Skifreaken skriver:
Eller har de overhovedet?
Min søn overnattede ved min mor og hendes mand allerede 2-3 mdr. gammel. Han var kolikbarn og efter de der 60-70 næsten total søvnløse nætter gik det helt galt for kæresten og jeg og vi havde bare brug for at være os selv og kunne sove - sove bare mere end 1 time af gangen.
Jeg græd hele vejen ned til min mor 65 km og hele vejen hjem da jeg havde afleveret ham.
Men vi klarede det selvfølgelig og tror det var godt for alle parter, vi fik i hvert fald det pusterum vi havde brug for.
Igår (er ikke kolikbarn mere 
) var så 4. dag uden mere end 2 timers sammenhængende søvn, hvor bettefyren bare ellers græd og græd og pylrede og ikke ville sove pga mellemørebetændelse, forkølelse og øjenbetændelse. Min mor tilbød at tage en nat og vi sagde ja. Jeg har fået halsbetændelse og en kæmpe forkølelse og det samme med manden. Så søvn - en by i Rusland.
Men alligevel får jeg lidt dårlig samvittighed over at aflevere ham. Fornemmer lidt at det ikke er noget man gør og det er total egoistisk af mig.
Hector er heldigvis ikke ked af at være sammen med folk han ikke kender, det har han aldrig været og er lige så glad for at sidde ved en fremmed som os - i hvert fald endnu, han er tæt på 8 mdr. Men alligevel...
Min datter var 2 da hun overnattede ude første gang, og jeg sov ikke ret meget den nat, det var en meget ubehagelig nat, siden har hun sovet ude til vores bryllup, så vi kunne nye vores bryllupsdag, og der går lang tid inden hun skal igen Det er først og fremmest fordi jeg selv blev passet meget som barn, og det ikke er noget jeg ønsker at gentage.
Min datter havde også kolik, men det var ikke slemt om natten hvis hun lå tæt ind på mig, men havde hun ikke det, var jeg også ødelagt fordi de mange timers gråd eller utilfredshed terper en for energi. JEg synes det lyder som om du har haft brug for pusterummet, den første gang og man skal huske at man bliver en bedre mor hvis man er klar i hovedet og ikke er helt udmattet.
Jeg har ikke min datter til at overnatte fordi jeg ikke er tryg ved det, og føler det skal bruges hvis hun selv hygger sig med det, og hvis det er nødvendigt. Når hun bliver et par år ældre tror jeg det er sundt for hende at lære, men synes ikke hun eller hendes mor og far er klar til jævnlige overnatninger, og jeg har overhovedet ikke behov for at være væk fra hende om natten. En aftendate med manden har jeg behov for, samt en hyggelig aften med veninderne i ny og næ, men gør det kun hvis jeg føler det er passende og føler hun ikke han skulle undvære os dagene op til.
Jeg går efter min intuition, så hvis det føles forkert, eller som for meget pasning så får jeg hende ikke passet. Så hvis du mærker det er for meget, eller at det ikke skal være flere nætter, så synes jeg du skal lade hver! Men det er jo bare min mening, jeg tror at mennesket lytter for lidt til deres følelser og deres intuition. Jeg gjorde det klart for min mand, at hvis jeg sagde nej eller ikke var klar til pasning så var der ikke noget kompromis, fordi jeg tit har oplevet at mødre bliver presset af faren eller beskyldt for at være pylleret, så der skal vi altid være 100 enige. Jeg kan justere rigtig mange afspektere af mit liv, men ikke min intuition som mor.
Så føl efter, vi er alle forskellige, og vi har ikke samme behov eller baggrund.
