Donorsæd eller forsøge videre...

Miss BananaHammock skriver:

Selv tak da.

Har i mellemtiden også mødt en kvinde der har 2 børn med donorsæd fordi at manden var steril pga. sygdom.
De har fået begge børn med samme donor og har stadig strå til at lave et barn mere hvis de ønsker. De har altså købt en hel pakke fra denne person, som så gjorde at børnene kunne bliver biologiske søskende. Jeg ved godt at ikke hjælper på det med din kæreste - men ville lige dele hvis det kunne hjælpe som info. Plus da de skulle vælge en donor, blev manden screenet sådan at man har valgt en donor der passer med hans træk. De folk der ikke ved at børnene ikke er biologisk hans, siger hvor meget de ligner ham!

Endnu engang et stort stort kram. Dejligt at I har fået taget lidt hul på det!

Jeg er ret sikker på, at vi, hvis vi ælger at benytte en donor, vil føle barnet som vores begges barn, og at min kæreste vil elske barnet over alt på jorden. Heldigvis kan man, som du skriver, vælge donoren ud fra nogle træk. Jeg er dog ikke klar over, hvor meget ned i dybden, vi kan gå, vi fik blot hårfarve og øjenfarve at vide.

Det er dejligt at høre om nogle succeshistorier. Så skal vi ikke være så bange for konsekvenserne af vores beslutning.

Roselil skriver:

Æv en situation! Vi gjorde os nogle af de samme overvejelser, men for os lykkedes graviditeten i 4. mikroinsiminationsforsøg.

Vi kunne ikke blive enige på et meget vigitgt punk. Skulle vi fortælle barnet, at far ikke var bio eller ej? Jeg ville fortælle det, min mand ville ikke.

Held og lykke

Gik I også til det private, eller lykkes det i det offentlige?

Vi har ikke snakket så meget om hvorvidt barnet skal vide det eller ej endnu. Men det skal helt sikker diskuteres, hvis vi vælger den løsning.

Putomanen skriver:

Jeg er ret sikker på, at vi, hvis vi ælger at benytte en donor, vil føle barnet som vores begges barn, og at min kæreste vil elske barnet over alt på jorden. Heldigvis kan man, som du skriver, vælge donoren ud fra nogle træk. Jeg er dog ikke klar over, hvor meget ned i dybden, vi kan gå, vi fik blot hårfarve og øjenfarve at vide.

Det er dejligt at høre om nogle succeshistorier. Så skal vi ikke være så bange for konsekvenserne af vores beslutning.

Det er jo lidt en hel ny verden - donorverden. Lidt som da man gik ind i behandlingsverden. Hvis I på et tidspunkt får lyst til at snakke med et par der var igennem det selv - så er jeg sikker på at jeg kan formidle kontakten til hende jeg snakkede med. Du siger bare til!

Miss BananaHammock skriver:

Det er jo lidt en hel ny verden - donorverden. Lidt som da man gik ind i behandlingsverden. Hvis I på et tidspunkt får lyst til at snakke med et par der var igennem det selv - så er jeg sikker på at jeg kan formidle kontakten til hende jeg snakkede med. Du siger bare til!

Ja, det er virkelig en ny verden. Men det var næsten nemmere i behandlingsverden, for der fik vi stort set af vide, hvad vi skulle, hvor vi nu skal stå og vælge. Men som lægen udlagde det, var donor den bedste mulighed.

Jeg tror godt min kæreste kunne være interesseret i at skrive til manden? Hvis du har en mail-adresse, må du da gerne sende den til mig.

Putomanen skriver:

Ja, det er virkelig en ny verden. Men det var næsten nemmere i behandlingsverden, for der fik vi stort set af vide, hvad vi skulle, hvor vi nu skal stå og vælge. Men som lægen udlagde det, var donor den bedste mulighed.

Jeg tror godt min kæreste kunne være interesseret i at skrive til manden? Hvis du har en mail-adresse, må du da gerne sende den til mig.

Jeg prøver lige at høre dem ad - det er en jeg har mødt på et kursus, så kender dem ikke personligt. Vender lige tilbage i en pb

Putomanen skriver:

Jeg brød helt sammen, da han sagde, at han var skyld i de 3 år, og jeg har gentagende gange sagt til ham, at det ikke er hans skyld. Forhåbentlig begynder han at tro på mig, når jeg har sagt det nok gange.

Jeg har svært ved at affinde mig med en donor, hvis det nu kan lykkes i det private. Men det sværeste ved det private er tanken om eventuelt at skulle igennem 3 behandlinger igen. Jeg er begyndt at reagere ret meget på især nedreguleringen. Det er eventuelt et år med op og nedture, som kan være spildt. Hvis der ikke var andre valgmuligheder ville jeg uden tvivl tage 3 ekstra forsøg, men insemination med en donor vil være en meget mere skånsom behandling.

