JEG synes det er svært :(

Vivian87 skriver:

Jeg havde det på samme måde som dig da Aviaja var mindre (hun er 14,5 måned nu). Jeg gik og havde det sådan i 2 måneder før jeg tog mig sammen og talte med min sundhedsplejerske om det, og det viste sig at jeg gik rundt med en fødselsdepression. Jeg startede i en terapigruppe, og fandt ret hurtigt ud af at min usikkerhed simpelthen bundede i min usikkerhed som mor - var jeg nu en god nok mor? Hvad nu hvis andre kunne gøre det bedre end mig? Hvad nu hvis det viste sig at jeg slet ikke egnede mig som mor og nogen skulle opdage det og tage hende fra mig? Hvad nu hvis hun fik et bedre forhold til sine bedsteforældre end til mig?

Jeg har arbejdet med det - og det var SVÆRT i starten!! Hold op hvor måtte jeg sidde på mine hænder tit når andre holdt hende, og gå ud på toilettet og hyle, og min mand måtte tit trække mig til side og tage om mig og fortælle at det var okay og at jeg var den bedste mor for hende - bekræfte mig.

Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig, men du er altid velkommen til at skrive privat hvis det er!

De har selvfølgelig ret i at det er nemmere for andre at passe når den tid kommer hvor i får brug for "voksentid" hvis de kender barnet, men jeg synes virkelig også de skal acceptere at det er nødt til at ske i dit tempo!!

Hold da op, tænk engang, jeg havde slet ikke tænkt det som en fødselsreaktion, der tænker man typisk at det er hvor mor ikke kan overskue sit barn!

Tusind tak for at du lige fik åbnet mine øjne der, det er da så vigtigt at vide, at der er mange former for fødselsdepression og at der er mange flere ting, man skal være opmærksom på!

Fantastisk at du står frem og fortæller din historie

LilleChelle skriver:

Ja - det synes jeg virkelig. 

 - Nu er bassen 4 måneder gammel og jeg frygter stadig at skulle ud blandt svigerfamilien  

Jeg har siden han var en måneds tid gammel, haft rigtig svært ved at andre har holdt ham, udover jeg og min kæreste. Jeg har dog fleregange spurgt om bedsteforældrene har haft lyst til at holde ham mens jeg er gået på toilet etc. 

Igår kappede det så fuldstændig over hos svigerforældrene  

 - Bomben sprang og jeg fik at vide at de aldrig måtte holde ham, at de ikke fik nogen relation til ham, at der ikke var nogen til at tage sig af ham hvis vi gik hen og døde, fordi ingen kendte til ham, at de ikke havde lyst til at vi kom på besøg når ikke de måtte holde ham. 

Spørgsmålet kører rundt i hovedet på mig: Hvorfor bliver jeg så ked af det ved tanken om at andre skal holde ham? 

 

Jeg frygter at skulle på besøg hos svigerfamilien fordi de alle spørger om ikke de må holde ham hele tiden Min egen familie har accepteret at jeg selv kommer og spørger om de vil holde når jeg er klar til det. 
Jeg vil egentlig helst blive hjemme, fordi jeg bliver så ked af det hver gang de spørger, og jeg siger nej. Jeg forstår jo ikke selv hvorfor. Jeg ved bare at jeg bliver så ked af det at jeg 9 ud af 10 gange begynder at græde  

 

Men hvorfor har jeg det sådan? 

Det er DIT valg. Du gør ikke noget forkert.

Nu printer du denne 3-siders artikel, og så giver du den til svigerfamilien.

Det er en ordre!!!!

 

Kan ikke rigtig relatere til det da jeg ikke har haft det sådan, men kan da godt forstå det er svært for dem at forstå hvis de aldrig må holde ham?
Hvorfor skulle de ikke måtte det? De kan vel sagtens finde ud af at håndtere et barn?

Ja - det synes jeg virkelig. 

