Nej vi ser ikke det hele i dokumentaren - det er umuligt at dokumentere alt, men jeg synes den fortæller meget beskrivende, at der både er problematiker i selve adobtionen som der er i familien efterfølgende.
De forældre har ikke været klædt ordentlig på - det har været en for voldsom opgave og jeg ser to meget frustrerede mennesker, der er helt fra den. Men det retfærdiggør ikke deres måde, at opføre sig på som forældre overfor Masha. Hvad var det for nogle micro-bevægelser hun gjorde ved bordet, som hun skulle stoppe med? Hvorfor blev hun (grundet nogle microbevægelser) angrebet af både mor og far? Hvorfor ser jeg ingen medfølelses-tegn i moderens ansigt på noget tidspunkt, hvor Masha er fra den? Hvorfor rører hun ikke med Masha når hun fortæller hende den grumme nyhed om at hun skal sendes væk? Afskyr hun hende virkelig? Det virker, for mig, ikke som en mor der elsker sin adoptivdatter. Men det er blot en antagelse.
Den reaktion Masha udviser i starten - der hvor de bliver hentet til DK er en meget sund reaktion, på det der lige er sket for hende. Men et sted videre i forløbet må hun være blevet underkendt den følelse - hun har ikke fået lov at reagere og bearbejde - derfor sidder det i hende som en uro, der får dem til at kalde hende ustyrlig og helt umulig.
Og hvad handlede det lige om, da hun snakkede med psykologen om, at "når hun opfører sig på en bestemt måde, så skal hun vide at hun ikke kan få mig. Hun ved hvordan hun skal opføre sig for at få mig" - den udtalelse gav mig kvalme - og at psykologen rent faktisk er enig med hende i, at den nye aflastningsfamilie ikke skal være et slaraffenland (men en straf?) kan jeg slet ikke forstå!
Jeg vil ikke sige at jeg familien fortjener de verbale tæv de får nu, for så ville jeg ikke være et hak bedre. Men jeg ser ikke en elskværdig mor, jeg ser en vred og kynisk kvinde, der har brug for hjælp til sig selv før hun kan tage vare på sine børn. Og det håber jeg inderligt hun får - DE får.
Anmeld
