Hvem skal Jeres børn vokse op hos, hvis I dør...

Da vi er ude i virkelig komplicerede forhold hos os, ved vi lige præcis hvor de skal hen og det ved staten også.

Vi har beskyttelse fra ngoet familie (min mand side) så det er klart de IKKE skal der over.

Så et vennerpar der er verdens sødeste og ville elske dem som var de deres egne.

Vi har valgt at det skal være min mand`s søster og hendes mand. Det skulle jo være nogen som vi mener vil ta sig godt af ham og det mener vi at de kan!
 

Mumto3 skriver:

jeg har tænkt over det HVER gang der skulle vægles fadder til barnedåben, og vi har da også sagt dem der stod fadder, (eller faktisk har vi ikke sagt det til dem, men skrevet et brev til, om spurgt om de ville være fadder) , at hvis vi skulle gå hen og dø, så sagde de også ja, til at tage sig af barnet. Det med at stå fadder er ikke 'bare' noget der vare en enkelt søndag formiddag, men en forpligtigelse der holder resten af livet. Sådan ser de færreste på det, og det er defor vi har skrevet og spurgt fadderne, så de havde mulighed for at overveje det grundígt inden de svarede. Hvis de blev spurgt mundtlig er det jo nemmere at komme til at sige ja, og så kan det være svært bagefter at at komme og sige at det ansvar ønsker man ikke.

Vi har nøje udvalgt vores faddere, og jeg tror og håber på at vores børn er i bedste hænder.

Jeg har også skrevet hvad jeg gerne vil have sker hvis jeg går hen og dør og min mand er alene med børnene. Min mand har ikke læst det, men både mine forældre og min mand ved hvor de kan finde det jeg har skrevet, hvis det sker.

Jeg læser dit indlæg som om, at børnene kommer til at være hos nogle af fadderne... det gør de altså ikke. Fadderne skal bare opdrage i den kristne tro og der er ikke noget juridisk i det... Som sådan kan fadderne ikke "bruges" til noget.

Mht spørgsmålet, så har vi talt om det, men har ikke fået lavet børnetestamente. Een ting er sikkert - ingen bedsteforældre skal "arve" mit barn... så hellere søskende eller gode venner.

Det er sgu et vanskeligt spørgsmål, da det er svært at vælge... he he min søn har det bare bedst ved sin mor og far jo - smiler

rikkekrogh skriver:



Jeg læser dit indlæg som om, at børnene kommer til at være hos nogle af fadderne... det gør de altså ikke. Fadderne skal bare opdrage i den kristne tro og der er ikke noget juridisk i det... Som sådan kan fadderne ikke "bruges" til noget.

Mht spørgsmålet, så har vi talt om det, men har ikke fået lavet børnetestamente. Een ting er sikkert - ingen bedsteforældre skal "arve" mit barn... så hellere søskende eller gode venner.

Det er sgu et vanskeligt spørgsmål, da det er svært at vælge... he he min søn har det bare bedst ved sin mor og far jo - smiler

jeg er helt med på at der ikke er noget juridisk i det. vi har bare valgt at fadderne også er dem der skal tage sig af børnene hvis der sker noget. Der er jo ikke noget der forhindre os i at lave en sådan mundtlig aftale med fadderne.

Nej, vi har ikke aftalt noget..det er så stor en ting at tage stilling til at det er hårdt for alle parter...
Min bror skal ikke have dem, han er for ung, alene og har ikke nok kontakt til dem.
Min mands søster er også  alene men en bedre mulighed...dog ikke noget vi har snakket om
Vores forældre er desværre for gamle til at måtte få dem...52 og 64 år. og 53 og 58 år. Så de er jo udelukket.

Min fantastiske moster, som også bliver Liljes gudmor, kommer til at være den der skal have hende, hun er helt igennem fantastisk med børn.

Hvis ikke det skulle være hende, så bliver det mine dejlige forældre, de har jo gjort et godt stykke arbejde med min bror og jeg griner!

Her kommer hun til sin Gudmor..

Jesse skal hjem til mandens kusine

Min mands forældre. Begge tøser ser dem min 1 gang om ugen og har tætte forhold til dem. Så derfor skal de være der.

Vi er meget realistiske for at det kan ske at vi begge dør eller måske én af os.
 
Vi har fået lavet en god livsforsikring så den anden kan blive boende i huset uden problemer hvis én af os skulle dø. Og skulle vi begge dø, så har vi en aftale med min mands bror om at de skal have begge vores børn, de har allerede ét barn på vores ældstes alder og vores familiebånd er tætte.

Det er en frygtelig tanke, men endnu frygteligere ikke at have tænkt det igennem, for der kan jo netop ske så meget man ikke selv er skyld i. Og hvor forfærdeligt er det ikke for børnene, at der oven i sorgen er forvirring over hvor de skal være. Eller hvis man bliver nød til at flytte fra hjemmet fordi man ikke har råd til at blive boende uden to indkomster.

Vi har selv efter vores død ansvaret for vores børn og deres fremtid.