Højgravid og kæresten elsker ikke mere - hvornår brud?

Ud med ham...

Du skal vende dig til den lille som enlig med det samme og ikke bagefter...

Jeg har stået i en lignede situation og det er bedst at stå alene fra start... så har man nemmere ved at lave rutiner, som fungere for dig og den lille... og selvom det er hårdt at få børn, så er det heller ikke mere hårdt end man gør det til... ja til tider vil aftenen være ensom, men jeg ville nok flytte i nærheden af min familie og venner og dermed er det nemmere lige at smutte forbi dig og du dem og dermed får opfyldt dit sociale behov...

Jeg synes ikke det var hårdt at være en alene fra start af... jo nogle gange, men det er det nu også at være to om det... men selve hverdagen med junior nød jeg til fulde... og det var en skøn tid, da det kun var ham og jeg... det var ensom til tider, men jeg sørget bare at fylde min aktivitetskalender op og så var det ikke et problem...

Håber du finder en løsning..

Knus Mette

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Anonym skriver:

Tak for svar 

Det er nok det bedste men hvor er det hårdt at bede en man elsker flytte

Ja, men måske nok det bedste. Jeg har selv været der og i sidste ende har jegi ntet fortrudt

TeamRocket skriver:

Jeg ville vente og se tiden lidt an. Måske kærligheden blomstre igen når baby kommer og du bliver dig igen? Min mand og jeg blev som forelskede på ny da baby kom, det var fantastisk :-)

 same here...

Anonym skriver:

Lejlighed, og jeg står med på lejekontrakten. Uanset hvad tænker jeG dog, at jeg bliver bopælsforælder når baby er spæd. 

Ja præcis, han skal stramme sig MEGET an. Jeg tager den op til terapi så en tredjepart kan hjælpe med at formidle.

Jeg tror heller ikke han ønsker at være der, når ting allerede er planlagt. Jeg kan håbe på et mirakel når han ser hende første gang. Men jeg føler også lidt det er et sats at vente på det. Og man kan sige, når tingene allerede er planlagt er han nok ikke tilbøjelig til at ændre dem.

Ok, hvis det gør sig gældende med min mødregruppe også, kan jeg nå at komme ovenpå hos min familie, få amning osv til at køre med støttende personer omkring. Jeg har allerede købt nr 2 seng og puslebord, så det også føles lidt hjemligt 

Så har du i hvert fald dit på det tørre mht. bopælsretten. Men hvis du smider ha ud inden fødslen, får du vist automatisk den fulde forældremyndighed. Bor han stadig hos dig, vil den formentlig blive delt, eller du skal kæmpe for at få den fulde myndighed. Det er i hvert fald mit bud.

Som du kan høre, så havde jeg ikke fundet mig i hans opførsel Håber det går bedre, eller at du allerede har fundet den for dig rigtige løsning.  

Hvis du sætter ham stolen for døren og smider ham ud, kan han reagere på 2 måder:

1) Fortsætte med sit liv uden dig og hans barn

2) Indse hvad han har mistet og gøre en aktiv indsats for t være en del af dit og jeres barns liv igen.

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Hej!

Jeg har stået i en MEGET lignende situation..

Min mand er (tidligere) ludoman og han spillede gennem min graviditet (også den første). Dette gjorde at han følelsesmæssigt trak sig længere og længere fra mig og behandlede mig ubeskriveligt dårligt - og som du siger, sørgede for ikke at være hjemme (i hans tilfælde for at kunne spille)...

På trods af at ALT i mig strittede imod, blev jeg hos ham. Jeg tror, at der er noget i os, der gør at lige op til terminen bygger vi så meget "rede" og slutter os ind i os selv for at gøres parat til at nærmest "leve i en bobbel" som det er, i den symbiose man kommer i med barnet efter terminen.

Du bliver NØDT TIL at være dig selv nærmest og mærke VIRKELIG grundigt efter - er det det værd? Er der en søster/ veninde/ mor som kan hjælpe dig igennem den første (meget svære) tid med baby?

