Overskriften giver sig selv i hvorfor jeg er anonym.
Jeg er simpelthen SÅ flov og skammer mig noget så grusomt
Vi var knap steget ud af sengen i morges, da jeg siger til X " Nu skal du have ren ble på og tøj og så skal vi have morgenmad" "NEEEEEEEJ" skriger X. Jeg bliver ved gentagne gange med rolig stemme at forklare X at det skal h*n. Jeg hæver stemmen mere og mere og X bliver vildere og vildere. Uden jeg når at tænke over det (bogstaveligt talt) så bider jeg X i kinden. IKKE hårdt!!!!! Ligesom hvis man siger "nu kommer jeg og spiser dig" og så et "kærligt" bid. INGEN MÆRKER OVERHOVEDET!! Jeg blev så chokeret over mig selv at jeg bare sad og stirrede ud i luften mens tårerne trillede ned af kinderne på mig. X blev hverken ked af det eller noget. H*n kiggede bare på mig som jeg sad der. Jeg sagde med det samme "Mor må ikke bide" SÅ tog h*n sit tøj på og gik ud i køkkenet for at spise morgenmad.
Jeg er gravid og mine hormoner kører rundt og jeg kan sagtens mærke at mit temperement er helt anderledes end det plejer at være. Men at jeg kunne finde på det! Det chokerer mig virkeligt!!! Jeg har tænkt på det hele dagen og købt lidt legetøj til X fordi jeg har så dårlig samvittighed. Føler mig som verdens værste mor!!!!
Er stadig helt grædefæridg!
Jeg ber ikke om at blive sat på plads mht dette indlæg - jeg ved det jeg har gjort var dybt forkert!! Måtte bare ud med det.............
Kære trådstarter.
Da jeg læste din tråd tænkte jeg først det var godt du ikke bed hårdere og dit barn ikke virkede påvirket af din reaktion og handling.
Du ved du gjorde noget galt DET er pointen, så jeg syntes du skal prøve og handle anderledes når dit barn bliver trodsig igen.
Her en en mulighed som hjælper hjemme hos mig når min søn prøver og bestemme. Jeg får det til og virke som en leg eller noget sjovt, så han reagere og syntes den leg vil jeg være med i. Det som hjælper 7 ud af 10 gange det er og sige:" Kan du vise hvor stor en dreng du er og tage fx strømper på"? (Min søn fylder 3 år næste måned).
Men jeg har også været en dum mor...
Så kan vi alle ikke prøve og skrive of fortælle en situation hvor vi har svigtet som en god mor??????
Her kommer min...
Min søn var 2 måneder, havde mave kolik og græd og græd en nat. Både ham og jeg havde ikke sovet igennem siden han blev født.
Nå men han græd og græd, jeg prøvede og amme ham, jeg prøvede og vugge ham, jeg prøvede og synge en sang, jeg prøve og gå rundt med ham, jeg svøb ham, jeg prøvede og ligge ham i lidten og vugge ham, og jeg prøvede og gå rundt med ham, og bleen var tør, men intet virkede, han fortsætte med og græde, så brød jeg sammen, for hans gråd havde stået på i nogle timer, men det er jo klart han havde ondt, det lille pus. Men så knækkede filmen oog jeg råbte" SÅ HOLD DA KÆFT FOR HELVEDE!!!!"
Det er i min verden forkert, jeg indrømmede det overfor min SP og han sagde det er en "normal" reaktion, og dem som har et knæk ville faktisk havde gjort noget der var meget værre...SBS Shaken baby syndrom....:-(
Men min pointe er at man kan ikke være perfekt som mor hele sit barns levetid, og du ved nu at det er forkert og du kan handle anderledes næste gang dit barn er trodsig.
Håber alle vil prøve og indrømme overfor dem selv at de selv har haft et lille "brist" og ikke er så foredrømmende overfor TS.
Herfra til TS.
Anmeld