Jeg frygter at miste hende

Anonym skriver:

Oplevede du at omgangskredsen var sådan lidt "jamen hun er jo i live" og "lad os lægge det bag os" agtig?

Ja i høj grad, men det var først senere i forløbet. Langt de fleste lod enten som om, at det ikke var sket, eller også havde de travlt med at sige, at "det var jo ikke så slemt", for dem selv eller tante Oda havde fejlet det og det og det var altså meget værre. -Føj hvor følte jeg mig trådt på, på min datters vegne.

Ariel skriver:

Nej desværre. Der er mange der ikke tænker over det eller forbinder det med kritisk sygdom ved ens Barn/børn. Håber det bedste for jer

Tak

Havre74 skriver:

Ja i høj grad, men det var først senere i forløbet. Langt de fleste lod enten som om, at det ikke var sket, eller også havde de travlt med at sige, at "det var jo ikke så slemt", for dem selv eller tante Oda havde fejlet det og det og det var altså meget værre. -Føj hvor følte jeg mig trådt på, på min datters vegne.

Åhh det kender jeg godt!

Alt det hun HAR været igennem, jamen det er ligesom om at det er slukket og lukket, men det er det slet ikke for mig. Jeg kan da godt se at hun, på det fleste punkter, har det godt og trives og jeg vil ikke kun tænke på en masse negativt, men det sidder jo stadig så dybt i mig.

Det skal lige siges at jeg også har familie/venner der er støttende osv.

Jeg tror det er meget normalt at din reaktion kommer nu.
Nu er der jo lige sat lidt skub på undersøgelsen, og så kommer skrækken frem igen.

Tror bestemt også det vil være godt at tale med en professionel.

Store kram til dig 

Nessie skriver:

Jeg tror det er meget normalt at din reaktion kommer nu.
Nu er der jo lige sat lidt skub på undersøgelsen, og så kommer skrækken frem igen.

Tror bestemt også det vil være godt at tale med en professionel.

Store kram til dig 

Tak

Har snakket med min rådgiver om at vi skal have undersøgt at jeg får snakket med nogen om det og det hjalp også bare at snakke med hende.

Anonym skriver:

Tak

Har snakket med min rådgiver om at vi skal have undersøgt at jeg får snakket med nogen om det og det hjalp også bare at snakke med hende.

Det var godt, det er altid bedre at tale med andre end de nærmeste.

Og giv endelig dig selv lov til at græde og være sårbar, det har jo ikke ligefrem været nemt for jer 

Nessie skriver:

Det var godt, det er altid bedre at tale med andre end de nærmeste.

Og giv endelig dig selv lov til at græde og være sårbar, det har jo ikke ligefrem været nemt for jer 

Tak

Anonym skriver:

Jeg har brug for at være anonym da jeg ikke vil have tråden på min profil, men jeg er Laulund87.

Min datter har jo været meget syg og især da hun var helt lille var vi meget indlagt med operationer osv. Hun har tit været "almindeligt" syg og hele januar var hun hjemme med opkast/diarré.

Hun er en lille pige der ikke tager på og vi er nu på proteindrik for anden gang.

Det vidste nye er at hun har et hul i hjertet og hun skulle egentlig først kigges på om 1,5 år. Men vores læge har skrevet til Skejby for hun tager ikke på, er træt osv. Hun skal opereres på et tidspunkt, men vi ved ikke hvornår.

Alt det vi/hun har været igennem har jeg vist aldrig fået bearbejdet og jeg har svært ved at se billeder fra vores ophold på sygehuse. 3 måneder sammenlagt. Hun blev jo genoplivet og vi var ved at miste hende dengang.

Jeg tror jeg reagerer på det nu.. Jeg vågner om natten når hun kalder, men jeg får hjetebanken og flyver op af sengen. Tror jeg frygter der er noget helt galt når hun bare skal trøstes.

Hvis hun siger hun har ondt et sted, får jeg også hjetebanken.

Jeg tror der har plantet sig et kæmpe frygt i mig, at hun dør fra os. Hun er 3,5 år så hvorfor det kommer nu, ved jeg ikke, men det føles skrækkeligt

Vi har en familierådgiver der kommer hos os og jeg tror jeg må snakke med hende om det, måske jeg kan komme til psykolog.

Håber der er nogen der er kommet hertil, jeg måtte lige ud med det.

Martsbaby skriver:

Hvor gør det ondt at læse

Jeg håber det bedste for dig, din datter og resten af familien

Tak skal du have

Anonym skriver:

Jeg har brug for at være anonym da jeg ikke vil have tråden på min profil, men jeg er Laulund87.

Min datter har jo været meget syg og især da hun var helt lille var vi meget indlagt med operationer osv. Hun har tit været "almindeligt" syg og hele januar var hun hjemme med opkast/diarré.

Hun er en lille pige der ikke tager på og vi er nu på proteindrik for anden gang.

Det vidste nye er at hun har et hul i hjertet og hun skulle egentlig først kigges på om 1,5 år. Men vores læge har skrevet til Skejby for hun tager ikke på, er træt osv. Hun skal opereres på et tidspunkt, men vi ved ikke hvornår.

Alt det vi/hun har været igennem har jeg vist aldrig fået bearbejdet og jeg har svært ved at se billeder fra vores ophold på sygehuse. 3 måneder sammenlagt. Hun blev jo genoplivet og vi var ved at miste hende dengang.

Jeg tror jeg reagerer på det nu.. Jeg vågner om natten når hun kalder, men jeg får hjetebanken og flyver op af sengen. Tror jeg frygter der er noget helt galt når hun bare skal trøstes.

Hvis hun siger hun har ondt et sted, får jeg også hjetebanken.

Jeg tror der har plantet sig et kæmpe frygt i mig, at hun dør fra os. Hun er 3,5 år så hvorfor det kommer nu, ved jeg ikke, men det føles skrækkeligt

Vi har en familierådgiver der kommer hos os og jeg tror jeg må snakke med hende om det, måske jeg kan komme til psykolog.

Håber der er nogen der er kommet hertil, jeg måtte lige ud med det.

Shit, det lyder ikke sjovt. Det virker som nogle helt normale reaktioner du har, og jeg tror at det er en rigtig god idé at få dine oplevelser og følelser bearbejdet, ikke bare hos en familierådgiver, men hos en god, specialiseret psykolog.