Højgravid og kæresten elsker ikke mere - hvornår brud?

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Stakkels dig - du fortjener er stort kram 

Jeg tror jeg ville lade ham flytte - ville ik kunne have ham boende når jeg vidste han ik elskede mig - men det er måske nemt for mig at sige når jeg ik står i situationen - øv hvor må det være hårdt og svært

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

Du skal da først have en stor

Som du beskriver din kæreste, lyder han for mig som en rigtig egoist. Det er fair nok at følelser kan forsvinde, men man opfører sig ikke som en skiderik af den grund. Dén synes jeg med rette at du kan fortælle ham, at han er fuldstændigt ved siden af i sin tackling af jeres situation, havde han et problem med grundlæggende elementer i din personlighed skulle han da vist have gjort opmærksom på det før du nu sad i det her rod. Øv.

Min oplevelse af det at blive mor, er at det er det absolut hårdeste og noget af det mest ekstreme jeg har udsat mig selv for. Vores barn er 2½ efterhånden og det er først indenfor de sidste 6 måneder at der bliver frigivet tid. Barnet kan simpelthen ikke klare sig selv på en måde så man kan slå fra samtidigt, før det er de der 2 års tid. Min kæreste og jeg havde ikke nævneværdige problemer inden, men de få ting der kom/var blev blæst fuldstændigt ud af proportioner og vi har været ved at gå fra hinanden et par gange. Jeg forsøger vist at fortælle dig at forskellighed er meget svært og når du drysser det med en spritny baby, mor der er udmattet, nyt liv, rutiner, muligt ingen søvn, fritid.. Kan det føles umuligt..

Jeg kan ikke råde dig til hvad du skal gøre, men det han har gang i der virker for mig både urimeligt og meget hovedløst. Et angreb af den format han har rettet mod dig, burde han følge op med et brud, hvorfor bilder han sig ind han kan såre dig på den måde og så ikke gøre noget ved det? Jeg tror godt nok ikke jeg kunne have holdt min mund..

Du får en kæmpe krammer

Det er en lidt svær situation du står i det kan jeg godt se... Jeg ved ikke helt hvordan og hvorledes du skal gribe det an... MEN vigtigst af alt SNAK med hinanden... ^{(er måske prøvet men prøv igen...)} Og ellers bed ham flytte... og så må I tage den derfra...

Tror du er bedre tjent alene end med en mad omkring dig, som ikke vil dig...

Kramz ♥

er ked af at du står i sådan en situation, det må absokut ikke være rart.

jeg forstår dog ikke hvorfor han vælger at få barn sammen med dig hvis der er nogle ting ved dig han ikke kan li og som ikke kan ændres fordi at det er dig.

men nu er babyen her jo snart og hvis han ikke elsker dig så synes jeg du skal bede ham flytte. det er pisse hårdt med en lille ny, men hvis der skal være den dårlige stemning bliver det mere hårdt. og hvis der allerede er knas tror jeg bestemt ikke at det at der kommer en baby vil gøre tingene bedre. 

det kan godt være det ikke var sådan du havde tænkt dit liv skulle se ud. men nu kommer du til at bruge alt din energi på baby.  

personlig, hvis det var mig ville jeg hellere være alene end sammen med en der ikke elskede mig. jeg har været alene med min datter fra hun var 4uger og det var hel bestemt hårdt men også virkelig dejligt at jeg kunne skulle tænke på hende og mig.

held og lykkeknus

Tak piger det varmer 

Jeg har en stor familie og mange gode venner til at hjælpe, skulle det nå dertil. Familien bor desværre to timer herfra, men har overvejet at køre hjem til dem den ene halvdel af ugen hvor jeg har eget værelse ov bad til mig og den bette, og så deltage i sociale ting, mødregruppe etc., derhjemme, i den anden halvdel.

Det er så hårdt at kigge på ham til hverdag velvidende, at han intet ser i mig, når jeg stadig elsker den del af ham jeg blev forelsket i.

Ca samtidig med at jeg blev gravid fik han nyt og vigtigt arbejde. Siden da har det været lidt som om, at det jeg laver ikke er godt nok.

Jeg håber jo også meget, at babyen får ham tilbage og ned på jorden til os igen. Men når denne udvikling har fundet sted over længere tid, tvivler jeg meget.

Han har også planlagt mange ting i babys første skoleår - heriblandt tre udenlandsrejser i foråret som led i uddannelse. Hvor er der plads til mig 

Ville I tage ham med til fødslen? Er så bange for at føle mig alene!!

- leveår selvfølgelig ;-)

Anonym skriver:

Jeg står i mit livs dilemma. 

Kort fortalt har min kæreste meddelt, at hsn mangler en gnist i vores forhold. Han kan ikke fortælle hvorfor, alt han ved er, at han mener vi er for forskellige. Det er mine grundlæggende værdier han anfægter - ting jeg ikke kan ændre og ting han har kendt og (elsket, troede jeg) i de 3 1/2 år, vi har været sammen. Mens konflikten har kørt har han ikke behandlet mig ordentligt - først vil mig og baby, så elsket mig, så afvist mig. Han er meget egoistisk og planlægger ting altid, for ikke at være hjemme hos mig.

Trods igangværende forløb ved parterapeut tvivler jeg meget på projektet. Især fordi han fastslår, at baby ikke skræmmer ham og at det derfor udelukkende er mig, der er problemet. Ikke bare kommunikationen - MIG.

Forudsat det ikke lykkes og at dette var klart lidt under 3 uger før termin, hvad ville I da gøre? (jeg ved man skal gøre det der er bedst for een selv, men jeg ændrer holdning hele tiden og mangler hjælp)

1. Slå op nu, lade ham flytte, og så klare alt selv (det er første barn)

2. Slå op/fortsætte som kærester med aftale om at blive boende fordi baby er lille.

Det skræmmer mig sindssygt at stå alene med et lillebitte barn. Men vil det omvendt være for hårdt at lade en mand blive boende, når det er tydeligt, at han ikke elsker mig, som jeg elsker ham? 

Jeg er i 9. måned og helt hormonel og fra den - hjælp! 

jeg ville helt klart vælge 1..
det er hårdest. men bedst for alle parter