Det er utroligt svært a stå alene lige efter fødslen - men det KAN gøres.

Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at gå fra min mand, på trods af hans vanvittige opførsel og svigt. og nu står jeg med en 3 mdr gammel baby - har endelig kræfterne nogenlunde og er netop gået fra ham. Ville sådan ønske jeg havde gjort det før. Manglede bare én der ville rådgive det.

Jeg vil ikke bestemme om du går eller ikke går fra ham naturligvis, men mærk efter - for den negative atmosfære du bor i, kommer dit barn også til at bo i. Desuden reagerer han/hun inde i maven også på din frustration og sorg. Det er en skyldfølelse JEG aldrig vil kunne slippe. At have været SÅ ked af det højgravid.

Som en sidebemærkning finder jeg det yderst suspekt, at det netop er gået op for ham, at han ikke kan lide "dig". Der stikker noget under - det er bare at finde ud af hvad... desvære er det nærliggende at kigge på det faktum at han skal være far (for første gang formoder jeg?)

For lige at vende situationen lidt om, så vil jeg ikke udelukke at min mand og jeg havde en chance for at kunne have fundet hinanden igen, hvis jeg blot var gået noget før (altså i graviditeten). For når jeg ser tilbage på det, er det jeg var igennem ALDRIG noget jeg ellers ville have fundet mig i - derfor gør det ekstra ondt i en graviditet. Havde vi brudt, så havde han haft chancen for at ændre sig. Det er alt, alt for sent nu...

Jeg føler DYBT med dig!

Anonym skriver:

Tak piger det varmer 

Jeg har en stor familie og mange gode venner til at hjælpe, skulle det nå dertil. Familien bor desværre to timer herfra, men har overvejet at køre hjem til dem den ene halvdel af ugen hvor jeg har eget værelse ov bad til mig og den bette, og så deltage i sociale ting, mødregruppe etc., derhjemme, i den anden halvdel.

Det er så hårdt at kigge på ham til hverdag velvidende, at han intet ser i mig, når jeg stadig elsker den del af ham jeg blev forelsket i.

Ca samtidig med at jeg blev gravid fik han nyt og vigtigt arbejde. Siden da har det været lidt som om, at det jeg laver ikke er godt nok.

Jeg håber jo også meget, at babyen får ham tilbage og ned på jorden til os igen. Men når denne udvikling har fundet sted over længere tid, tvivler jeg meget.

Han har også planlagt mange ting i babys første skoleår - heriblandt tre udenlandsrejser i foråret som led i uddannelse. Hvor er der plads til mig 

Ville I tage ham med til fødslen? Er så bange for at føle mig alene!!

Puuha.. Det er simpelthen IKKE i orden, at han planlægger den slags i det første leveår. Det er min helt ærlige opfattelse at det første år er det absolut vigtigste. ALT andet må vente og han må indfinde sig i, at "livet" stopper en smugle i det første år og her skal han bare mande sig op og være en far - en RIGTIG far. Altså, han skal være hos jer og for jer. Han trænger godt nok til en ORDENTLIG forklaring.

Det er helt tydeligt at han ikke har forstået alvoren i, hvad der sker efter den lille ny er kommet til. Fortæl ham at det IKKE er i orden og at nu må han satme se at komme ind i kampen! (undskyld den hårde tone, men føler simpelthen SÅ dybt med dig - kan ikke bære at han er sådan imod dig)

...En anden ting er, at jeg ikke tror, at du har kræfter til at "pendle" på den måde frem og tilbage. Det er et vanvittigt hårdt arbejde med en lille ny, og mit bedste råd er at der skal være RO! det vil hjælpe både dig og den lille. Få din familie til at komme til dig i stedet (og gerne bringe noget mad og en støvsuger) Du skal bede om hjælp til det praktiske som at få ryttet lidt op og lavet lidt mad. Så du kan koncentrere dig om dig og den lille og hvis han skal gøre sig forhåbninger om at få ordentligt samkvem, så er det NU han skal tage sig sammen!

Føler SÅ meget med dig!