 - Nu er bassen 4 måneder gammel og jeg frygter stadig at skulle ud blandt svigerfamilien  

Jeg har siden han var en måneds tid gammel, haft rigtig svært ved at andre har holdt ham, udover jeg og min kæreste. Jeg har dog fleregange spurgt om bedsteforældrene har haft lyst til at holde ham mens jeg er gået på toilet etc. 

Igår kappede det så fuldstændig over hos svigerforældrene  

 - Bomben sprang og jeg fik at vide at de aldrig måtte holde ham, at de ikke fik nogen relation til ham, at der ikke var nogen til at tage sig af ham hvis vi gik hen og døde, fordi ingen kendte til ham, at de ikke havde lyst til at vi kom på besøg når ikke de måtte holde ham. 

Spørgsmålet kører rundt i hovedet på mig: Hvorfor bliver jeg så ked af det ved tanken om at andre skal holde ham? 

 

Jeg frygter at skulle på besøg hos svigerfamilien fordi de alle spørger om ikke de må holde ham hele tiden Min egen familie har accepteret at jeg selv kommer og spørger om de vil holde når jeg er klar til det. 
Jeg vil egentlig helst blive hjemme, fordi jeg bliver så ked af det hver gang de spørger, og jeg siger nej. Jeg forstår jo ikke selv hvorfor. Jeg ved bare at jeg bliver så ked af det at jeg 9 ud af 10 gange begynder at græde  

 

Men hvorfor har jeg det sådan? 

Jeg synes ikke at de håndterer det særlig godt. De må jo kunne forstå at det ikke er fordi du er stædig, men fordi du reelt har et problem.

Når det så er sagt, så synes jeg faktisk at det er hvad det er - et problem. Jeg har fuld forståelse for at der kan være forskellige grader af beskyttelsestrang overfor sit barn. Men hvis du har det meget svært med at din 4 mdr. gamle baby bliver holdt af sin farmor og farfar, så synes jeg måske at det er derude hvor du skal overveje at snakke med f.eks din SP om det.

modesty skriver:

Jeg synes ikke at de håndterer det særlig godt. De må jo kunne forstå at det ikke er fordi du er stædig, men fordi du reelt har et problem.

Når det så er sagt, så synes jeg faktisk at det er hvad det er - et problem. Jeg har fuld forståelse for at der kan være forskellige grader af beskyttelsestrang overfor sit barn. Men hvis du har det meget svært med at din 4 mdr. gamle baby bliver holdt af sin farmor og farfar, så synes jeg måske at det er derude hvor du skal overveje at snakke med f.eks din SP om det.

Et problem?
Det synes jeg godt nok er hårdt sagt. Der er mange der har det sådan inklusiv mig selv. Der er forskel på mennesker og vi er ikke alle ens.

Frk. Himmelblå skriver:

Det er DIT valg. Du gør ikke noget forkert.

Nu printer du denne 3-siders artikel, og så giver du den til svigerfamilien.

Det er en ordre!!!!

 

Den artikel rammer lige spot on!

Det er bare så vigtigt at huske for alle, både mødre, bedsteforældre, veninder, tanter, onkler og hvad har vi, at ligesom vi alle er forskellige mennesker, så er man også forskellige i sin rolle som mor

Så TS i stedet for at være ked af at du har det sådan, så bare sig at "sådan er jeg som mor, i andre skal nok komme til, når tid er"

Du skal i hvert fald ikke skamme dig over dine følelser. Det er nærmere din svigerfamilie, der skulle skamme sig over de kommentarer!

Den lykkelige skriver:

Men er du bange for at de skal tabe ham? Han bliver ked? De ikke gør det godt nok eller hvad er det?

Som sagt, så ved jeg ikke hvad der gør det. 

Dorthe1986 skriver:

Jeg har hørt at der er nogle mødre der får det ligesom dig. Men hvorfor kan jeg ikke svare på.

