Hvad er familie for dig ???

Giraffen skriver:

jeg har en dejlig tæt familie med kærlighed respekt og omtanke for hinanden - vi har det sjovt sammen og ka snakke om de svære ting med hinanden

Men sådan har det ikke altid været

I teenage årene var mig og min mor ikke så goe sammen - men det har vi begge fået talt igennem fordi vi ønsker at have det godt sammen

Og så har jeg haft min far valgt fra i ca 5 år da han var maniodepressiv og blev ubehagelig og var så svær at være sammen med (jeg var ikke voksen da jeg valgte ham fra) - han har det bedre nu (ikke rask) og vi er påbegyndt et forhold igen og det går godt - men jeg forventer ikke at vi nogensinde får det samme forhold tilbage

Det jeg har erfaret er dette:

1) Det er vigtigt at stå ved de svigt man oplevede som barn og få det bearbejdet og få helet sårene - det er ikke altid forældre(andre) kan gøre det for én

2) som voksen er man selv ansvarlig for hvordan man håndterer eventuelle svigt - jeg valgte at få behandling separat og først snakke med forældrene om det da jeg var så rask at jeg havde tilgivet alt

Tror du har helt ret.

det problem jeg har er mine sår bliver revet op gang på gang, de er langt fra helet.

ved ansvaret er mit eget, ved ikke om det er muligt at rette op på tingene. Derfor jeg står overfor et valg

Puhh søde du kan jo næste beskrive mit liv åhh hvor er det bare slet ikke sjovt....

vi har valgt hele Brians familie fra fordi de er så ligeglad med os.... brian har været alkoholiker før jeg møtte ham, og ja det er de meget meget skuffet over men han er kommet så langt og håber han kommer ind på skole nu som social og sundhedshjælper de var skuffet over vi blev gravide fordi de var da for gamle til at blive bedste forælder øhh jaaa... og ja brian prøvede at rode det ud men det lykkes aldrig vi har ikke hørt fra dem i snart 1år nu...

min familie ja den er desværre ikke så meget bedre vi mødes kun til store fester osv.... ellers har jeg kun tæt kontakt med min onkel og min mor.....

bøllen skriver:

Tak for dit svar - og det er lige der jeg står nu.

for føler på ingen måde de er der for mig, selv om jeg flere gange har stået der når lokummet er brændt på.

og i prosecessen som smerte patient er der gået nogle ting op for mig.

Og få snakket om tingen ville ikke være en mulighed, har prøvet med min mor optil flere gange. Det ændre ingenting, for tydeligt hun ikke ser de problem stillinger jeg ser.

tror vores forventninger om familie stemmer ikke over ens. Og i den proces jeg har været igennem, er jeg nok blevet lidt koldt og kynisk i forhold til folk som ikke vil mig noget godt 

Øv hvor må det bare være uendelig hårdt for dig! Og hvis du oven i hatten så også skal døje med mange smerter, så gør det jo ikke tingene nemmere!

Har du talt med nogen om alt det du går og tumler med? Måske en professionel?

Min første tanke var, at hvis jeg skulle cutte båndet til nogen, så ville jeg have behov for at jeg havde fået fortalt hvorfor! Måske i et brev, når nu en samtale ikke er en mulighed... Så har man også god tid til at reflektere over, hvad og hvordan man får skrevet det man har at sige, uden det bliver et angreb, det er jo noget sværer når man står face to face!

Så er der ingen misforståelser eller noget man fortryder man ikke fik sagt! Og så kan din mor jo vælge at sende et brev retur eller lade være, men så har du gjort dit for at forklare hvordan du har det!

Hvis du tænker at det kan hjælpe på nogen måde, så få en udeforstående til at læse det du skriver! Så har du gjort hvad du kan for at det er skrevet på en måde, så du ikke angriber din mor, men har fået sagt det du gerne vil på en ordentlig måde!

Stort til dig, er sikker på du nok skal komme frem til den bedste løsning for dig og din familie!

