Han siger han går fra mig

Anonym skriver:

ja det ved jeg. Har også tænk at han køre mig ned, men han siger det er mig der gør det mod ham. Og så får jeg helt dårlig samvittighed og ondt af ham. Han har haft en hårdt barndom og blevet svigtet af sin mor. 

Pak din medlidenhed væk det her handler ikke om ham men om jeres barn! Du skal og må finde styrken til at sige fra for hans skyld! Kontakt statsforvaltningen og mødrehjælpen og sæt dem ind i sagen, flyt på krise center eller hjem til noget familie du skal UD derfra!
Og så får du lige for det er nogle hårde ord men vist desværre nødvendige!!
Noget helt andet er at det aldrig bliver din skyld at han er blevet svigtet som barn, så må han få noget professionel hjælp men du risikerer ved at blive hos ham at din egen søn bliver lige sådan fordi du viser at det er okay at en mand behandler en kvinde på den måde, det har han jo lært derhjemme...

Det kan da ikke være rigtigt at det er dig der finder dig i den behandling og ikke netop DIG der vælger at skride? :O 

Du byder dig selv og din søn det skrækkelige miljø med en mand der tydeligvis på ingen måde respekterer dig, og du byder sig selv at tvivle på egne evner fordi du tillader hans tyrani og terror over dig, og hvor er det synd  

Du mangler styrke og rygrad til at rejse dig og sige - ved du hvad, kammerat, dine ord praller af på mig, og nu skrider jeg, fordi du ikke kan respektere mig som et medmenneske - og nej, selvfølgelig kan du ikke tage min søn fra mig! - for det kan han jo ikke. Ingen kan bare tage nogens børn fra nogen. Han kan ikke gå til statsamtet og sige at du er psykopat og så ville han få forældremyndigheden, sådan fungerer det altså ikke. Det kan du godt hilse ham at sige. Du skal ikke blive bange for hans trusler, det er tomme ord. 
Lige nu - når han siger grimme ting til dig, så fortæller du dig selv at det måske er berettiget et eller andet sted - det ville du ikke tillade hvis du respekterede dig selv lidt, anså dig selv for at være f*cking god nok (undskyld mit fransk), for det har han nok pillet af dig. Du er bare nødt tila t genfinde det før du kan se ud over det møg du står i lige nu.. Og det ER du nødt til - for din egen og for din søns skyld. Du vil da ikke byde nogen at befinde sig i sådan et miljø, og da slet ikke din søn, vel?

Jeg vil råde dig til at finde den der styrke, om ikke andet, så forsøge at fake den og græd så når han udenfor synsfelt - og derefter finde dig et andet sted at bo, med din søn. Deleordning kan i finde ud af senere, det er ikke spor vigtigt lige nu. Men jeg ville ikke lade sønnike blive hos far, da jeg personligt ville være bange for ikke at kunne få ham udleveret igen så - og det er en reel bekymring vil jeg sige, en bekymring som statsamtet måske vil tage alvorligt, hvis du sætter dem ind i sagerne. 
Vil også råde dig til (samtidig med at du finder dig et andet sted at være lige nu) at ringe til statsamt og mødrehjælp og høre om dine og hans rettigheder i jeres sag. Så står du med alle argumenterne klar når han med garanti vil råbe ad dig igen.... 

Men kom nu væk da! Det kan kun gå for langsomt. 

Mange kram  Jeg håber virkelig du kommer helskindet igennem. 

Jeg har vidst længe at det var det jeg skal. Men så kigger jeg på min søn der leger med sin far og griner højlydt og så tænker jeg at jeg godt kan holde det ud, og vi har hjem og alt og det skal nok gå. Lige indtil jeg bliver mindet omt at vi ikke kommunikere og sidde i hver sin ende af sofaen om aftenen han råber af mig, afviser mig osv. Føler jeg skal holde vires forhold kørende alene. og nu slutter han det fra det ene øjeblik til det andet 

Anonym skriver:

Føler også jeg burde, det er bare så svært. Er bange for jeg ikke kan finde ud af at været alene mor. Selvom jeg føler mig det ofte.

du skal tro på dig selv, du ville vokse så meget hvis du flyttede for dig selv, fordi jeg tror du kan en helt masse og især uden ham.

