Hvad gør I hvis jeres barn hysterisk smider sig på gulvet??

Demata skriver:

Det er svært for mig at diskutere emnet, da jeg ikke er anonym, og ikke vil risikere at udstille de forældre jeg kender. 

Men jeg vil derimod stadig modsige dig. Forældren sætter sig i en meget risikabel situation, han/hun vil hurtigt fremstå svag og opgivende, det giver udtryk for ikke at kunne rumme barnet, dets følelser og behov, og selv i de situationer hvor det "virker" gør det barnet utrygt, usikkert, og ked af det.

Hvad jeg ville gøre? Jeg ville ALDRIG vende mig fra mit barn, eller begynde at gå fra det. Det kunne jeg heller ikke drømme om at gøre overfor mine vuggestuebørn, da det vil gøre mig til en utroværdig person i deres øjne, og jeg burde være forbundet med tryghed og omsorg. Hvis ikke mine pædagogiske anerkendende metoder virker, så ville jeg slæbe barnet ja, da det i det mindste viser at jeg er der.

jeg føler ikke at jeg viser mig som svag, fordi jeg ikke gider at diskutere med et barn der skriger, hver gang jeg siger noget. eller opgivende. der er bare kampe jeg ikke gider at tage, og det har jeg det fint med.

Jeg har sku ikke oplevet at det gør at barnet ikke føler sig tryg ved mig.
Det er jo ikke bange, for jeg er jo ikke sådan at det ikke kan se mig. jeg går jo ikke hjem og efterlader barnet.
Jeg gider ikke slæbe et barn, hvis jeg kan blive fri for det. og så snakker man jo med barnet bagefter, når det ikke skriger mere.

Jeg gør hvad jeg synes er rigtig når jeg står i situationen og så er jeg egentlig ligeglad med hvad andre siger, så længe barnet ikke tager skade. og det gør det ikke.

Yurie skriver:

at raseri ikke virker.. at smide sig ned på jorden og skabe sig. At den voksne bestemmer, og de skriger jo ikke fordi at de er kede af det, men fordi de vil bestemmer og de har sat sig noget for og når de får et nej, så skriger de.

man behøver ikke blive så pædagogisk over alt man gør med børn. Nogen gange gør man ting, fordi der ikke er andre muligheder. børn skal jo lære at de ikke kan blive taget op hele tiden.
hvad ville du gøre hvis du gik med to indkøbsposer og barnet gjorde sådan? Tage det op og bære alt?

Jeg siger ikke at børn skal straffes, men hvis børn får deres vilje hver gang, ender de med at styre forældrene.

Og de tager ikke skade af det, som andre også skriver. og vi er flere der bruge den metode, og vi gør det bestemt ikke for at straffe børn, men for at vise dem at vi mener hvad vi siger.

Vil vove at påstå at disse raserianfald oftest sker når barnet er pisse træt. Og i sådanne situationer virker det ikke en døjt at sige at det ikke nytter noget. Barnet er træt og magter ikke mere! Og hvordan viser man lige mor og far det? Man smider sig på gulvet.

 

Demata skriver:

Det er svært for mig at diskutere emnet, da jeg ikke er anonym, og ikke vil risikere at udstille de forældre jeg kender. 

Men jeg vil derimod stadig modsige dig. Forældren sætter sig i en meget risikabel situation, han/hun vil hurtigt fremstå svag og opgivende, det giver udtryk for ikke at kunne rumme barnet, dets følelser og behov, og selv i de situationer hvor det "virker" gør det barnet utrygt, usikkert, og ked af det.

Hvad jeg ville gøre? Jeg ville ALDRIG vende mig fra mit barn, eller begynde at gå fra det. Det kunne jeg heller ikke drømme om at gøre overfor mine vuggestuebørn, da det vil gøre mig til en utroværdig person i deres øjne, og jeg burde være forbundet med tryghed og omsorg. Hvis ikke mine pædagogiske anerkendende metoder virker, så ville jeg slæbe barnet ja, da det i det mindste viser at jeg er der.

Er SÅ enig med dig!

Faith skriver:

Vil vove at påstå at disse raserianfald oftest sker når barnet er pisse træt. Og i sådanne situationer virker det ikke en døjt at sige at det ikke nytter noget. Barnet er træt og magter ikke mere! Og hvordan viser man lige mor og far det? Man smider sig på gulvet.

 

Vil lige sige at herhjemme sker det altså ikk for det meste når han er træt.... Det sker lige så snart han ikk får sin vilje!....

Faith skriver:

Vil vove at påstå at disse raserianfald oftest sker når barnet er pisse træt. Og i sådanne situationer virker det ikke en døjt at sige at det ikke nytter noget. Barnet er træt og magter ikke mere! Og hvordan viser man lige mor og far det? Man smider sig på gulvet.

 

der er jeg så uenig. jeg har set voldsomme raserianfald, der intet havde med træthed af gøre, men fordi at det er lettere at skrige og smide sig på gulvet, for så får man sin vilje til sidst, fordi de voksne ikke gider at høre på og ikke gider at tage kampen, fordi det er lettere at gi sig.

