Hvad gør I hvis jeres barn hysterisk smider sig på gulvet??

Pylle3 skriver:

Jeg enten gør det samme eller ignorer det og vender ryggen til og går min vej

Det kunne jeg godt nok aldrig finde på at gøre. Tænk at blive efterladt på den måde. Det må godt nok ikke være rart. Men der er vi jo så forskellige

LuLy skriver:

Havde lige en lille episode med min datter i dag som absolut ikke ville gå selv hjem fra dagplejen (vi bor 5-7 min derfra så havde ikke klapvogn med) hun ville bæres. Det sagde jeg nej til for hun er alt for tung at bære. Det resulterede i at hun bare stod stille og jeg måtte så "hive" hende med og hun hylede selvfølgelig. Da vi så kommer ind i opgangen og skulle op af trappen (vi bor i lejlighed - på 4. sal!) ville hun selvfølgelig heller ikke gå op af trappen.

Så smed hun sig på gulvet og nægtede og ville ingenting. Jeg havde allermest lyst til at tage hende i hovede og r*v men så ville hun jo få sin vilje - at blive båret op.

Efter et kvarter var det dog lige præcis hvad jeg gjorde fordi jeg ikke magtede mere.

Hvad gør I? Er I bare stædige eller har I en eller anden pædagogisk korrekt metode til at få ungen til at samarbejde..?

Nu er jeg ikke lige kommet så langt med Anthon endnu, han er kun 6 måneder, men hvis det bliver tilfældet så tror jeg faktisk at jeg er total lortemor og bare vender om og går op af trapperne og siger "farvel Anthon", så plejer de fleste oftest at følge trop efter lidt tid - den har min veninde brugt rigtig meget, fordi hendes piger er nogle strigler I starten tænkte jeg, EJ DET GØR DU IKKE, men da jeg så så, at det faktisk virkede 90% af gangene, så var det jo en super metode, selvom den kan lyde lidt hård..

 

Hvis ikke jeg kan "få mig selv til det", så tror jeg, at jeg vil lokke lidt.. Med noget frugt jeg ved han gerne vil have, eller et par kiks, som han så får når vi er kommet ind og har fået tøjet af..

LuLy skriver:

Havde lige en lille episode med min datter i dag som absolut ikke ville gå selv hjem fra dagplejen (vi bor 5-7 min derfra så havde ikke klapvogn med) hun ville bæres. Det sagde jeg nej til for hun er alt for tung at bære. Det resulterede i at hun bare stod stille og jeg måtte så "hive" hende med og hun hylede selvfølgelig. Da vi så kommer ind i opgangen og skulle op af trappen (vi bor i lejlighed - på 4. sal!) ville hun selvfølgelig heller ikke gå op af trappen.

Så smed hun sig på gulvet og nægtede og ville ingenting. Jeg havde allermest lyst til at tage hende i hovede og r*v men så ville hun jo få sin vilje - at blive båret op.

Efter et kvarter var det dog lige præcis hvad jeg gjorde fordi jeg ikke magtede mere.

Hvad gør I? Er I bare stædige eller har I en eller anden pædagogisk korrekt metode til at få ungen til at samarbejde..?

Emilie laver det nu nummer SSSÅÅÅÅÅÅ tit at jeg er ved at blive sindsyg simpelthen men vi har fundet ud af at meget kan løses ved at lave en konkurrence. Hvem kommer først op til 1 sal og så videre. En anden ting der ofte virker er at sige uhhhh mor er SÅ træt du må hjælpe mig op så skynder hun sig foran og hiver i mig for at hjælpe. Nogle dGe er der intet der virker men oftest virker dt med konkurrencen.

Faith skriver:

Det kunne jeg godt nok aldrig finde på at gøre. Tænk at blive efterladt på den måde. Det må godt nok ikke være rart. Men der er vi jo så forskellige

det er jo ikke fordi hun går helt hjem og efterlader barnet siddende på fortorvet. men går lidt, og så finder barnet ud af at moren mener det, og hvis de vil med, er de nød til at bruge deres ben.
der er sku ikke noget trauma i det.

