Donorsæd eller forsøge videre...

Laulund87 skriver:

 til dig. Det må godt nok være svært at vælge hvad man skal

Mange tak. Nej, det er bestemt ikke nemt

Putomanen skriver:

Vi har været til den afsluttende samtale på klinikken. Jeg havde regnet med, at lægen ville snakke om hvordan chancen vil være ved at gå videre til det private, men i stedet snakkede hun om inseminatin med donorsæd. Hun mener, at den manglende graviditet kan skyldes sædkvaliteten, og at vi vil have en god chance med insemination med donorsæd.

Det kom som noget af et chok, både for kæresten og jeg, og nu har jeg en masse overvejelser.

Skal vi "droppe" at min kæreste bliver biologisk far til vores barn, og gennemgå en meget nemmere behandling som eventuelt har større chance for at lykkes. Eller skal vi tage i det private, betale en masse penge, gennemgå lange og hårde behandlinger og håbe på, at det lykkes at få et "helt" biologisk barn.

Er der nogen, som har stået i sammen situation, som kan dele deres tanker og beslutninger?

Får ondt i maven på jeres vegne over dit indlæg.. Vi havde forsøgt i knapt 1 1/2 år og været igennem 2 inseminationsforsøg (mislykkedes) - før jeg til sidst stod med en positiv test i hånden.. Jeg var på menopur og havde udviklet 2 æg men gyn gik på ferie så nåede ikke 3. ins forsøg før jeg blev naturligt gravid.. Det skal siges at sædkvaliteten også her var problemet (kun 1,5 mio oprenset ved begge forsøg)

mht jeres overvejelser om donorsæd så tag jer tiden til at overveje det.. Vi var ikke i tvivl om at vi ville prøve alt hvad vi kunne for at vi kunne blive gravide og farmand kunne være med i processen selvom det ikke var hans sæd..

få snakket det godt igennem og giv jer god tid!

mange krammer herfra! 

Jeg gik selv og tænkte meget på hvordan og hvorledes hvis vi endte der - specielt fordi der ikke var noget galt med nogen af os. Jeg tænkte at det kunne være at vi bare ikke kunne lave babyer sammen. Min mand ville slet ikke snakke om det før det blev aktuelt, så kan desværre ikke dele en mands tanker med mine gik meget ud på hvad vi ville få og hvad vi ville miste.

Jeg tænkte ofte at det ville være et kompromis hvis det var mandens sæd og en anden kvindes æg også i min mave, for så var vi begge ligesom med i processen. Med ved også godt at det ikke er sikkert det er muligt.

Jeg tror som nielsen også skriver, at I skal være 100% ærlige her - også selvom det kan skabe stor konflikt. Og for at kunne være 100% ærlige for hinanden, skal I først være det overfor jer selv. Det er nok det din kæreste tumler med nu her.

Jeg kan ikke vejlede jer - men vil sende alle de tanker jeg har! Det er noget af et dilemma at stå i. Måske det ville hjælpe at få en 3 part med indover når I skal igang med snakken. En der kan hjælpe jer med at se tingene udefra og hjælpe samtalen igang.

Vi talte kort om det i starten af udredningen, og der var min kæreste helt afvisende overfor det. Men nu står vi i en anden situation, hvor vi har været igennem en masse ting.

Så vidt jeg ved, tænker min kæreste mest på, om han kan acceptere aldrig at få et biologisk barn. Derimod går jeg meget frem og tilbage med, hvilken beslutning jeg synes er bedst. Men jeg har heller ikke det samme at miste ved en donor, da jeg stadig vil være biologisk mor og bære barnet i min mave.

Jeg frygter også at tage diskussionen, for vi er nødt til at få diskuteret det fuldstændig igennem og få lagt alle følelserne frem, og det indebærer også de egoistiske følelser og den effekt, de kan have på den anden. På en eller anden måde kommer vi jo til at såre hinanden i den proces. At få en udefrakommende person til at være med på sidelinjen, kan være en god ide. Så kan det være nemmere at beholde overblikket og få nogle inputs til at gøre det konstruktivt.