Afhænger af grunden til raserianfaldet... Er det fordi man vil have et eller andet men har fået nej så vil jeg nok oftest sætte mig ned og vente plus give udtryk for jeg er parat til et kram når de har behov (mine plejer at blve rigtig kede af det bagefter)

Men var raserianfaldet som du beskriver et der omhandlede at være træt i benene og geene ville bæres så havde jeg nok forsøgt mig med er par kompromiser alla jeg bærer til.... Og havde det ikke hjulpet må jeg indrømme jeg nok havde taget dem op og båret dem op til en stor krammetur i sofaen - jo jo det er forkert, men de kan bare være så flade efter en lang dag og jeg er selv flad og vælger den nemme løsning.

heldigvis er det meget sjældent vi når raserianfaldene når nu jeg er så "svag" 

Afhænger af grunden til raserianfaldet... Er det fordi man vil have et eller andet men har fået nej så vil jeg nok oftest sætte mig ned og vente plus give udtryk for jeg er parat til et kram når de har behov (mine plejer at blve rigtig kede af det bagefter)

Men var raserianfaldet som du beskriver et der omhandlede at være træt i benene og geene ville bæres så havde jeg nok forsøgt mig med er par kompromiser alla jeg bærer til.... Og havde det ikke hjulpet må jeg indrømme jeg nok havde taget dem op og båret dem op til en stor krammetur i sofaen - jo jo det er forkert, men de kan bare være så flade efter en lang dag og jeg er selv flad og vælger den nemme løsning.

heldigvis er det meget sjældent vi når raserianfaldene når nu jeg er så "svag" 

Jeg er enig - det kommer an på situationen. Når jeg henter min søn fra vuggeren er han træt. Vi bor lige på den anden side af gaden og han vil stadig bæres op af trappen til 4. Og det er fordi han er træt, det kan jeg se og mærke på ham. Så derfor bærer jeg ham. I weekenderne, når der er mere overskud, får han lov at gå selv - nogle gange med en del brok, andre gange uden.

Hvis han skaber sig i Irma fordi han ikke vil sidde i indkøbsvognen, siger jeg stille og roligt "det skal du", sætter ham i vognen og begynder at snakke om de fine bananer, og skal vi ikke også have en mango med hjem, og ofte går der ikke længere end et minut eller to og så har han glemt at han var sur.

Han er så også kun 2, så jeg er spændt på hvordan de her situationer eskalerer i takt med at han bliver ældre.

 

modesty skriver:

Jeg er enig - det kommer an på situationen. Når jeg henter min søn fra vuggeren er han træt. Vi bor lige på den anden side af gaden og han vil stadig bæres op af trappen til 4. Og det er fordi han er træt, det kan jeg se og mærke på ham. Så derfor bærer jeg ham. I weekenderne, når der er mere overskud, får han lov at gå selv - nogle gange med en del brok, andre gange uden.

Hvis han skaber sig i Irma fordi han ikke vil sidde i indkøbsvognen, siger jeg stille og roligt "det skal du", sætter ham i vognen og begynder at snakke om de fine bananer, og skal vi ikke også have en mango med hjem, og ofte går der ikke længere end et minut eller to og så har han glemt at han var sur.

Han er så også kun 2, så jeg er spændt på hvordan de her situationer eskalerer i takt med at han bliver ældre.

 

Jeg gør på nogenlunde samme måde og har måske bare været heldig men mine er nu 10, snart 6 og det har ikke ekskaleret... 

Tjae hvad gør vi .... Det sker ret tit så det er lidt forskelligt.

Hvis hun ikke vil gå op ad trappen bliver hun tilbudt en hånd at holde i ... Vil hun ikke have den så går jeg op -vi bor på 1. og hun ved godt hvilken dør der er vores ... Kommer hun ikke selv efter et par min så går jeg ned til hende -får som regel snakket hende til ro og igen får hun tilbudt en hånd at holde i hvis nødvendigt...

Sker det når vi henter i bh snakker vi om hvad vi skal lege med /lave derhjemme ... Hun får hjælp til sko osv hvis det var det der gjorde udslaget ...

Vi har altid snack med når vi handler og handler kun i weekenden . Ofte er bamsen også med.... Så her sker det ikke så tit .. når det gør og hun ikke er til at snakke med går vi ud ad butikken

Jeg synes det er helt vildt så mange af jer har prøvet at barnet smider sig skrigende på gulvet. Jeg er mor til tre og det har jeg aldrig oplevet.

Hos os er det noget hyggeligt at handle og det har det været siden de var helt små, de elsker det,både bae entur i fakta men også i storcentre. Tror vi har prøveten enkelt gang at en af dem blev sure over noget eller plagede om noget og så er beskeden bare "fint,sp kan du jo ikke komme med en anden gang, så handler vi bare inden vi henter dig. Det er samme besked på restauranter mm og de ved vi mener det så det har aldrig været en udfordring :-) Vi har så heller aldrig nogensinde kommet med en tom trussel :-)