Minforevigt skriver:
Det har du såmænd nok ret i. Jeg er bare så langt nede ligenu at jeg ikke ved hvad jeg skal. Men jeg burde vel bare få det overstået og klare mig og børnene selv. Det er bare svært når man elsker idioten. 
Var det en idé at sige til ham, at han må være et andet sted mens han tænker?
Altså, at du ikke siger det er slut, og smider ham ud. Men at du beder ham opholde sig, og sove, et andet sted, ind til han har tænkt tingene igennem?
Du er IKKE tjent med bare at skulle sige ja og amen, det kan simpelthen ikke være rigtigt.
Det er muligt han lige nu er i en personlig krise, men i så fald ved han heller ikke han savner jer, før han har undværet jer.
Hvis han nægter at tale med dig, og høre dine tanker og følelser, og tænke over det. Så synes jeg ærligt talt du skal bede ham tænke et andet sted.
Du kan ikke bare stå stand by for ham i måske et halvt år, til det er "gået i glemmebogen"
Ja, du risikerer at miste ham, hvis han flytter ud en uges tid, og han så opdager at det synes han er bedst.
Men helt ærligt, hvis det er sådan han så virkeligt har det, vil du så overhovedet have ham?
Vil du finde dig, og sætte dig selv i den situation, hvor du er in-house standby, ind til han enten beslutter sig for noget andet, eller til han har proppet det i glemmebogen?
så kan du gå der, og for evigt vente på at han gør noget lignenede igen, eller være bange for at han pludselig er væk, når du mindst forventede det.
Ærligt jeg synes du skal bede ham finde et andet sted at være en uges tid, og sige at han skal tænke over sagerne, og så melde tilbage hvad han finder frem til, for du kan ikke gå rundt og bare vente, og finde dig i at man ikke må snakke om de ting der gør ondt, og presser sig på.
Kram til dig.