Lige nu har vi sat det hele på pause, og så må det tage den tid, det tager at komme frem til den rigtige beslutning. Jeg må indrømme, at det bliver den største beslutning i hele behandlingsforløbet.

Britt88 skriver:

Får ondt i maven på jeres vegne over dit indlæg.. Vi havde forsøgt i knapt 1 1/2 år og været igennem 2 inseminationsforsøg (mislykkedes) - før jeg til sidst stod med en positiv test i hånden.. Jeg var på menopur og havde udviklet 2 æg men gyn gik på ferie så nåede ikke 3. ins forsøg før jeg blev naturligt gravid.. Det skal siges at sædkvaliteten også her var problemet (kun 1,5 mio oprenset ved begge forsøg)

mht jeres overvejelser om donorsæd så tag jer tiden til at overveje det.. Vi var ikke i tvivl om at vi ville prøve alt hvad vi kunne for at vi kunne blive gravide og farmand kunne være med i processen selvom det ikke var hans sæd..

få snakket det godt igennem og giv jer god tid!

mange krammer herfra! 

Mange tak! Jeg synes det er en forfærdelig beslutning at stå overfor. Hvis lægen i det mindste kunne sige, at det ikke vil kunne lykkes i det private, så ville det være lidt nemmere.

Jeg tror også at vi skal tage os vores tid til at få snakket det hele igennem og komme frem til den rigtige beslutning. Det ville være forfærdeligt, hvis den ene af os fik trukket en beslutning ned over hovedet, og skulle leve med den resten af livet.

Lægen lagde vægt på, at min kæreste altid vil være far til barnet, og at vi sammen kan følge graviditeten, men det må være svært at beslutte sig for, om man vil acceptere aldrig at blive bio-far.

Jeg håber virkelig, at vi finder en beslutning, som vi begge har det godt med.

Putomanen skriver:

Vi har været til den afsluttende samtale på klinikken. Jeg havde regnet med, at lægen ville snakke om hvordan chancen vil være ved at gå videre til det private, men i stedet snakkede hun om inseminatin med donorsæd. Hun mener, at den manglende graviditet kan skyldes sædkvaliteten, og at vi vil have en god chance med insemination med donorsæd.

Det kom som noget af et chok, både for kæresten og jeg, og nu har jeg en masse overvejelser.

Skal vi "droppe" at min kæreste bliver biologisk far til vores barn, og gennemgå en meget nemmere behandling som eventuelt har større chance for at lykkes. Eller skal vi tage i det private, betale en masse penge, gennemgå lange og hårde behandlinger og håbe på, at det lykkes at få et "helt" biologisk barn.

Er der nogen, som har stået i sammen situation, som kan dele deres tanker og beslutninger?

Jeg håber at I finder ud af det bedste for jer sammen 

Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at stå i jeres situation. 

malliebooh skriver:

Jeg håber at I finder ud af det bedste for jer sammen 

Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at stå i jeres situation. 

Tak for det. Jeg håber også, at vi kan finde en beslutning, som vi begge er glade for.

Putomanen skriver:

Ja, jeg synes virkelig det er et svært dilemma at stå i.

Min kæreste har ikke sagt så meget endnu, andet end at han føler at han er skyld i 3 års nedtur og at han nu skal overveje, om hans kæreste skal have barn med en anden mand  Han har sagt, at han ikke vil snakke om det endnu, jeg tror at han skal fordøje den og gennemtænke det hele. Så indtil videre må jeg forsøge at få styr på mine egne tanker. Lægen sagde også, at vi begge skal være helt enige om beslutningen, der er ingen af os, som må blive tvunget til noget.

Jeg ved ikke helt selv, hvordan jeg vil have det med at få et barn med en anden mands gener. Jeg vil jo gerne have et barn med min kæreste, at se vores gener smelte sammen i et barn og snakke om, hvilke ting barnet har fået fra os hver især. Men jeg tror også, at jeg i sidste ende ville "acceptere" et barn fra en donor.