Hvis vi vælger det private, og det ikke lykkes, kan vi komme tilbage til det offentlige og få gratis insemination med donorsæd. Det er meget rart at vide.

Det ville være så meget nemmere, hvis vi kunne få et svar på, hvad der kan lykkes og ikke lykkes.

Ville ønske der var noget man kunne gøre for at hjælpe jer- eller i det mindste se ind i fremtiden, og fortælle dig om de tre forsøg ville lykkes. Forstår virkelig din modvijle mod nedregulering! Specielt hvis chancen er minimal.

Håber en snak med en klinik kan hjælpe jer lidt, og vil så også sige, vi havde jo aftalt adoption efter vores sidste forsøg, og jeg havde det godt med den beslutning. Det at vi havde en plan b, jeg havde det godt med, hjælp ufattelig meget på det psykiske pres under forsøget. Jeg tog det som noget rent fysisk min krop skulle igennem, lukket ned for alle forhåbninger m.m., og fokuserede på adoption fremfor det pågældene forsøg. Ved ikke om du måske kunne lave et lign. trick, hvis I skal ud i flere forsøg. Ville virkelig ønske jeg kunne skrive noget klogere og bedre, men det er jo bare en lorte situation uanset, hvordan man ser på det.

Jeg sender dig alle de bedste tanker...og håber du holder mig opdateret på hvad I ender med.

Putomanen skriver:

Min overvejelse som tæller mod det private er at udsætte mig selv for yderligere 3 behandlinger, hvis chancen for en graviditet er meget lille. Så er det meget at gå igennem, hvis chancen er meget lille. På den anden side vil jeg rigtig gerne have et biologisk barn med min kæreste. Jeg ønsker heller ikke at gå og tænke på, om det mon kunne lykkes i det private. Derfor tror jeg også at vi tager en samtale med en privatklinik og får deres vurdering. Forhåbentlig kan det give os et lidt bedre grundlag at tage en beslutning på.

Lige nu tager vi den stille og roligt, tingene må tage den tid, de tager. Så skal julen og hinanden nydes fuldt ud, og det har jeg det rigtig godt med.

Mange

Jeg kan udemærket følge dit dilemma og det lyder som en rigtig god idè at tage samtalen med privatklinikken, så i får nemmere ved at tage jeres endelige beslutning  så er dejligt at vi er i december md som er en rigtig hygge md, det kan måske også få jeres tanker lidt væk fra det hele

Kæmpe og ser frem til en update fra jer og pøj pøj med samtalen ellers rigtig God Jul og Godt Nytår

Putomanen skriver:

Det undrer mig også lidt, at de først kommer med det forslag nu. Men min kæreste fik fjernet den ene testikel i under vores udredning, og det kan være at de ikke har undersøgt hans sædkvalitet ordentligt efterfølgende. Men lægen sagde, at hun ud fra laboratorieprøverne kunne se, at kvaliteten var dårlig, og at det kunne være derfor, at jeg ikke er blevet gravid og at de befrugtede æg ikke udviklede sig videre.

Jeg mener han har omkring et par mio. sædceller, men mobiliteten er ret dårlig.

Vi fik snakket lidt om det hele i går, og min kæreste sagde, at han havde nemmere ved tanken om donorsæd end adoption. Så lige nu handler det om at opveje ulempen ved donorsæg mod eventuelt 3 psykisk hårde forsøg, hvor chancen for en graviditet kan være meget lille. Jeg har også fået nedregulering via sprøjter i de sidste 3 forsøg, og de er desværre begyndt at ødelægge mig meget psykisk. Jeg bliver deprimeret, sur, hidsig mm. Jeg tror det er en kombi af medicinen og at det er begyndt at tærre på mig.

Vi vælger at bestille tid ved en klinik, og får en ekstra vurdering, som vi kan tage med i beslutningen. Og så tager vi julen og får slappet af, jeg har heldigvis ikke travlt med at komme igang med noget som helst lige nu...

Jeg tror at det vil være rigtig godt for jer med en pause og lidt ro, så I har god tid til at få talt med en klinik, og talt igennem hvad I hælder mest til.

Man skulle tro at det blev nemmere at gå igennem alle de forsøg, som tiden går, men det gør det ikke.

Jeg bliver også træt, får hovedpine og bliver let irritabel, og det gør det bestemt heller ikke lettere at dette er vores sidste forsøg.
Desperationen er ved at indfinde sig, og man spekulerer på, om der er noget man kan gøre anderledes, for at få sin drøm opfyldt.

Jeg ønsker jer en rigtig god jul og håber I får slappet af, og kan få det hele lidt på afstand

Putomanen skriver:

Jeg ville ønske, at min kæreste kunne forstå, at jeg på ingen måde føler, at det er hans skyld. Mne jeg forstår godt, hvorfor han tænker som han gør. Jeg prøver ofte at fortælle ham, at det ingen betydning har for mig, og at det er ham, jeg vil starte en familie med, lige meget hvad. Jeg tror, at frygten for, at jeg går ud og finder en anden, ligger og lurer i hans baghoved.