B&J skriver:

Puhh søde du kan jo næste beskrive mit liv åhh hvor er det bare slet ikke sjovt....

vi har valgt hele Brians familie fra fordi de er så ligeglad med os.... brian har været alkoholiker før jeg møtte ham, og ja det er de meget meget skuffet over men han er kommet så langt og håber han kommer ind på skole nu som social og sundhedshjælper de var skuffet over vi blev gravide fordi de var da for gamle til at blive bedste forælder øhh jaaa... og ja brian prøvede at rode det ud men det lykkes aldrig vi har ikke hørt fra dem i snart 1år nu...

min familie ja den er desværre ikke så meget bedre vi mødes kun til store fester osv.... ellers har jeg kun tæt kontakt med min onkel og min mor.....

 Øv det skal være sådan. De burde da være glade på hans vejne / jeres .

tjaaa har tabt tråden søde, kan ikke lige hitte ud af det mere. Prøver men det lykkes ikke . Og nu ved jeg så ikke lige hvad næste træk skal være.

kan bare mærke jeg efterhånden er et sted hvor jeg ikke har behov for overfladisk kontakt med folk, som ikke under mig det bedste. Både som person og familie.

bøllen skriver:

 Øv det skal være sådan. De burde da være glade på hans vejne / jeres .

tjaaa har tabt tråden søde, kan ikke lige hitte ud af det mere. Prøver men det lykkes ikke . Og nu ved jeg så ikke lige hvad næste træk skal være.

kan bare mærke jeg efterhånden er et sted hvor jeg ikke har behov for overfladisk kontakt med folk, som ikke under mig det bedste. Både som person og familie.

Jaaa det er noget rigtigt øv så daniel kender dem slet ikke for de så ham sidst da han var 7mdr.... og ja det gør såååå ondt inden i på hans vejne....

nej sådan har jeg det også ville ønske jeg kunne finde ud af min familie men det er bare noget rod også der for vi kun har noget med dem at gøre når der er noget stor tam tam....

for de gjorde mig rigtigt ondt da jeg blev gravid med daniel ja så kunne min mor ikke holde sin kæft så hun sagde det til min moster og ja så viste hele familie det hvor jeg ønskede som den første i familien at fortælle dem alle det for ingen på min side har børn inu kun mig og brian men den glæde blev ødelagt de slader alle sammen så man skal hele tiden tys tys om hvad man siger ellers bliver det til ja noget være noget

tarkoflen skriver:

Øv hvor må det bare være uendelig hårdt for dig! Og hvis du oven i hatten så også skal døje med mange smerter, så gør det jo ikke tingene nemmere!

Har du talt med nogen om alt det du går og tumler med? Måske en professionel?

Min første tanke var, at hvis jeg skulle cutte båndet til nogen, så ville jeg have behov for at jeg havde fået fortalt hvorfor! Måske i et brev, når nu en samtale ikke er en mulighed... Så har man også god tid til at reflektere over, hvad og hvordan man får skrevet det man har at sige, uden det bliver et angreb, det er jo noget sværer når man står face to face!

Så er der ingen misforståelser eller noget man fortryder man ikke fik sagt! Og så kan din mor jo vælge at sende et brev retur eller lade være, men så har du gjort dit for at forklare hvordan du har det!

Hvis du tænker at det kan hjælpe på nogen måde, så få en udeforstående til at læse det du skriver! Så har du gjort hvad du kan for at det er skrevet på en måde, så du ikke angriber din mor, men har fået sagt det du gerne vil på en ordentlig måde!

Stort til dig, er sikker på du nok skal komme frem til den bedste løsning for dig og din familie!

Må da indrømme at jeg overvejervat stikke af fra det hele.

men har jo mine skønne unger og min mand.

men uden at lyde ynkelig, ja det er lidt hårdt.

jeg har gået kort ved en psykolog i forbindelse med mine smerter, det har været en lang og sej kamp for mig at acceptere. Og der har vi kort snakket om familien. Da det jo i denne situation virkelig er gået op for mig, at de på ingen måde er der.

har gået sygemeldt i knap 2 år, og ingen af mine søskende har spurgt til dette.

der er desværre ingen nemme løsninger, selv et brev ville blive misforstået  ALT bliver vendt og drejet , og rammer mig selv igen.

og alt ville blive tolket som et angreb. 

