Frk. Himmelblå skriver:
Jeg har før set denne "problematik" omtalt. Også på TV.
I bund og grund mener jeg, at det er forældet, når vi som samfund binder lov, pligt og ret sammen med ægteskabet.
Jeg mener, at alle - uanset hvordan de samlever - må være lige for loven.
Men når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg også får lyst til at ruske de mennesker, der står frem med udtalelser "Mine dagpenge løber ud, og så bliver vi nødt til at gå fra hinanden, for at kunne få det til at løbe rundt." Hvad er det dog for en slap holdning og krævementalitet. Så vil det da slet ingen ende tage, hvis det er borgernes tilgang til problemet... Hvad er det næste led i ansvarsfraskrivelsen? - Forsikringssvindel?? -"Mine dagpenge løber ud, så jeg blev nødt til at putte min arm i kødhakkeren, for at kunne få det til at løbe rundt."
Nej, jeg mener virkelig, at mange er helt galt på den...
Det hedder jo heller ikke "I medgang og modgang*"
(* Behov for offentlig forsørgelse undtaget)

Så må du være nem at provokere?
For sandheden er jo at vi har nogen der står til at falde ud af dagpengesystemet og ikke kan få kontanthjælp? Hvad med dem?
Det er som om den underliggende tone er noget i retning af "Det er kun de mest dovne og ugidelige der falder ud". Hvad hvis sandheden er at de ikke kan finde et job?
For vi har områder i Jylland der står stille. Ikke som vi kendte det fra 80'erne hvor vi tog på sommerhustur til det rolige nordjylland, men i stille som 0 udvikling, 0 hussalg, massiv lukning af dagligvarebutikker, lukning af arbejdspladser - en flytning af et sygehus der i værste fald betyder døden for nogen og mangel på arbejde for andre. Hvorfor er det okay vi taler om dem der rammes af det her, som - krævermentallitet, nassere, ugidelige "Sådan er det jo"?
Personligt kender jeg en kvinde, til januar er det slut. Hun er enlig mor til 2, far er væk og bliver væk. Det er hende en umulighed at søge job mere end 1 times tid væk - fordi hun jo har 2 børn hun har ansvar for. Skal hun rykke sine børn op med rode, for at kunne flytte tværs over landet for at kunne få et af de underbetalte stillinger man er heldig at kunne støve op i hovedstadsområdet? Hvad med os der ganske simpelt ikke vil bo derovre?
Ja, jeg undrer mig bare over din holdning. Pæmissen i dit argument må jo være at "vil du, finder du job"? Men hvor meget kan vi kræve af hinanden før det er direkte mishandlling? 3 timers transport? Mindre i løn? Mindre rettigheder?
Og kunne vi så ikke ligeså godt give alt magt til erhverslivet? Så kunne de få det som de vil have det og mennesker kunne i sandhed blive et instrument for vores finansielle verden? Er det der du vil hen? 