Højgravid og kæresten elsker ikke mere - hvornår brud?

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Hmm det r hårdt men i sidste ende synes jeg du skal slå op og f ham til at flytte ! ( så kan han os selv mærke hvad det r han siger farvel til)
Det andet gør det meget hårder og svære for dig selv ..

Smid ham ud og find dig selv inden baby kommer - det den største gave du får nu - og nyd det så længe det var tiden går så hurtig

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Hmm det r hårdt men i sidste ende synes jeg du skal slå op og f ham til at flytte ! ( så kan han os selv mærke hvad det r han siger farvel til)
Det andet gør det meget hårder og svære for dig selv ..

Smid ham ud og find dig selv inden baby kommer - det den største gave du får nu - og nyd det så længe det var tiden går så hurtig

modesty skriver:

Pyha, det lyder ikke sjovt. 

Min umiddelbare tanke var at han er i en eller anden form for benægtelse når han siger at det ikke har noget med det kommende barn at gøre. 

Men så nævnte du dét med det nye arbejde. Og ja, så tænker jeg faktisk at hans forklaring (muligvis) er god nok. Nyt fedt job, større ambitioner. Måske han tænker at han kan få "bedre" end dig (jeg ved godt at det lyder groft - det er ikke ment sådan, men jeg prøver bare at sætte mig ind i hans tanker).

Han er jo en kæmpe idiot at han vælger at få et barn med en kvinde som han ikke elsker 100% med hud og hår. For det må jeg indrømme at det tror jeg ikke på at han har gjort hvis han kan ændre sig så meget på så relativt kort tid...

M.h.t. hvad du skal gøre: Hvis det var mig, var jeg blevet til efter fødslen. Ikke at jeg tror at et barn kan redde et forhold. Men fuck, jeg ville synes at det var hårdt hvis jeg skulle have været alene med min søn da han var nyfødt. MEN den løsning skal du kun vælge hvis du tror at han rent faktisk vil være til praktisk hjælp med den lille.

M.h.t. fødslen: JA jeg synes at du skal have ham med. Hvis han selv gerne vil med, så synes jeg faktisk ikke at du kan tillade dig at nægte ham det. Det er ligeså meget hans barn som dit (men jeg ved godt at mange kvinder vil være uenige med mig på dette punkt). På den anden side - hvis du hader ham så meget at det vil være et problem for dig at fokusere under fødslen, er det jo lidt problematisk... Men som udgangspunkt ja, helt bestemt.

M.h.t. at pendle ugentligt mellem to byer med 2 timers afstand vil jeg umiddelbart sige at det er urealistisk. Både du og din baby har brug for en fast base og faste rutiner. Men altså, jeg er jo ikke dig, så måske det funker for dig, hvem ved.

Under alle omstændigheder - pøj pøj med det hele. 

Tak, kunne ikke have sagt det bedre selv. ØV skod situation.

Jeg er meget i tvivl om hvorvidt han er til nogen hjælp efter fødslen når han har så travlt med sig selv og egne gøremål. Der er helt sikkert forventninger der vil skulle afstemmes til næste parterapi time, for at det kan lykkes. 

Jaaah pendling mellem to hjem virker som en dårlig løsning. Dog tror jeg måske det vil være en nødvendighed så jeg også har nogen til at tage sig lidt af mig med aftensmad, hyggestemning i hjemmet etc. Ellers er jeg meget bange for ensomheden. Heldigvis er det noget jeg kan tage hen ad vejen - intet behøver blive fastsat på forhånd. Det er bare rart at have muligheden 

Storms-Mor skriver:

Hmm det r hårdt men i sidste ende synes jeg du skal slå op og f ham til at flytte ! ( så kan han os selv mærke hvad det r han siger farvel til)
Det andet gør det meget hårder og svære for dig selv ..

Smid ham ud og find dig selv inden baby kommer - det den største gave du får nu - og nyd det så længe det var tiden går så hurtig

Jeg overvejer det også kraftigt - på en måde må det være sværere at sige farvel når bebs først er her 

Tak for svar

Anonym skriver:

Jeg overvejer det også kraftigt - på en måde må det være sværere at sige farvel når bebs først er her 

Tak for svar

ja meget ! ikke længere kan leve med, og det er nået du ikke kan lave om på - så er der ingen grund til at blive ved med at tro på det nok skal komme - tror bare du køre dig selv mere og mere ud - ved at lade ham blive hos jer !

for hvis du først slår op og lader ham bo ved dig - er det svære for dig at høre hvad han går og laver evt med andre..

dig og baby fortjener bedre - og du har andet at bruge dine kræfter på når din skønne baby kommer.. og ikk gå at tænke på ham og have kobfligter med ham..

Kram til dig!!! Det er lettest at lade ham flytte nu!!! Så har du kun baby og dig at koncentrere dig om!!! Ellers er der også ham at koncentrere sig om, og det er hårdere !!! Kæmpe knus..

Bor i i lejlighed eller hus, og hvem står på lejekontrakten?  Hvis du står på kontrakten, og det dermed er ham, der flytter, bliver der ingen problemer med bopæl, hvis i skilles. Men hvis du flytter, kan det vist give problemer idet faren skal skrive under på, at barnet må skifte bopælsadresse. En problemstilling mange enlige mødre har haft problemer med ved brud med kæresten og en bekymring, man ikke ønsker at stå med sammen med et spædbarn!