Yurie skriver:

det er jo ikke fordi hun går helt hjem og efterlader barnet siddende på fortorvet. men går lidt, og så finder barnet ud af at moren mener det, og hvis de vil med, er de nød til at bruge deres ben.
der er sku ikke noget trauma i det.

Nu har jeg en søn der bliver panisk angst hvis vi pludselig "forsvinder". Så jeg synes faktisk der er en snert af traume over det

Barnet ved jo ikke at du bare går lidt væk. For ham/hende virker det måske som om det bliver efterladt.

Husker selv fra da jeg var barn og blev væk fra min mor. totalt angstprovokerende!

MortilElias2010 skriver:

Vi lader vores være, når han så har raset ud ja så kan vi snakke om det 

Det var også lidt min taktik der i opgangen men jeg er super utålmodig og da hun efter et kvarter stadig ikke var til at have med at gøre så fik jeg nok - men det er nok en af de mere fornuftige løsninger

Faith skriver:

Nu har jeg en søn der bliver panisk angst hvis vi pludselig "forsvinder". Så jeg synes faktisk der er en snert af traume over det

Barnet ved jo ikke at du bare går lidt væk. For ham/hende virker det måske som om det bliver efterladt.

Husker selv fra da jeg var barn og blev væk fra min mor. totalt angstprovokerende!

jeg har prøvet det nogle gange, fordi jeg er meget imod at trække/hive i børn.. og de ser at jeg begynder at gå og følger så efter. Jeg stopper tit op og lige ser, hvis der ikke sker noget, går jeg videre. og jeg løber ikke afsted. jeg sikre mig at barnet ikke er i fare eller bange.

men det er jo forskelligt fra børn, og din søn har haft en dårlig oplevelse med det..

LuLy skriver:

Havde lige en lille episode med min datter i dag som absolut ikke ville gå selv hjem fra dagplejen (vi bor 5-7 min derfra så havde ikke klapvogn med) hun ville bæres. Det sagde jeg nej til for hun er alt for tung at bære. Det resulterede i at hun bare stod stille og jeg måtte så "hive" hende med og hun hylede selvfølgelig. Da vi så kommer ind i opgangen og skulle op af trappen (vi bor i lejlighed - på 4. sal!) ville hun selvfølgelig heller ikke gå op af trappen.

Så smed hun sig på gulvet og nægtede og ville ingenting. Jeg havde allermest lyst til at tage hende i hovede og r*v men så ville hun jo få sin vilje - at blive båret op.

Efter et kvarter var det dog lige præcis hvad jeg gjorde fordi jeg ikke magtede mere.

Hvad gør I? Er I bare stædige eller har I en eller anden pædagogisk korrekt metode til at få ungen til at samarbejde..?

Hende af min har gjort det engang.... I føtex da der var aller flest... Hun har ikke gjort det siden, for hun synes godt nok det var pinligt at hendes mor gjorde hendes kunsten efter og smed sig på gulvet og skreg og sparkede løs ;-) 

Lykke:) skriver:

Da jeg var lille og hysterisk efterlignede mine forældre mig, altså sådan nogenlunde og så blev jeg så chokeret over, at de gjorde det at jeg straks lod være med det jeg havde gang i

Det ville jeg aldrig kunne få mig selv til tror jeg - det er pinligt nok at mil unge gør det

Freyjasmor skriver:

Hvis Freyja gør det, prøver jeg at aflede hende.. Hav en pakke rosiner/æbler/jordbær/banan - et eller andet at beskæftige sig med på den ellers korte gåtur.
Hvis ikke det virker, ville jeg tage hende op og gå lidt væk fra DP, sætte hende ned og sige "så mus! nu skal vi hjem og have et varmt bad (eller ud og lege i haven, et eller andet hun synes er sjovt)"
Selvom hun kun er 20 måneder forstår hun godt når man siger de ting hun elsker, og så kommer hun gerne

Det med at lokke plejer ofte også at virke - både med snack men også de ting hun elsker. Det virkede bare slet ikke i dag :/