Jeg frygter at miste hende

Havre74 skriver:

Jeg føler med dig. Jeg har selv været meget tæt på at miste min datter da hun var lille. Selve sygdomsforløbet strakte sig længe og hun er stadig mærket af det.

Jeg blev dengang tilbudt gratis psykolog i sygehusregi, hvilket jeg tog imod og det hjalp utrolig meget. Også med det du skriver med at kigge billeder osv.

Så jeg vil helt klart anbefale psykolog.

Mange trøstende kram fra mig.

Jeg fik noget akuthjælp på psykiatrisk skadestue mens vi var indlagt, men efterfølgende har jeg slet ikke tilladt mig selv at mærke hvordan jeg har haft det med det hele. Ikke sådan rigtigt

Er ked af I også har været en masse igennem

Anonym skriver:

Jeg også også gået til psykolog flere gange (og psykiater). Psykologen hjalp ikke rigtig, men jeg er nødt til at give det en chance mere for jeg har rigeligt med angst i forvejen. Gider ikke gå hele tiden og frygte at jeg mister hende

Det kan jeg godt forstå! Det skal du absolut heller ikke!

LinLin skriver:

Det kan jeg godt forstå! Det skal du absolut heller ikke!

Nej det synes jeg heller ikke.

Det er klart at du går rundt med den følelse.... Kroppe reagere forskelligt og der kan sagtens går lang tid før man reagere... Kroppen går også igennem en chok tilstand som får kroppen til at gå i stå.... Min mor blev meget groft overfaldet og hendes krop reagere stadigvæk.....
Jeg selv som er/var på sidelinjen reagere stadigvæk.... Så synes bestemt du skal snakke med en psykolog og få lidt hjælp til bearbejdelse :-)

Held og lykke

Mettefpigen skriver:

Det er klart at du går rundt med den følelse.... Kroppe reagere forskelligt og der kan sagtens går lang tid før man reagere... Kroppen går også igennem en chok tilstand som får kroppen til at gå i stå.... Min mor blev meget groft overfaldet og hendes krop reagere stadigvæk.....
Jeg selv som er/var på sidelinjen reagere stadigvæk.... Så synes bestemt du skal snakke med en psykolog og få lidt hjælp til bearbejdelse :-)

Held og lykke

Ja det er klart, tror kroppen "venter" på at man er i stand til at tage det op igen.. Ved nu ikke om jeg føler jeg er det, men jeg er jo nødt til det.

Anonym skriver:

Ja det er klart, tror kroppen "venter" på at man er i stand til at tage det op igen.. Ved nu ikke om jeg føler jeg er det, men jeg er jo nødt til det.

Hov der skulle stå at det er 2 år siden hun blev overfaldet....
Jaa den skal have tid til bearbejdelse og det kan tage rigtig lang tid... Men du kan ihvertfald få hjælp til nogle øvelser man kan lave derhjemme for at "åbne" op for kroppen.... Det fik jeg og det hjalp... Kæft jeg brølede...

Mettefpigen skriver:

Hov der skulle stå at det er 2 år siden hun blev overfaldet....
Jaa den skal have tid til bearbejdelse og det kan tage rigtig lang tid... Men du kan ihvertfald få hjælp til nogle øvelser man kan lave derhjemme for at "åbne" op for kroppen.... Det fik jeg og det hjalp... Kæft jeg brølede...

Okay, jeg må undersøge hvad der er af muligheder. Godt det hjalp dig

Anonym skriver:

Jeg fik noget akuthjælp på psykiatrisk skadestue mens vi var indlagt, men efterfølgende har jeg slet ikke tilladt mig selv at mærke hvordan jeg har haft det med det hele. Ikke sådan rigtigt

Er ked af I også har været en masse igennem

Tak skal du ha´.

Jeg forstår dig fuldstændig. Jeg følte heller ikke efter mens det stod på. Jeg tænkte rationelt og da hun så var kommet nogenlunde ovenpå igen, DA gik jeg ned. Psykologen fortalte mig, at det er en hel normal reaktion hos forældre.

Havre74 skriver:

Tak skal du ha´.

Jeg forstår dig fuldstændig. Jeg følte heller ikke efter mens det stod på. Jeg tænkte rationelt og da hun så var kommet nogenlunde ovenpå igen, DA gik jeg ned. Psykologen fortalte mig, at det er en hel normal reaktion hos forældre.

Oplevede du at omgangskredsen var sådan lidt "jamen hun er jo i live" og "lad os lægge det bag os" agtig?

Sig til hvis du har brug for at snakke!