Lægen sagde, at vi kunne få en kopi af prøverne fra laboratoriet. Det burde vel betyde, at vi også kan få en kopi af vores journaler. Jeg har svært ved at overskue særlig meget lige nu, men det kunne være en godt ide at snakke med en privat klinik. Jeg frygter dog, at de ikke vil være helt objektive i deres vurdering. Men så har vi en ekstra vurdering med i bagagen.

Mit største problem lige nu er, om jeg kan overskue at smidde 50.000 kr. efter 3 lange og hårde forsøg, hvis chancen for at det lykkes er minimal. Men ønsket om et biologisk barn med min kæreste er også stort.

Åhhh, det er bare så svært...

Årh hvor ville jeg ønske jeg kunne give dig andet end et cyperknus. Kan ikke forstille mig, hvor svært I har det nu, både dig og manden din. Hvor er det bare en hjerteskærende udtalelse - det er jo ikke nogens skyld, han kan jo ikke gøre for, hans sæd er forringet.

50.000 er rigtig mange penge man potientielt spilder, og kan godt følge dig i din bekymring omkring objektivitet i det private - tror dog de fleste læger der er så faglig stolte, at I vil få en ok rådgivning, men selvfølgelig skal I have evt bagtanker i hovedet.

Uden overhovedet at havde været der, tror jeg umiddelbart, at vi ville vælge at forsøge os med kærestens sæd i 3 gange i det private. Tror pengene ville betyde mindre, end det altid at gå at tænke på, hvad nu hvis? Lykkes det så ikke i et af de tre forsøg, så kan man jo prøve doner derefter. Tænker hvis det ikke lykkes i et af de 3 forsøg, så er man nok ret sikker på, at det aldrig kunne lykkes med jer alligevel, og måske bliver doner tanken så lidt nemmere.

For fanden hvor jeg håber på et mirakel til jer, I har om nogen fortjent det!

nielsen80 skriver:

Årh hvor ville jeg ønske jeg kunne give dig andet end et cyperknus. Kan ikke forstille mig, hvor svært I har det nu, både dig og manden din. Hvor er det bare en hjerteskærende udtalelse - det er jo ikke nogens skyld, han kan jo ikke gøre for, hans sæd er forringet.

50.000 er rigtig mange penge man potientielt spilder, og kan godt følge dig i din bekymring omkring objektivitet i det private - tror dog de fleste læger der er så faglig stolte, at I vil få en ok rådgivning, men selvfølgelig skal I have evt bagtanker i hovedet.

Uden overhovedet at havde været der, tror jeg umiddelbart, at vi ville vælge at forsøge os med kærestens sæd i 3 gange i det private. Tror pengene ville betyde mindre, end det altid at gå at tænke på, hvad nu hvis? Lykkes det så ikke i et af de tre forsøg, så kan man jo prøve doner derefter. Tænker hvis det ikke lykkes i et af de 3 forsøg, så er man nok ret sikker på, at det aldrig kunne lykkes med jer alligevel, og måske bliver doner tanken så lidt nemmere.

For fanden hvor jeg håber på et mirakel til jer, I har om nogen fortjent det!

Jeg brød helt sammen, da han sagde, at han var skyld i de 3 år, og jeg har gentagende gange sagt til ham, at det ikke er hans skyld. Forhåbentlig begynder han at tro på mig, når jeg har sagt det nok gange.

Jeg har svært ved at affinde mig med en donor, hvis det nu kan lykkes i det private. Men det sværeste ved det private er tanken om eventuelt at skulle igennem 3 behandlinger igen. Jeg er begyndt at reagere ret meget på især nedreguleringen. Det er eventuelt et år med op og nedture, som kan være spildt. Hvis der ikke var andre valgmuligheder ville jeg uden tvivl tage 3 ekstra forsøg, men insemination med en donor vil være en meget mere skånsom behandling.

Hvis vi vælger det private, og det ikke lykkes, kan vi komme tilbage til det offentlige og få gratis insemination med donorsæd. Det er meget rart at vide.

