du kender den 0 = ingen smerte, 10=besvimet) og de fleste dage starter han på ca. 7 og ender ofte omrking 8 hvor han har kvalme og kaster op af smerte, var han omkring 5 kunne jeg overskue det, men det her pis, det har jeg virkelig svært ved.
Han kan ikke få andet end lidt smertestillende før til Januar hvor lægen vil scanne ham igen. Der skal gå minimum ½ år mellem scanninger. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan han ville have det hvis han ingen smertestillende fik. Han er tilknyttet en gigtlæge men hun kan ikke gøre andet end at prøve andre smertestillende af indtil januar og faktisk ville hun helst vente et år altså til juni, med den scanning og anden gigtbehandling.
Det føles som om vi har levet i undtagelsestilstand siden feburar - marts 2012 hvor depressionen for alvor brød ud og hvor gigten overtog april - maj 2013. 
Du ved vel ikke om der skulle findes pårørendegrupper eller lignene for smertepatienters pårørende?
- jeg tænker jo at jeg KAN simpelthen ikke være den eneste der har det svært under de her betingelser

Håber altså ikke at jeg gør det svært for dig - du sidder jo på den modsatte side af det her end jeg gør.

 

Måske LIGGER forskellende i at han har valgt dig på de betingelser du nu stiller - jeg har ikke haft en valg, det er blevet trukket lige så meget ned over hovedet på mig som på N
Vi er også begge under 30, N er 26 og jeg 27

Aagaard skriver:

Hej kvinder og mænd

Jeg er så uheldig at min kæreste har været ramt først af en svær depression og derefter nu har udviklet kronisk psoriasisgigt i mange led i hele kroppen og har rigtig ondt - det her har jo betydet at vi faktisk aldrig har fundet vores "plads" i forhold til at få en familie med et barn til at fungeret i hverdagen. Jeg ku derfor godt tænke mig at høre lidt om hvordan jeres hverdag ser ud med et eller flere børn. Hvem gør hvad? Og hvorfor? Hvem står op med ungerne om morgenen? Hvem laver mad, finder og giver tøj på, hvad med aflevering og afhentning? Gymnastik eller andre aktiviteter for børnene og for jer? Hvad med aftensmad og hygge og putning? Rengøring og oprydning? Hvordan fungerer et normalt forhold? 

 

Håber i kan hjælpe mig lidt på vej her :-)

Her hjemme er det mig der ordne det meste.  Sådan har det altid været , selv da jeg var selvstændig.

nu går jeg hjemme med kroniske smerter  Og det er mig der får ungerne op og afsted . Jeg ordner det meste praktiske ( minus smøre madpakker og lægge tøj sammen )

jeg handler, laver mad , gøre rent . Må indrømme jeg er træt af det Bruger alle mine sparsomme ressourser på det huslige.

dog står manden op hver weekend med mindste barnet så jeg kan sove længe .

 Til dig 

Herhjemme har jeg jordens bedste mand og når jeg læser jeres andres beretninger, kan jeg mærke at jeg blir helt flov! Jeg er sindssygt forvent og har en meget tollerant mand. Fordelingen her, er som følger:

Far: står op med børnene og giver begge mad. Afleverer den ældste 3-4 gange om ugen. Vasker tøj, laver mad, støvsuger. Går oftest i bad med den ældste. Giver flaske om natten. Putter børnene.

Mor: finder tøj til ungerne, sætter hår på den ældste, står for alt salg af tøj osv. (bruger jeg meget tid på)

Fælles: vi skiftes til at tage til svømning med den ældste. Med den yngste er vi sammen afsted. Vi er også alle fire afsted, når den ældste skal til gymnastik. Vi henter som oftest sammen.

I forhold til børnene gør vi meget for at være sammen om det hele! Det er dejligt og hyggeligt!

Vi er pt begge på barsel, så har lige meget tid, men manden er bare god til at gøre ting!