Anonym skriver:

Jeg har vidst længe at det var det jeg skal. Men så kigger jeg på min søn der leger med sin far og griner højlydt og så tænker jeg at jeg godt kan holde det ud, og vi har hjem og alt og det skal nok gå. Lige indtil jeg bliver mindet omt at vi ikke kommunikere og sidde i hver sin ende af sofaen om aftenen han råber af mig, afviser mig osv. Føler jeg skal holde vires forhold kørende alene. og nu slutter han det fra det ene øjeblik til det andet 

De glade stunder er ikke de dårlige værd..  

Jeg har selv stået der (ikke helt så slemt dog), og den dårlige samvittighed om hvorvidt ens hjertebarn skal leve i en splittet familie og alt hvad der dertil hører er virkelig opslidende. Det gør ondt at tænke på. Og det gør det stadigvæk, selvom det er 4 år siden jeg gik fra faren. Men jeg fortryder ikke et sekund. Lettelsen skyllede ind over mig da det endelig var gjort og vi kunne komme videre. Og selvom det var en sej kamp, så er vi ovre på den anden side. Jeg kan nu tilbyde min søn en dejlig stabil hverdag, hvor hans mor lever i et sundt og velfungerende parforhold med den dejligste mand, der kom til efter bruddet med faren. Så der er lys for enden af tunnellen.. det er bare svært at se. 

B&J skriver:

du skal tro på dig selv, du ville vokse så meget hvis du flyttede for dig selv, fordi jeg tror du kan en helt masse og især uden ham.

Men du kan jo ikke vide det. Du kender mig jo ikke tænker bare han måske har ret. Og hvis der er tilfældet er det jo forfærdeligt for min søn. For så kan jeg jo ikke passe ham ordenligt. Kan godt hører på mine egne svar at jeg skal tage mig sammen. Men man bliver bare så usikker. Problemet er jeg før har været i forhold med en der kørte psykisk terror på mig. Så tænker jo selvfølgelig at det må være mig der er noget galt med. Det kan jo ikke passe alle mine mænd er sådan ved en tilfældighed. Og dernæst tænker jeg, måske er det bare sådan mænd er og mig der ikke har nogen virkelighedsfornemmelse. 

Gigl skriver:

De glade stunder er ikke de dårlige værd..  

Jeg har selv stået der (ikke helt så slemt dog), og den dårlige samvittighed om hvorvidt ens hjertebarn skal leve i en splittet familie og alt hvad der dertil hører er virkelig opslidende. Det gør ondt at tænke på. Og det gør det stadigvæk, selvom det er 4 år siden jeg gik fra faren. Men jeg fortryder ikke et sekund. Lettelsen skyllede ind over mig da det endelig var gjort og vi kunne komme videre. Og selvom det var en sej kamp, så er vi ovre på den anden side. Jeg kan nu tilbyde min søn en dejlig stabil hverdag, hvor hans mor lever i et sundt og velfungerende parforhold med den dejligste mand, der kom til efter bruddet med faren. Så der er lys for enden af tunnellen.. det er bare svært at se. 

Det giver mig håb hvad du skriver. Jeg må prøve at arbejde med mig selv og få modet til at gøre det.  Men måske gør han det for mig. Det har han jo ihvertfald sagt i dag.

Kram til dig ven, det har du brug for . Det er psykisk vold du oplever. Og det går jo ud over dig og jeres søn desværre, hvis der ikke bliver handlet hurtigt. Jeg har en veninde, der har stået i samme situation. Du er velkommen til at skrive til mig privat.