Men synes ærlig talt at det er strengt, at sige at de ikke har lyst til at i kommer på besøg, fordi de ikke må holde ham. Helt ærligt

Men måske du skal prøve at forklare dem, at det bare er rigtig svært for dig, og at du ikke ved hvorfor, men at de måske kan hjælpe dig til at få det bedre? Tror det er noget, der skal komme i små skridt og så nytter det ikke noget at der er pres på. Det kan godt være der har svært ved at forstå det, men de må sådan set bare acceptere det!

Og det bedste ville, for alle parter, både dig, din søn og også dem, hvis det er noget i kan gøre sammen - altså hjælpe dig til at kunne give bedre slip. Men hvis du åbent siger til dem, at det er rigtig svært og om de ikke nok vil hjælpe - tror du så ikke de vil det?

Jeg har overvejet det. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal sige, fordi jeg ikke ved hvorfor jeg har det som jeg har det. 

 

skovrup skriver:

synes de skal respektere at du har det sådan! og synes ikke det pænt af dem de stiller det sådan op....  

Jeg synes ikke det forkert af dig at føle som du gør, bassen har været en del af dig i 9 mdr, i to høre sammen, han kan ikke selv opsøge andre, for så det en anden snak? Så det er dig der styre hvor den lille skal være, i har et bånd....

Jeg havde det ikke godt med at andre holdt min søn, som udgangspunkt holdte andre ham ikke da han var lille. Først da han begyndte af kravle og selv kunne opsøge andre, var jeg ok med det...

Jeg ved godt der er forskellig holdninger om meninger om det, men jeg synes det er naturligt det du føler, man skal lytte til sig selv og sit barn. 

Det er dog vigtigt din mand støtter dig, det gjorde min. Han forstod det ikke altid, men han støttede mig og hvis nogen skulle holde vores søn var det som udgangspunkt ham.

Nu min søn snart to, han opsøger selv folk når han har lyst til det, men han siger også fra hvis nogen opsøger ham og han ikke har lyst. 

Jeg har heldigvis en kæreste der støtter mig i det, for han er jo heller ikke interesseret i at jeg skal være ked af det. 

 - Han forstår det ikke rigtigt, men støtter mig dog alligevel. Men hvordan skal han kunne forstå det, når jeg ikke selv rigtigt forstår hvorfor jeg har det som jeg har det. 

 

Jeg tror selv på at det bliver bedre når han bliver ældrer. Men det er svært at tro på når man får at vide det er noget vrøvl det hele. 

CAWI skriver:

Jeg har ikke selv haft problemer med at give mit barn fra mig. Har set det som en mulighed for at tage et dejligt langt bad, barbere ben, gå på toilettet i fred, tage i biffen med kæresten osv.
MEN... når det er sagt så kan jeg godt forstå dig. Det er dit guld, og lige meget hvor gode andre er til at holde og pusle om barnet, så synes man nu engang at man selv gør det bedst.

Reaktionen fra din svigerfamilie er IKKE i orden. Og jeg synes faktisk din mand burde tage en snak med dem, og fortælle dem hvordan du har det, ig at nok skal komme når du er parat.

Men jeg synes du skal snakke med din sundhedsplejeske om hvordan du har det. Måske hun har nogle værktøjer du kan bruge.

Stort kram herfra

Jeg har slet ikke trang til at give ham til nogle :/ mange siger at de syntes det er rart at have armene fri en gang imellem - sådan har jeg det slet ikke. 

Og nej - jeg synes bestemt heller ikke den reaktion var okay - den ramte godt nok hårdt.

Kæresten blev dog inde lidt efter jeg var gået og snakkede med svigerfamilien og fortalte at sådan havde jeg det bare, og det kunne de ikke lave om på. De måtte accepterer det og jo mere de pressede på, jo længere tid gik der før jeg blev fortrolig med det. 

men øv - hvor er det svært når de ikke vil accepterer det og bare mener jeg er hysterisk.