Det ville være så meget nemmere, hvis vi kunne få et svar på, hvad der kan lykkes og ikke lykkes.

Putomanen skriver:

Vi talte kort om det i starten af udredningen, og der var min kæreste helt afvisende overfor det. Men nu står vi i en anden situation, hvor vi har været igennem en masse ting.

Så vidt jeg ved, tænker min kæreste mest på, om han kan acceptere aldrig at få et biologisk barn. Derimod går jeg meget frem og tilbage med, hvilken beslutning jeg synes er bedst. Men jeg har heller ikke det samme at miste ved en donor, da jeg stadig vil være biologisk mor og bære barnet i min mave.

Jeg frygter også at tage diskussionen, for vi er nødt til at få diskuteret det fuldstændig igennem og få lagt alle følelserne frem, og det indebærer også de egoistiske følelser og den effekt, de kan have på den anden. På en eller anden måde kommer vi jo til at såre hinanden i den proces. At få en udefrakommende person til at være med på sidelinjen, kan være en god ide. Så kan det være nemmere at beholde overblikket og få nogle inputs til at gøre det konstruktivt.

Lige nu har vi sat det hele på pause, og så må det tage den tid, det tager at komme frem til den rigtige beslutning. Jeg må indrømme, at det bliver den største beslutning i hele behandlingsforløbet.

Jeg spurgte lige manden og vil lige dele hans svar:

Han ville umiddelbart hælde mest til at forsøge i det private og hvis det ikke lykkes ville han ikke være med til donorsæd, men vælge adoption. Han ville at "projektet" skal være fælles og det ville det ikke være med donorsæd - så hellere en adoption hvis vi var fælles om det.

Jeg ved ikke om jeg 100% kan følge ham - men jeg kan godt se hvad han mener. Om det ville være vores beslutning hvis vi stod i jeres situation ved jeg ikke.

Putomanen skriver:

Vi har været til den afsluttende samtale på klinikken. Jeg havde regnet med, at lægen ville snakke om hvordan chancen vil være ved at gå videre til det private, men i stedet snakkede hun om inseminatin med donorsæd. Hun mener, at den manglende graviditet kan skyldes sædkvaliteten, og at vi vil have en god chance med insemination med donorsæd.

Det kom som noget af et chok, både for kæresten og jeg, og nu har jeg en masse overvejelser.

Skal vi "droppe" at min kæreste bliver biologisk far til vores barn, og gennemgå en meget nemmere behandling som eventuelt har større chance for at lykkes. Eller skal vi tage i det private, betale en masse penge, gennemgå lange og hårde behandlinger og håbe på, at det lykkes at få et "helt" biologisk barn.

Er der nogen, som har stået i sammen situation, som kan dele deres tanker og beslutninger?

Jeg forstår altså ikke at lægen begynder at tale om donorsæd. Så længe din kæreste har bare lidt gang i sædcellerne, så vil jeg da personligt mene at ICSI kunne være en mulighed. Jeg ville hvis jeg var jer tage kontakt til en privat klinik og høre hvad de foreslår. Jeg har selv en dreng gennem ICSI, da min mands sædkvalitet var temmelig dårlig. Ved ICSI sidder der jo en mikrobiolog og "parrer" et æg med en sædcelle. De vælger det bedste æg og den bedste sædcelle. Jeg kan godt forstå det økonomiske aspekt i det. Vi står selv med 3 mislykkedes insemineringsforsøg bag os, og skal igang i det private med IVF nu her. Tanken om at benytte donorsæd strejfede mig også da inseminering ikke lige lykkedes, men jeg vil allerhelst at min mand og jeg får et barn sammen, også rent biologisk. Det private får lige en chance, og så må vi se. Hvis ikke det lykkedes må vi være taknemmelige for den ene skønne dreng vi har fået. Lige nu holder vi "ferie" fra det hele til efter nytår. Det trænger vi til efter sammenlagt 6½ med PB, hvor alt står på stand by! Held og lykke med det hele.