Men jo overvejer at kontakte psykolog igen .

mange tak skal du have.

bøllen skriver:

Må da indrømme at jeg overvejervat stikke af fra det hele.

men har jo mine skønne unger og min mand.

men uden at lyde ynkelig, ja det er lidt hårdt.

jeg har gået kort ved en psykolog i forbindelse med mine smerter, det har været en lang og sej kamp for mig at acceptere. Og der har vi kort snakket om familien. Da det jo i denne situation virkelig er gået op for mig, at de på ingen måde er der.

har gået sygemeldt i knap 2 år, og ingen af mine søskende har spurgt til dette.

der er desværre ingen nemme løsninger, selv et brev ville blive misforstået  ALT bliver vendt og drejet , og rammer mig selv igen.

og alt ville blive tolket som et angreb. 

Men jo overvejer at kontakte psykolog igen .

mange tak skal du have.

Det må helt bestemt ikke komme derud, hvor du overvejer at stikke af fra din egen skønne familie!

Jeg ville uden tvivl kontakte en god psykolog og måske din læge, hvis du har en god en af slagsen

Det kan godt være, at de vil misforstå dit brev og vil vende det imod dig, men hvis du har taget beslutningen om, at du ikke vil se dem, så må de tænke præcis hvad de vil, og jeg ved at det er nemmere sagt end gjort hvis de skriver tilbage, så få en anden til at læse det, og hvis det ikke er noget godt, så få dem til at gemme det væk! Så kan du læse det engang, når du er helt ovenpå igen!

tarkoflen skriver:

Det må helt bestemt ikke komme derud, hvor du overvejer at stikke af fra din egen skønne familie!

Jeg ville uden tvivl kontakte en god psykolog og måske din læge, hvis du har en god en af slagsen

Det kan godt være, at de vil misforstå dit brev og vil vende det imod dig, men hvis du har taget beslutningen om, at du ikke vil se dem, så må de tænke præcis hvad de vil, og jeg ved at det er nemmere sagt end gjort hvis de skriver tilbage, så få en anden til at læse det, og hvis det ikke er noget godt, så få dem til at gemme det væk! Så kan du læse det engang, når du er helt ovenpå igen!

Nej det kommer det heller ikke :-)

men åh hvor jeg kunne bruge lidt ro .. Og ikke nemt når de bor en spyt klat væk .

 Ja du har ret . Må nok heller lede efter psykolog inden jeg gør noget drastisk .

tak for dine svar 

bøllen skriver:

Nej det kommer det heller ikke :-)

men åh hvor jeg kunne bruge lidt ro .. Og ikke nemt når de bor en spyt klat væk .

 Ja du har ret . Må nok heller lede efter psykolog inden jeg gør noget drastisk .

tak for dine svar 

Det var virkelig så lidt! Hvis du på nogen måde har brug for at skrive privat så er du mere end velkommen! Selvom jeg ikke har stået i din situation så lægger jeg gerne øre til

Jeg ønsker dig alt det bedste!

bøllen skriver:

Overvejede at gøre dette indlæg anno men vælger at lade være.

Går med rigtig mange overvejelser omkring min familie i øjeblikket. Kan mærke jeg står overfor en skille vej & nok skal træffe et valg

Vores familie liv er efterhånden så kompliceret, at jeg er bange for, at jeg er nød til at træffe et valg. Er endelig på vej op ad bakken igen efter en lang periode som sygemeldt & afklaring i forhold til arbejdsmarkedet.

I denne fase har jeg virkelig fået øjnene op for min familie, eller manglende på samme.

Så piger, HJÆLP mig.

FORTÆL hvorfor jeres familie betyder meget for jer

( tænker mor , far , søskende osv . Altså ikke jeres egen lille familie )

Eller jer der har valgt fra - Hvorfor ?

Håber virkelig nogen vil tage sig tid til at svare. På forhånd TAK

Familie for mig er tillid, gensidig respekt, omsorg. Det behøver ikke være igennem blod man finder sin familie, familie kan også være den tætte veninde, reservebedsten.

Min familie-familie er meget lille, jeg har ingen kontakt til min biologiske far, det er 20 år siden jeg takkede nej til mere samværd. Men det var han egen skyld og den måtte han have set komme. Resten af os er meget tætte, snakker sammen hver dag, ser hinanden mindst 3-4 gange om ugen og laver meget sammen.

Jeg kan kun sige, hvis valget føles rigtigt, så er det fordi det er det.