Anonym skriver:

Åh nej.... Jeg føler mig mega usikker, alene og lille lige nu. Vi skændes hver dag og har været så træt aF det længe. Han taler grimt til mig hver dag, og det tager hårdt på mig. Idag sagde han at han ville gå fra mig. Og han vil tage vores barn. Han har sagt det før så vidste ikke om han mente det. Så jokede lidt med det og sagde at det jo var (som det er) mig der var den primære forældre mig der bader skifter ble køber tøj osv. Han svarede igen, du er jo syg i hovedet! Du er psykopat og bla bla bla. Blev rigtig ked af det, føler mig ikke som psykopat, tænker altid på andre før mig selv. Går på listefødder herhjemme for manden ikke bliver sur og sætter mig selv 100% bagved min søns behov. Han postod at jeg ikke var den primære og det var ham der gør alt? Puha har helt ondt i maven. Når men ville så snakke med ham her til aften. Og han siger der ikke er noget at tale om og han ikke vil være sammen mere og at han stadig synes jeg er psykopat. Forstår ikke hvorfor at han synes det. Er helt rundt på gulvet. Har altid sat andres behov foran mig selv. det gør en psykopat da ikke. Tror i jeg er psykopat? Og hvordan kan han bare vrage mig på den måde? Han ville ikke engang se mig i øjne e, sad bare og kiggede ind i tv og nærmest råbte af mig  og er så bange for at han kan tage mit barn med sig  Og det værste er, min søn højst sandsynlig ikke for lov at vokse op både med sin mor og far i huset, det gør ondt i mit hjerte, den smerte af savn han skal oplevet når han er hos den ene og savner ned den anden 

Prøv vær skridtet foran ham og sig her er dine ting, pak du bare tingene for ham og hav kold vand i blodet. det gør pisse ondt at få at vide man ikke vi være sammen længere, men gør det ikke mere ondt at være ked af det og ulykkelig?? 

Tit forstiller man sig jo man skal være sammen for altid når man har fået unger, men ens børn bliver jo desværre også påvirket når han kan se mor er ked af det og slet ikke glad længere. tro mig, han mærke det. så måske man skal tænke man godt kan blive lykkelig uden manden. 

Så hellere være adskilt et stykke tid og se om ikke han ændre sig? 

HOLD UD!!! og vær et skridt foran ham - for nu tror han jo han kan gøre alt, så forbavs ham og sig jeg har pakket dine ting, så smut du bare. 

A&F skriver:

Kram til dig ven, det har du brug for . Det er psykisk vold du oplever. Og det går jo ud over dig og jeres søn desværre, hvis der ikke bliver handlet hurtigt. Jeg har en veninde, der har stået i samme situation. Du er velkommen til at skrive til mig privat.

Måske er der psykisk vold, men er ikke sikker. Men er ikke klar til at vise nogen hvem jeg er, hvis vi går fra hinanden vil jeg meget gerne have lov at skrive privat til dig. Har nemlig ingen at tale med om det. Ingen veninder. 

Philippa skriver:

Prøv vær skridtet foran ham og sig her er dine ting, pak du bare tingene for ham og hav kold vand i blodet. det gør pisse ondt at få at vide man ikke vi være sammen længere, men gør det ikke mere ondt at være ked af det og ulykkelig?? 

Tit forstiller man sig jo man skal være sammen for altid når man har fået unger, men ens børn bliver jo desværre også påvirket når han kan se mor er ked af det og slet ikke glad længere. tro mig, han mærke det. så måske man skal tænke man godt kan blive lykkelig uden manden. 

Så hellere være adskilt et stykke tid og se om ikke han ændre sig? 

HOLD UD!!! og vær et skridt foran ham - for nu tror han jo han kan gøre alt, så forbavs ham og sig jeg har pakket dine ting, så smut du bare. 

Uh det ved jeg slet ikke om jeg har mod til. Men vil lægge mig til at sove nu. og så tror jeg at jeg prøver at tale med ham om det igen imorgen, selvom han nok ikke gider tale, og så må vi prøve at finde en løsning hvis ikke gå fra hinanden så måske få hver vores hjem for det her bliver ikke bedre. Han har ikke sagt et ord til mig hele aftenen. men det gør han jo aldrig. Ville bare ønske man fik et lille kys eller bare øjenkomntakt og et smil nogen gange. Bare måske en gang om dagen.