Aagaard skriver:

N har også altid ondt og siden gigten brød ud har han ikke haft en dag under 5 på smerteskalaen ( måske du kender den 0 = ingen smerte, 10=besvimet) og de fleste dage starter han på ca. 7 og ender ofte omrking 8 hvor han har kvalme og kaster op af smerte, var han omkring 5 kunne jeg overskue det, men det her pis, det har jeg virkelig svært ved.
Han kan ikke få andet end lidt smertestillende før til Januar hvor lægen vil scanne ham igen. Der skal gå minimum ½ år mellem scanninger. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan han ville have det hvis han ingen smertestillende fik. Han er tilknyttet en gigtlæge men hun kan ikke gøre andet end at prøve andre smertestillende af indtil januar og faktisk ville hun helst vente et år altså til juni, med den scanning og anden gigtbehandling.
Det føles som om vi har levet i undtagelsestilstand siden feburar - marts 2012 hvor depressionen for alvor brød ud og hvor gigten overtog april - maj 2013. 
Du ved vel ikke om der skulle findes pårørendegrupper eller lignene for smertepatienters pårørende?
- jeg tænker jo at jeg KAN simpelthen ikke være den eneste der har det svært under de her betingelser

Håber altså ikke at jeg gør det svært for dig - du sidder jo på den modsatte side af det her end jeg gør.

 

Jeg ved godt at dette ikke har med emnet at gøre og så alligevel. Prøv at Google navnet Stig Pryds. Han er førtidspensionist pga gigt, men er kommet ud på den anden side som fridykker ved hjælp af kost og motion. Måske han kan inspirere din kæreste. 

Aagaard skriver:

Hej kvinder og mænd

Jeg er så uheldig at min kæreste har været ramt først af en svær depression og derefter nu har udviklet kronisk psoriasisgigt i mange led i hele kroppen og har rigtig ondt - det her har jo betydet at vi faktisk aldrig har fundet vores "plads" i forhold til at få en familie med et barn til at fungeret i hverdagen. Jeg ku derfor godt tænke mig at høre lidt om hvordan jeres hverdag ser ud med et eller flere børn. Hvem gør hvad? Og hvorfor? Hvem står op med ungerne om morgenen? Hvem laver mad, finder og giver tøj på, hvad med aflevering og afhentning? Gymnastik eller andre aktiviteter for børnene og for jer? Hvad med aftensmad og hygge og putning? Rengøring og oprydning? Hvordan fungerer et normalt forhold? 

 

Håber i kan hjælpe mig lidt på vej her :-)

Tjah, her har manden det vist ret godt. Kunne godt ønske han hjalp lidt mere med det huslige...

Han afleverer som hovedregl Noah, da det er ham der møder senest. Til gengæld dynes jeg at de der 30-35 min hans morgenruyine med Noah tager fra han bliver vækket til de kører er lidt hurtig. Men kan ikke tillade mig at brokke mig. Heldigvis er knægten ret morgenfrisk.

Ellers er det mig der ordner alt - indkøb, madlavning, tøj, bade osv.
Nægter nu at støvsuge - så det er varierende hvor ofte det bliver gjort. Og synes helt ærligt ikke at 1-2 gange i ugen er nok - men som sagt så nægter jeg nu at gøre det også...

I ny og næ går han id med skraldet eller tømmer opvaskeren -tror fordelingen er 90/10...

Putning deles vi om.

Lunae skriver:

Herhjemme har jeg jordens bedste mand og når jeg læser jeres andres beretninger, kan jeg mærke at jeg blir helt flov! Jeg er sindssygt forvent og har en meget tollerant mand. Fordelingen her, er som følger:

Far: står op med børnene og giver begge mad. Afleverer den ældste 3-4 gange om ugen. Vasker tøj, laver mad, støvsuger. Går oftest i bad med den ældste. Giver flaske om natten. Putter børnene.

Mor: finder tøj til ungerne, sætter hår på den ældste, står for alt salg af tøj osv. (bruger jeg meget tid på)

Fælles: vi skiftes til at tage til svømning med den ældste. Med den yngste er vi sammen afsted. Vi er også alle fire afsted, når den ældste skal til gymnastik. Vi henter som oftest sammen.

I forhold til børnene gør vi meget for at være sammen om det hele! Det er dejligt og hyggeligt!

Vi er pt begge på barsel, så har lige meget tid, men manden er bare god til at gøre ting!

Det lyder godt nok dejligt og som om i hygger der hjemme