Jeg havde nok ikke haft lyst til at have ham med til fødslen, men kan godt se Modestys pointe i, at det er hans barn også, så det ville være en god ting. Men så skal han sgu også stramme sig an og være der for dig og være en støtte!!

 

Jeg havde nok smidt ham ud nu/flyttet selv nu og prøvet at affinde mig med den nye situation inden barnet kom, da jeg ser det som om et brud er uundgåeligt. Med den betænksomhed han viser dig og dine følelser, mistænker jeg desværre, at han alligevel vil "flygte" fra det hårde arbejde, som et barn ubetinget er. Hvis han allerede nu planlægger sin tid, så han kan være væk fra dig, tror jeg ikke et barn med krav og ansvar vil få ham til at blive hjemme og hjælpe

 

Efter fødslen havde jeg personligt nok taget hjem til familien og forsøgt at komme oidt ind i en rutine med hjælp til mad, lidt praktiske ting osv. Når chokket så har lagt sig og lidt rutine er kommet ind i din hverdag, samt du har vænnet dig lidt til din nye titel og dit nye liv, kan du altid tage hjem og finde dine helt egne rutiner i eget hjem. Min mødregruppe startede vist først, da min datter var 8-10 uger, så der er alligevel lidt tid til at få hjælp og moralsk støtte fra familien Jeg ønsker dig alt held og lykke og ikke mindst styrke!

Storms-Mor skriver:

ja meget ! ikke længere kan leve med, og det er nået du ikke kan lave om på - så er der ingen grund til at blive ved med at tro på det nok skal komme - tror bare du køre dig selv mere og mere ud - ved at lade ham blive hos jer !

for hvis du først slår op og lader ham bo ved dig - er det svære for dig at høre hvad han går og laver evt med andre..

dig og baby fortjener bedre - og du har andet at bruge dine kræfter på når din skønne baby kommer.. og ikk gå at tænke på ham og have kobfligter med ham..

Jaaah er også bange for at mistænke utroskab senere, noget jeg heldigvis ikke før endnu.

Hvis han fik mig og baby hjemme ved vasketøjet samtidig med at han fik indtryk af, at det er ok at date, kunne situationen ende meget grimmere end nu..

babymus77 skriver:

Kram til dig!!! Det er lettest at lade ham flytte nu!!! Så har du kun baby og dig at koncentrere dig om!!! Ellers er der også ham at koncentrere sig om, og det er hårdere !!! Kæmpe knus..

Ja det er jeg også bange for...

Knuuus

JustMe skriver:

Bor i i lejlighed eller hus, og hvem står på lejekontrakten?  Hvis du står på kontrakten, og det dermed er ham, der flytter, bliver der ingen problemer med bopæl, hvis i skilles. Men hvis du flytter, kan det vist give problemer idet faren skal skrive under på, at barnet må skifte bopælsadresse. En problemstilling mange enlige mødre har haft problemer med ved brud med kæresten og en bekymring, man ikke ønsker at stå med sammen med et spædbarn!

Jeg havde nok ikke haft lyst til at have ham med til fødslen, men kan godt se Modestys pointe i, at det er hans barn også, så det ville være en god ting. Men så skal han sgu også stramme sig an og være der for dig og være en støtte!!

 

Jeg havde nok smidt ham ud nu/flyttet selv nu og prøvet at affinde mig med den nye situation inden barnet kom, da jeg ser det som om et brud er uundgåeligt. Med den betænksomhed han viser dig og dine følelser, mistænker jeg desværre, at han alligevel vil "flygte" fra det hårde arbejde, som et barn ubetinget er. Hvis han allerede nu planlægger sin tid, så han kan være væk fra dig, tror jeg ikke et barn med krav og ansvar vil få ham til at blive hjemme og hjælpe

 

Efter fødslen havde jeg personligt nok taget hjem til familien og forsøgt at komme oidt ind i en rutine med hjælp til mad, lidt praktiske ting osv. Når chokket så har lagt sig og lidt rutine er kommet ind i din hverdag, samt du har vænnet dig lidt til din nye titel og dit nye liv, kan du altid tage hjem og finde dine helt egne rutiner i eget hjem. Min mødregruppe startede vist først, da min datter var 8-10 uger, så der er alligevel lidt tid til at få hjælp og moralsk støtte fra familien Jeg ønsker dig alt held og lykke og ikke mindst styrke!

Lejlighed, og jeg står med på lejekontrakten. Uanset hvad tænker jeG dog, at jeg bliver bopælsforælder når baby er spæd. 

Ja præcis, han skal stramme sig MEGET an. Jeg tager den op til terapi så en tredjepart kan hjælpe med at formidle.

Jeg tror heller ikke han ønsker at være der, når ting allerede er planlagt. Jeg kan håbe på et mirakel når han ser hende første gang. Men jeg føler også lidt det er et sats at vente på det. Og man kan sige, når tingene allerede er planlagt er han nok ikke tilbøjelig til at ændre dem.

Ok, hvis det gør sig gældende med min mødregruppe også, kan jeg nå at komme ovenpå hos min familie, få amning osv til at køre med støttende personer omkring. Jeg har allerede købt nr 2 seng og puslebord, så det også føles lidt hjemligt