Pengene fylder ikke så meget for mig mere, det er mest om hvorvidt vi kan acceptere en donor og hvorvidt jeg kan overkomme eventuelt 3 ekstra behandlinger, hvis chancen for at det lykkes, er minimalt. Men vi skal helt sikkert snakke med en privatklinik om det, og få deres syn på det. Forhåbentlig kan det give os et bedre grundlag at træffe beslutningen på.

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har været gennem så mange lange behandlinger, det var kun 1 enkelt, som var kort. Jeg har prøvet både næsespray og sprøjte ved nedregulering, og næsesprayen var forfærdelig. Jeg tror desværre, at det psykisk bliver hårdere og hårdere for hvert forsøg, og det gør, at nedreguleringen føles endnu værre.

Vi har fået taget en smule hul på diskussionen, men det bliver en længere diskussion som skal gentages mange gange. Det har jeg det faktisk også helt fint med nu, jeg har overhovedet ikke travlt med at komme igang igen.

Mange tak for det, det varmer rigtig meget

 

Altså jeg forstår også logisk, at min kæreste vil have børn med mig, og at han ikke går fra mig, og heller ikke ville gøre det, hvis det ikke kunne lade sig gøre... Men jeg kan stadig få ondt i maven over, at vi skal igennem alt det her, og det faktisk slet ikke er nødvendigt for ham! Og her er det mig, der tækker det store læs i forhold til, hvad min krop bliver udsat for! Kunne forestille mig, at det ville være endnu værre, hvis det var ham, der skulle trække læsset, fordi der var noget galt med mig! Så jeg forstår til en hvis grad din kæreste! Og det har INTET med dig at gøre og han tvivler helt sikkert heller ikke på at, det ikke betyder noget for om han stoler på dig og tror på, hvad du siger! Det er bare tankerne, der til tider tager uhensigtsmæssigt over!

Hvordan var det at være på kort protokol? Hvis det var væsentligt nemmere for dig, synes jeg det er værd at overveje, om ikke det kunne være løsningen for jer, hvis l skal give det 3 forsøg mere! Heldigvis kan l lidt bedre selv bestemme i det private i og med at l betaler for det... I det offentlige vil de jo helst de lange behandlinger fordi de er nemmere at lægge skemaer ud fra!

Jeg håber en samtale i det nye år, kan kaste lidt lys på, om l skal give det et forsøg, eller hellere lade være! Og at l i mellemtiden kan få en masse gode snakke om, hvad der er bedst for jer!

Så vidt jeg ved, kan l betale jer fra oplysninger om donorerne! Vist nok, så l kan se babybilleder og ud fra det træffe en beslutning om, hvem l synes ligner din kæreste mest! Hvis du gerne vil vide det, er jeg ret sikker på, at jeg kan få fat i om det er muligt og måske hvad det koster, da jeg har en veninde, der arbejder i en sædbank og jeg spørger meget gerne

Jeg håber l får en rigtig skøn december måned og at. 2013 bliver jeres år på den ene eller den anden måde

Putomanen skriver:

Vi har været til den afsluttende samtale på klinikken. Jeg havde regnet med, at lægen ville snakke om hvordan chancen vil være ved at gå videre til det private, men i stedet snakkede hun om inseminatin med donorsæd. Hun mener, at den manglende graviditet kan skyldes sædkvaliteten, og at vi vil have en god chance med insemination med donorsæd.

Det kom som noget af et chok, både for kæresten og jeg, og nu har jeg en masse overvejelser.

Skal vi "droppe" at min kæreste bliver biologisk far til vores barn, og gennemgå en meget nemmere behandling som eventuelt har større chance for at lykkes. Eller skal vi tage i det private, betale en masse penge, gennemgå lange og hårde behandlinger og håbe på, at det lykkes at få et "helt" biologisk barn.

Er der nogen, som har stået i sammen situation, som kan dele deres tanker og beslutninger?

Først en stor . Kan godt se at det er et ordentligt dilemma at stå i for jer

Personligt ville jeg nok give det private en chance og håbe på at din mand kan blive far til jeres barn - jeg har hørt om flere der har haft held med gode resultater i det private!

Når det så er sagt, er der jo også grænser for hvor mange nederlag man kan magte og idag er de virkelig gode til at vælge donorsæd, som matcher mandens træk, så barnet alligevel ligner faderen pga manglende gener! Jeg tænker at din mand selvfølgelig skal have det godt med det, ellers går det jo ikke, men hvis i begge har et inderligt ønske om at blive forældre, så er det måske en mulighed der er værd at udnytte

Held og lykke med den store beslutning!