Anonym skriver:
Må indrømme, at jeg er være lidt fyldt op af "klynkeri og ynk" (beklager - jeg kunne ikke finde et pænere ord -"have ondt af sig selv" måske
) der efterhånden er hverdag. Her - på fb og andre steder hvor man kommer. Her tænker jeg på job (mangel på samme), sociale ydelser, børn, hverdag, kommunen, regeringen, osv. Jeg mangler til tider lidt "jeg tager sku ansvar for mit eget liv"- indstilling til tingene.
Det er ikke kommunen, regeringen, dine forældre eller andre der skaber dit liv. Har du valgt at sætte børn i verden, er det hård og de skal forsørges ja! Af dig!!! Også selv om du blev gravid ved et uheld og var meget ung. Er du syg eller uarbejdsdygtig, er det pissehårdt og frustrerende, da man ikke selv er skyld i sin situation, men stadig er det ikke politikernes skyld/ansvar at du er syg eller deprimeret.
Tag ansvar for det liv DU har skabt DIG og læn dig ikke tilbage på systemet. Tror faktisk det vil hjælpe mange, da der ligger en vis stolthed i at kunne klare sig selv og sin situation. Selvfølgelig skal man hjælpes op når man snubler (hvilket alle gør på et eller andet tidspunkt i livet) men man skal ikke have lov at blive liggende. 
Dette opstød er ikke møntet direkte på nogle specilet. Bare en generel holdning i samfundet jeg langer ud efter.
Jeg er enig i det meste. Men lige det jeg har laved fed og understreget, det er faktisk rigtig hårdt at være i systemet, og har du en fysisk skade som gør du pludselig ikke kan som du en gang kunne, har du brug for hjælp fra det offentlige. Desværre er der bare ikke meget hjælp at hente, andet end de presser det ene efter det andet ned over hovedet på en, og derfor går mange psykisk ned. Jeg er en af dem hvor min egen læge sagde stop. Hun valgte simpelthen at indlægge mig på psyk, for at jeg kunne blive fri for min sagsbehandler fordi jeg bare ikke magtede mere. Min egen læge ringede enda til min sagsbehandler og fortalte hende som sin beslutning.
jeg ved ikke om du selv har været i systemet. Men det er bare rigtig, RIGTIG hårdt.
jeg bøvlet med "skader" både fysisk, og psykisk, og selvom jeg faktisk stod til en førtidspension, så valgte jeg at jeg gerne ville være fleksjobber. De nye fleksjob regler gør det nemmere for mig at kunne arbejde, fordi de 15 timer om ugen som de fleste kommuner sagde var mindste krav til fleksjobber, ikke er realistisk i min verden. Nu kan jeg arbejde helt ned til 30 min om dagen, for arbejdsgiver betaler kun løn for den tid jeg er der. Nogen bliver dårligere stillet på de nye regler, og jeg forstår det er hårdt for dem. Men heldigvis er min økonomi rettet ind efter hvad jeg får på ledighedsydelse, så alt derover er ekstra penge til mig.
jeg er glad for den hjælp jeg får, men fuck hvor jeg har kæmpet med kommunen, og jeg har fået mine knæk, som jeg ville mene de burde hjælpe mig med, istedet at de knækker en endnu mere...