hvad kom først?

Mette N skriver:

Det lyder som om I andre er ret enige om at grunden til man bliver gift er for at sikre hus/børn rent juridisk, men så er det jeg tænker, er der slet ingen af jer der tænkte på at i så i princippet ikke har sagt ja til at leve sammen resten af livet, så i princippet kan manden skride dagen efter du har født uden større problemer? der er jo nogle ting som skal ordnes inden man skal skilles, som lige netop gør de nok ville overveje tingene en ekstra gang inden de smider det hele på gulvet. For man hører jo tit om mænd der smutter nærmest lige efter fordi ansvaret er for stort og de føler de mister der ungdom.

Der ska ikke mere eller mindre til for at jeg bliver i vores forhold efter vi er blevet gift... Vi kæmper ik mere for det af den grund.. Hvis det en dag ikke fungere mere så er den ikke længere end at så må vi skilles(det tager bare lidt længere tid)

At der bliver sagt til døden jer skiller i teksten ja det ka man jo så diskutere om det ik bare er gammeldages eller om det ska tages med et gram salt

Lise skriver:

Så du mener man skal gifte sig ingen man får børn, for at de ikke skrider dagen efter fødslen? 

Altså, at jeg først blev gift efter vi havde fået børn og hus, har jo intet at gøre med hvad jeg føler for manden. Jeg fik børn med ham og vi købte hus sammen mv., fordi vi elsker hinanden. Og juridisk er det bedre hvis vi er gift. Så det er vi. At vi blev gift ændrede ikke mine følelser for ham, eller hans for mig. 

Jeg er helt enige om at følelserne er det samme, uanset om man er gift eller ikke, men tror lidt min kommentar hænger sammen med at de fyre jeg har snakket med alle har sagt man behøver ikke blive der i modgang hvis man ikke er gift, men det gør man hvis man er gift, så mine tanker bunder lidt i at jeg har hørt flere mænd nævne at det er deres holdning og så ville jeg da som damen helst være gift først, hvis ens mand har den holdning

Mom In The Making skriver:

Jeg er ikke sikker på at jeg forstår hvad du mener? 

Uanset hvordan og hvorledes.. om man er gift af praktiske årsager, eller fordi man synes bryllup høre sig til eller slet ikke er gift, ville manden (og kvinden) da kunne skride fra det hele.

dog uden giftermål måske med lidt mindre økonomiske trængsler. 

Jeg går også stærkt ud fra at man ønsker at være sammen for altid når man vælger at sætte et barn til verden, men uanset hvilken situation man står i om man har sagt "ja" i kirken eller ej er det jo aldrig sikkert at man bliver sammen.

du har ret intet er sikkert, men det er trods alt sværre at smutte hvis man er gift end hvis man ikke er du kan se min forklaring på hvad jeg mener i den kommentar jeg lige har skrevet

Min kæreste og jeg fik barn først! Han var 22 og jeg 23. Vi venter os nu nr 2. Vi er stadig ikke gift, men er da begyndt at tale om det!

Det er ikke fordi vi har været i tvivl om, om vi skulle giftes, men jeg synes hurtigt et bryllup kan virke lidt konfirmationsagtig, hvis man er alt for ung! Samtidig er vi begge studerende og selvom ingen af os ønsker sig et kæmpe slotsbryllup, så løber det hurtigt op og vi vil ikke forgælde os for at skulle giftes!

I dag er familier bare indrettet meget individuelt, så flere og flere vælger jo helt at lade være med at blive gift - det ser jeg ikke noget problem i!

hahahhaha

troede det var sådan en æget eller kyllingen en  
Nå men jeg er ikke gift endnu, så børn. 

Jeg har stemt barn først og så bryllup. Sådan blev det bare ikke pga 2 SA . Så vi blev gift og dagen efter testede jeg positiv:-) Han blev og bliver 2 år om præcis 14dage i dag:-):-):-)

Mette N skriver:

Nu har jeg hørt flere af mine veninder snakke om at de vil have børn snart, men ingen snakker om bryllup og jeg har altid tænk man blev gift fordi man elsker hinanden så højt at man har et ønske om at få børn. Så nu er jeg nysgerrig, hvad valgte I skulle ske først? og hvorfor?

jeg ville sådan ønske at bryllup kom før barn men det kommer det nok ikke til, da jeg har termin til november og ja, vi har bare ikke rigtig snakket om at blive gift i lang tid.
Men okay hvem ved, måske tager vi på rådhuset inden fødsel. Ellers har jeg en lille drøm om at slå bryllup og barnedåb sammen

emsaroto skriver:

hahahhaha

troede det var sådan en æget eller kyllingen en  
Nå men jeg er ikke gift endnu, så børn. 

Os mig:-):-)

Vi blev gift da vi var 23 og 22. Der er nu ved at være 8 år siden og vi er stærkere end nogensinde. 

Vi valgte at binde os til hinanden i medgang og modgang og vi må sige, at vi er velsignet med medgang, da vi nu venter vores 4. barn (har børn fra '07, '09 og '11 og blev gift i '05). Vi har dog også haft modgang, især i kraft af den økonomiske krise. Det har været svært for min mand at holde på arbejde (tømrer), men modgangen har også ført til medgang. Jeg startede nemlig på universitetet samme år som vi blev gift og blev færdig sidste år og har haft fast arbejde siden.

Ægteskabet betyder noget for mig og ham. Vi er en enhed og ville også være det, hvis vi ikke havde børn. Jeg er 100% tryg i vores ægteskab og ville aldrig mistænke min mand for at gøre vores ægteskab noget der kunne skade det. Jeg selv ville aldrig stille mig i en situation der kunne  skade vores ægteskab. Af samme grund har jeg ingen drengevenner. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg ikke kan se, hvorfor jeg skulle det. Vi har dog fælles drengevenner og en masse fælles venner. Jeg har mine veninder.

Vi kommer begge to fra familier, hvor ingen er skilt. Mine forældre har guldbryllup om to år og min mands har også om nogle

Vi er måske lidt gammeldags, men det holder!

Månsson skriver:

Der ska ikke mere eller mindre til for at jeg bliver i vores forhold efter vi er blevet gift... Vi kæmper ik mere for det af den grund.. Hvis det en dag ikke fungere mere så er den ikke længere end at så må vi skilles(det tager bare lidt længere tid)

At der bliver sagt til døden jer skiller i teksten ja det ka man jo så diskutere om det ik bare er gammeldages eller om det ska tages med et gram salt

Måske er jeg gammeldags, men jeg mener faktisk at der ligger en sit betydning i ordene "i medgang og modgang" og "til døden jer skiller". Jeg er af den holdning at man bliver gift, fordi man elsker hinanden og når så hverdagen melder sig og det hele ikke kører på skinner, så bliver man sammen og forsøger at løse tingene i fællesskab!

Dermed ikke sagt, at det ikke er ok at blive skilt, for selvfølgelig er det det! Man skal bestemt ikke blive sammen for enhver pris!

Men jeg ved, at når min kæreste og jeg bliver gift, så går vi all in og kæmper med blod, sved og tårer, for at kunne blive sammen! Hvis uheldet skulle være ude og vi ender med at gå hver til sit, så kan jeg garantere dig for, at jeg ALDRIG bliver gift igen - for så har jeg nemlig ikke taget ordene seriøst og derfor betyder ægteskab ikke længere noget!